RØDDER

Indhold

Forord  
2
Knud Wentzel  Nation
6
Jens Anker Jørgensen Familie
24
Henrik Jensen Pligt
43
Niels Finn Christiansen Arbejde
61
Knud Wentzel Identitet
74
Niels Finn Christiansen Fællesskab
94
Jens Anker Jørgensen Kærlighed
104
Henrik Jensen Tro
120
Noter  
143

 

Forord 

Den sætning, som er denne bogs titel, falder i Hans Kirks roman Fiskerne. ’Os’ er fællesskabet af fiskere, der er ca. samtidigt med romanen, 1928; kong Knud er ham, der blev myrdet i Odense i 1086. Udsagnet fremkalder straks flov rødmen i omgivelserne, og det er selvfølgelig fordi, der er en mening med det. Det middelalderlige kongemord er med en skarp sætning konstateret nærværende og aktivt hos ’os’ i 1920erne.
     Her er historien. Gruppen af fiskere er med deres familier flyttet fra vestkysten til et mildt og velbjerget sogn ved en fjord inde i landet. De er fattige, men som gruppe holdt sammen af en af en særlig ydmyg selvhævdelse, som de henter i deres indremissionske fromhedslov. De tjener en højere herre end alle jordiske autoriteter. Denne overbevisning giver dem styrke i deres nidkære oprør mod egnens rummelige kristendom og materielt betonede sæder og skikke – men romanen har et godt øje til deres fromme motiveringsverden.
Det skarpeste øje og den sandeste røst har oldingen Martinus. Gennem sin alder er han dybt forbundet med fiskersamfundets historie og med det dybeste lag i dets oprør. Det viser sig på en festdag, hvor stedet får besøg af to højtstående repræsentanter for det officielle samfund, amtmanden og politimesteren i fulde ornater. Anledningen er, at Martinus skal have ridderkorset for sine fortjenester under krigen i 1864. Amtmanden holder en tale for ham; og fiskerne hører andægtigt til, mens han i blomstrende vendinger hylder Martinus’ indsats for det etablerede Danmark: hans loyalitet over for kongen, flaget, fædrelandet. De fromme fiskere skjuler under ceremonielt korrekte miner deres despekt for festtalens jordiske værdier og de fine gæster.
     Men dagens mand, gamle Martinus, er en joker i det høflige spil. Hans sind har for længst lukket sig for den aktuelle omverden. "Han var næsten blind, øjnene var som blakket mælk, og huden lå i brune folder om ansigtet." Når han taler, lyder det som fra dybet af en brønd. Og netop dybt nede fra må det lyde, den ene gang, han tager ordet under embedsmændenes besøg. Det sker, da amtmanden har hæftet ridderkorset på hans bryst og nu tilføjer den behørige hilsen fra Hans Majestæt Kongen: ”Der kom pludselig liv i det gamle ansigt, som kravlede en flue henover det. Med sin hule røst hvæsede Martinus: – Det var os, der slog kong Knud ihjel! –"
     Både amtmanden og fiskernes anfører, den bidsk-fromme Thomas Jensen, er ved at miste fatningen ved denne udmelding, og det skyldes selvfølgelig, at den er umiddelbart uhøflig overfor kongen og hans embedsmænd. Men denne forståelse af situationen når ikke ned til bunden af oldingens hvæsende replik. Hans umiddelbart tumpede, men aldeles præcise udsagn beror på en dybere viden om, at vi er, hvad vi var.
     Hvad Martinus med brutal klarhed henviser til, er de jyske bønders opstand mod og drab på kong Knud i 1086. At fremføre dette stemmer nok overens med fiskernes helligt-kritiske holdning til embedsmændene. Men den egentlige brod i Martinus' ord fra dybet er vendt mod de fromme oprørere selv, for bøndernes mord på kong Knud blev begået i Albani kirke i Odense, og den dræbte blev helgenkåret og fik tilnavnet Den Hellige. Oldingens historiske klarsyn afslører, at der bag fiskernes oprør i Guds navn ligger et oprør uden hellighed: almuens uforfalskede aggression mod magthaveren. Dybest nede er de oprørere; fromheden er blot legitimation.
     Når der kan være mening i udsagnet om, at fiskergruppen af nutidige mennesker er deltagere i et ’vi’, som slog en konge ihjel i 1086, beror det altså på en forestilling om identitet mellem almuen dengang og almuen nu, en identitet, hvis sande ansigt er oprørskheden. Dette historiske forhold bruger romanen nu til sit projekt samtidsskildring. Den udnytter den historiske identitet hen over otte-ni hundrede år til at korrigere billedet af nutidsfællesskabets selvforståelse, som i fiskernes tilfælde er baseret på fromheden. Herefter består denne selvforståelse ikke af ét, men af to mentale lag: fromheden og den rå aggression.
     Denne bog handler principielt om nutidens værdier og forestillinger, og dermed færdig. Når den ikke desto mindre beskæftiger sig meget med fortiden, sker det ud fra den overbevisning, at fortiden er til stede i nutiden. Historien fortæller om det nyes forudsætninger – og om alle forestillingers grundlæggende forudsathed. Vi er, hvad vi var. Vores uundgåelige kollektive erindring er en mental nutidstilstand, der er møbleret med fortidsmateriale. Derfor handler denne bog uafbrudt om nutiden, også under dens beskæftigelse med fortiden.
     For nogen tid siden rejste et par danskere med en lokal bus i Tyrkiet. Undervejs udspillede der sig et langvarigt familiært sceneri, hvor en mor hårdhændet tævede sine børn til at opføre sig passende. Vore to danskere fik trykken for brystet og ondt i maven over den brutale og inhumane adfærd og måtte lægge bånd på sig for ikke at gribe ind, mens resten af bussen ikke tog notits af sceneriet. Man syntes at opfatte det som udslag af normal pædagogik.    Vi tænker og føler efter vore forestillinger, efter vore mere eller mindre reflekterede antagelser om tilværelsens sande og rigtige indretning. Fra morgen til aften, i stort som i småt, orienterer vi os efter indholdet i vore hoveder og ikke efter den faktiske virkelighed, selv om sidstnævnte er et tilbedt begreb.
     Når forestillinger og værdier er så uhyre vigtige, er det fordi de er handlingsskabende. I 1914 startede fx de store lande i Europa en stillingskrig med industrielle krigsmaskiner, der udløste hidtil usete massemyrderier. Men krigen blev erklæret på forestillinger fra 1800-tallet om kortvarige slag mellem heltemodige hære.      
     Bogen her beskæftiger sig med værdier og forestillinger af den type, som i en periode præger et helt samfund, som altså dels er kollektive, dels af en vis sejlivethed. Den beskæftiger sig dermed ikke med, om de er sande eller ej i forhold til ”den faktiske virkelighed”.
     De svæver ikke rundt som isolerede partikler, men samler sig i en slags klaser omkring fælles institutioner og overordnede værdier. Denne bog har udvalgt og behandlet følgende otte: Kærlighed, familie, fællesskab, pligt, tro, arbejde, nation, identitet. Andre kunne med god grund have været inddraget, fx fremtid og natur, eller emner af mindre almen karakter som rejse, sygdom, skønhed.
     Bogen skrives samtidig med, at de forestillinger, der søges beskrevet, er til voldsom debat og står til forandring. Det er bl.a. derfor, den er skrevet; den må opfattes som et forsøg på at gøre status i en tid, hvor næsten alt synes at være til forhandling.
     Som gamle Martinus demonstrerer, er mentale størrelser af denne type historisk betingede. At nye dannes indebærer ikke uden videre, at de gamle forsvinder, i hvert fald ikke dem der har haft godt fat i vores kollektive bevidsthed. Vore forestillinger, hvor nutidige og originale de end er, indeholder lag på lag af fortid. De forladte forestillinger lever videre i de nye som forudsætninger, herunder som holdninger vi fordømmer.

Livet leves forlæns, men forstås baglæns. Det var det individuelle livsløb, Kierkegaard sigtede til med sit berømte udsagn; men det har også gyldighed for det kollektive livsløb, historien. Og når man tænker på historien i dens egenskab af aktiv forudsætning for nutiden, er der en særlig pointe i at overveje spørgsmålet om forlæns og baglæns.
     Det er jo ikke uden grund, at den forlæns historiefortælling, den kronologisk fremadskridende, er så udbredt. Det kan forekomme naturligt eller ligefrem tvingende at følge et historisk forløb forfra og fremad mod slutningen. Det var jo sådan det skete! Denne bevægelse mimer selve livets iboende bevægelse.
     Men forud for historikerens kronologiske fremstilling, og som forudsætning for den, ligger en tankebevægelse i den modsatte retning. Forud for fremstillingen af fx krigens, institutionens, personlighedens, landets udvikling ligger en eftersøgning, der tager sit udgangspunkt i afslutningen og derfra bevæger sig baglæns i dunkle fortidslandskaber, indtil de forudsætninger er fundet, der kan anses for tilfredsstillende. En kontrakronologisk bevægelse. Den mimer forståelsens vej, som Kierkegaard taler om.
     Fremstillingerne i denne bog dyrker denne bevægelse. De er tænkt som retrospektioner, hvor nutidsforestillingens historiske forudsætninger opsøges trin for trin bagud.
     Ligesom de overordnede kollektive forestillinger er tidsbundne, er de også i høj grad knyttet til behørige steder på kloden. Vore forsøg har fokus på de forestillinger, der har deres sted, i hvert fald deres centrum, i det danske samfund, indlejret som de naturligvis er i den europæiske og vestlige kultur.
                 Det er indlysende, at så omfattende mentalitetshistoriske temaer som denne bogs ikke kan undgå at overlappe hinanden. Det har gruppen af bidragydere ikke søgt at undgå. De enkelte kapitler har været genstand for diskussion, men uden noget ønske om at tilpasse synspunkterne efter hinanden.

Tilbage