EVENTYR-STUDIER
Knud Wentzel

INDHOLD

Fronter omkring folkeeventyret
Kaassassuk. To stadier i en grønlandsk fortællings udvikling
Folkeeventyrets fiktogrammer
Fiktogrammer i Asbjørnsen og Moe: Samlede eventyr
     Nummerfortegnelse til Samlede eventyr
Fiktogrammer i Grimms eventyr
     KHM-numrene i Grimms eventyr
Den falske brud og brudgom. Et fiktograms betydning
Kvindelighed. Udfordring fra en subkultur


FRONTER OMKRING FOLKEEVENTYRET

1.
Folkeeventyr har en særlig autoritet. Jeg tænker nu ikke på den indre, der beror på eventyrenes æstetiske eller åndelige kvaliteter. Jeg tænker på et ydre forhold, der giver de indre kvaliteter deres særlig vægt.
     Moderne litteratur, som det formidles gennem den litterære institution, er knyttet til sin individuelle forfatter. Når man i nogle tilfælde kan tale om, at et værk har autoritet og styrke, så er den opbygget af dette værks egen og måske forfatterskabets gennemslagskraft på det litterære marked, som er en uhyre svingende og upålidelig normsætter. Folkeeventyret som genre eller branche har en helt anden form for status. Den udgår fra folkeeventyrets historie, der i vidt omfang frigør vurderingerne fra det litterære marked. Denne historie følger eventyret - ligesom et rygte kan følge en person - og forlener det med en særlig pondus.
     Sagt i korthed har denne historie to led. Først eksisterede eventyret i en mundtlig form, der blev overleveret fra fortæller til fortæller i folkelige kredse. Derfra overgik det gennem indsamlere og udgivere til den skriftlige form, hvori vi finder det på bogreolen i hvert andet hjem i vores del af verden. Der er den folkelige overlevering gennem utalte århundreder; og der er den indsamling og udgivelse i bogform, som har skabt de klassiske eventyrsamlinger. De to ting tilsammen giver folkeeventyret dets særlige pondus.
     Men man skal ikke gå ret tæt på for at opdage, at de to led i denne tilblivelseshistorie ikke har det så godt med hinanden, som det kunne lyde til. Den folkloristiske videnskab, hvis opgave er at pleje den folkelige overlevering, har som regel en meget negativ vurdering af de udbredte klassiske udgaver. Udbredelsen og brugen af disse udgaver kører på sin side uanfægtet derudad, med ryggen til den tradition, de bygger på. Der er tale om to kulturer, der stort set ikke taler med hinanden.
     Det gør måske i almindelighed ikke så meget. Men for nogle fortolkere gør det noget, nemlig dem der eftersporer eventyrets indsigt og erfaring, og som også lægger vægt på den autoritet, der udgår fra dets tilblivelseshistorie. Ligesom en sådan fortolker står til regnskab overfor sin tekst, står han også til regnskab for sit valg af tekst. Han han brug for klarhed over, hvad han egentlig har i hånden, når han arbejder med et givet folkeeventyr. Han må forholde sig til skismaet mellem de to kulturer omkring folkeeventyret, den mundtlige overlevering og den trykte klassiker-udgivelse?

2.
Det afgørende træk ved folkeeventyrets oprindelige “forfatter”, altså den mundtlige overlevering, er at den overskrider en række solide grænser.
     Den enkelte fortæller har været et tids- og stedsbundet individ, også i sin egenskab af fortæller. Hans kvalificerende egenskab er hans arsenal af eventyr, men også hans fortrolighed med og fornemmelse for det aktuelle miljø, han fortæller i. Et givet eventyr overlever i et spil mellem to parter. Der er eventyret, sådan som det er blevet fortalt til fortælleren og opfattet og oplagret i hans hukommelse. Hvad husker han? Hvad synes han om, hvad tillægger han betydning og mening? Og der er det miljø, eventyret nu fortælles i, dets smag, dets modtagelighed. Hvad opfatter fortælleren som gangbart i netop denne kreds af tilhørere? Og det skal jo ikke glemmes, er der her lige så ofte burde siges ´hun´.
     Men det eventyr, der formidles, har fortælleren ikke bare overtaget fra én anden, men fra et rodnet af fortællere, hvis antal og forgrening er så omfattende, at det fortaber sig i mørket. Ønsker man at få blot en fornemmelse af dette uoverskuelige bagland, kan man f.eks. slå op i det værk om Grimms eventyr, som Johannes Bolte og Georg Polívka begyndte at udgive i 1912.1 Her kan man følge de enkelte Grimm-eventyrs varianter rundt i Europa og videre omkring.
     Denne lange overleveringshistorie aftvinger respekt. Når man tænker på, hvor mange opløsende kræfter en fortælling er udsat for i sådan et mundtligt overleveringsforløb, så bliver det også indlysende, at den fortælling, der har overlevet på disse vilkår, må indeholde en særlig sammenhængsskabende kraft. Den enkelte eventyrfortæller har kunnet glemme nogle elementer, har kunnet tilføje, har kunnet indskifte træk fra andre eventyr. Ikke desto mindre findes der eventyr, som har bevaret deres grundform hen over århundreder og hen over store geografiske og sproglige skel. Hvad der her er bevaret, har været gennem en kulturel overlevelseskamp, der kan sammenlignes med den, Darwin har beskrevet for naturens arter. Det er den bedst egnede, der har overlevet. Det er de bedst egnede fortællinger, og de bedst egnede versioner af dem, der er blevet folkeeventyr.
     Når et givet eventyr lever videre, er det fordi netop dét vækker genklang hos generation efter generation. Gør det ikke det, og gør en given variant af et eventyr ikke det, falder det ned i glemslen, i overgangen fra den ene generation til den anden. Omvendt må en fortælling, der overlever på den mundtlige overleverings sårbare ydre betingelser, være bærer af en stærk indre sandhed. Det må udtrykke noget i den menneskelige psyke, som ikke er flygtigt.
At have overlevet på disse vilkår, giver en autoritet, som det individuelt producerede litterære værk savner.

3.
Men det folkeeventyr, moderne mennesker normalt stifter bekendtskab med, klassikeren, har en “forfatter” mere. Teksten er en på tryk udgivet version af det, der hidtil har eksisteret i den mundtlige overlevering. Selve overgangen fra mundtlig overlevering til skriftlig trykt form er ikke bare en praktisk hændelse. Den er intet mindre end en overgang fra én kultur til en anden. I sin bog om dette kulturelle spring skriver Walter Ong: “Mere end nogen anden enkelt opfindelse har evnen til at skrive omdannet den menneskelige bevidsthed.”2 Det er denne omdannelse, der sker med folkeeventyret i overgangen fra mundtlig til skriftlig form.
     Det moderne udgivne folkeeventyr er bragt til veje af en indsamler og en udgiver. Dette arbejde kan være fordelt mellem to personer eller være samlet hos én. Og der kan finde både en mundtlig og en skriftlig indsamling sted, også gennem hjælpeindsamlere. Det er i sammenhængen her praktisk at have en enkelt betegnelse for hele dette arbejde; og da udgiveren er den ansvarlige, er der ham, der kommer til at lægge navn til.
     Udgiveren er ikke, som den mundtlige fortæller var det, medlem af den folkelige kultur, han formidler. Han har sit sugerør nede i den folkelige kultur, men er selv en uddannet skriftens mand, er medlem af sin tids boglige kultur.
     Hans formål er ikke alene at bevare det mundtlige eventyr. Det har man skuffer og arkiver til. Udgiveren er ikke blot mikrofonholder for den mundtlige overleverings stemme. Han udvælger en enkelt af de mange foreliggende mundtlige versioner; eller tilfældet vælger ham som formidler af en given version. Han foretager desuden indgreb i dette primære materiale. Han stryger i teksten, strammer, føjer til og trækker fra, ændrer den sproglige stil. Det er almindelig kendt, at brødrene Grimms indgreb var vidtgående.
     Uanset omfanget og vellykketheden af disse valg og indgreb, så sker de for at gøre det mundtligt overleverede eventyr anvendeligt på den skriftlige kulturs betingelser. Den mundtlige fortælling bliver tilpasset den skriftlige kulturs kvalitetsbegreber, som i det væsentlige er litterære. Uden denne tilpasning havde det moderne folkeeventyr ikke fået den enestående udbredelse i den skriftlige kultur, som tilfældet er. Man behøver ikke at læse mange ubearbejdede eventyrversioner fra den mundtlige overlevering for at indse dette. Den moderne eventyrklassiker er bedre litteratur.
     I denne overgang fra mundtlig til skriftlig form stivner eventyret. Dets medium, ordet er blevet omdannet fra den udskifteligt-flygtige lyd til den standhaftige skrift.
     Denne stivhed ser ud som et tegn på død - hvad den faktisk også er, nemlig for netop den mundtlige overlevering. Det er en nogenlunde fast historisk lovmæssighed, at indsamlings- og udgivelsestidspunktet falder sammen med en stærk tilbagegang for den mundtlige overlevering. Undtagelser gives: I det decentrale Norge var der meget at samle op efter Asbjørnsen og Moe, der sluttede udgivelsesarbejdet i 1851. Og i det ikke mindre decentrale Grønland var der meget at samle op efter Hinrich Rinks eventyrudgivelse fra 1866. Det skete så i Knud Rasmussens samlede udgivelse fra 1921-25. Men normalt kommer den trykte version af et folkeeventyr til at fungere som den sidste og endegyldige i historien. At sige: indtil filmmediet tager fat.
     Eventyrets stivnen i den trykte udgivelse danner imidlertid grundlag for en frigørelse, der giver det nyt og dynamisk liv.
     Den mundlige overlevering er langsom og begrænset, afhængig af fortællernes kapacitet og mobilitet. Det moderne folkeeventyr spredes derimod hurtigt og vidt omkring.
     Det forudsætter, at en afgørende adskillelse har sat sig igennem. I den mundtlige overlevering var et eventyr i høj grad ét med sin fortæller, der i fortællesituationen var mindst ligeså manifest til stede som eventyret. Med det trykte eventyr er der sket en adskillelse mellem eventyr og fortæller. Måske får man i en note fortællerens navn og hjemsted oplyst; men det ændrer ikke substantielt ved det forhold, at eventyret i den skriftlige form fremtræder som uafhængigt af fortælleren. Og iøvrigt også uafhængigt af udgiveren, hvis rolle stort set er udspillet, når bogen udkommer, sælges og læses. Udgiveren eksisterer nu kun som en slags varemærke. Den moderne eventyrklassiker har i vidt omfang frigjort sig fra sine forudsætninger og gjort sig selvstændigt. Den tapre skrædder er Den tapre skrædders.
     Dette hænger igen sammen med eventyrets stivnen i den skriftlige form. Dermed er det i helt bogstavelig forstand blevet sig selv, identisk fra gang til gang, fra sted til sted. Med trykningen elimineres eventyrets tilpasningsevne fra den ene fortællesituation til den næste. Den trykte version af et folkeeventyr bliver den kanoniserede version, med al den stabilitet og gennemslagskraft, der knytter sig til denne status.
     Man har i nyere tid været kritisk indtil det hånlige overfor den særlige bestræbelse hos mange klassiske udgivere, der går ud på at etablere idealformer af de enkelte eventyr. Ideen hos disse udgivere var at udsondre, hvad de opfattede som urformen af det enkelte eventyrs mange varianter. Et rimeligt problematisk projekt. Men det må dog siges at udgå fra et ganske forståeligt motiv hos den, der har ansvaret for et sætte den endelige version i verden. Bevidstheden om, at man ved sin udgivelses-handling i praksis skaber den endelige version af et eventyr, kan med god ret fremkalde en ambition om også at levere den endegyldige version, om at “genskabe” den “oprindelige” form, “urformen”.
     Foranderligheden, tilpasningsevnen, var en forudsætning for eventyrenes overleven på den mundtlige overleverings vilkår. Den stivnede kanoniserede form er forudsætningen for, at eventyrene har kunnet indgå i den moderne skriftkultur og få status som klassikere på denne kulturs præmisser.

4.
Fronterne omkring folkeeventyret danner sig ved, at dets dyrkere lægger skel mellem dette forløbs to dele, og skiller sig i tilhængere af enten den folkelige overlevering eller de trykte klassikere.
     Folkloristerne, som varetager den folkelige overleverings interesser, forholder sig aktivt kritisk til de trykte klassikere. Deres synspunkt er, at den udvælgelse og bearbejdning, som udgiveren af klassikeren har foretaget, udgør en forvrængning af eventyret. Det egentlige folkeeventyr er det, der blev omsat gennem den mundtlige overlevering i folkelige kredse. Det udgivne klassiske eventyr har fjernet sig så meget fra denne oprindelse, at det må anses for en distingveret forrædder, reelt et kunstprodukt. Synspunktet har meget for sig. Det aftryk, som udgiverens finger har sat på det moderne folkeeventyr, svækker dets særlige autoritet. En ræke træk af den lange og holdbare mundtlige overlevering, der her er blevet fremhævet som en hårdhændet og effektivt selektionsproces, er ikke overleveret. Overfor denne proces og dens resultater spiller udgiveren af det trykte eventyr ikke alene rollen som formidler, men også som fejlkilde.
     Den anden side, dyrkerne af det udgivne klassiske folkeeventyr, ytrer sig som regel ikke eksplicit om den folkelige overlevering. De hylder den blot, og vender den ryggen. De forudsætter uden videre, at den udgivne tekst er et folkeeventyr, med al den autoritet der ligger i dette - uden at medtænke, at denne tekst på en afgørende måde har fjernet sig fra sin folkelige oprindelse. I det omfang, de betragter deres trykte tekst som et decideret folkeeventyr, i samme omfang opfatter de det som undfanget af den hellige folkelige fortællerånd, og udgivelsen i bogform som en ubesmittet jomfrufødsel. De står da også med et fuldbårent og entydigt folkeeventyr, fri for de forkrænkeligheder, som eventyrene i den folkelige overlevering lider af. De står med et afpudset og veldefineret eventyr, en med sig selv identisk tekst. Det har en fortolker svært ved at undvære.
     Ingen af disse to holdninger er særlig brugbare. Den folkloristiske kritik degraderer den trykte eventyrklassiker til det ubrugelige - men er selv overladt til en udflydende flerhed af versioner. Den ubekymrede dyrker af det klassiske eventyr kaster sig i armene på en udgiver, hvis personlige og kulturbetingede prægning af eventyret meget vel kan have ændret eller elimineret vigtige træk fra den mundtlige traditionen..
     Hvilket ben skal man så stå på? Mit forslag er, at man ikke skal stå på nogen af de to. Man skal stå på sine egne.
     Der huserer et spøgelse i denne sag, nemlig fordringen om det autentiske folkeeventyr. Fordringen spøgte allerede i de gamle udgiveres forestillinger om det oprindelige eventyr, der afsatte bestræbelserne på at genskabe det i urformen. Den spøger videre i kritikken af det moderne folkeeventyr, der opfattes som uautentisk i forhold til den folkelige overlevering. Og endelig er fordringen til stede i dyrkelsen af det moderne trykte eventyr, hvor det er betydningsfuldt, at man står med en veldefineret og holdbar version. “Urformen”, “den folkelige overlevering” og “klassikeren” er udtryk for hver sin opfattelse af det samme, forestillingen om den autentiske version.
     Her er der grund til at gøre sig klart, at selve denne forestilling om det autentiske eventyr alene tilhører den skriftlige kultur. Det er denne kultur, der skaber endegyldige versioner, og som skelner mellem mere og mindre oprindelige versioner. Det er overhovedet den skriftlige kultur, der har skabt og båret forestillingen om den autentiske version af et åndsprodukt. Ingen kristen kultur uden en kanoniseret Bibel.
     I den folkelige kultur, der har båret den mundtlige overlevering, har denne forestilling derimod ingen gyldighed. Hvis man, igen, slår op i Bolte og Polivkas registrering af varianterne af Grimms eventyr, vil man finde en uendelighed af versioner af de enkelte eventyr, hvor hver enkelt har hver sine svagheder og tilfældige træk. Hvortil man ydermere må føje, at denne registrering selvfølgelig kun omfatter de på skrift indsamlede versioner, der reelt henviser til ufattelige mængder af forduftede mundtlige fremførelser. Dette skulle gøre det lammende tydeligt, at der for den folkelige overlevering ikke findes autentiske eventyr - kun versioner.
     Hvis det er muligt til gavns at nedlægge forestillingen om det autentiske folkeeventyr, så er det også muligt at indtage en meningsfuld holdning til den frontdannelse, der her er på tale. Man kan bakke op om brugen af den trykte klassikerudgave med et synspunkt, som er i pagt med den mundtlige overlevering:
     Man kan nemlig med god grund opfatte udgiveren af det trykte eventyr som en fortæller på linie med den mundtlige traditions fortællere. Nok er hans situation og hans interesser anderledes end deres. Men disse historiske kendsgerninger rokker ikke ved de grundlæggende funktionelle forhold, der gør ham til én af deres: Ligesom dem har han overtaget sit eventyr fra en forgænger. Og ligesom dem fortæller han nu sit eventyr i en form, der stemmer med hans fortællergemyt, og som efter hans skøn har mest gennemslagskraft i netop hans fortællersituation.
     Man kan i samme ånd betragte den trykte eventyrtekst på linie med den uendelige tabte række af mundtlige versioner. Den mundtlige overlevering er båret af forestillingen om, at et eventyr først og fremmest eksisterer i det nu, hvor det fortælles. Denne opfattelse anfægter ganske vist noget dybtliggende hos os skriftmennesker. Men i betragtning af, at den har været gældende for netop den kultur, der har båret folkeeventyrene gennem de mange århundreder, må den også kunne gøres gældende, når det drejer sig om den boglige udgave af denne overlevering. Nok er denne version blevet læst og hørt af hveranden vesteuropæer i mere end 150 år. Men denne udbredelse og dette åremål er i det lange historiske perspektiv dog blot at betragte som en særligt voluminøs og langvarig fortællesituation, et fortælle-nu, hvis trykte eventyr er ligeså relativt som de mange forudgående talte - en version.

5.
Denne anskuelse giver også den nutidige fortolker af eventyret hans sande og meningsfulde rolle, nemlig som den indtil videre sidste formidler i kæden. Efter den synsmåde, der her er fremlagt, må du betragte dig selv som en involveret formidler, på linie med dem, der har bragt eventyret frem til dig. Du må som dit materiale vælge den version af eventyret, som du anser for god, dvs. den den svarer til dine interesser. Du må altså anlægge et kvalitets-synspunkt. Ligesom de gamle fortællere og ligesom udgiveren må du foretage valg, som du står og falder med. Nok er du som læser betinget af din teksts historie. Men du har også den samme frihed som dine forgængere til at vælge din egen position i forlængelse af denne historie. Dit projekt er ikke det neutrale eller objektive at viderebringe et mere eller mindre autentisk eventyr. Dit projekt er, som dine forgængeres: at skabe en ny version.
     Den mundtlige fortæller er første led, den skriftlige udgiver er andet led. Man kan betragte den moderne fortolker som tredje og indtil videre sidste led i folkeeventyrets formidlingskæde, i bedste fald udstyret med bevidsthed om sin placering.
     Da folkeeventyret i løbet af 1800-tallet blev nedskrevet og udgivet var det ikke alene en overgang til formen: det klassiske folkeeventyr, men også også baggrunden for helt nye omsætningsformer for genren. Det blev, meget hurtigt, forudsætning for den individuelle forfatters kunsteventyr, i det næste århundrede for filmversioner. Den moderne litterære fortolkning må opfattes som en af disse nye omsætningsformer, derudgør tredje fase. Denne opfattelse af fortolkningens og fortolkerens placering understreger vores involverethed i overleveringen.

Noter.
1. Bolte, Johannes & Políva, Georg: Anmerkungen zu den Kinder- und Hausmärchen der Brüder Grimm. I-V. Hildesheim, 1963.
2. Walter Ong: Orality and Literacy, s. 78. Flere af Walter Ongs synspunkter ligger bag de her fremførte.

KAASSASSUK - [Til indholdsfortegnelse]

To stadier i en grønlandsk fortællings udvikling

Grønlands berømteste folkelige fortælling er den om Kaassassuk.1 Alle kender historien om den forældreløse dreng, der vokser op som udstødt på bopladsen, plaget og hånet af voksne og børn. Han går på fjeldet for at få hjælp, og et overnaturligt væsen hjælper ham til kæmpekræfter. Da han kommer tilbage til bopladsen, skjuler han først disse kræfter - indtil han lader dem glimre ved at nedlægge tre isbjørne med de bare næver. Derefter hævner han sig på sine plageånder og bliver en faretruende kraftkarl. Når man her nærmer sig historiens slutning, bliver meningerne delte. Nogle siger, at Kaassassuk vedbliver at være meget kappe- og stridslysten, nogle endda at han bliver slået ihjel for det. Andre, at han træffer sin overmand, og derefter bliver fredelig. Uenigheden skyldes, at fortællingen er nået frem til vores kultur, og det vil sige til skriftlig form, med begge disse udgange. Den første udgiver, H. J. Rink i Eskimoiske Eventyr og Sagn fra 1866, bringer dem som alternative slutninger. Og Knud Rasmussen udgiver i Myter og Sagn fra Grønland, 1921-25,2 tre hele versioner af fortællingen. Det er to af dem, der er denne undersøgelses emne - den tredje, den østgrønlandske, udelades, da den i vores problemstilling stort set dækkes af den nordgrønlandske.
     Knud Rasmussens udgivelse, klassikeren på området grønlandsk folkedigtning, er tilrettelagt efter et regionalt synspunkt: Bind 1: Østgrønland, bind 2: Vestgrønland og bind 3: Kap York-distriktet og Nordgrønland. Men i denne opdeling ligger der mere end geografisk spredning. Det vestgrønlandske område var i årene op til 1920 langt foran Nordgrønland og Østgrønland, hvad angår indoptagelse af europæisk kultur. Det betyder, at bindet om Vestgrønland af Myter og Sagn repræsenterer en kulturelt tilstand, hvor den lokale fortælletradion er under kraftig europæisk indflydelse, hvad de andre regioner ikke er. Sagt på en anden måde: fra kulturerne i Nord- og Østgrønland til den i Vestgrønland har historien taget er skridt fremad, selv om nedskrivningstidspunktet er ca. det samme.
     Myter og Sagn fra Grønland repræsenterer nok den boglige klassiker-udgivelses sædvanlige og uundgåelige stivnen af den mundlige overlevering. Men samtidig har samlingen altså på en usædvanlig måde indoptaget og fastholdt en specifik kulturel udvikling i den folkeligt overleverede fortælling. Denne udvikling manifesterer sig bl.a. i fortællingen om Kaassassuk, i forskellen mellem versionerne fra hhv. Thuleområdet og Nuuk-området. Og skønt skridtet mellem de to kulturer er langt, tages det af et enkelt menneske, Knud Rasmussen i hans egenskab af indsamler og udgiver af fortællingen i begge versioner.
Hvilke forskelle er der da på den nordgrønlandske og den vestgrønlandske version af Kaassassuk-fortællingen? Og hvad ligger der i disse forskelle? Historien har bevæget sig fremad. Har fortællingen gjort det samme?
Inden disse spørgsmål kan diskuteres, må vi have et rimeligt grundigt billede af de to versioner.

Den nordgrønlandske (Thule)

1.
En dag på en boplads. Forældrene er hos åndemaneren, og børnene leger alene. De larmer voldsomt. Den forældreløse Kaassassuk, som “gik alene ude”, advarer dem om, at de derved provokerer den store ild, men forgæves. Han ser så ilden komme og gemmer sig, mens børnene bliver slået ihjel. Efter begivenheden tror forældrene ikke på Kaassassuks forklaring, og hævder, at han selv har slået børnene ihjel. Da de dagen efter foranstalter en prøve, må de imidlertid lade sig overbevise.
     Selv om børnene i den indledende situation har særlig gode muligheder for at larme, er der også særlig god grund til at de ikke skal gøre det: Der er åndemaning på bopladsen. Ikke en situation, hvor man skal provokere de højere magter. Men børnene gør det altså, og kommer til at betale prisen. Den store ild er en stærk kraft, der provokeres frem, når naturen eller universet bliver krænket. Man ser ikke den selv, men kun dens pisk, der har skikkelse af en remmesæl med lange negle. Den er frygtelig og stærk og dræber børnene. Men senere viser det sig, at de voksne trods alt kan klare den. Da de vil efterprøve Kaassassuks forklaring, sker det ved at hidkalde væsnet, men de har også et middel til at uskadeliggøre det.
     Det afgørende i denne præsentation af Kaassassuk er, at han i modsætning til de andre børn har fornemmelse for den store ild. Han alene aner faren for den, og ser den, da den kommer. Denne evne hænger sammen med de to træk, der nævnes: at han er forældreløs, og at han går alene ude. Det er dem der har givet ham tilnavnet -paluk: den lille, den sølle.
     Han tilhører en type, som vi kender fra europæisk folkedigtning: lillebroderen, der er lidt til en side. Han vokser op udenfor den beskyttede og dermed også udenfor den regulerende påpasselighed, som børn normalt er genstand for fra deres forældre. Det er svært at være sådan et barn; det ved enhver. Men det har også en fordel. Det barn, der vokser op på denne udsatte måde - som det hedder - bliver ikke genstand for den indskrænkethed, der følger af opvæksten under forældres velbegrundede omhu. Det udsatte barn er mere åbent. Det har sans for andre kræfter i tilværelsen end dem, de veltilpassede får adgang til. Uden Kaassassuk ville ingen på bopladsen have hørt om den store ild, hverken børnene der bliver advaret, eller de voksne som får en forklaring på de døde børn. Han er et eksempel på det udsatte og åbne barn, den lovende tumpe.
     Kaassassuks viden er så usædvanlig, at man altså må foranstalte en prøve for at fastslå, at det er sandt hvad han siger om den store ild. De voksne giver sig til at larme, ligesom børnene gjorde. Den store ild kommer igen, som Kaassassuk har forudsagt. Han har altså ret.
     Så sker det påfaldende og afgørende: “Men fra denne Dag af blev alle Folk onde mod den lille Kàgssagssuggpaluk.” Det gælder bopladsen i almindelighed, men nogle træder i forgrunden. Når plejefaderen Umerdlugtorssuag giver drengen lov til at komme ind i sit hus, sker det fra nu af på den krænkende og smertefulde måde, at han løfter ham i næseborene. Den ene af drengens to bedstemødre giver ham omsorg, den anden forsømmer ham med hensigt. Han må spise de andres levninger og sove mellem hundene. En opvækst under manglende omsorg og under konstante krænkelser. Han karakteriseres hele tiden som lille.
     Kaassassuk bliver udstødt, fordi han forudsiger den store ild! Der er også et andet forhold med i spillet; men fortællingen gør utvetydigt denne begivenhed til den udløsende årsag til den skånselsløse udstødelse af drengen.
     Udstødelsen skyldes ikke mangel på respekt for den store ild som sådan. Bopladsen mangler ikke respekt for naturkræfterne. Forældrene er den pågældende dag samlet hos åndemaneren. Og de får syn for sagn om den store ilds eksistens. Man kunne mene, at det var hensigtsmæssig for en boplads at have sådan et menneske, der som en seismograf kan fortælle, når der er noget farligt på vej. Men bopladsen reagerer omvendt, med udstødelse. Dette urimelige og irrationelle forhold er der grund til at overveje.
     Meningen skal givetvis findes i et spirituelt forhold. I den grønlandske tradition er det en selvfølge, at den der går alene ude har særlige evner. Fortællingen om Kaassassuk aktualiserer et grundproblem i forholdet mellem almindeligt menneskeligt liv og det overmenneskelige. Det menneskelige fællesskab, bopladsen, sognet, byen, samfundet, udgør en begrænset udgave af tilværelsen. Udenfor, i naturen, i kosmos, ligger stærke ikke-realiserede kræfter. De har en tendens eller en vilje til at søge ind i den menneskelige tilværelse for at virke dér. Men problemet er da, hvordan det større kommer ind i det mindre. Hvordan finder det guddommelige ind i det menneskelige. Alle i vores kulturkreds kender det betydelige problem, Vorherre havde, da han ville sende Jesus til menneskene. Det var et uhyre vanskeligt projekt at få det guddommelige til at blive menneske og at bringe det ind i det menneskelige fællesskab. Menneskene gjorde en del for at forpurre det. Kaassassuk er på ingen måde en Jesus-figur; men når bopladsen udstøder ham, er det fordi han i sin udstødthed udgør en sådan sprække, hvor igennem en universel kraft kan søge ind mod det menneskelige fællesskab. Derved vækker han en en vrede, der sådan set er velmotiveret, som afværgereaktion mod dybt fremmedartede kræfter: bopladsens aggressivitet mod det vidende barn.
     Åndemaneren har også adgang til de større kræfter, og han anses som regel for et nødvendigt og respekteret menneske på den førkristne grønlandske boplads. Men Kaassassuk er barn og forældreløs. Det må være denne ringhed - og dermed totale mangel på socialt defineret autoritet - der får bopladsen til at reagere negativt på, at han har fornemmelse for den store ild.
     For en dansker er det så nærliggende her at tænke på janteloven, at den skal citeres i Aksel Sandemoses fulde ordlyd: “Du skal ikke tro at du er noget. Du skal ikke tro du er lige så meget som os. Du skal ikke tro du er klogere end os. Du skal ikke bilde dig ind at du er bedre end os. Du skal ikke tro du ved mere ned os. Du skal ikke tro du er mere end os. Du skal ikke tro at du duer til noget. Du skal ikke le ad os. Du skal ikke tro at nogen bryder sig om dig. Du skal ikke tro du kan lære os noget.”3 Disse formuleringer kunne være udtalt eller tænkt på den grønlandske boplads som udtryk for dens holdning til Kaassassuk. Og er janteloven ikke også netop udtryk for den vrede, der lovmæssigt melder sig hos os mange og almindelige overfor den enkelte af vore egne, der skiller sig ud ved tegn på åndelige evner.
     Fortællingen om Kaassassuk handler om det spændte forhold mellem et således udstødt menneske, der ved sin opvækst har fået sans for og adgang til overmenneskelig kraft, og samfundsfællesskabet omkring ham.
     Denne ekstraordinære evnes møde med menneskene bliver et møde med de menneskelige følelsers verden. Her kommer den til skade. Det er en udspekuleret rå behandling, Kaassassuk nu udsættes for på bopladsen - en mobning, der indleder et forløb, som ender med at Kaassassuk bliver farlig for sine omgivelser.
     Her i Thule-versionen bevæger han sig altså ud af rollen som den lovende tumpe, og ind i et modbillede af den. Også denne faretruende figur kan genfindes i den europæiske eventyrtradition.

2.
Som reaktion på plagerierne drager Kaassassuk ind over land, hvor han møder en kæmpe, der optræner ham i selv at udfolde store kræfter. Vandringer ind over land er som nævnt et traditionelt grønlandsk udtryk for, at man begiver sig ud i ensomhed og overlader sig til risikable kræfter. Man kan f.eks. blive quivitoq, betegnelsen for en farlig særling eller vanvittig. Det kan også være en station på vejen til at blive åndemaner. Kaassassuk bliver ingen af delene, men udvikler den evne, der karakteriserer ham som barn. Hvad der indtil nu har ytret sig som en evne til at opfatte mere end andre børn, bliver til en større kraft end andre mænds. Man må forestille sig, at han bliver en ung mand i dette forløb.
     Det falder i to afsnit. Først etablerer Kaassassuk sit forhold til kæmpen. Dernæst oplæres han.
     Etableringsforløbet kan forekomme indviklet. Det skyldes, at der er hele to misforståelser på færde under introduktionen. Kaassassuk møder kæmpen i færd med at flænse kød. Han beder om en bid, men kæmpen hører længe ingenting. Først da drengen råber af alle kræfter, hører kæmpen en kimen for sine øren og smider en lille bid til ham. Da Kaassassuk allerede har hjælpeånder, er han i stand til at gøre den lille bid til et meget stort stykke, så stort, at han ikke spiser det hele, men efterlader resten i en kødgrav, til en anden gang. Da han kommer tilbage efter det, er kæmpen kommet til at tage det, misforståelse nr. 2.
     Baggrunden for dette forløb forklares i denne note-agtige passage i teksten: “Naar det ringer for ens Øren, plejer man som en slags Offer til de døde at kaste et lillebitte Stykke Kød, saa stort som Spidsen af en Finger, bort fra sig. Større havde det Kødstykke, som Kæmpen havde kastet, heller ikke været; for de døde er intet stort eller lille, idet de er i stand til at gøre selv det mindste Stykke Kød saa stort de vil. Det samme havde Kagssagssugpaluk gjort ved hjælp af sin Tryllesang, og derfor havde Kæmpen ikke kunnet genkende sin Tunitdlaut (sin Offerbid).”
     Først opfatter kæmpen altså Kaassassuks vedblivende råben om at få del i hans kød som en henvendelse fra de døde. Dernæst opfatter han ikke kødet i kødgraven som Kaassassuks, hvorfor han tager det. Men kæmpen misforstår her ikke så meget, som man tror. Han er tværtimod helt på omgangshøjde med drengen, og lidt til.
     Når Kaassassuk råber om mad som et almindeligt menneske, hører kæmpen ham ikke. Hvad han dernæst langt om længe opfatter ved hans råb er den kimen, der plejer at være en henvendelse fra de døde - så hører han og kaster han sin offerbid til drengen. Kime-øret, der hører de døde, opfatter altså det, som er dødt i drengen, det som blev slået ihjel ved mishandlingen på bopladsen. Kaassassuk reagerer da også helt i overensstemmelse hermed, idet han, ligesom de bogstaveligt døde, kan gøre et lille stykke kød stort. Denne evne har han gennem sine hjælpeånder, som han allerede har fået ved at vandre ind over land. Den næring, han hidtil så bitterligt er blevet foreholdt, får han nu flerfold. Hans udstødthed på bopladsen, der har gjort ham “død”, har nu åbnet en evne, der forøger hans energi på en særlig måde, gennem hjælpeånderne. Han har nu masser af kød, mere end han kan bruge på dette stadium.
     Hjemme praler han af kødet overfor den gode bedstemor, men diskret. Han har nok har fået adgang til kraft; men den befinder sig afsides i ham og har ikke en sådan kvalitet, at han kan bruge den til det, han virkelig trænger til: at opbygge en identitet som mand på bopladsen. Da han igen går ind over land og vil have mad igen, har kæmpen taget resten af kødet, den anden “misforståelse”. “Aa, det er mig det har taget det. Jeg troede, det tilhørte en anden.” Det gør det også, set fra kæmpens synsvinkel, som er psykisk og fremadrettet. Kødet tilhører den Kaassassuk, som endnu ikke er, og som skal udvikles under kæmpens vejledning.
     ““Lad os lege sammen! sagde han saa til den lille.” Indholdet af legen er en optræning af Kaassassuk i at snurre og kaste med sten, større og større. Beskrivelsen af dette forløb fylder ikke meget, men dækker en udvikling, hvor den lille svage bliver gjort ligeså stærk som kæmpen selv. Som afslutning siger læremesteren: “Så, nu er du blevet en stærk Mand. Men da jeg er skyld i, at du intet Kød har, saa skal jeg trylle Bjørne frem til jeres Boplads; tre Bjørne vil komme lige til Bopladsen.” Når han nævner det ulyksalige kød igen, skønt det må være måneder siden, han huggede Kaassassuks middagsmad, er det for at trække stregen under dette finurlige regnskab. Han har givet Kaassassuk den store styrke i stedet for den lille. Han har givet ham kraften til at opnå en identitet på bopladsen, en identitet, hvis ydre skikkelse vil være en sejr over ikke mindre end tre isbjørne.
     Den nyvakte kraft har altså sit udgangspunkt i kød; den beskrives i sin fremvækst som en magt over sten, dens mål dernæst som en evne til at nedlægge bjørne: en kraft, der retter sig mod den fysiske verden. Kæmpen, der har fremkaldt den, ligner en udbredt figur i europæisk folkedigtning, kæmpen der spiser vildsvin, vrider store træer om deres længdeakse og smider med klippeblokke: en menneskelig bulldoze - med et tilbehør af pædagogisk interesse. Kaasssassuks oplæring består simpelthen i, at hans beskedne kræfter gradvis udsættes for stadig større belastning: styrketræning. Kraften har karakter af udadvendt kropskraft, der giver magt over den fysiske omverden.
     Den eneste mindelse om Kaassussuks åbenhed overfor den naturdimension, der ikke kunne rummes i det sociale fællesskab, er kraftens størrelse: Kæmpen, kampestenene og de tre isbjørne forude.

3.
Kraften befinder sig endnu udenfor bopladsen, som er dens mål. Den er ikke blevet forbundet med Kaassassuks sociale identitet. Det sker i det følgende, kulminerende i eventyrets afgørende og mest uforglemmelige hændelse, Kaassassuks drab på de tre isbjørne.
     Da Kaassassuk kommer tilbage til bopladsen, skjuler han imidlertid sin nyvakte kraft. Han lader sig mishandle som sædvanligt, som om ingenting var sket. En nat rykker han i ly af mørket en fastfrosset konebåd op af isen. Da der dagen efter bliver talt om en skjult stærk mand på bopladsen, lader han som ingenting, selv da hans plejefar og værste plageånd benytter lejligheden til igen at håne ham for hans svaghed.
     Han skjuler altså den store kraft, selv om den er parat i ham, og selv om hans behov for selvværd bliver provokeret. Han er jo faktisk den ukendte stærke mand, der hev båden på land. Men kraften løber ikke af med ham. Han opretholder et skel mellem sig selv og den, der betyder, at han kan holde den tilbage. Den “sig selv”, der således har magt over kraften, er resten af det, han stadigvæk er i bopladsens øjne. Han har stadigvæk et jeg, der identificerer sig med underlegenheden og lidelsen, og dette jeg styrer den store kraft.
     Det ændrer sig ved kampen med de tre bjørne for øjnene af den samlede boplads. Det øjeblik hvor Kaassassuk rejser sig inde hos sin mormor og stryger ud og dræber isbjørnene, det farligste og herligste jagtbytte der findes, er fortællingens store scene. De fleste grønlændere har den vist siddende på nethinden, godt hjulpet af mangfoldige billeder af situationen. Fortællingen understreger tilskuernes forbløffelse ved hans modige og kraftfulde fremfærd og triumftoget tilbage med byttet. Hvad der sker er netop også, at den store kraft fra det skjulte bryder frem for bopladsens øjne.
     Det betyder, at han stryger billedet som den sølle af sig overfor omverdenen og fremtræder som en helt, modig og stærk. Det betyder, at han identificerer sig med den store kraft, som han har udviklet under samværet med kæmpen og skjult siden sin tilbagevenden til bopladsen. Men det betyder også, at han overhovedet stryger den sølle af sig som en side af sit jeg.
     Først fejrer han triumfen ved fredsommeligt at koge bjørnekødet til sin mormor. Men straks efter får den anden bedstemor tak for dårlig behandling og bliver smidt i ilden. Efter måltidet kommer turen til plejefaderen, der er flygtet med familien. Kaassassuk tager ham i næseborene, rollerne er byttet om, og ryster ham ud over en fjeldafgrund. Dernæst ligger han demonstrativt med hans koner. Alt i alt en grundig ydmygelse af faderskikkelsen. Endelig hjem til bopladsen ogen, “hvor han ligeledes hævnede sig paa alle dem, der tidligere havde mishandlet ham.”
     Her træder den store kraft frem i omverdenen, og i fuld figur. Hvor den under træningen kun fremtrådte som fysisk magt over omverdenen, viser den sig nu desuden som evne til at dræbe, drabet på isbjørnene. Men det er så desuden afgørende, at den bryder frem i skikkelse af en dybt krænket mandlig selvfølelse, der får oprejsning, da han drøner frem mod isbjørnene. Den når klimaks, da han i ydmygelsen af faderskikkelsen erobrer sin mandsære. Som man kan forvente, lader han det ikke blive ved dette, men hævner sig på alle, der har plaget ham på bopladsen.
Det betyder, at kraften er blevet knyttet til en mandlig identitet, der bygger sig selv op gennem aggression, båret af hævntørst over barndommens undertrykkelse. Det markeres i dette afsnit af fortællingen, at Kaassassuk begrænser sine overgreb til dem, der har krænket hans rettigheder. Der er tale om en styret hævn, der har sin ret indenfor fortællingens normverden.
     Det skal vise sig, at han ikke holder sig indenfor denne grænse. I det lange løb bliver den store kraft hans skæbne: “men med hans vældige Kræfter fulgte en stærk Lyst til altid at være den frygtelige; og da han begyndte paa at trykke Børn om Livet, saa at de kastede deres Indvolde op, harpunerede hans Fangstfæller ham en Dag på en Kajaktur og dræbte ham."
     Kraften løber af med ham og vender sig mod ham. Den forbliver bundet til hans krænkede rettigheder som menneske, til hans emotioner. Nok er den stor og spektakulær. Men den er spændt for en ganske lille skjult størrelse, nemlig Kaassassuks forulempede og sårede følelsesliv. Det bliver kraften, der har ham, og ikke omvendt.
     Så må andre stoppe den.

4.
Fastholder man denne fortælling fra dens udgangspunkt til dens slutning - Kaassassuk som barnet med den særlige evne til at kontakte den overnaturlige kraft, og Kaassassuk som manden, der forlader sin hærgede boplads og selv bliver dræbt andetsteds - så kan man konstatere en enkel og klar linie. Evnen til kontakt med den overmenneskelige kraft og forholdet til samfundsfællesskabet anskues som et konfliktforhold, der ikke kan ophæves.
     Det særlige ved Kaassassuk, den enkle struktur i fortællingen, som bider sig fast i erindringen, er at den sølle-kloge fra barnsben bliver plaget og udstødt på bopladsen, at han ved kæmpens hjælp bliver stærk og triumferer ved at nedlægge de tre bjørne, og at han hævner sig frygteligt og også videre frem lever på krigsfod med omgivelserne. Udsagnet her i Thule-versionen er en konstatering, ikke alene af det interesaante, men også af det farlige i, at den overmenneskelige kraft forbindes med den marginale og ubeskyttede mennesketype.
     Det er gennem denne type, kraften får adgang til den menneskelige virkelighed. Men åbenheden har sin pris: Kaassassuks ubeskyttethed overfor bopladsen medførte også, at han ikke som barn fik opbygget et harmonisk samfunds-jeg. Som voksen må han savne dette jeg - som beskyttelse mod den store kraft i det indre. I savnet af et harmonisk jeg, der kan afbalancere forholdet mellem ydre og indre, bliver den store kraft underlagt et andet jegs regimente, det umættelige krænkede selvværd.4
     Set her fra slutningens og overblikkets synspunkt bliver fortællingens lighed med et europæisk eventyr påfaldende. Det drejer sig om Grimm-eventyret Den unge kæmpe. Det handler om en Tommeliden-agtig bondesøn, som faderen på forhånd opgiver at oplære i erhvervet. Så kommer der en kæmpe og afhenter ham, og han opfostrer nu også drengen til kæmpe - hvad der viser sig ved, at han bliver i stand til at rykke stadig større træer op. Da han derefter kommer tilbage til forældrene, med et par egetræer på skuldrene, i hver ende forsynet med en hest og en harve, er der ikke plads til hans kraft i hjemmet, og han drager ud i verden, Men hvadenten han tager tjeneste hos en smed, en forpagter eller i en forhekset mølle, så vil han ikke have en normal løn, men retten til at give sine foresatte én på skrinet, eller to. Det synes de er fordelagtigt, indtil de ser hvad han kan udrette med sine kæmpekræfter. Historien slutter, hvis det er en slutning, med at han sparker forvalteren og hans kone så højt op i luften, at de ikke kan komme ned igen, “men den unge kæmpe tog sin jernstang og gik videre.”
     Man skal vist være en forhærdet folklorist for ikke at undre sig over ligheden mellem dette eventyr fra det centrale Europa og fortællingen fra den afsondrede inuitiske stamme, indvandret fra Canada: hen over globale afstande, uden eftersporlig indbyrdes kontakt: denne ensartede billeddannelse i den folkelige fortællerbevidsthed, denne fælles forståelse af det risikable i overmenneskelig krafts frembrud i det menneskelige samfund.
     Den nordgrønlandske Kaassassuk forlader muligheden som lovende tumpe, og bliver en hærgende kæmpe.

Den vestgrønlandske

1.
Så tager vi historien igen. Men det er bedst at opfatte den som en helt ny.
     Kaassassuk har her forældre, men der er noget galt med dem. Alle deres børn før ham dør. Når han bliver ved med at leve, er det på trods af forældrene: "han blev ved med at leve, skønt de stadig ventede paa hans Død." Der kan ikke have været nogen frodig og forventningsfuld stemning omkring det barn. Lige fra fødslen bliver Kaassassuk stillet udenfor det normale liv. Når forældrene kort efter dør, er det en konkretisering af det, der sjæleligt allerede er sket. Han er gået glip af den første basale forældrekærlighed. I psykologisk forstand er han forældreløs lige fra fødslen, og det hører trods alt til sjældenhederne.
     Derfor hjælper det ikke noget, at andre tager sig af ham med den bedste vilje. Hvad han ikke har fået, kan han ikke modtage. Han har ikke opbygget evnen. Han bliver taget i pleje, men afviser plejeforældrenes kærlighed og omsorg, kan ikke holde modermælken i sig. Det slider flere hold plejeforældres tålmodighed op. Han bliver så smidt ud og samles op af en elendig gammel jomfru, der ikke kan give ham megen støtte og tryghed. Den forældreløse er blevet en udstødt.
     Det betyder, at han ikke kan vokse som andre børn: "stadig blev han ved at være lige lille." Fællesskabet inde i huset får han kun adgang til gennem grove ydmygelser. For at komme ind til kødgryderne må han gennem et fast ritual: han skal stille sig i husgangen og under spot og spe lade sig løfte ind ved et greb i næseborene. Spiser han sit usle kød for hurtigt, er det tegn på at han har fået en tand - og så er det ud med den! Udenfor mobber kammeraterne ham, deres ondskabsfuldheder er endeløse. De ødelægger hans legetøjsharpun, når han en sjælden gang får en. Han må søge tilflugt i husgangen, hverken ude eller inde.
     Det er ikke mærkeligt, at han ikke vokser, mens han vokser. Han er stødt ud af de fællesskaber, der skulle afløse og udvide det første, forholdet til forældrene. Hans evner til at klare sig på normal vis får ikke lov til at udvikle sig, hvad historierne med tænderne og legetøjsharpunerne viser.
     Han har ganske vist en ven på pladsen, som forsøger at hjælpe ham. Men han er for gammel til at dæmme op for det massive sociale pres. Til gengæld kender denne mand til andre udveje.

2.
Han råder Kaassassuk til at søge op i fjeldlandet og fortæller ham, hvordan man kontakter Kraftens Herre. Da Kaassassuk derefter forlader bopladsen, må han endnu en gang igennem pinslerne fra kammeraterne - men resultatet er denne gang et andet: "Da de endelig slap ham, følte Kaasssassuk sig gennemstrømmet af stærk Glæde, og han stak Fingrene i Munden for at kaste op og saaledes rense sin Mund og sine Næsebor for Skarn." Han er ikke længere ét med sin ydmygelse, han kan skille sig fra den. Der er frigørelse i situationen, i hans bevidsthed. Selv om han ikke er blevet det mindste stærkere endnu.
     Da han kommer op i fjeldet, Iykkes det ham at tilkalde Kraftens Herre. Den har her skikkelse af en slags hund, men den svæver gennem luften. Den har krop som et dyr, ansigt som et menneske og kan tale. Den forener altså dyrisk kraft med menneskelig bevidsthed - og noget til. Jeg forstår dens svæven gennem luften som et tegn på, at den repræsenterer et højere synspunkt end det krops- og tingsbundne liv.
     Meningen er nu, at Kaassassuk skal tilegne sig denne kraft. Det foregår på den måde, at han vikler sig ind i dyrets hale, i stor angst. Derefter slynger det ham fra sig, rullende og snurrende, uden herredømme over sig selv. Da dyret derefter befaler ham at se sig tilbage, ser han, at der er røget en masse legetøj ud af ham. Og han får at vide: "Det er dette der er Skyld i at du ikke kan vokse!"
     Hvad der konkret foregår ved denne snurre- og kolbøttetur, kunne jeg godt lide at vide. Men situationen er i hvert fald den, at Kaassassuk bringes totalt ud af balance, fratages evnen til at orientere sig på normal måde. Det er en formålstjenlig tilstand, som ryster legetøjet, bindingen til noget barnligt, ud af ham. Det foregår ialt fire gange. Midtvejs er han en tur hjemme på bopladsen, hvor han på vejen føler en ny lethed og frihed i kroppen, og en begyndende styrke. Han skjuler det for bopladsen, der udsætter ham for den normale omgang. Dagen efter går han til fjelds igen. For hver rystetur falder der mindre legetøj ud, og han kan stadig hurtigere vinde herredømmet over sig selv. Da der efter sidste omgang er tomt bag ham, siger hans læremester: "Nu er der ikke længere noget Menneske, der kan gøre dig noget, og du behøver ikke oftere at komme til mig."
     Hvordan skal det legetøj forstås, som det er så vigtigt og fordelagtigt at få ud af Kaassassuk? Hans vejleder siger jo, at dét er årsagen til at han ikke kan vokse. Men i historien hidtil har vi fået beskrevet, hvordan den manglende vækst skyldes undertrykkelsen på bopladsen!
     De to ting hænger nøje sammen, ligesom hans manglende evne til at holde mælken i sig hænger sammen med forældrenes forsømmelser. Der står en hel barndoms skuffede behov og krav i Kaassassuk. Barndom var for ham ikke en beskyttet væksttilstand, men et liv, han ikke fik lov til at leve, en udvikling, han blev frataget. Og det er, hvad det indre legetøj repræsenterer for ham, hvis sparsomme reelle legetøj blev ham frataget. Hvad andet legetøj har han fået lov at beholde end de skuffede og bitre tanker, der har været hans beskæftigelse i husgangen? Dem er han bundet til, og de truer med at holde ham fast i det forspildte, så han ikke kan komme fremad, vokse.
     Det er jo folkene på bopladsen, forældrene, de andre voksne, børnene, der er årsag til disse tanker og følelser. Men selv om andre er skyld i smerten og forkrøblingen, er det - hinsides al retfærdighed - Kaassassuk selv, der skal frigøre sig fra dem.
     Det sker med hjælpen fra Kraftens Herre. Og som sagt i to tempi. Først frigør Kaassassuk sig fra den udstødtes særlige elendighed, den store forsømthed. Det giver ham den første lethed i kroppen, fornøjethed, kraft. Nu er han allerede over normalt niveau i styrke, kan rykke tykke pilestammer op af jorden. I anden omgang er det, hvad man kunne kalde normalbarnligheden, Kaassassuk bliver frigjort fra. Når vi andre såkaldt normale mennesker langtfra har adgang til alle de kræfter, vi faktisk rummer, hænger det sammen med, at også vi har skader af en eller anden art fra vores barndom, som har forhindret os i maksimal vækst. Da Kaassassuk er blevet frigjort også fra, hvad han har af den slags, bryder hans specielt store kraft frem. Det sker altså, da der ikke kan rystes mere legetøj ud af ham. Da siger Kraftens Herre: “Nu er der ikke længere noget Menneske, der kan gøre dig noget.” (Det viser sig senere ikke at passe helt, Kraftens Herre er ikke fortællingens eneste autoritet på området.)
     Psykisk frigørelse har frisat fysisk kraft. Da Kaassassuk efter oplæringen er på vej tilbage til bopladsen, føler han det, som om han svæver, samtidig med at han sparker fodbold med store sten og flækker klipper. Det er fysisk styrke, der er blevet frigjort, men det er altså sket gennem en psykisk udvikling og ledsages af sjæleligt velvære.
     Og denne frigørelse af kraft udadtil ledsages af en binding indad, en forpligtelse, der udgår fra Kraftens Herre og den større virkelighed, han repræsenterer. Han drager et skel mellem kraften selv og dens nyslåede ejermand. Inden Kaassassuk forlader sin læremester for at vende tilbage, giver han en en anvisning på, hvordan kraften skal administreres på bopladsen: “Dine Kræfter skal du skjule, indtil jeg giver dig en Anledning, hvorved du kan aabenbare dem. Derfor skal dine Bopladsfæller til Efteraaret finde et meget stort Stykke Drivtømmer, hvorved jeg giver dig et Stykke Arbejde at udføre, og endelig skal der til Efteraaret (fejl for: vinter) komme tre Bjørne til jeres Boplads; ogsaa dette sker for din skyld.” Lidt dunkelt er det, og skal være, men ganske klart som udtryk for, at Kaassassuk fremover har skjulte autoriteter at adlyde, og at den nyvakte kraft er lagt ind under en anden bestemmelse end hans umiddelbare tilskyndelser.

3.
Så sker der følgende: Kaassassuk bliver som sædvanlig pint og plaget på bopladsen. Om efteråret kommer det første tegn, et mægtigt stykke drivtømmer på stranden, som det vil være et dagsværk for bopladsens mænd at få trukket i land. Om natten tager Kaassassuk det alene og planter det bag ved husene. Det vækker jo en del undren dagen efter og snak om, hvor vel kratten bag dette hører hjemme.
     Når den store kraft i første omgang skal holdes skjult, dels i almindelighed i nogle måneder, dels her i dens første udfoldelse, er det fordi der ligger oplysninger om kraftens væsen i det. Til Kaassassuk den oplysning, at kraften ikke skal bruges tilfældigt eller til personlige formål. Dens formål er at tjene, at gøre det arbejde med tømmerstokken, som ville kræve hele bopladsens daglange slæberi. Men ikke at fremhæve ham selv. Derfor får han som det første en opgave, der skal udføres i det skjulte, og derfor skal han skjule sine kræfter et stykke tid og udstå flere lidelser, skønt han kunne forhindre dem. Skønt kraften er fysisk og virker i det åbenbare, er meningen med den at arbejde for skjulte og overordnede formål.
     Om vinteren kommer så det endelige tegn, tre isbjørne på et isbjerg, lige nedenfor bopladsen. Der er stor opstandelse, men ingen har mod på at gå i lag med de tre dyr, som oven i købet har placeret sig fordelagtigt: "Kaassagssuk stod nogen Tid og saa paa Bjørnene og følte hvordan der opstod en voldsom Kamplyst i hans Indre: hans Legeme dirrede af Trang til at bruge sine vældige Kræfter, og hans Glæde og Mod voksede kun ved Synet af Bopladsfællernes fejge Magtesløshed." Så drøner han op ad isbjerget, slår hannen og hunnen ihjel og smider den tredje, en unge, ned blandt tilskuerne som deres fangstpart. Sit eget bytte bærer han hjem, en bjørn på hver hånd, højt hævet over sit hovede. Kraften har åbenbaret sig, til fryd for fortællingens tilhørere, til fryd for Kaassassuks undertrykte og indestængte selvværd. Men dermed også til fare.
     Situationen på bopladsen er nu temmelig pinlig. Den, der så længe og grundigt er blevet ydmyget af alle, har vist sig som den modigste og stærkeste. Han har nedlagt dagens bytte og skal have de dertil hørende æresbevisninger. Den situation udnytter Kaassassuk og fortællingen til det yderste. Under det efterfølgende festmåltid spiller han den udstødte, og kaster forsamlingens tidligere opførsel tilbage i ansigtet på den selv. Kun med demonstrativ tøven og efter lange overtalelser modtager han deres grænseløse sledskerier. Det går så vidt, at de med de gladeste miner lader deres døtre og voksne fæller mase i hans favntag, så de falder til jorden med knust indre. Til sidst svinger Kaassassuks kølige glæde ved at ydmyge dem over i det store hævneri. Han udrydder hele bopladsen, bortset fra sin gamle ven og hans kone, og plejemoderen.
     Når vi hører dette afsnit af fortællingen, fryder vi os vel over Kaassassuks oprejsning og over den velfortjente straf, der rammer hans plageånder. Men ligner hans ydmygelse af forsamlingen og hans dræberi dog ikke netop den barnligt brutale leg, som bopladsen før udsatte ham for? Tjener kraften nu ikke netop hans krænkede identitet?
     Nu er han blevet voksen og skal til at begynde livet. Han bliver en dygtig kajakroer, som tager på fangst og langfart. Men han er slem til at bruge sine kræfter til at slå folk ihjel, og det skaffer ham efterhånden mange fjender. Han får også en kone; men med hende er der den lidet kærlige omstændighed, at hun er datter af hans værste fjende, og at Kaassassuk har fået hende gennem et handlingsforløb, hvor han ydmyger denne fjende og hans søn på det grusomste.
     Det er altsammen en livsform, der svarer præcist til hans indvielse til mand, altså den situation, hvor han løb frem mod bjørnene på isbjerget. Hans begejstring over den frembrydende kraft var da forbundet med foragt overfor bopladsfællerne og med stolthed over sin egen kraft. Nu bruger han den på samme måde, men med en hensynsløshed og aggressivitet, der ikke har noget rimeligt formål. Han bruger den til at hævde sig selv udadtil - på andres bekostning og nu helt uden rimelige hævnmotiver. I klar modstrid med dens oprindelige mening som skjult og til overordnet formål.

4.
Den udadvendt spejlende magtvilje, hvorved han blev mand, har taget magten over ham selv. Efter nogle år i en balance mellem denne risikable aggressivitet og et fredeligt familieliv hører han om en specielt stærk fanger langt nord på, som skal være urørlig i slagsmål. Da bliver han urolig og bryder op. Han sejler og sejler mod nord for at finde sin modstander. Da det endelig sker, ser denne mand imidlertid meget anderledes ud end ventet, og kampen mod ham får Kaassassuk til at vende om, "og det fortælles at Kassagssuk siden aldrig drog ud for at udfordre Mænd, nu da han havde fundet sin Overmand." Han har mødt en anden administration af kraften end sin egen.
     Modstanderen er en lille forsagt mand, der holder sig i udkanten af forsamlingen. Så hans specielle kraft må knytte sig til andet end store muskler, beskyttelsespanser, lyst til kamp og triumf. Da kampen er i gang, viser den sig som en evne til at bøje sig og glide af, når Kaassassuk klemmer til. Og som en evne til at stå usædvanlig sikkert på jorden. Kaassassuks første læremester svævede i luften og fik også sin elev til det - og det kan jo være både godt og ondt. Over den lille mand er der noget dybt virkelighedsnært, i sammenligning med Kaassassuk, der kommer halsende over mange, mange dagsrejser for en temmelig unødvendig anseelses skyld, og som af bar forventning ikke kan sove om natten før slagsmålet. Kampen mellem de to foregår ved en sø, og den finder sin afgørelse, da den lille mand "løftede (...) Kagssagssuk op, saa han ikke længere rørte Jorden med Fødderne, snurrede ham rundt i Luften og kastede ham med en saadan Voldsomhed ud i Søen, at Vandet stod i Hvirvler omkring ham." Det er jo en solid dukkert. Da Kaassassuk kommer op igen, er han dækket med mudder og mos; tilskuerne fryder sig, så luften dirrer, og han er skamfuld, da han lister bort.
     Sådan set en ligefrem historie om, at Kaassassuk kommer ned med nakken og anerkender sin fysiks begrænsning. Men nogle tegn viser hen til en mere dybsindig betydning af hændelsen. Den går ud på, at Kaassassuk bliver belært om grænsen for fysisk magtudfoldelse som sådan. Det første tegn er det lidet drabelige ved den ny læremesters fremtræden: "beskedent stod han der med sin Hage skjult i sin Anoraks Halslinning og den ene Arm ude af Ærmet, alle Tegn paa en genert og tilbageholdende Mand." Det andet er hans evne til at møde Kaassaasuks kraft på andre præmisser end dens egne, smidigheden, som “en glat Laks, der gled bort mellem Fingerne paa ham.” Og endelig er der den måde, som denne mand går til angreb på, da Kaassassuk er mør efter en hel dags forgæves masen på. Han sender ham ud på en snurretur gennem luften, præcis som Kraftens Herre i sin tid. Dengang var formålet med ubehagelighederne at frigøre Kaassassuk fra en indre barnligheds-binding. Det er også, hvad der sker nu. Han frigøres fra sin sidste barnlighed, sit sidste legetøj, nemlig den selvoptagne måde at udfolde den store kraft på.
     Da han begiver sig på hjemrejse, er det ikke mere skam, der præger ham. Og nu er han heller ikke farlig længere, er ikke mere i sine drabelige lidenskabers vold. Han er klar og åben. Alle, han møder, skal høre om hans overmand, hvis styrke han demonstrerer ved at klemme en sort sten, som blot bliver aflang af det. Og om hans egen svaghed skal folk også høre, og den viser han ved at klemme en hvid sten, der går i stykker ved det. Skrøbeligheden ved hårdhed overfor styrken ved smidighed, ved evnen til at lade sig omdanne.
     Fortællingen slutter med denne vurdering: “Saa vældige Kræfter havde den Mand, der vendte slagen Hjem til sin Boplads." Man tænker vel først, at der tales om de kræfter, Kaassassuk lægger for dagen ved at presse de to sten. Men mon ikke også formuleringen drejer sig om den nyvakte evne til at beherske sig selv? Det er jo først og fremmest evnen til at se sig selv og til at forvandle sig, han demonstrerer på hjemrejsen.
     Denne Kaassassuk-fortælling handler om den i opvæksten psykisk skadede og udstødte dreng, der tilegner sig stor kraft og får strålende oprejsning på sin boplads. Også han benytter kraften til at få hævn for barndommens krænkelser, og længe forbliver også han bundet til denne selvhævdende og destruktive udfoldelse. Men til sidst frigøres han fra den ensidigt udadvendte formning af kraften, så han kan leve uden at udfordre andre.
     Der er altså her i Nuuk-versionen af Kaassassuk tale om en temmelig avanceret forestilling om forvandling. Kraftens endelige form er evnen til at anskue forholdet mellem sig selv og omverdenen - i stedet for den umiddelbare form: at bruge omverdenen som tumleplads for selvoptaget Iyst og vrede.5

Mytisk fortælling og eventyr

Når man lægger de to versioner af fortællingen ved siden af hinanden, er de mest iøjnefaldende forskelle, at den nordgrønlandske fylder seks sider, den vestgrønlandske atten, og at den første slutter med Kaassassuks uhemmede stridslyst og voldelige død, den anden med hans forvandling og fredelighed. Men der er flere forskelle. Og tilsammen er de temmelig betydningsfulde, også som udtryk for forholdet mellem de to kulturtrin, de to versioner er udtryk for.
     De vil nu blive samlet i to perspektiver, et genremæssigt og et bevidsthedshistorisk. Afsnittet her drejer sig om det genremæssige.
     De to udgaver af Kaassassuk er nemlig ikke blot to versioner af den samme fortælling, blot med en række forskelle i øst og vest. Forskellene har en indre sammenhæng, hvorved de to versioner repræsenterer hver sin genre, og dermed hver sin virkelighedsopfattelse. De er to forskelligartede fortællinger om det samme emne, en mytisk fortælling og et eventyr.
     Det skal ikke glemmes, at disse genrebetegnelser kommer fra den europiske fortælletradion. Den inuitiske har naturligvis andre betegnelser, som dækker andre skillelinier mellem tekster.6 Når jeg bruger de europæiske betegnelser her, sker det altså for at tydeliggøre, at forskellene på den nordgrønlandske version og den vestgrønlandske er af en sådan art, at de to versioner fra en europæisk synsvinkel tilhører hver sin type af fortælling.
     Det skal nu demonstreres med en række parallelle træk fra de to versioner: 1) Kaassassuks udstødelse af fællesskabet som barn, 2) mødet med det overnaturlige væsen inde over land, 3) drabet på de tre bjørne og endelig 4) fortællingens slutning.
     1) Det faste træk ved Kaassassuks barndom er, at han er lille, og at han bliver forsømt og psyskisk udstødt af fællesskabet. Men de to versioner har hver sin forhistorie og dermed hver sin begrundelse for denne opvækst.
     I Thule-versionen er det episoden med den store ild. Her er Kaassassuk forældreløs på forhånd og lever i udkanten af fællesskabet. Denne position er baggrunden for hans fornemmelse for den overnaturlige krafts handlemåde. Det er kontakten med de højere magter hos det ensomme og forsvarsløse barn, der provokerer fællesskabet på bopladsen til den grove forsømmelse og til ydmygelserne. Den sammenhæng, der provokerer folkene så dybt, forklares imidlertid slet ikke af teksten. At det udsatte barn har kontakt med tilværelsens dybere kræfter, det fremtræder som et faktum, som en egenskab ved tilværelsen, der ikke er mere mærkelig, end at en kraft som den store ild eksisterer og træder frem i konkret skikkelse. De højere kræfter, og menneskens forhold til dem, de er der bare. Det overlades til tilhørerne/læseren at forstå deres veje.
     I Nuuk-versionen er grunden til Kaassassuks udstødelse, at han som helt lille ikke kan beholde næringen i sig. Det slider flere hold velvillige plejeforældre op. Denne svigtende evne har igen sin baggrund hos hans forældre, så kort de end lever, nemlig i deres svigtende tillid til hans livskraft. Det er da det sidste hold plejeforældre ikke kan udholde drengens manglende vækst og svineriet fra hans kroniske diarré, at han bliver smidt ud i husgangen og ydmygelserne begynder. Fortællingen giver altså en psykologisk begrundelse for udstødelsen. Der lægges en årsagskæde fra de biologiske forældres holdning gennem plejeforældrenes kvaler frem til den tilstand, der i fortællingen har status som den ulykkelige barndom. Overnaturlige væsner er slet ikke på færde.
     2) Samværet med kæmpen inde over land har i den nordgrønlandske og i den vestgrønlandske version det samme resultat, Kaassassuk får adgang til en ekstraordinær kraft, som i begge tilfælde er fysisk, men også i begge tilfælde lagt ind i under en større bestemmelse. Alligevel er der tale om to forskellige udgaver af oplæringsforholdet.
     Thule-versionens optræning af Kaassassuk er meget ligefrem, og virker som en ordinær sportslig styrketræning. Men den bliver iværksat som resultat af det dobbettydige forløb, hvorved kontakten mellem drengen og et væsen af større dimensioner bliver muligt og tydeliggjort. Optræningen placeres derved i en ramme, som angiver, at der overskrides en grænse, når han nu bliver ligeså stærk som kæmpen. Den indledende kontakt er skildret som et møde mellem to væsner med hver sine opfattelsesorganer. Dertil kommer selve træningen og dens resultat, annonceringen af de tre bjørne forude, der af kæmpen fremstilles som erstatning for kødet, som kæmpen tog - hvorved Kaassassuks oplæring i den ekstraordinære kraft fremstilles som en erstatningssag i humoristisk form: hans begrænsede ønsker bliver besvaret med opfyldelse på højere niveau. Der er altså to underfundigheder i dette forløb; og begge drejer sig om at fortælle, at der foregår et møde og en udligning mellem noget menneskeligt og noget overmenneskeligt. Når man bliver forvirret, hvad man jo let bliver ved underfundighed, er det fordi de fortælles med lukket mine, uden at forklare. Her forudsættes anerkendelse hos modtageren af skjulte kræfter og deres særegne veje til den synlige verden.
     I Nuuk-versionen af dette forløb lægges al vægten på selve optræningen, dvs. de fire gange, hvor Kaassassuk vikles ind i hundevæsnets hale, kastes ud af igen som en snurretop, og hvor legetøjet rystes ud. Det oplyses, at legetøjet har udgjort blokeringen af hans vækst, og efterhånden som det rystes ud, tiltager hans kraft. Dens resultat er en befriende svæven og en evne til at jonglere rundt med tunge og hårde ting i naturen. Tilegnelsen af kraften er altså her beskrevet som en art terapeutisk frigørelse, der gennem opløsning af psykiske bindinger giver adgang til fysisk kraft. Processen afsluttes med, at de tre bjørne udpeges som målet for kraftens frembryden, også her. Denne forudsigelse er denne versions markering af den større sammenhæng, hvori kraften hører til. Her bliver ikke alene bjørnene, men også drivtømmeret forudsagt, hvorved Kraftens Herre belærer Kaassassuk om at den nyvakte kraft hører hjemme i et større perspektiv end trangen til at glimre.
     Den nordgrønlandske version fortælles altså ud fra en position, der på forhånd anerkender den overmenneskelige krafts virkelighed, hvilket bl.a. giver sig udslag i den postulerende og underfundige fremstilling af de disse grænse-episoder. Den vestgrønlandske fortæller om betingelserne for kraftens frembrud, og for den rette udfoldelse af den, hvad der giver sig udslag i den psykologiserende og forklarende form.
     Disse forskelle i skildringerne af hhv. Kaassassuks barndom og hans omgang med det overnaturlige væsen beror på én enkelt, nemlig en forskel i synsvinkel. Ikke i strikte sproglig eller vidensmæssig fortællersynsvinkel, men noget der ligner. Den nordgrønlandske versions fortællen udgår fra et sted mellem den menneskelige og den overmenneskelige virkelighed, og er fortrolig med dem begge. Den vestgrønlandske versions fortællen er placeret i den menneskelige virkelighed alene.
     3) Denne forskel er på en ny måde synlig i den centrale scene, hvor Kaassassuk dræber de tre isbjørne. I både den nord- og den vestgrønlandske version udgør dette sceneri synliggørelsen af Kaassassuks forvandling, frembruddet på bopladsen af den store kraft. Men den tillægges forskellig betydning.
     Den nordgrønlandske er så kort, at den kan citeres i sin helhed:
     “Han kom ud og løb hen over den haarde, nedtraadte Sne udenfor Husene og satte sine Fødder deri med en Kraft, som om det var blød Sne, han traadte i; og saaledes gik han Bjørnene i Møde.
     “Men vil I dog bare se Kagssagssugpaluk!”
     “Men hvad gaa der dog af Kagssagssugpaluk?”
     Umerdlugtoq var saa forbavset, at han ikke kunne faa Øjnene fra ham. Men den lille Kagssagssugpaluk greb den første af Bjørnene - det var en Moder med sine to halvvoksne Unger - med de bare Næver og drejede Halsen om paa den, saa den døde paa Stedet; Ungerne tog han i Nakken og dunkede dem mod hinanden, saa at ogsaa de var døde med det samme.
     Derpaa begav den lille Kagssagssugpaluk sig hjemover med den største af Bjørnene lagt hen over Halsen paa sig og Ungerne under Armene, idet han bar dem som Harer.”
     Hvad der fremhæves i denne fremstilling er selve kraftpræstationen: Det begynder med trinene, der sætter dybe spor i den hårdttrampede sne, understreges af den ekstremt farlige kombination: isbjørnemor med unger, kulminerer i drabet på bjørnene med de bare hænder og toner ud i hjembæringen, hvor den lille fyr tager moderbjørnen på nakken og ungerne under hver sin arm, som var det harer. Bopladsens folk fremtræder først og fremmest som forbavsede, mens den onde plejefars, Umerdlugtogs, fascination nok skal opfattes som blandet med frygt. Fortællingens blik fastholdes her på kraften, dens forbløffende frembrud i den formodet sølle lille fyr og dens sejr over det farlige jagtbytte.
     At citere hele den vestgrønlandske udgave af denne scene ville føre for vidt, tre gange så lang som den nordgrønlandske. Men et udsnit kan demonstrere forskellen:
     “De tre store Bjørne stod stadig oppe paa Toppen af Isbjerget, og alle Pladsens Mænd var samlede, uden at der var nogen, der turde vove sig frem. Nu og da vendte den største af Bjørnene sig brummende om imod dem, og da trak de sig rædde et Stykke tilbage.
     Men da de fik Øje paa Kagssagssug, der syntes at have Lyst til at gaa løs paa Bjørnene, raabte de drillende og ondskabsfuldt: “Nej, se dog der, den sølle Kagssagssuk! Hvad gaar der dog af ham? Hvad vil han her? Han maa jo pludselig være blevet gal!”
     Kagssagssug stod nogen Tid og saa paa Bjørnene og følte, hvorledes der opstod en voldsom Kamplyst i hans Indre; hans Legeme dirrede af Trang til at bruge sine vældige Kræfter, og hans Glæde og Mod voksede kun ved synet af Bopladsfællernes fejge Magteløshed.
     Og uden at vente paa de andre løb Kagssagssug derefter frem med en saadan Fart, at det saa ud, som om hans Hæle sad oppe i Nakken paa ham. Da han kom hen til Mændene, der stadig stod klumpede sammen i Flok, satte han lige ind paa dem, og de veg til side for ham, ganske som en stime Angmagssætter, der splittes.”
     Her lægges der vægt på mændenes frygt for bjørnene, på deres hoveren overfor Kaassassuk, da han dukker op - og deres vigen til side, da han kommer løbende, som var de en stime småfisk. Kaassassuk på sin side inspireres først og fremmest af dem, af deres frygt overfor bjørnene og deres rutine-hoveren overfor ham selv - mere end af bjørnene. Han sejrer over sine undertrykkere ved at få dem til at vige for sin fremstormen, før han går i lag med bjørnene.
     Synsvinklen er i denne beskrivelse lagt længere ned end i Thule-versionen. Den lægges ind i de optrædende, dels i Kaassassuk og hans fremvoksende kraft, dels i en række antydede indre beskrivelser af de andre: “uden at der var nogen, der turde”, “drillende og ondskabsfuldt”. Beundrerbliket på Kaassassuks løb må også være bopladsens: “med en saadan Fart, at det saa ud, som om hans Hæle sad oppe i Nakken paa ham.” En følelsesbetonet fortællen, der placerer sig i det psykiske spændingsfelt mellem de agerende mennesker.
     Den nordgrønlandske fortælle-vinkel er den store krafts adgang til det udstødte barn, om kraftens vej frem i dette menneske, og dens uafvendelige tagen dette menneske i besiddelse. Den vestgrønlandske fortællings vinkel er det udstødte barn, der trækker sig tilbage fra fællesskabet og får frigjort den store kraft. Skønt også han længe bliver bundet til kraftens aggressive form, er der her en Kaassassuk til stede både før og efter kraftens regimente. Der er her i Nuuk-versionen fokus på dette menneske, i Thule-versionen hviler fokus på kraften.
     4) Endelig er der jo den afgørende forskel mellem de to versioners slutninger. Thule-versionen ender med, at Kaassassuk løber linen ud som dræber og selv bliver dræbt, mens han i Nuuk-versionen forvandles og bliver fredelig. Dette indebærer mere end to forskellige synsvinkler på figuren. Det angiver to diamentralt modsatte opfattelser af dens muligheder i verden.
     Den nordgrønlandske Kaassassuk fremtræder som en tragisk figur, der selv bliver offer for kraften og genstand for definitiv udstødelse. Den vestgrønlandske er en lykkelig figur, hos hvem kraften forvandles og beherskes, så han kan integreres i fællesskabet.
     Det var nu de væsentligste forskelle i tur og orden. Nu en opsamling for hver versions vedkommende, i deres egenskaber af hhv. mytisk fortælling og folkeeventyr.
     Thule-versionen er en mytisk fortælling.
     Den begynder med at fortælle om kontaktforholdet mellem den forældreløse dreng og den stærke og normalt skjulte kraft i naturen. Den fortæller om forholdet mellem drengen og kæmpen, der også har adgang til stor kraft, som han opøver hos drengen - igen i form af et møde mellem en menneskelig og en overmenneskelig virkelighed. Disse skildringer forsøger ikke at forklare sig for normalbevidstheden, hvis grænse de overskrider. De foregår bare, insisterer på det overskridende. Forudsætter det bekendt og anerkendt.
     Denne version fokuserer på det mytiske emne. Den store kraft træder direkte figurligt frem som remmesæl-pisken i starten. Og da kraften har taget plads i Kaassassuk og skal træde frem for bopladsen, samler skildringen sig netop om den: om de dybe fodspor, den sætter i sneen, om forundringen hos de andre, som den vækker, og om bjørnene som det mål, hvorved dens størrelse beskrives. Synsvinklen følger kraftens forunderlige fremtræden i menneskenes verden
     Og slutningen lader kraften fortsætte sin vej frem i Kaassassuk, fra jagtens evne til at dræbe, over magten til at tage hævn, og ud i det helt formålsløse dræberi. Ødelæggende og sørgeligt, men som en lov, der er stærkere end mennesket: mytisk.
     Når jeg til forskel herfor kalder den vestgrønlandske version for et folkeeventyr, er det ud fra tanken om folkeeventyret som en fortælling om et menneskes udvikling fra barn og frem til vellykket optagelse i fællesskabet, en fortælling, baseret på psykologiske sammenhænge, en fortælling som nok overskrider den sanselige virkeligheds grænser, men fra den menneskelige psykes synsvinkel.
     Og det er, hvad vi finder i Nuuk-versionen af Kaassassuk-fortællingen.
     Her har Kaassassuk ikke på forhånd fornemmelse for nogen mytisk kraft. Han er det fra så mange folkeeventyr kendte forfordelte barn, der undertrykkes i familien, her bopladsen, og som ingen derfor vil have med at gøre. Men da han kommer hjemmefra, har han åbenheden til at kontakte de væsner, som kan fremme et menneskes udvikling. Han frigøres fra barndommens blokeringer, hvorved han får adgang til store ressourcer. Alt dette fremstillet som en psykologisk motiveret undertrykkelses- og frigørelseshistorie. Kraften, han tilegner sig, er nok ekstraordinær, men som en udvidelse af den menneskelige evneverden; og den skal udfoldes med en tilsvarende udvidelse af evnen til at beherske sig, dvs. beherske jegets lyst til at triumfere.
     Denne psykologiske orientering kommer også til udtryk i fremstillingformen, som vi så det i bjørnescenen. Den beretter først og fremmest om de psykiske kræfter, der sættes i bevægelse hos de forskellige parter: den opdæmmede kamplyst hos Kaassassuk, fejheden og frygten hos boplads-fællerne. Den undertryktes helts triumf.
     Afslutningens omvendelse af Kaassassuk placerer denne version i en eventyrsammenhæng på to måder. For det første gør den fortællingen til en vellykket udviklingshistorie. For det andet sker dette, ligesom i eventyret, ved at helten forvandler sig.
     Altså: Thule-versionen er en mytisk fortælling om, hvordan den store naturkraft ophøjer og ødelægger det menneske, der fra barnsben er udsat og dermed åbent for den. Mennesket er fra først til sidst mindre end kraften. Nuuk-versionen er et folkeeventyr om den udsattes adgang til ekstraordinær kraft og om den risikofyldte udviklings- og forvandlingsvej, der er forbundet dermed. Mennesket er i centrum og er under visse omstændigheder i stand til at udvikle og beherske transcendente kræfter.7

To stadier

En folkeligt overleveret fortælling i to versioner, indsamlet af én mand, og udgivet i én samling, det er ikke nogen sjældenhed. Men det er sjældent, at der samtidig er så langt mellem de to indsamlingssteder, som der er mellem Thule og Nuuk, i mere end én forstand.
     At de to versioner er fra hvert sit sted, betyder som sagt, at de er fra hvert sit historisk-kulturelle udviklngstrin. Det betyder, at forskellene mellem dem må opfattes som mere end lokale tilfældigheder. De to versioner repræsenterer to stadier i en folkeligt overleveret fortællings udvikling. Og man må formode, at forskellene mellem dem afspejler forskelle i de to kulturer, der har produceret dem.
     Det er ikke tilfældigt, at den mytisk anlagte version af fortællingen om Kaassassuk kommer fra Thule-området og den eventyr-agtige fra Vestgrønland. Myten er en ældre fortælleform end eventyret. Man må gerne erstatte ordet ældre med f.eks. mere arkaisk, mere oprindelig, for der tænkes her ikke alene i en tidsdimension, men også i en bevidsthedsdimension. Thule-versionen hviler i forestillingen om den mytiske dimensions eksistens; den beretter om den store kraft som en selvfølge, som det er menneskenes problem at forstå og indrette sig med. Eventyret, med dets base i det typiske og det psykologiske ligger nærmere historisk tid og bevidsthed, skønt stadig før. Derfor er der god mening i, at denne version af Kaassassuk-fortællingen - yngre, mere nutidig, mere præget af kulturel refleksion - hører til Nuuk-området.
     Thule var frem til 1920, hvor Eventyr og Sagn fra Grønland for alvor var under forberedelse, et temmelig afsondret sted. Og det gælder i endnu højere grad i 1902-3, hvor Knud Rasmussen første gang mødte og nedskrev fortællingen om Kaassassuk deroppe.8 Den mytiske version af fortællingen om Kaassassuk hører med god mening til i det afsondrede Thule-område. Her levede inuiterne endnu næsten uberørte af europæisk kultur, et ældre, i langt højere grad et oprindeligt folk end inuiterne i Vestgrønland.
     De sidstnævnte havde i 1920 været under europæisk påvirkning i 200 år. Og der er en sammenhæng mellem denne påvirkning og det eventyragtige i deres version af Kaassassuk-fortællingen: den mere forklarende, den mere menneske-centrerede, mere psykologisk orienterede, mere humane genre. Hvorvidt konkrete europæiske folkeeventyr, i cirkulation i Vestgrønland, har spillet en rolle, kan ikke afgøres og er mindre vigtigt. Men eventyrversionen hører, med sin synsmåde og med sin opfattelse af Kaassassuk-figuren, meningsfuldt til i det europæisk kultiverede Nuuk-område.
     Er det nu ikke at trække for store veksler på disse fortællinger, der jo her fremtræder i deres nedskrevne, ja tilmed i deres trykte versioner, udgivet på den moderne skriftkulturs vilkår? Er forskellene mellem dem virkelig udtryk for en kulturhistorisk udvikling fra arkaisk mod historisk tid? Er der virkelig en orden som den her skitserede på færde, eller er forskellene blot tilfældige - f.eks. beroende på udgiveren Knud Rasmussen og hans forestillinger om oprindelig og europæisk kultur?
     Det forholder sig så heldigt, at det er muligt at bevæge sig fra disse Knud Rasmussen-tekster og bagud til en række versioner af Kaassassuk-fortællingen, der ligger tættere på den folkelige overlevering end de udgivne. Der er i manuskript bevaret en række nedskrifter fra Vestgrønland, som repræsenterer overgangen til skriftform så tæt som muligt på den mundtlige kilde, og det på den lokale mundtligheds sprog, grønlandsk. Manuskripterne er tilmed oversat til dansk, og grundigt kommenterede. Dette materiale foreligger i en ph.d.-afhandling af Kirsten Thisted: Som perler på en snor. Fortællestrukturer i grønlandsk fortælletradition - med særligt henblik på forholdet mellem de originale og de udgivne versioner.9 De følgende overvejelser bygger på denne afhandling og den tekstsamling, der indgår i den.
     For overblikkets skyld vil nu en enkelt forskel blive trukket i forgrunden, nemlig fortællingens slutning. At den ene version ender i død og ulykke, den anden i fredeligt samliv er så tungtvejende, at det følgende tillader sig at bygge på dette ene træk.
     Optegnelserne i Kirsten Thisteds tekstsamling udgør for Kaassassuk-fortællingens vedkommende ialt seks (en syvende er irrelevant i denne sammenhæng). Alle fra Vestgrønland. Heraf er de fem baggrund for H.J. Rinks udgivelse fra 1866, Eskimoiske Eventyr og Sagn, én er baggrund for Knud Rasmussens fra 1924, Myter og Sagn fra Grønland. Det interessante er denne bevægelse gennem tid i ét område, fra 1866 til 1924 - som jo også må afspejle en kulturhistorisk udvikling i dette område.
     Optegnelserne fra ca. 1866 ser ud som følger, hvad slutningen angår: I én version forbliver Kaassassuk aggressiv og bliver dræbt; i to versioner forbliver han aggresiv uden at blive dræbt; i én version falder han til ro, yderst kortfattet. Og endelig i én version, nedskrevet af Aron, gennemgår han forvandlingen og bliver fredelig.
     Her i 1866 fremviser nedskrifterne altså en spredning med hensyn til fortællingens slutning. I hovedparten forbliver Kaassassuk aggressiv, med mere eller mindre ulykkelige konsekvenser. Og i én optegnelse sker forvandlingen. Denne spredning har Rink i sin udgivelse formidlet ved at gengive tre udgange på fortællingen. I to af dem forbliver Kaassassuk aggressiv, i hver sin handlingssammenhæng, mens han forvandles i den tredje.
     Knud Rasmussen har udenfor al tvivl kendt Rinks udgivelse. Men hans kilde er en anden, en ny original optegnelse, af Jaakuaraq Eugenius, som han følger forholdsvis tæt. Jaakuaraq har til gengæld kendt en af versionerne fra 1866, nemlig Arons, der også blev udgivet på grønlandsk af Rink. Kirsten Thisted skriver: “Som det fremgår af de to skematiske opstillinger er Jaakuaraqs version hvad handling og komposition angår meget tæt på Arons. Af alle versionerne var det Arons, der blev trykt på grønlandsk, og på Jaakuaraqs tid var Arons måde at fortælle historien på forlængst blevet måden at fortælle den på.”10
     Overgangen fra mundtlig til skriftlig form er altså dette: 1. Rinks fem meddelere. 2. Rinks udgivelser (på hhv. grønlandsk og på dansk). 3. Knud Rasmussens ene meddeler, Jaakuaraq. 4. Rasmussens udgivelse i Myter og Sagn.
     I dette forløb kan man se en udvælgelse og et tilsvarende fravalg med en klar tendens. Der foregår en udvælgelse fra Aron over Rink (på grønlansk) og Jaakuaraq til Knud Rasmussen - frem til den version, der har Kaassassuks afsluttende forvandling og optagelse i samfundet. Hvad der samtidig fravælges, er de versioner, der på den ene eller anden måde forlader Kaassassuk som aggressiv og på kant med fællesskabet.
     Det er de to europæere, Rink og Rasmussen, der foretager denne udvælgelse. Men stoffet i den, alle hovedtrækkene i den form, fortællingen har hos Knud Rasmussen, finder man første gang hos grønlænderen Aron.
     Lægger vi nu denne teksthistoriske udvikling af Kaassassuk-fortællingen ved siden af de to Knud Rasmussen-versioner i Myter og Sagn, så ser vi to ensartede bevægelser, nemlig denne: fra slutningen med en hårdnakket aggressiv Kaassassuk til slutningen med en forvandlet. Denne bevægelse sker, når vi går fra Thule-versionen til Nuuk-versionen, altså i de to trykte og samtidige i Myter og Sagn. Og den sker, når vi i Vestgrønland går fra 1860 til 1924, i udviklingen fra flerheden af utrykte manuskripter til den ene trykt version i Myter og Sagn - selv om der her er tale om en gradvis og mere relativ bevægelse.
     Med andre ord:
     Den udvikling, jeg har beskrevet mellem de to samtidige versioner i Knud Rasmussens Myter og Sagn, som en bevægelse fra en mytisk til en eventyragtig form, fra en ældre og mere oprindelig Thule-form til en yngre og mere kultiveret Nuuk-form, denne udvikling går igen over historisk tid i det enkelte område, det vestgrønlandske. Her er der blot tale om et udskilningsforløb fra et flertal for den ældste form til enevælde for den yngste.
     Fra Thule til Nuuk i 1924. Fra 1860 til 1924 i Nuuk. Man kan i store træk konstatere den samme udvikling i den synkrone og den diakrone bevægelse.
     Det forhold mellem Knud Rasmussens to versioner af fortællingen, der er blevet fremdraget ovenfor, det har altså sin parallel i den teksthistoriske virkelighed. Udviklingen fra Thule- til Nuuk-versionen er ikke tilfældig. Den er ikke Knud Rasmussens opfindelse. Den er er udtryk for en bevidsthedshistorisk udvikling.
     Men hvad udtrykker den så? Hvad siger de to versioner, med deres forskellige opfattelser af Kaassassuk-figuren, om udviklingen fra det uberørte Nordgrønland til det europæiserede Vestgrønland? Med overvejelser af denne art opererer vi på et område, hvor der både er åbne fortolkningsmuligheder og solidt lukkede holdninger.
     Som tingene tegner sig, er perspektivet i fortællingens to stadier ikke uden provokationer:
     Den version, man må kalde den ældste, den mest oprindelige, og det vil også sige den mest autentisk inuitiske, den har ingen udveje for den udstødte, der tilegner sig den store kraft. Han må gå til grunde som et værgeløst offer for sin egen aggression. Ved denne konstatering kan man komme til at tænke på den dobbelte værdiladning i ordet primitiv i forbindelse med etniske grupper. På den ene side har ordet den positive betydning, der nu stort set er overtaget af ordet oprindelig. På den anden side har det den negative ladning, der ligger i betydningen uudviklet, uden rådighed over mange hjælpemidler, overladt til naturens luner. I denne sidste forstand er Thule-versionen af Kaassassuk primitiv. Den beskriver forholdet mellem den store kraft og menneskelivet som en konflikt, nøgternt, humoristisk, barskt, men uden at kunne løse den.
     I den yngste version, den mest kultur-prægede - og det vil også sige den mest u-inuitiske, mest europæiske - dér gives der en udvej. Denne version lader den udstødte med den store kraft blive fanget af konflikten - og frigør ham dernæst fra den. Den rummer bevidstheden om en udvej og om et udviklingstrin, som Thule-versionen savner. Den vestgrønlandske version udgør på denne måde et fremskridt, ikke bare i tid, men også i kvalitet.
     Dette siges imidlertid ud fra et virkeligheds- og værdibegreb, der sætter mennesket i centrum, lægger vægt på dets mulighed for at komme i balance med omverdenen og værdsætter bevidsthedsformer, der svarer til dette.
     Man kan godt forestille sig, at Thule-versionen af Kaassassuk udgår fra et ganske andet paradigme, mindre menneskevenligt, mere udleveret til naturens mytiske kræfter.

Noter
1. Jeg staver navnet efter moderne grønlandsk retskrivning, hvad de citerede tekster ikke gør.
2. Der citeres fra denne udgave.
3. En flygtning krydser sit spor, bd. 1, opslagssiden. 1961)
4. Denne fremstilling af den Thuleversionen har været givet som foredrag i Knud Rasmussens hus i Hundested, d. 7. juni, 1993.
5. Denne fremstilling Af den vestgrønlandske version har, i en lidt anden form, været offenliggjort i min bog Thule i hjertet. Nærbillede af Knud Rasmussen. 1990.
6. Knud Rasmussen ordner stoffet efter europæiske genrebetegnelser. Det er udgivet under overbegreberne myter og sagn. Og han har placeret fortællingen om Kaassassuk i en kategori, han kalder episke sagn.
7. For en ordens skyld en præcisering og en modifikation. Thule-versionen kaldes en mytisk fortælling, ikke en myte; dens hovedfigur er ikke et mytisk væsen. Nuuk-versionen har et træk, som ikke er karakteristisk for et eventyr, nemlig en omhyggelig lokalisering af begivenhederne. Det er snarere typisk for et sagn.
8. Denne version fremtræder i to tekster med hver sin fortæller, dels den én side lange fortælling Den store ild, dels den to sider lange Den forældreløse, der blev en Kæmpe. De står trykt i Nye Mennesker fra 1905. Disse tekster er mere skitseagtige, men de afkræfter ikke det mytiske præg, der her er trukket frem på grundlag af versionen fra Myter og Sagn.
Vi har også en kilde fra før Knud Rasmussens ankomst, af amerikaneren A.L. Kroeber: Tales of the Smith Sound Eskimos. (I Journal of American Folklore, XII, s.178. Boston & New York, 1899-1900.) Ganske vist gives der her kun et referat, og et temmelig dårligt, af fortællingen. Men det bekræfter ikke desto mindre hovedtrækkene i versionen fra Myter og Sagn. Dog sammenføjes episoden med den store ild først endeligt med Kaassassuk-fortællingen i Myter og Sagn. Episoden er slet ikke til stede i Kroebers referat, mens sammenhængen mellem den og Kaassassuk er markeret i Nye Mennesker, idet hovedpersonen i Den store Ild både ligner og hedder Kaassasuk.
9. Institut for Nordisk Filologi ved Københavns Universitet, 1993.
10. S. 178.

FOLKEEVENTYRETS FIKTOGRAMMER - [Til indholdsfortegnelse]

1.
“Der var engang en ung jæger der gik på jagt i skoven. Han havde et frisk og muntert sind, og da han sådan gik og fløjtede i sit blad, kom der en gammel grim morlille; hun henvendte sig til ham og sagde: “God dag, kære jæger, du er nok glad og fornøjet, men jeg er plaget af sult og tørst, giv mig en almisse.” Jægeren fik så ondt af den stakkels morlille, at han tog i sin lomme og gav hende efter sin formåen. Nu ville han gå videre, men den gamle kone standsede ham og sagde: “Hør, kære jæger, hvad jeg har at sige: fordi du har et godt hjerte, vil jeg skænke dig noget. Gå du blot videre, om lidt kommer du til et træ som der sidder ni fugle oppe i; de har en kappe i kløerne og strides om den. Tag du så bøssen og skyd lige midt mellem dem; kappen skal de nok slippe, men en af fuglene bliver også ramt og falder død ned. Tag kappen med, det er en ønskekappe, og når du kaster den om skuldrene, behøver du bare at ønske dig et sted hen, så er du der i samme øjeblik. Den døde fugl skal du tage hjertet ud af og sluge det helt, så vil du hver eneste morgen når du står op, finde et guldstykke under din hovedpude.”
     Alle, der har med folkeeventyr at gøre, har bemærket det stereotype ved dem. Citatet her, fra Grimm-eventyret ved navn Salatæslet, vrimler med sådanne stereotype elementer: Jægeren på jagt, skoven, den gamle kone, mødet med en, der beder om hjælp og som bliver hovedpersonens hjælper, fuglen, den magiske genstand, guldet.
     Eventyrene er opbygget af et særligt sprog, deres eget fortælle-billedsprog, hvis elementer går igen fra eventyr til eventyr. Hævet over ordenes og sætningernes verden, og over de nationale sprog, fungerer dette billedsprog som en kasse med et stort, men dog afgrænset antal byggeklodser, som kan kombineres på forskellige måder.
     At vi genkender disse stereotype elementer, når vi møder dem i et eventyr, betyder ikke nødvendigvis, at vi forstår dem. For moderne mennesker er eventyr sunkent kulturgods, som vi umiddelbart kun forstår delvis og omtrentligt. Man må forestille sig, at da fortælletradionen bag eventyrene var levende, da var tilhørerne langt mere fortrolige, ikke bare med disse udtryksformer, men også med deres betydning.
     Der er flere måder at overvinde det umiddelbare og omtrentlige i vores forståelse, og præcisere den sunkne betydning. Man kan fordybe sig i den subjektive oplevelse af et givet eventyrelement. Man kan amplificere det, som dybdepsykologiske tolkninger gør, dvs. udbygge det givne træk med lignende elementer fra mytologi, antropologi o.lign. Man kan vælge at fortolke elementet indenfor det pågældende eventyrs egen fiktionssammenhæng.
     Men man kan også vælge at fastholde det som et udtryk på et givet sprog, eventyrverdenens eget. Det indebærer, at man aflæser dets betydning gennem dette specifikke sprogs konventioner. Og dette kræver, at man ikke bare fokuserer på det aktuelle element i dets forekomst i det foreliggende tilfælde, men at man kender og inddrager konventionen bag det. Sagt på en anden måde: Man kan få afgørende hjælp til at tolke folkeeventyrene ved at kende netop det, der gør deres billedsprog stereotypt, nemlig dets konventioner. Det gælder simpelthen om at kende så mange udgaver af et sådant element som muligt, om at se det i mange eventyr-sammenhænge.
     For det, jeg indtil nu har kaldt folkeeventyrenes stereotype elementer, har jeg valgt betegnelsen fiktogram.
     Det er opfundet til opgaven her. Folk med lidt kendskab til sprogvidenskab vil bemærke ordets slægtsskab med betegnelserne for to særlige sprogformer, piktografien og ideografien. Deres mindste enheder er hhv. piktogrammet og ideogrammet.
     I leksikalsk korthed beskrives de to sprogformer som følger: Piktografi: “af pictum, malet, skrevet, og grapho, skriver. En Art Skrift, bestaaende af Afbildninger af synlige Genstande, ofte indbyrdes forbundne med Linier o.l. for at antyde, i hvad Forbindelse Genstandene eller det, de udtrykker, staar med hinanden.” Ideografi: ““Billed- eller begrebsskrift”, dvs. en Skrift, der ikke anvender Tegn for Lyd eller for Forbindelser af Lyd, men søger at give et Billede af Sagen selv, saaledes at den, der ser det ved Ideografi udtrykte Tegn, forstaar det umiddelbart, uden at Sproget tjener som Bindeled. (f. eks. romertallene i begyndelsen af talrækken.” (Salmonsen)
     Det fælles for disse skriftlige kommunikationsformer er 1) at deres enkelte tegn ikke består af bogstaver, der opbygger ord, og 2) at det enkelte tegn består af en figur, der henviser til et helt billede, pikto-, eller til en samlet forestilling, et helt begreb, ideo-.
     Dette gælder også de stereotype elementer i folkeeventyrene. De opbygges ganske vist af skrifttegn (oprindeligt af lydtegn), nemlig af det almindelige sprogs ord og sætninger. Men det sprog, vi her taler om, består dog ikke af bogstaver, ord, sætninger. Det består af billeder, eventyrenes rækker af figurer, handlinger, ting, rum, symboler, relationer. Fiktionens billeder, som vi kender dem fra litteratur i almindelighed. I folkeeventyret er disse billeder ikke unikke eller originale, men netop stereotype ligesom skrifttegnene er det. Græsk for skrifttegn: “gramma”. Derfor betegnelsen fiktogram.
     Den registrering, der her foreligger af fiktogrammerne i to berømte eventyrsamlinger, Asbjørnsen og Moes og brødrene Grimms, drejer sig ikke om fortolkning af eventyrene. Registreringen beskæftiger sig ikke med de betydninger, man kan aflæse af dette folkeeventyrenes særlige sprog. Hvad der foreligger er en “ordbog” over folkeeventyrenes særlige “sprog”, men alene over dets udtryk, altså uden at oplyse om “ordenes” betydning. Registrene udvælger og navngiver fiktogrammerne; og i stedet for angivelser af deres betydning er der henvisninger til de konkrete eventyr, hvori de optræder. Ikke videre.
     Dertil at foretage en tydning af hele dette “sprog” ville være et herligt projekt, men i sin helhed temmelig utopisk.1 Det nærværende, mere beskedne, projekt går ud på at levere en registrering, som kan forbedre grundlaget for fortolkning af folkeeventyrene på genrens egne præmisser. Der er tale om en registrering af eventyrenes “sprog”, så man rimeligt hurtigt kan opsøge konventionen bag dets enkelte tegn, fiktogrammet i dets konkrete forekomster.
     Eventyrkyndige folk vil sandsynligvis sætte et sådant projekt i relation til den systematisering af motiver i folkedigtningen, der foreligger i Stith Thompsons Motif-Index of Folk Literature, 1-6, 1966. Men dér er projektet et andet end det foreliggende, også bortset fra at materialet er folkelig digtning i almindelig og ikke blot eventyr.
     Motiv-indekset er bygget op som en kæmpemæssig hierarkisk systematisering af motiver: En del af værket bærer således titlen “Mytologiske motiver”; det er opdelt i en række underkapitler, hvoraf et hedder “Trylleri”. Det er igen opdelt i en række underafsnit, hvoraf et hedder “Magiske genstande”, som igen er opdelt i en række delafsnit, hvoraf et hedder “Besiddelse af magiske genstande” - og så er vi nede i nærheden af den konkrete henvisning til motivet: “Magisk genstand som gave”, “Magisk genstand modtaget fra en gud” osv. Her får man så en henvisning til en eventyrsamling eller en afhandling, hvor det pågældende motiv optræder. Men indekset indeholder ikke om en registrering af motivernes faktiske forekomst i de foreliggende eventyr - hvad der jo ville være uoverkommeligt i dette verdensomspændende projekt. Bevægelsen i dette system går mod en stadig større findeling af motiverne, så vi til sidst, nederst i hierarkiet står med en konkret udformning af det i et eventyr, adskilt fra andre konkrete udformninger. Der er anslået 10.000 motiver.
     Fiktogram-registret er derimod helt a-systemisk - dets orden er alene den simple alfabetiske rækkefølge. Det registrerer ikke de forskellige udformninger af et motiv, som er motivet hos Thompson. Fiktogrammet er det fælles. Det enkelte fiktograms identitet er det typiske eventyr-billede, enkelt eller sammensat, dvs. et genkommende billede, som i de konkrete eventyr optræder i forskellige udformninger. Registret henviser samlet til samtlige faktisk forekommende varianter af dette billede.
     At fiktogrammet fastholder eventyrets billede på type-niveau indebærer, at der principielt er en begrænset mængde af dem. I registrene her optræder der ca. 160 fiktogrammer, et antal som er resultat af et skøn, flere eller færre kunne være optaget. Til gengæld er der eventyrene på kloden en uendelig mængde konkrete udgaver af hvert fiktogram. De to registre her fastholder det endelig antal, der forekommer i hhv. Grimms og Asbjørnsen og Moes samlinger.

2.
Fiktogrammet beror som sagt på fiktionsbilledet. Men ethvert fiktionsbillede i et eventyr er jo ikke et fiktogram. Det er med andre ord nødvendigt at afgrænse det fra det individuelle og tilfældige i eventyrene. Det må siges med det samme, at så entydigt som det almindelige tale- og skriftsprog er fiktogrammernes sprog ikke.
     Et eventyr-fiktogram beror for det første på det pågældende fortalte billede selv. Nogle eksempler, der også skal illustrere bredden: en “Bjergtagetheden” (en handlingssammenhæng), “broderen og søsteren” (en relation mellem mennesker) “ræven” (en figur) “ringen” (en symbolsk genstand) “skoven” (et område).
     Som de er nævnt her, udgør de blot billeder i sig selv, led i en handling, sådan som de ville fremtræde for den, der aldrig har hørt eller læst eventyr. Men dette alene gør dem ikke til fiktogrammer. Hvad der også skal til, er at de tilhører en konvention - hvilket er grunden til, at de i registrene optræder i bestemt form: “skoven” - I ved nok!
     Konventioner i almindelighed beror på miljøer; og miljøer ligger omkring hinanden som ringe, og krydser hinanden som ringe. Eventyr-fiktogrammernes deler derfor på en uoverskuelig måde konventioner med andre folkelige fortælletraditioner, med finlitteratur, ja med vores traditionsbårne indre billeder af livet. Men et eventyr-fiktogram defineres alene ved at have en konvention indenfor folkeeventyrenes eget miljø.
     De mindst indlysende fiktogrammer (og dem der er sværest at skelne fra hinanden indbyrdes), udgøres af enkeltfænomener i naturens verden, altså dyr, planter, områder - såsom ræven, træet, bjerget. Registrene har indrettet sig med dette på følgende måde: Et sådant billede er blevet indlemmet i registret, når det er blevet opfattet som havende én eller anden symbolsk konvention bag sig. Grænsen går mod det konventionsløse. Et træ, en ræv kan optræde i en sammenhæng, hvor en konvention aktiveres - men også i sammenhænge, hvor det ikke sker: Et træ falder ned over en bjørn, en ræv optræder som et nummer i en række med x antal andre dyr. Sådanne tilfælde er ikke indlemmet i registrene. Registrene skuffer en eventuel forventning om, at alle de fiktive billeder, et eventyr består af, er indoptaget. Alene de konventionsbestemte er indoptaget.
     Det skal ikke skjules, at skellet beror på et skøn. I de miljøer, hvor eventyrene oprindeligt levede som en mundtlig tradition, blev fiktogrammerne opbygget som konventioner i tilhørernes hukommelse. I registrene er de opbygget på den viden om folkeeventyrenes konventioner, som her er etableret gennem ekstensiv læsning af dem. Det er registrenes ideelle opgave at erstatte den mundtlige traditions hukommelse.
     Konventionerne er dels globale, dels lokale. Visse fiktogrammer kan man finde overalt, andre tilhører et specifikt område - og der er selvfølgelig alle mulige overgangsformer. Registrene her er blevet til på en forestilling om den nordeuropæiske eventyrtradition, der danner baggrund for både Asbjørnsen og Moes og brødrenes Grimms samlinger.
     En eventyr-konvention kan som omtalt være mere eller mindre klar. Når det fortælles, at en ung pige kommer ind i en høj til en mand, hvor hun lever i ufrihed, så er billedet behageligt lukket, konventionen er klar. Fortælles der om en ræv, er der i figuren selv flere muligheder. Måske er det den udbredte snu røver, man skal høre om. Men det er også muligt, at det man kommer ud for, er en ræv, der defineres overfor en bjørn eller en ulv; eller det kan være ræven som hjælperfigur. Her er billedet mindre lukket, konventionen mindre klar, forskellige traditioner løber sammen i én figur.
     Sådanne glidninger må man leve med. De udspringer af det forhold, at eventyrene er et levende og dynamisk materiale. At der er sammenløb mellem konventionerne, er jo ikke ensbetydende med, at der ikke er konvention på færde. Derfor skal disse tilfælde inddrages. Men da registre er stive kategoriseringer, er det nødvendigt med nogle principper for, hvordan de forholder sig til glidningerne.
     Der er udvist tilbageholdenhed m.h.t. at skelne mellem flere mulige konventioner. Ræven registreres som ræven - og ikke som den snu røver, ræv versus bjørn og ulv, ræven som hjælper osv. Træet optræder kun under denne samlebetegnelse, selv om der kunne være skelnet mellem f.eks. frugttræet, egetræet, træet man gemmer sig i, træet med metalblade. Dette princip skyldes en modvilje mod at gøre tingene mere lukkede og klare, end eventyrkonventionen selv er. Der kunne være en fjerde slags ræv, en femte slags træ? Og hvem ved, hvad de nævnte slags har at gøre med hinanden indbyrdes?
     Dette har medført en forholdsvis principfattig forskelsbehandling af dyregrupperne. Fisk og fugle er således registreret som sådanne, og ikke under deres specifikke arter. Hvorimod landjordens dyr registreres under arten. Lignende forskelle vil man finde på andre områder.
     I princippet er fiktogrammet registreret i dets helhedsbillede, og ikke gennem den række typiske elementer, hvoraf det er opbygget. Skønt de med rette kunne kaldes fiktogrammer hver for sig. Altså: Hjælperen er registreret under denne betegnelse, hvorimod registret ikke har optaget “små-fiktogrammer” som f.eks. den typiske sortering af kvalificerede og ukvalificerede brødre, der sker ved mødet med hjælperen, eller den ligeså typiske ordveksling med hjælperens tilbud og modtagerens manglende tiltro, der kan optræde ved indledningen til mødet.
     Det forhindrer imidlertid ikke, at der sker dobbeltregistrering. Registrene fastholder i en række tilfælde et fiktogram på flere niveauer. Sværdet kan således optræde både under betegnelsen Magisk genstand og under betegnelsen Sværd. Ligeledes Mor-og-datter og stedmor.
     Eventyrene kombinerer ofte flere fiktogrammer. Guld-tenen f.eks. kombinerer fiktogrammet guld og fiktogrammet kvinderedskab. Sådanne kombinationer fastholdes ikke i registrene. De elementer, de er sammensat af, fastholdes under de respektive enkelte fiktogrammer.
     Den valgte registreringsform afsætter to former for “slør”. For det første henvises der gennem numrene til de enkelte eventyr i deres helhed - hvor et givet eventyr kan indeholde flere eksemplarer af det pågældende fiktogram. For det andet er en række fiktogrammer sprogligt fastholdt i samlebetegnelser, f.eks. “Fuglen, uanset arten”, “Himmellegemet”, “Magisk genstand”. Det overlades altså til læseren at lokalisere det pågældende fiktogram indenfor dette eventyr - hvad der nogle gange er mere ligetil end andre.
     Når nu disse principielle ting er sagt, skal en bemærkning gøres om det reelle, de konkrete to registre. Man kan få søvnløse nætter over at lade den slags trykke. Er ikke et eksemplar eller to af et givet fiktogram overset i de mange eventyr? Der findes måske oplagte fiktogrammer, der ikke er optaget i registrene? Måske er nogle afgrænsninger uhensigtsmæssige. Jeg anmoder derfor om, at registrene må blive opfattet som et forsøg, som et pilotarbejde, der kan videreudvikles, præciseres, korrigeres. Antallet af fejl, mangler og svagheder i den retning er blevet reduceret betydeligt ved den kritiske revision, som stud.mag. Louise Zeuthen har foretaget. Jeg skylder hende stor tak for en årvågen og kreativ indsats, der har bidraget væsenligt til registrenes omfang og præcision.

Noter
1. Et eksempel foreligger bagest i denne bog: Den forkerte. Et fiktograms betydning.


FIKTOGRAMMER I ASBJØRNSEN OG MOE: SAMLEDE EVENTYR - [Til indholdsfortegnelse]

1. Tekstgrundlaget er Asbjørnsen og Moe: Samlede Eventyr, Den norske bokklubben, 1982.
2. Den i listen anvendte nummerering er min.
3. Kun de egentlige eventyr er inddraget i fiktogram-listen. De tekster, der i den ene eller anden form for ramme fortæller sagnstof o.l. er ikke inddraget. Det drejer sig om numrene 1, 2, 3, 8, 11, 18, 25, 29, 32, 36, 38, 41, 105, 115, 118, 119, 124, 125, 127, 136, 137, 138, 139, 140, 141, 142, 143, 144, 145, 147 - ialt 30 af 147.

Advarslen: 42, 93, 106
Anden: 12, 101, 112, 121
Askelad: Se lillebroderen.

Ballet: 103
Barnet, i egenskab af barn: 15, 50, 85, 93, 101, 108, 110
Barnløsheden, ønsket om et barn: 15, 42, 122
Barselen: 101, 108
Bjerget, fjeldet: 12, 15, 31, 34, 42, 43, 50, 78, 82, 85, 93, 102, 103, 106, 112, 116, 120, 121, 129, 134, 135
Bjergmanden: 102
Bjergtaget: 15, 34, 42, 82, 98, 102, 121, 135
Bjørnen: 19, 22, 34, 42, 54, 64, 69, 74, 93, 103, 117, 128
Blomsten: 42, 122
Bonden og husmanden og -konen: 7, 10, 15, 22, 24, 34, 44, 45, 49, 56, 57, 58, 68, 69, 78, 92, 100, 104, 116, 132, 133
Bord dæk dig: 23, 83, 93, 106, 123
Broderen og søsteren: 4, 43, 90, 101, 107, 116
Brylluppet, giftermålet: 4, 9, 12, 14, 19, 24, 31, 34, 37, 40, 42, 43, 46, 48, 50, 60, 67, 72, 77, 78, 82, 85, 86, 88, 89, 90, 91, 93, 98, 99, 101, 103, 104, 106, 107, 108, 109, 110, 111, 112, 116, 117, 120, 121, 122, 123, 126, 129, 130, 134, 135
Brødrene, to: 6, 56, 117, 133
(se også Tvillingerne)
Brødrene, tre: 24, 35, 37, 43, 48, 49, 67, 85, 86, 91, 99, 103, 104, 112, 116, 123, 126, 134
Brødrene, andre antal: 12, 60, 98, 101, 120, 121, 126
Brønden: 12, 55, 85, 109, 134
Båden: se Skibet

Djævelen og helvede m.v: 13, 15, 20, 47, 56, 73, 81, 96, 120
Dragen: 68, 82, 85, 109
Dronningen: 24, 39, 42, 78, 88, 101, 106, 108, 109, 111, 122
Drømmen: se Søvnen og drømmen
Dug dæk dig: se Bord dæk dig
Dumrianen: 57, 89, 132
Dværgen: 42
Dyret, i egenskab af dyr: 121, 129
Døden: se Genoplivning fra døden
Døden som figur: 73
Dødsdommen: 45, 78, 101, 108

Enebarnet: 31, 45, 46, 47, 78, 82, 83, 87, 88, 103, 111, 121, 122

Faderen og datteren: 31, 34, 35, 37, 40, 44, 48, 76, 82, 86, 88, 93, 98, 99, 103, 106, 108, 109, 110, 111, 112, 116, 121
Faderen og sønnen: 12, 24, 37, 39, 40, 43, 45, 47, 49, 60, 78, 82, 85, 98, 104, 107, 112, 116, 122, 129, 134, 135
Falsk brud og brudgom: 9, 34, 40, 42, 43, 46, 86, 90, 91, 93, 98, 106, 107, 120, 129, 135
Fanden: Se Djævelen
Fattig kontra rig: 6, 17, 31, 33, 34, 44, 45, 56, 67, 71, 72, 73, 76, 78, 81, 82, 83, 85, 87, 102, 103, 104, 108, 109, 110, 111, 112, 117, 121, 122, 123, 126, 130, 131, 133, 134, 135, 146
Fisken, uanset arten: 12, 37, 40, 47, 78, 91, 129
Fiskeren: 40, 129
Floden som overgang: 109, 126
(se også vandløbet)
Flugten fra troldene (og lign.): 31, 47, 50, 55, 88, 106, 120
Forbryderen: se Røveren
Forbuddet: 31, 34, 42, 43, 46, 78, 88, 101, 102, 108, 120, 122, 129
Forbytningen og forklædningen: 4, 9, 27, 98
Forgyldningen: 31, 120
Forklædning, se forbytning m.v.: 39, 88, 103, 104, 110
Forskrivelsen: 34, 47, 86, 108, 129
Forstenet: 12, 40
Fortryllelsen: 31, 34, 43, 47, 50, 60, 67, 72, 78, 82, 85, 91, 93, 98, 101, 121, 122, 126, 129
Forældreløs: 91
Frieriet: 9, 12, 14, 19, 34, 35, 37, 44, 48, 50, 60, 71, 72, 76, 77, 78, 79, 80, 84, 89, 97, 109, 110, 116, 120, 131, 132
Frøen og tudsen: 55, 78, 117
Fuglen, uanset arten: 12, 42, 43, 47, 52, 55, 63, 76, 78, 82, 85, 97, 98, 103, 106, 114, 121, 129
Fåret: 55, 67

Gamle Erik: se djævlen m.v.
Gammel kone: 24, 34, 37, 42, 46, 47, 74, 78, 83, 85, 86, 91, 93, 98, 104, 111, 120, 122, 126, 130, 135
Gammel mand: 16, 31, 40, 42, 56, 77, 88, 90, 99, 103, 109, 129
Geden og bukken: 21, 23, 50, 69, 89, 95, 122
Genkendelse: 40, 46, 103, 110, 120, 129
Genoplivning fra døden: 83
Giftermålet: se Brylluppet
Glasset: 116, 121
Glemslen: 120, 129
Grisen og svinet: 28, 39, 82, 86, 87
Gud: se Vorherre og Himmerig m.v.
Guldet og sølvet (se også Kobberet m.v.): 6, 15, 23, 31, 34, 37, 42, 43, 46, 47, 49, 50, 51, 55, 56, 60, 67, 76, 78, 83, 85, 86, 88, 90, 91, 93, 97, 98, 101, 102, 104, 106, 107, 109, 110, 112, 116, 117, 120, 121, 122, 130, 133, 135
Gåden: 27
Gåsen og gasen: 9, 37

Handelen (se også Kontrakten, pagten): 4, 24, 34, 37, 44, 46, 47, 56, 57, 78, 87, 89, 90, 93, 98, 100, 109, 110, 114, 130, 133, 135
Handelsmanden: 81, 83, 87, 90, 109, 130, 146
Haren: 19, 24, 47, 59, 64, 104, 117
Havet: se vandet m.v.
Havfrue, havmand: 60,
Heksen: Se troldkællingen m.v.
Helvede: se Djævelen m.v.
Hesten: 4, 12, 14, 15, 22, 24, 31, 34, 40, 43, 44, 46, 47, 67, 68, 85, 104, 107, 110, 116, 120, 121, 122, 126
Himmellegemerne: 34, 46, 72, 85, 86, 108, 121
Himmerig: se Vorherre m.v.
Hjorten, hinden: 76
Hjælperen (én eller flere): 12, 24, 31, 34, 43, 45, 46, 50, 55, 56, 67, 78, 85, 86, 90, 91, 93, 98, 99, 106, 107, 111, 121, 123, 129
Hjælperens hovede: 15, 31, 43, 78, 85, 106, 126
Hunden: 40, 68, 69, 74, 78, 98, 107
Hytten i skoven: 46, 93, 101, 111, 120, 126
Hønen og hanen: 47, 62, 65, 66, 75, 102, 113, 114, 120

Insektet: 82, 121

Jægeren og jagten: 42, 63, 101, 111

Kappestriden: 20, 26, 35, 48, 49, 55, 61, 86, 121
Katten: 19, 61, 67, 78, 95, 130
Koen, oksen og studen: 55, 67, 106, 120, 122, 133
Kongen: 4, 9, 12, 15, 24, 27, 31, 35, 37, 39, 40, 42, 43, 47, 48, 60, 67, 78, 82, 83, 85, 86, 88, 90, 91, 93, 98, 99, 101, 103, 106, 107, 109, 110, 112, 116, 117, 120, 121, 122, 123, 126, 129, 134, 135
Kongens falske ridder, rådgiver (Ridder Rød): 85, 86, 98, 135
Kongens gård: se Slottet
Kontrakten, pagten (se også Forskrivelsen): 15, 20, 42, 47, 50, 64, 68, 69, 73, 78, 81, 93, 96, 108, 111, 121, 123
Krigen: 15, 31, 83, 88, 106
Kristen, kirken (se også Præsten): 6, 12, 34, 39, 47, 50, 72, 73, 77, 83, 106, 107, 108, 117, 120, 122, 126, 132
Kroen og kroværten m.v.: 23, 43, 123
Kvinde-redskabet: 34, 42, 46, 50, 55, 71, 85, 88, 93, 97, 106, 107, 110, 111, 122, 123, 126
Kæmpen: 6, 12, 15, 45, 103, 120
Købmanden: se handelsmanden
Køkkenet og køkkentjenesten: 31, 37, 67, 86, 90, 91, 104, 106, 107, 110, 112, 130, 135

Lillebroderen, Askelad, Tyrihans: 12, 24, 35, 37, 43, 48, 49, 60, 67, 85, 86, 91, 98, 99, 101, 104, 112, 116, 120, 121, 123, 126, 133, 134
Lillesøsteren: 34, 42, 82, 85, 98, 101, 102
Lærepladsen og tjenesten (se også: Tjeneren og tjenestepigen): 15, 24, 31, 37, 42, 45, 46, 47, 55, 73, 78, 85, 104, 106, 112, 117, 120, 121, 126, 130, 135
Løven: 42, 82, 103, 129

Magisk genstand: 9, 23, 24, 31, 40, 42, 45, 46, 50, 56, 78, 81, 83, 85, 86, 88, 91, 93, 98, 103, 106, 120, 123, 129, 134, 135
Magisk drik og medikament: 31, 40, 42, 46, 73, 85, 88, 98, 102, 106, 109, 117, 126, 129
Midnat: 47, 50, 85
Misundelig pådutter evne [* Da stalddreng e.l. stiger i kongens og prinsessens gunst, påkalder han sig højtstående persons misundelse. Det påstås, at han kan udrette store ting, han nægter, tvinges alligevel ud i det - og kan da faktisk også.Da stalddreng e.l. stiger i kongens og prinsessens gunst, påkalder han sig højtstående persons misundelse. Det påstås, at han kan udrette store ting, han nægter, tvinges alligevel ud i det - og kan da faktisk også): 85, 86, 91, 111, 112, 121
Moderen og datteren: 34, 55, 101, 102, 106, 107, 108, 122
Moderen og sønnen: 14, 15, 23, 31, 40, 42, 47, 51, 70, 72, 80, 83, 87, 89, 101, 103, 108, 117, 130, 133, 135, 146,
Musen: 60, 61, 130
Musikken og sangen: 45, 112
Måltidet: 7, 14, 16, 40, 46, 52, 61, 72, 83, 103, 128, 133, 135

Nøglen: 12, 30, 42, 72, 109

Opbruddet hjemmefra: 4, 12, 14, 15, 23, 24, 31, 34, 35, 37, 40, 42, 43, 45, 46, 47, 48, 50, 60, 67, 72, 78, 82, 85, 86, 87, 89, 91, 93, 98, 99, 101, 102, 104, 106, 107, 110, 111, 112, 117, 120, 121, 122, 123, 126, 129, 130, 133, 134, 135
Opgaven, den uoverkommelige: 15, 50, 111
Opgaven for prinsessen (eller prinsen) og kongeriget: 15, 24, 35, 37, 40, 42, 48, 50, 78, 82, 99, 103, 112, 116, 121, 126, 129, 134, 136

Pagten, se Kontrakten m.v.
Plejebarnet: 15, 83, 108, 122, 129
Portrættet: 9, 85, 107
Prinsen, kongesønnen: 9, 12, 31, 34, 40, 43, 78, 79, 98, 101, 106, 108, 110, 111, 120, 122, 126
Prinsessen, kongedatteren: 4, 9, 12, 14, 15, 24, 31, 34, 35, 37, 40, 42, 43, 46, 47, 48, 50, 67, 72, 73, 78, 82, 83, 85, 86, 88, 90, 91, 93, 98, 99, 101, 103, 106, 109, 110, 112, 116, 117, 120, 121, 122, 123, 126, 129, 134, 135
Præsten (Se også Kristen/ kirken): 17, 27, 39, 50, 77, 83, 89, 104, 126, 132, 133, 146
Påklædningen og skoen: 31, 33, 34, 60, 72, 91, 101, 106, 123, 135

Rejsen til det fjerne sted: 12, 34, 42, 43, 46, 47, 50, 77, 85, 88, 93, 98, 121, 126, 129, 135
Remsen: 5, 19, 65, 66
Ridder Rød: se Kongens falske ridder, rådgiver.
Rig: se Fattig kontra rig
Ringen: 9, 39, 40, 42, 46, 47, 76, 78, 83, 86, 90, 129
Rotten: 72, 78, 130
Rækken (af dyr eller mennesker): 5, 37, 53, 59, 65, 66, 70, 95, 99, 100, 113
Ræven: 19, 22, 28, 43, 47, 54, 59, 64, 65, 68, 69, 74, 75, 117, 128
Røveren, tyven, forbryderen: 50, 76, 90, 92, 104, 109, 132

Skibet, båden: 78, 81, 83, 85, 90, 98, 99, 103, 107, 112, 120, 122, 129, 130, 135
Skoen: se Påklædningen m.v.
Skoven: 6, 24, 31, 34, 42, 43, 46, 47, 49, 68, 76, 82, 85, 86, 91, 93, 99, 101, 104, 106, 108, 109, 111, 117, 120, 121, 126, 129, 130
Skrædderen: 20
Slottet, kongens gård: 9, 15, 16, 31, 34, 37, 39, 42, 46, 47, 50, 67, 72, 78, 82, 85, 86, 88, 91, 93, 98, 103, 106, 107, 109, 110, 111, 112, 117, 121, 122, 123, 126, 129, 134, 135
Smeden: 13, 20, 70, 93
Snyderiet: 4, 7, 13, 15, 17, 22, 24, 26, 42, 47, 49, 50, 51, 54, 57, 64, 65, 67, 68, 69, 75, 80, 81, 86, 87, 89, 92, 103, 104, 107, 109, 110, 112, 120, 128, 129, 132, 133, 146
Soldaten: 31, 42
Soveværelset: 9, 12, 31, 34, 76, 78, 82, 85, 93, 109, 110, 120, 122, 123
Spådomsgaven: 107
Stedmoderen og stedbarnet: 34, 55, 88, 101, 106, 107
Straffen over skurken: 12, 15, 23, 26, 34, 40, 42, 43, 47, 55, 76, 78, 85, 86, 88, 90, 91, 93, 98, 101, 103, 107, 109, 120, 123, 135
Stumheden: 101, 108
Sværdet: 15, 31, 40, 42, 46, 50, 82, 83, 85, 98, 103, 109, 126, 129, 135
Søen: se vandet m.v.
Sølvet: se Guldet og sølvet
Søstrene, tre: 42, 46, 47, 50, 82, 85, 88, 91, 93, 102, 129
Søstrene, andre antal: 55, 83, 98, 106, 107, 135
Søvnen og drømmen: 9, 34, 42, 46, 50, 77, 78, 85, 86, 93, 98, 99, 101, 103, 107, 135

Tegnet på den rette identitet: 9, 31, 34, 40, 42, 46, 60, 83, 85, 86, 106, 116, 120, 129, 135
Tjeneren og tjenestepigen (Se også: Lærepladsen og tjenesten): 7, 17, 19, 24, 39, 44, 50, 88, 91, 92, 103, 108
Tommeliden: 14
Tre gange: 9, 12, 13, 14, 15, 19, 20, 21, 22, 23, 31, 33, 34, 35, 37, 39, 42, 43, 45, 46, 47, 49, 50, 51, 52, 54, 57, 67, 68, 72, 73, 77, 78, 82, 83, 85, 86, 90, 91, 93, 98, 101, 102, 104, 106, 107, 108, 109, 110, 111, 112, 116, 120, 121, 123, 126, 128, 129, 130, 132, 134, 135
Trolden: 6, 15, 21, 31, 34, 40, 42, 43, 46, 49, 50, 51, 67, 82, 85, 86, 91, 98, 103, 106, 112, 121, 126, 129, 135
Troldkællingen, heksen: 6, 15, 40, 50, 51, 55, 78, 83, 85, 88, 93, 101, 122
Trylle- : Se Magisk-
Træet: 43, 55, 77, 91, 108, 117, 134
Tudsen: se Frøen m.v.
Tvillingerne: 4, 39, 40, 122, 135
Tyrihans: se Lillebror
Tyven: se Røveren m.v.

Ulven: 12, 19, 54, 74, 117
Underjordisk og undersøisk sted: 42, 55, 60, 72, 77, 86, 102, 126, 135

Valget mellem fornem og beskeden udgave: 31, 43, 85
Vandet, havet, søen, dammen: 12, 15, 31, 40, 77, 78, 81, 86, 91, 103, 112, 121, 129, 135
Vandløbet (Se også: Floden som overgang): 50, 108, 109, 126, 133, 134, 135

Vindene: 23, 34, 46, 129
Vorherre og Himmerig m.v.: 20, 33, 52, 73, 77, 97

Æblet: 34, 43, 55, 85, 103, 106, 116, 117, 120, 122
Ægteparret: 7, 10, 19, 26, 39, 46, 47, 57, 58, 59, 66, 92, 94, 100, 104, 133, 135
Æslet: 85

Ønske-opfyldelsen: 20, 45, 78, 82, 123, 129
Øvrighedspersonen: 28, 39, 45, 83, 89, 92, 94, 96, 104, 120


NUMMERFORTEGNELSE TIL SAMLEDE EVENTYR - [Til indholdsfortegnelse]

Sidetallene henviser til Asbjørnsen og Moe: Samlede Eventyr, Den norske bokklubben, 1982.

Bind I
1 1/13 Kvernsagn
2 1/23 En gammeldags juleaften
3 1737 En tiurleik i Holleia
4 1/57 Peik
5 1/64 Pannekaken
6 1/68 Småguttene som traff trollene pa Hedalsskogen
7 1/73 Pal Andrestua
8 1/76 Matthias skytters historier
9 1/84 Vesle Åse Gåsepike
10 1/88 Mannen som skulle stelle hjemme
11 1/93 Skarvene fra Utrøst
12 1/99 Risen som ikke hadde noe hjerte pa seg
13 1/108 Gutten og fanden
14 1/111 Tommeliten
15 1/113 Mumle Gåsegg
16 1/125 Den syvende far i huset
17 1/129 En prestehistorie
18 1/131 Berthe Tuppenhaugs fortellinger
19 1/144 Reve-enka
20 1/148 Smeden som de ikke torde slippe inn i helvete
21 1/ 155 De tre bukkene Bruse som skulle gå til seters og gjøre seg fete
22 1/158 Bamse Brakar
23 1/161 Gutten som gikk til nordenvinden og krevde igjen melet
24 1/166 Gjete kongens harer
25 1/176 En aftenstund i et proprietærkjøkken
26 1/195 Dumme menn og troll til kjerringer
27 1/198 Presten og klokkeren
28 1/201 Grisen og levemåten hans
29 1/203 Makrelldorg
30 1/214 Skrinet med det rare i 214
31 1/215 Enkesønnen
32 1/224 Jutulen og Johannes Blessom
33 1/228 Vårherre og St. Peder på vandring
34 1/230 Østenfor sol og vestenfor måne
35 1/243 Askeladden som fikk prinsessen til å løgste seg
36 1/246 En sommernatt på Krokskogen
37 1/262 Tyrihans som fikk kongsdatteren til å le
38 1/268 En signekjerring
39 1/281 Kullbrenneren
40 1/289 Fiskersønnene
41 Høyfiellsbilleder
1/295 1. En søndagskveld til seters
1/330 2. Rensdyrjakt ved Rondane
42 1/344 De tre kongsdøtre i berget det blå
43 1/364 Gullfuglen
44 1/373 Herremannsbruden
45 1/379 Veslefrikk med fela
46 1/386 Soria Moria slott
47 1/398 Bonde Værskjegg
48 1/408 Prinsessen som ingen kunne målbinde
49 1/412 Askeladden som kappåt med trollet
50 1/415 Følgesvennen
51 1/430 Smørbukk
52 1/436 Gjertrudsfuglen
53 1/437 Væren og grisen som skulle til skogs og bo for seg selv
54 1/442 Reven som gjeter
55 1/444 Manndatteren og kjerringdatteren
56 1/453 Kvernen som står og maler på havsens bunn
57 1/458 Somme kjerringer er slike
58 1/464 Kjerringa mot strømmen
59 1/468 Haren som hadde vært gift
60 1/469 Dukken i gresset
61 1/473 Hjemmusa og fjellmusa
62 1/477 Hanen og høna
63 1/478 Hver synes best om sine barn
64 Bjørnen og reven
1/479 1. Slipp granrot og ta i revefot
1/480 2. De vedder om flesk og humlebol
1/482 3. De skulle ha åker i sameie
1/483 4. Mikkel vil smake hestekjøtt
65 1/484 Høna som skulle til Dovrefiell forat ikke allverden skulle forgå
66 1/487 Hanen som falt i bryggekaret
67 1/491 Herreper
68 1/498 Verden lønner ikke annerledes
69 1/502 Vel gjort og ille lønnet
70 1/506 Hårslå, som aldri ville hjem gå
71 1/512 Stabbursnøkkelen i rokkehodet
Bind II
72 2/13 Gutten som ville fri til datter til mor i kroken
73 2/20 Gutten med øldunken
74 2/24 Han far sjøl i stua
75 2/26 Hanen og reven
76 2/28 Kjæresten i skogen
77 2/33 Venner i liv og død
78 2/37 Gutten som skulle tjene tre år uten lønn
79 2/47 Ikke kjørende og ikke ridende
80 2/49 Siu ar gammal graut
81 2/51 Skipperen og Gamle-Erik
82 2/54 Gutten som gjorde seg til løve, falk og maur
83 2/61 Tobakksgutten
84 2/66 «Tsju pus, vil du ned av bordet!»
85 2/67 Gullslottet som hang i luften
86 2/80 Rødrev og Askeladden
87 2/89 Gutten som ville bli handelskar
88 2/95 Den grønne ridder
89 2/100 Gale-Mattis
90 2/112 Krambugutten med gammelostlasten
91 2/116 Tre sitroner
92 2/122 Klokkeren i bygda vår
93 2/132 Kvitebjørn kong Valemon
94 2/141 «God dag, mann!»- «Økseskaft»
95 2/144 Kjetta som var så fæl til å ete
96 2/151 Fanden og futen
97 2/153 Jomfru Maria og svalen
98 2/156 Fugl Dam
99 2/167 Askeladden og de gode hjelperne
100 2/176 Gudbrand i Lia
101 2/181 De tolv villender
102 2/189 Høna tripper i berget
103 2/196 Det blå båndet
104 2/211 Mestertyven
105 2/226 Tuftefolket på Sandflesa
106 2/233 Kari Trestakk
107 2/246 Buskebrura
108 2/255 Jomfru Maria som gudmor
109 2/261 Rike Per Kremmer
110 2/273 Håken Borkenskjegg
111 2/282 De tre mostrene
112 2/287 Askeladden som stjal sølvendene til trollet
113 2/292 Hanen og høna i nøtteskogen
114 2/295 Hanen, gauken og åhanen
115 2/296 Tatere
116 2/320 Jomfruen på glassberget
117 2/331 Tro og Utro
118 2/338 Lundeætten
119 2/343 En aften ved Andelven
120 2/349 Mestermø
121 2/365 Grimsborken
122 2/377 Lurvehette
123 2/385 Det har ingen nød med den som alle kvinnfolk er glad i
124 2/395 En halling med kvannerot
125 2/400 Huldreætt
126 2/407 De syv folene
127 2/414 En natt i Nordmarken
128 Bjørnen og reven
2/431 1. Hvorfor bjørnen er stubbrumpet
2/431 2. Reven snyter bjørnen for julekosten
129 2/433 De tre prinsesser i Hvittenland
130 2/440 Den rettferdige firskilling
131 2/445 En frierhistorie
132 2/446 Giske
133 2/453 Store-Per og Vesle-Per
134 2/460 Per, Pål og Espen Askeladd
135 2/465 Lillekort
136 2/478 Graverens fortellinger
137 2/494 Fra fjellet og seteren
138 2/504 En aften i nabogården
139 2/521 Kjetta på Dovre
140 2/523 Fra Sognefjorden
141 2/544 På høyden av Aleksandria
142 2/558 Ekeberkongen
143 2/565 Plankekjørerne
144 2/581 Julebesøket i prestegården
145 2/601 Gullfela
146 2/606 Prestens mor
147 2/611 En vestlandsk Skovdal

,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

FIKTOGRAMMER I GRIMMS EVENTYR - [Til indholdsfortegnelse]

Advarslen: 6, 40, 53, 57, 87, 123
Anden: 10, 13, 15, 17, 51, 56, 62, 107, 135

Ballet: 6, 21, 52, 65, 133, 186
Barnet, i egenskab af barn: 3, 6, 11, 13, 31, 39, 42, 47, 49, 51, 55, 72, 78, 88, 92, 96, 105, 107, 117, 147, 154 - 2”, 3”
Barnløsheden, ønsket om et barn: 12, 37, 47, 50, 53, 76, 108, 144
Barsel: 3, 9, 11, 12, 13, 25, 31, 37, 49, 96
Bjerget, fjeldet: 39, 54, 57, 60, 92, 93, 97, 113, 122, 127, 137, 142, 163, 166, 179, 181, 193, 196, 197 - 6”
Bjergtaget: 39, 91, 93, 137, 163, 193, 196, 197
Bjørnen: 36, 60, 101, 102, 114, 161
Blomsten: 9, 26, 56, 69, 76, 85, 136, 160, 161 - 3” , 4”, 7”
Bonden og husmanden: 7, 37, 48, 61, 73, 81, 84, 90, 94, 95, 98, 104, 108, 112, 132, 146, 162, 165, 166, 167, 185, 189, 192, 195
Bord, dæk dig: 36, 54, 85, 130
Broderen og søsteren: 9, 11, 15, 25, 47, 49, 57, 79, 92, 96, 135, 141, 163
Brylluppet, giftermålet: 1, 3, 4, 6, 9, 11, 13, 14, 16, 20, 22, 29, 31, 34, 38, 40, 46, 49, 50, 52, 53, 54, 55, 56, 57, 60, 62, 64, 65, 66, 76, 84, 85, 88, 89, 91, 92, 93, 94, 96, 97, 100, 106, 107, 108, 111, 113, 114, 115, 116, 121, 122, 123, 126, 127, 130, 133, 134, 135, 136, 144, 149, 155, 156, 161, 163, 164, 165, 166, 169, 181, 186, 188, 191, 193, 196, 197, 198 - 9”
Brødrene, to: (se også Tvillingerne) 4, 6, 28, 60, 142, 146
Brødrene, tre: 36, 54, 57, 62, 63, 64, 70, 91, 97, 124, 138, 151, 165, 191, 197 - 6”
Brødrene, andre antal: 9, 25, 49, 129, 157 - 2”
Brønden: 1, 5, 24, 25, 29, 57, 79, 83, 90, 91, 96, 97, 116, 136, 144, 179
Båden: se Skibet

Djævelen og helvede m.v: 29, 31, 42, 43, 44, 47, 55, 68, 81, 82, 100, 101, 120, 121, 125, 148, 189, 195
Drabsbeviset, det falske: 31, 33, 53, 76
Dragen: 60, 88, 91, 125, 129
Dronningen: 9, 11, 13, 14, 16, 17, 29, 31, 49, 50, 53, 55, 65, 76, 89, 92, 93, 94, 96, 107, 113, 126, 134, 136, 144, 179 - 4”
Drømmen: se Søvnen og drømmen
Dumrian: 4, 7, 28, 32, 33, 34, 59, 98, 103, 140, 143, 162
Dværgen: 25, 53, 97, 110, 113, 161, 166
Dyret, i egenskab af dyr: 65, 113, 121, 161, 163, 176
Døden: se også Genoplivning fra døden
Døden som figur: 42, 44, 82, 177
Dødsdommen: 3, 6, 9, 31, 49, 57, 61, 110, 115, 116, 120, 137

Enebarnet: 3, 16, 33, 37, 94, 99, 165, 166

Faderen og datteren: 1, 15, 21, 25, 31, 40, 49, 52, 55, 57, 60, 65, 67, 88, 91, 94, 101, 108, 113, 127, 133, 144, 165, 169, 179, 196, 198
Faderen og sønnen: 4, 6, 15, 16, 25, 31, 33, 36, 45, 47, 49, 57, 60, 63, 64, 67, 68, 70, 76, 85, 90, 92, 96, 97, 99, 100, 108, 111, 113, 121, 124, 126, 129, 134, 136, 137, 138, 144, 145, 151, 157, 165, 166, 181, 192, 198
Falsk brud og brudgom: 11, 13, 21, 56, 57, 60, 67, 88, 89, 91, 92, 113, 127, 135, 186, 193, 198
Fanden: Se Djævelen
Fattig kontra rig: 3, 14, 15, 16, 18, 19, 29, 31, 39, 42, 44, 52, 54, 55, 57, 60, 61, 84, 85, 87, 94, 98, 99, 101, 103, 110, 115, 116, 126, 142, 143, 146, 153, 167, 181, 185, 188, 192, 195, 200 - 2”, 4”, 5”
Fisken, uanset arten: 4, 17, 19, 68, 85, 113, 126, 136, 141, 161, 172, 191, 193, 197
Fiskeren: 19, 85, 96, 137
Floden som overgang: 15, 18, 28, 29, 96, 111, 113, 127, 133, 165
Flugten fra troldene (og lign.): 40, 51, 56, 65, 79, 113
Forbryderen: se Røveren
Forbuddet: 3, 6, 9, 46, 49, 81, 92, 100, 120, 127, 136
Forbytningen og forklædningen: 5, 6, 11, 12, 13, 26, 46, 52, 53, 57, 60, 65, 67, 85, 89, 92, 97, 134, 135, 136, 192, 198, 199
Forgyldningen: 3, 24, 35, 85, 136, 179
Forklædning, se forbytning m.v.
Forskrivelsen: 12, 31, 55, 88, 92, 101, 108, 120, 125, 181
Forstenet: 6, 60, 62, 85
Fortryllelsen: 1, 4, 6, 9, 11, 13, 19, 22, 25, 33, 49, 51, 56, 57, 62, 63, 68, 69, 76, 79, 81, 85, 88, 90, 92, 93, 96, 97, 106, 108, 121, 122, 123, 126, 127, 133, 135, 136, 137, 141, 144, 160, 161, 163, 169, 179, 191, 197, 199
Forældreløs: 101, 105, 153, 185, 188
Frieriet: 6, 11, 12, 16, 34, 38, 40, 52, 56, 67, 84, 85, 96, 114, 131, 134, 136, 155, 164, 186, 188, 198
Frøen og tudsen: 1, 7, 13, 29, 33, 50, 63, 105, 127, 145, 165, 181
Fuglen, uanset arten: 6, 9, 15, 17, 21, 22, 23, 25, 33, 40, 47, 49, 51, 53, 57, 58, 60, 61, 68, 69, 76, 88, 93, 96, 102, 107, 121, 122, 123, 126, 129, 157, 161, 165, 171, 173, 174, 191, 197 - 6”
Fåret: 141, 161

Gammel kone: 9, 18, 24, 29, 40, 49, 50, 68, 93, 96, 103, 122, 123, 125, 133, 150, 179, 181, 186, 199 - 6”, 8”
Gammel mand: 31, 50, 64, 163, 165, 169, 182, 196 - 1”, 4”, 6”
Geden og bukken: 5, 36, 130, 148, 164
Genkendelse: 21, 31, 56, 67, 88, 181, 186, 193
Genoplivning fra døden: 6, 11, 16, 46, 47, 53, 60, 81, 92, 126
Giftermålet: se Brylluppet.
Glasset: 25, 53, 93, 113, 127, 163, 191, 193, 196
Glemslen: 56, 113, 181, 186, 193
Grisen og svinet: 48, 108, 118
Gud: se Vorherre og Himmerig m.v.
Guldet og sølvet (se også Kobberet m.v.): 1, 3, 4, 6, 12, 13, 17, 19, 21, 22, 29, 31, 33, 35, 36, 39, 40, 44, 46, 47, 49, 50, 53, 54, 55, 57, 59, 60, 64, 65, 70, 71, 76, 81, 83, 85, 88, 89, 91, 93, 94, 97, 99, 100, 101, 105, 106, 107, 110, 111, 114, 116, 120, 122, 123, 127, 130, 133, 135, 136, 142, 146, 161, 165, 166, 181, 182, 184, 186, 188, 189, 193, 195, 196, 198, 200 - 2”
Gåden: 22, 55, 114, 125, 152, 160
Gåsen og gasen: 64, 86, 89, 179

Handelen (se også Kontrakten, pagten): 7, 20, 29, 37, 39, 59, 60, 61, 68, 70, 83, 99, 104, 112, 164, 191
Handelsmanden: 6, 7, 59, 92, 120, 184, 191
Haren: 8, 60, 66, 119, 124, 165, 187
Havet: Se vandet m.v.
Heksen, troldkællingen: 1, 11, 12, 15, 22, 43, 49, 53, 56, 60, 68, 69, 85, 88, 116, 122, 123, 127, 134, 135, 144, 169, 179, 193, 197
Helvede: se Djævelen m.v.
Hesten: 6, 17, 37, 57, 58, 62, 68, 89, 90, 93, 94, 97, 106, 107, 124, 126, 132, 136, 184, 192
Himmellegemerne: 3, 9, 19, 25, 47, 49, 65, 69, 88, 96, 111, 115, 129, 135, 136, 153, 166, 175, 179, 181, 182, 186, 193, 195, 197
Himmerig: se Vorherre m.v.
Hjorten, hinden: 11, 60, 85, 113, 163, 181
Hjælperen (én eller flere): 9, 13, 14, 17, 19, 21, 28, 29, 31, 39, 40, 56, 57, 60, 62, 63, 64, 81, 91, 93, 96, 107, 113, 116, 121, 122, 125, 126, 133, 141, 165, 179, 181, 186, 191, 193, 199
Hunden: 4, 7, 23, 33, 48, 58, 65, 68, 76, 96, 111, 136
Hytten i skoven: 9, 11, 15, 22, 26, 27, 31, 49, 53, 68, 93, 125, 127, 141, 163 - 1”
Hønen og hanen: 10, 24, 68, 70, 80, 108, 169, 190
Insektet: 17, 20, 29, 30, 36, 60, 62, 102, 107, 119, 164

Jægeren og jagten: 3, 9, 11, 26, 49, 53, 60, 65, 67, 71, 72, 76, 85, 91, 96, 97, 111, 113, 122, 129, 136, 163, 181, 191, 199
Jøden: 7, 110, 115
Kappestriden: 4, 48, 71, 171, 172, 187
Katten: 2, 4, 48, 69, 70, 75, 106, 118
Kobberet (messinget): Se Guldet og sølvet
Koen og oksen: 7, 37, 45, 61, 94, 163, 169, 186, 197
Kongen: 1, 3, 4, 6, 7, 9, 11, 13, 16, 17, 19, 20, 21, 28, 29, 31, 42, 44, 45, 49, 50, 52, 53, 54, 55, 57, 60, 63, 64, 65, 67, 70, 71, 76, 81, 89, 91, 92, 94, 96, 97, 100, 107, 108, 111, 113, 116, 121, 126, 127, 129, 133, 134, 135, 136, 144, 146, 151, 152, 165, 171, 172, 179, 196, 198, 199
Kongens falske ridder, rådgiver: 60, 111
Kontrakten, pagten (se også Forskrivelsen): 1, 12, 14, 16, 31, 49, 55, 57, 88, 92, 100, 101, 108, 116, 120, 125, 127, 181, 189, 193, 195
Krigen: 16, 54, 81, 97, 101, 102, 125, 136, 137, 198
Kristen, kirken (se også Præsten): 2, 3, 4, 6, 19, 21, 25, 28, 31, 33, 39, 42, 44, 51, 60, 65, 68, 81, 92, 107, 108, 113, 126, 137, 138, 139, 157, 192, 198 - 1”, 8”, 9”,10”
Kroen og kroværten m.v.: 10, 22, 28, 36, 57, 81, 85, 100, 101, 118, 120, 126
Kuglen: 1, 136
Kvinde-redskabet: 14, 24, 50, 53, 55, 65, 67, 79, 103, 128, 156, 181, 188
Kæmpen: 20, 71, 90, 92, 93, 111, 121, 122, 126, 166, 177, 183, 193, 197
Købmanden: se handelsmanden
Køkkenet og køkkentjenesten: 13, 17, 37, 51, 52, 65, 76, 77, 127, 135, 136, 141, 198

Lillebroderen: 4, 9, 28, 54, 57, 62, 63, 64, 91, 97, 165, 191
Lillesøsteren: 1, 9, 11, 62, 88, 91, 96, 100, 101, 113, 133, 169, 179 - 1”
Lærepladsen og tjenesten: (se også: Tjeneren og tjenestepigen) 4, 24, 45, 60, 71, 83, 90, 100, 106, 107, 110, 111, 124, 126, 129, 136, 162, 181, 183, 185, 186
Løven: 60, 67, 88, 97, 121, 132

Magisk genstand: 17, 25, 28, 36, 49, 54, 56, 60, 85, 91, 92, 93, 96, 97, 99, 103, 110, 111, 113, 116, 121, 122, 126, 127, 129, 130, 133, 165, 166, 188, 193, 197
Magisk drik og medikament: 16, 42, 44, 60, 92, 93, 97, 107, 118, 121
Messinget: Se guldet og sølvet
Midnat: 4, 11, 31, 39, 57, 97, 108, 116, 120, 121, 125, 134, 169, 182, 192, 195
Moderen og datteren: 11, 13, 14, 15, 21, 22, 24, 25, 26, 47, 49, 53, 56, 66, 89, 93, 103, 122, 130, 134, 135, 141, 161, 169, 179, 186 - 1”
Moderen og sønnen: 9, 15, 22, 25, 32, 47, 49, 76, 83, 90, 109, 113, 141, 143, 144, 155, 166, 192, 197 - 2”, 4”, 6”, 8”, 10”
Musen: 2, 23, 29, 63, 70
Musikken og sangen: 6, 8, 12, 27, 28, 47, 52, 56, 91, 95, 96, 100, 106, 108, 110, 114, 126, 144, 163, 181, 182, 193
Måltidet: 1, 2, 9, 17, 22, 23, 25, 47, 50, 53, 58, 59, 60, 61, 65, 71, 76, 77, 78, 87, 90, 91, 108, 111, 113, 120, 144, 145, 169, 192, 199 - 1”

Nøglen: 3, 25, 46, 123, 126, 136, 165, 200

Opbruddet hjemmefra: 4, 6, 9, 11, 16, 18, 22, 25, 27, 31, 33, 36, 37, 45, 54, 56, 57, 60, 68, 70, 89, 90, 92, 97, 108, 111, 121, 122, 124, 126, 129, 134, 136, 143, 144, 166, 169
Opgaven, den uoverkommelige: 13, 17, 21, 29, 55, 57, 62, 113, 114, 134, 186, 193
Opgaven for prinsessen (eller prinsen) og kongeriget: 4, 14, 17, 20, 22, 28, 44, 57, 60, 64, 71, 107, 113, 129, 133, 165, 196
Ovnen: 15, 24, 89, 127

Pagten, se Kontrakten m.v.
Plejebarnet: 3, 6, 29, 51, 60, 90, 96, 136, 152, 179, 185, 188
Portrættet: 6, 135
Prinsen, kongesønnen: 1, 6, 9, 12, 14, 19, 21, 22, 50, 53, 57, 62, 63, 67, 76, 88, 89, 96, 97, 107, 113, 121, 123, 126, 127, 133, 134, 136, 144, 151, 161, 169, 186, 188, 198 - 4”
Prinsessen, kongedatteren: 1, 4, 6, 7, 9, 16, 17, 20, 22, 29, 44, 50, 52, 53, 54, 57, 60, 62, 64, 65, 67, 71, 81, 88, 89, 91, 92, 93, 97, 100, 106, 107, 108, 111, 113, 114, 116, 121, 126, 127, 129, 134, 136, 137, 144, 165, 166, 191, 193, 196, 197, 198
Præsten (Se også Kirken): 31, 37, 59, 61, 64, 92, 95, 192 - 4”, 9”

Misundelig pådutter evne [Misundelig pådutter evne: Da stalddreng e.l. stiger i kongens og prinsessens gunst, påkalder han sig højtstående persons misundelse. Det påstås, at han kan udrette store ting, han nægter, tvinges alligevel ud i det - og kan da faktisk også.]: 107

Påklædningen og skoen: 3, 9, 13, 21, 22, 26, 39, 47, 49, 53, 65, 77, 111, 113, 127, 133, 134, 135, 179, 186, 193, 198, 199

Rejsen til det fjerne sted: 17, 25, 29, 88, 93, 127, 193, 197
Remsen: 30, 32, 95, 140, 158, 159
Rig: se Fattig kontra rig
Ringen: 17, 25, 40, 55, 63, 65, 67, 92, 93, 97, 101, 121, 123, 134, 166, 192, 193, 197
Rækken (af dyr eller mennesker): 27, 34, 38, 41, 60, 64, 71, 80, 83, 119, 131, 138, 151*
Ræven: 8, 36, 38, 45, 57, 60, 68, 72, 73, 74, 75, 86, 132, 191
Røveren, tyven, forbryderen: 22, 27, 29, 35, 37, 40, 45, 46, 59, 93, 98, 107, 118, 123, 129, 146, 166, 192, 199 - 6”, 8”

Skibet, båden: 6, 16, 92, 97, 111, 126, 129, 133, 165, 166
Skoen: se Påklædningen m.v.
Skoven: 1, 3, 8, 9, 11, 12, 13, 15, 17, 20, 22, 26, 27, 28, 29, 31, 40, 45, 46, 49, 51, 53, 54, 57, 60, 64, 65, 68, 69, 85, 88, 93, 97, 99, 100, 103, 106, 107, 108, 111, 113, 116, 122, 123, 125, 127, 136, 141, 142, 161, 163, 166, 169, 179, 183, 193, 197, 199 - 1”, 2”, 6”, 10”
Skrædderen: 18, 20, 35, 36, 45, 107, 114, 115, 129, 163, 170, 183
Slangen: 16, 17, 92, 136, - 1”, 10”
Slottet: 4, 6, 16, 19, 49, 50, 57, 62, 69, 76, 81, 85, 88, 91, 92, 93, 96, 97, 106, 107, 111, 113, 121, 122, 126, 127, 133, 135, 136, 137, 163, 166, 169, 179, 186, 191, 193, 197, 198
Smeden: 81, 90, 124, 147
Snyderiet: 2, 5, 6, 7, 8, 10, 15, 20, 27, 29, 31, 36, 37, 38, 44, 45, 46, 48, 54, 61, 66, 68, 74, 76, 77, 91, 92, 93, 95, 97, 99, 104, 111, 114, 121, 122, 128, 132, 146, 166, 183, 187, 189, 192, 193, 195, 197
Soldaten: 16, 20, 54, 57, 71, 72, 81, 100, 101, 116, 118, 125, 133, 146, 195, 199
Soveværelset: 1, 4, 6, 15, 19, 22, 56, 57, 60, 88, 94, 108, 113, 127, 133, 134, 144, 192, 193, 198 Spøgeriet: 4, 33, 81, 90, 92, 121
Spådomsgaven: 13, 50, 76
Stedmoderen og stedbarnet: 11, 13, 21, 22, 24, 47, 49, 53, 56, 135, 141, 186
Straffen over skurken: 5, 7, 9, 11, 13, 15, 16, 21, 26, 28, 29, 36, 40, 41, 46, 47, 49, 51, 53, 55, 57, 58, 60, 76, 89, 91, 96, 101, 107, 110, 111, 120, 135, 142, 166, 185, 196, 198 - 1”
Stumheden: 3, 9, 49
Sværdet: 3, 13, 16, 60, 97, 111, 121, 127, 135, 197
Søen: Se vandet m.v.
Sølvet: se Guldet og sølvet.
Søstrene, tre: 21, 46, 62, 64, 88, 91, 96, 101, 113, 130, 137, 155, 169, 179, 193 - 1”
Søstrene, andre antal: 13, 24, 56, 133, 135, 161 - 5”
Søvnen og drømmen: 3, 20, 42, 50, 57, 60, 69, 85, 88, 93, 111, 113, 116, 127, 134, 178, 181

Tegnet på den rette identitet: 21, 67, 92, 97, 101, 192
Tjeneren og tjenestepigen: (Se også: Lærepladsen og tjenesten) 1, 6, 16, 17, 20, 22, 39, 67, 88, 89, 98, 113, 116, 118, 123, 127, 134, 135, 144, 156, 169, 196, 198 - 4”
Tommeliden: 37, 45, 90
Tre gange: 1, 2, 3, 4, 5, 7, 8, 11, 13, 17, 20, 21, 22, 29, 31, 33, 36, 46, 47, 51, 52, 53, 54, 55, 57, 60, 62, 63, 64, 65, 66, 67, 73, 79, 81, 85, 89, 90, 91, 92, 93, 96, 100, 110, 111, 113, 116, 121, 125, 127, 128, 133, 134, 135, 136, 142, 152, 153, 154, 165, 166, 169, 181, 186, 188, 191, 192, 193, 195, 198
Troldkællingen: Se Heksen m.v.
Troldmanden: 46, 149, 163
Trylle- : Se Magisk
Træet: 3, 9, 17, 21, 24, 29, 31, 47, 49, 51, 57, 64, 65, 82, 88, 91, 96, 99, 108, 121, 123, 130, 161 - 6”, 10”
Tudsen: se Frøen m.v.
Tvillingerne: 6, 12, 60, 85
Tyven: se Røveren m.v.

Ulven: 5, 8, 26, 37, 48, 60, 72, 73, 74, 102, 148

Underjordisk sted: 24, 44, 63, 116, 133, 163, 166

Valget mellem fornem og beskeden udgave: 57
Vandet, havet, søen, dammen: 6, 16, 17, 19, 50, 62, 85, 88, 97, 107, 113, 126, 129, 134, 136, 141, 166, 181, 191, 197.
Vandløbet: 4, 11, 13, 29, 89, 92, 96, 149, 161, 191, 197
(Se også Floden som overgang)
Vindene: 88
Vorherre og Himmerig m.v.: 3, 31, 35, 40, 44, 76, 81, 82, 87, 104, 109, 112, 117, 121, 123, 135, 147, 148, 167, 171, 175, 176, 178, 180, 194, 195 - 1”, 4”, 5”, 6”, 7”, 8”, 9”, 10”

Æblet: 17, 24, 29, 31, 47, 53, 57, 91, 121, 130, 136, 165
Ægteparret: 6, 9, 12, 15, 16, 19, 25, 37, 38, 39, 47, 48, 59, 61, 76, 85, 87, 95, 98, 104, 108, 115, 126, 128, 144, 145, 154, 164, 166, 168, 169, 170, 181, 192
Æslet: 36, 122, 144

Ønske-opfyldelsen: 19, 76, 81, 82, 87, 110, 116, 135
Øvrighedspersonen: 22, 61, 110, 120, 137, 170, 174, 185

"KHM"-fortegnelse til Grimms Eventyr - [Til indholdsfortegnelse]

KHM 1995-ovs.

1 I/5 Frøkongen eller Jernhenrik
2 I/10 Kat og mus i bofællesskab
3 I/12 Jomfru Marias plejebarn
4 I/19 Eventyr om en der drog ud for at lære at gyse
5 I/32 Ulven og de syv små gedekid
6 I/36 Den trofaste Johannes
7 I/44 En god handel
8 I/50 Den mærkelige spillemand
9 I/53 De tolv brødre
10 I/60 Rakkerpak
11 I/62 Storebror og Lillesøster
12 I/70 Rapunsel
13 I/75 De tre små mænd i skoven
14 I/83 De tre spindekoner
15 I/86 Hans og Grete
16 I/94 De tre slangeblade
17 I/98 Den hvide slange
18 I/102 Halmstrå, kul og bønne
19 I/l04 Om fiskeren og hans kone
20 I/l14 Den tapre skrædder
21 I/123 Askepot
22 I/131 Gåden
23 I/134 Om musen, fuglen og pølsen
24 I/136 Fru Hulda
25 I/139 De syv ravne
26 I/142 Rødhætte
27 I/146 Stadsmusikanterne fra Bremen
28 I/149 Den syngende knogle
29 I/152 Djævelen med de tre gyldne hår
30 I/158 Lille lus og Lille loppe
31 I/161 Pigen uden hænder
32 I/l68 Den kløgtige Hans
33 I/171 De tre sprog
34 I/l73 Den kloge Else
35 I/177 Skrædderen i himlen
36 I/179 Bord dæk dig, guldæsel og knippel af sæk
37 I/190 Tommeliden
38 I/196 Fru Rævindens bryllup
39 I/200 Nisserne
40 I/204 Røverbrudgommen
41 I/208 Hr. Korbes
42 I/2l0 Hr. Fadderen
43 I/211 Fru Trolde
44 I/212 Døden som fadder
45 I/215 Tomling på valsen
46 I/220 Fitchers fugl
47 I/224 Enebærtræet
48 I/235 Gamle Sultan
49 I/237 De seks svaner
50 I/242 Tornerose
51 I/246 Fuglefund
52 I/249 Kong Drosselskæg
53 I/254 Snehvide
54 I/263 Ranselen, hatten og hornet
55 I/269 Rumleskaft
56 I/272 Rolands kæreste
57 I/276 Guldfuglen
58 I/283 Hunden og spurven
59 I/286 Frede og Misselise
60 I/293 De to brødre
61 I/314 Lillebonden
62 I/320 Bidronningen
63 I/323 De tre fjer
64 I/326 Guldgåsen
65 I/330 Alskensskind
66 I/335 Harebrud
67 I/337 De tolv jægere
68 I/339 Taskenspilleren og hans mester
69 I/342 Jorinde og Joringel
70 I/344 De tre lykkebørn
71 I/347 Seks mand slår sig gennem verden
72 I/352 Ulven og mennesket
73 I/353 Ulven og ræven
74 I/356 Ræven og fru ulvemor
75 I/357 Ræven og katten
76 I/358 Nelliken
77 I/363 Den kloge Grete
78 I/366 Den gamle bedstefar og barnebarnet
79 I/367 Vandnymfen
80 I/368 Om hønens død
81 I/370 Friskfyr
82 I/380 Spillehans
83 I/383 Lykkehans
84 I/388 Hans gifter sig
85 I/389 Guldbørnene
86 I/394 Ræven og gæssene
87 I/395 Den fattige og den rige
88 I/400 Den syngende gyngende løvhyttefugl
89 II/421 Gåsepigen
90 II/427 Den unge kæmpe
91 II/435 Den underjordiske
92 II/439 Kongen af det gyldne bjerg
93 II/445 Ravnen
94 II/451 Den kloge bondedatter
95 II/454 Den gamle Hildebrand
96 II/458 De tre små fugle
97 II/463 Livets vand
98 II/468 Doktor Alvidende
99 II/470 Ånden i flasken
100 II/475 Djævelens snavsede bror
101 II/478 Bjørnemanden
102 II/483 Gærdesmutten og bjørnen
103 II/485 Sødgrøden
104 II/485 De kloge folk
105 II/489 Eventyr om tudsen
106 II/492 Den fattige møllersvend og katten
107 II/495 De to vandringsmænd
108 II/506 Hans mit pindsvin
109 II/5l2 Ligskjorten
110 II/513 Jøden i tornebusken
111 II/518 Den dygtige jæger
112 II/523 Plejlen fra himlen
113 II/525 De to kongebørn
114 II/533 Den kloge lille skrædder
115 II/536 Den klare sol bringer det for dagen
116 II/538 Det blå lys
117 II/543 Det egenrådige barn
118 II/543 De tre feltskærer
119 II/546 Syv mand fra Schwaben
120 II/550 De tre håndværkssvende
121 II/553 Kongesønnen der ikke var bange for noget
122 II/559 Salatæslet
123 II/566 Den gamle kone i skoven
124 II/568 De tre brødre
125 II/570 Djævelen og hans oldemor
126 II/573 Ferdinand tro og Ferdinand utro
127 II/579 Jernovnen
128 II/584 Den dovne spinderske
129 II/587 De fire talentfulde brødre
130 II/591 Enøje, Toøje og Treøje
131 II/599 Den smukke Katrininge og Pif Paf Polle
132 II/601 Ræven og hesten
133 II/602 De hullede sko
134 II/607 De seks tjenere
135 II/614 Den hvide og den sorte brud
136 II/618 Jernhans
137 II/626 De tre sorte prinsesser
138 II/628 Knoist og hans tre sønner
139 II/629 Pigen fra Brakel
140 II/629 Husstanden
141 II/630 Lammet og fisken
142 II/632 Bjerg Simeli
143 II/635 På rejse
144 II/636 Æselføllet
145 II/639 Den utaknemlige søn
146 II/640 Den store roe
147 II/642 Den foryngede mand
148 II/644 Herrens og djævelens dyr
149 II/645 Hanebjælken
150 II/647 Den gamle tiggerske
151 II/648 De tre dovne sønner
151* II/648 Tolv dovne karle
152 II/65l Den lille hyrdedreng
153 II/652 Stjernedalerne
154 II/653 Den stjålne mønt
155 II/654 Brudevalget
156 II/654 Hørskæverne
157 II/655 Spurven og dens fire børn
158 II/658 Skrønen om Slaraffenland
159 II/659 Løgnehistorie fra Ditmarsken
160 II/660 Gådeeventyr
161 II/660 Snehvid og Rosenrød
162 II/667 Den kloge tjenestekarl
163 II/668 Glaskisten
164 II/674 Den dovne Henrik
165 II/677 Fugl Grif
166 II/684 Den stærke Hans
167 II/690 Bonden i himlen
168 II/691 Den magre Lise
169 II/693 Huset i skoven
170 II/699 Dele surt og sødt
171 II/700 Gærdesmutten
172 II/703 Fladfisken
173 II/704 Rørdrum og hærfugl
174 II/705 Uglen
175 II/708 Månen
176 II/7l0 Levetiden
177 II/712 Dødens sendebud
178 II/714 Mester Pren
179 II/717 Gåsepigen ved brønden
180 II/727 Evas ulige børn
181 II/729 Nymfen i dammen
182 II/735 De små folks gaver
183 II/738 Kæmpen og skrædderen
184 II/741 Sømmet
185 II/742 Den stakkels dreng i graven
186 II/745 Den rette brud
187 II/753 Haren og pindsvinet
188 II/756 Ten, væveskyttel og nål
189 II/759 Bonden og djævelen
190 II/760 Brødkrummerne på bordet
191 II/761 Vandharen
192 II/765 Mestertyven
193 II/773 Trommeslageren
194 II/783 Kornakset
195 II/784 Gravhøjen
196 II/788 Gamle Rinkrank
197 II/791 Krystalkuglen
198 II/794 Frøken Malene
199 II/801 Bøffellæderstøvlerne
200 II/804 Guldnøglen

II/805 Børnelegender

1" II/805 Den hellige Josef i skoven
2" II/808 De tolv apostle
3" II/809 Rosen
4" II/809 Armod og ydmyghed fører til himlen
5" II/815 Guds føde
6" II/812 De tre grønne grene
7" II/814 Jomfru Marias bæger
8" II/815 Den gamle morlille
9" II/815 Det himmelske bryllup
10" II/817 Hasselgrenen


DEN FALSKE BRUD OG BRUDGOM - [Til indholdsfortegnelse]
Et fiktograms betydning

Miseri Mø og Vildering Kongesøn er flygtet fra troldefamilien og er nået hjem til hans far slot:
     “Så gik Vildering ind i slottet for at fortælle sin fader alting. “Men du må passe på,” sagde hun, “at ingen får lov til at kysse dig; for sker det, så glemmer du mig.” Så gik han ind på slottet; men hun blev siddende på stenen.
     Vildering Kongesøn kom ind til sin fader, der straks kendte ham igen, og blev så glad for at se ham. Hans moder var derimod død, og faderen havde giftet sig med en enkedronning. Hun kom også ind og vilde kysse ham, men Vildering undgik hende med. Da kom der en hvid myndehund og sprang op ad ham og slikkede ham i ansigtet; men i det samme øjeblik hande Vildering rent glemt Miseri Mø og al sin kærlighed til hende.”
     Sådan kan det lyde, når folkeeventyret udtrykker et af sine fiktogrammer, den falske brud eller brudgom. Det citerede sted beskriver optakten til miséren. Afslutningen finder som regel sted ved brylluppet, hvor den er på nippet til at gå i baglås. Men da dukker den rette brud op:
     “Nu mindedes Vildering Kongesøn alt, og kendet hende igen. Så siger han til gæsterne: “En gang lod jeg mig gøre et smukt skrin, og en meget kostelig guldnøgle dertil. Så tabte jeg guldnøglen og fik en sølvnøgle i stedet. Nu har jeg fundet guldnøglen, og nu spørger jeg jer alle, som her er forsamlede, hvilken nøgle I råder mig til at bruge, sølvnøglen eller guldnøglen?” Alle svarede med én mund, at han skulde bruge guldnøglen. Da sagde Vildering Kongesøn: “Siden i alle giver mig det råd, så må I heller ikke fortryde på, at jeg forskyder den prinsesse, jeg har holdt bryllup med i dag, og ægter den prinsessse, der sidder lige for mig med duerne på sine skuldre. Hun er min rette allerkæreste, men hun var gået mig af minde, fra den dag jeg trådte ind i dette hus.”
     Sådan lyder det; men hvad betyder det?
     Som omtalt i redegørelsen for fænomenet fiktogram, så fastholder registrene kun én side af fiktogrammet, nemlig dets udtryksside, selve det fortalte billede. “Den falske brud eller brudgom” henviser til et fortalt forløb og dets figurer, som f.eks. det der er gengivet ovenfor. Hvad fiktogram-rigistrene ikke forpligter sig på, er dette billedes betydning. Men den side er der jo også, som ved ethvert tegn. Og den er vel den mest interessante.
     Det er et eksempel på denne betydningsside, der skal fremdrages her. Hvad er betydningen af fiktogrammet “den falske brud og brudgom”? Hvordan opstår det forkerte valg? Hvad karakteriserer den falske erotiske partner? Hvordan opløses dette forkerte forhold, som det jo sker i eventyrene? Og ikke mindst: hvori består erotisk falskhed? Sagt på en anden måde: Fiktogrammet “den falske brud eller brudgom” skal her gøres til genstand for en fortolkning. Som et eksempel på, hvad et fiktogram-register kan bruges til.
     For overskuelighedens skyld koncentrerer fremstillingen sig om Asbjørnsen og Moes eksempler på dette fiktogram. Registret over Samlede eventyr angiver følgende numre, hvor den forkerte brud eller brudgom optræder: 9, 34, 40, 42, 43, 46, 86, 90, 91, 93, 98, 106, 107, 120, 129, 135. Seksten ialt, nærmest ligeligt fordelt mellem ni forkerte brudgomme og 7 forkerte brude.
     Hos Grimm er der registreret sytten; men her er fordelingen anderledes: kun fire falske brudgomme og hele tretten falske brude. Hvad der i det følgende siges om fiktogrammet, som det forekommer i de norske eventyr, dækker i substansen også dets betydning hos brødrene Grimm. Det skal dog siges, at i de tyske eventyr er de mange falske brude ofte mere anonyme og initiativløse end de norske; de er ofte indsat af heltens forældre.
     Det skal også markeres, at registrene ikke opfanger de falske brude og brudgomme, som er hovedpersoner, af typen den tapre skrædder. Skæmteeventyrene, der vender op og ned på mange værdier og synsvinkler, har ofte intrigante hovedpersoner, der ender i en tvivlsom sukces, herunder en tvivlsom ægteskabelig sukces. Set indefra bliver de en slags falske brude eller brudgomme, men de fremtræder ikke i fiktogrammes typiske udtryksform.
     Det viser sig, at der er to niveauer i den erotiske forkerthed, som dette fiktogram drejer sig om. Det mest udbredte udføres af almindelige menneskepartnere. Det vil blive beskrevet først, hos ét køn ad gangen. Men dertil kommer en skrappere udgave, der kun forekommer hos kvinder, hvor den falske brud er en troldkælling - hvor altså forkertheden har karakter af dæmoni. Den tages her op til sidst.
     At betegnelsen falsk er dækkende for alle disse ægteskabs-usurpatorer, skyldes ikke at de er konkrete falsknere - hvad de ikke alle er. Det skyldes, at de i alle fald forfalsker kærligheden.

Den falske brudgom

Af de falske brudgomme kan to straks skydes i baggrunden. Det er dem, der optræder i to stærkt beslægtede eventyr, Soria Moria Slot og De tre prinsesser i Hvideland. Her omtales de falske brudgomme meget flygtigt og summarisk. De udgør det manifeste udtryk for den erotiske afstand mellem helten og heltinden, der også kommer til udtryk som geografisk afstand.
     I fem eventyr fremtræder den falske brudgom som fem variationer af den samme historie. Det drejer sig om disse: De tre prinsesser i det blå bjerg, Ridder Rød og Askefis, Fugl Dam, Lillekort og Fiskersønnerne. Fælleshistorien kan gengives sådan: Helten, ikke af kongestand, har frelst prinsessen (eller flere) fra en trold. Han står nu til at få hende og det halve kongerige som belønning. Men han forhindres i det af Ridder Rød, som truer prinsessen til at foregive overfor kongen, at det er ham, der har frelst hende, så det også er ham der skal have belønningen. Bedrageriet er ved at lykkes; men da det ulykkelige bryllup står, kommer helten imidlertid til stede, Ridder Rød bliver afsløret, og det rette bryllup kan fejres.
     Dertil kommer to eventyr, der hvad den falske brudgom angår ligger så tæt op af de ovennævnte, at det ikke tjener noget formål At inddrage dem her, selv om deres handling iøvrigt iøvrigt er en del anderledes: Guldfuglen og Krambugutten med gammelostlasten.
     Den faste forudsætning i den fem ensartede eventyr, der er materialet i det følgende, er altså, at helten har frelst prinsessen fra en trold. Og den forudsætning må vi se lidt nærmere på. Helten træffer f.eks. en sørgende prinsesse på en strand og spørger, hvad der er i vejen: “Jo, sagde hun, der kom en trold, som ikke åd andet end jomfrukød. Den havde ædt alle de jomfruer, der var i landet. Nu var hun den sidste, der var tilbage, for hun var kongens datter, og hende havde kongen lovet bort til den, der kunne frelse hende.”
     Denne trold har skabt en ulykkelig tilstand i landet, på det erotiske område. Ingen unge kvinder kan komme til deres ret, men bliver taget af trolden; og nu gælder det repræsentanten for dem alle, prinsessen. Trolden er altså årsag til en udbredt dårligdom. Den hører til de figurer, der i udpræget grad virker i det indre. Det fremgår dels af dens ydre træk, der domineres af psykiske egenskaber: det skrækindjagende, det opædende. Dels fremgår det af det troldens hjemsted. Han hører til i havet, i skoven eller under jordens overflade, altså i det ubevidste sjæleliv. Det er dér han virker, skønt han også har skikkelse i omverdenen.
     Hvad han foretager sig med de unge piger, præcis hvilken erotisk ulykke han afstedkommer, skal jeg ikke fordybe mig i her; det er et fiktogram for sig! Det afgørende er, at figuren appellerer til det indre hos landets unge kvinder, og specielt hos den ene, som helten har sin historie med. Det er fra en ubevidst mandlighed, at truslen mod deres erotiske fremtid lurer. Truslens dynamik befinder sig hos trolden, der kommer brusende og krævende fra havet. Men når prinsessen er lovet bort til ham af sin far, er det udtrytk for en disposition hos hende, der binder hende til trolden. I nogle af eventyrene er dispositionen brudt igennem; disse prinsesserne er allerede afhentet og bor hos trolden i dybet - utilgængelige for ægteskab og fremtid i fællesskabet, opslugt af ubevidst seksualitet.
     Når denne lokalisering af troldens virkeområde til det psykiske er vigtig, er det fordi det er afgørende for forståelsen af heltens indsats - og af den falske brudgoms forkerthed. Helten og den falske brudgom er jo rivaler. De stræber efter det samme, men med forskellige, ja modsatte, midler. De repræsenterer hhv. forsiden og bagsiden af driften mod prinsessen.
     Helten konfronterer sig med trolden. I Ridder Rød og Askefis, Fiskersønnerne og Lillekort sker det på stranden eller i skoven, hvor prinsessen sidder og venter på, at trolden skal komme og hente hende. I denne situation, hvor pigen står på grænsen mellem normaltilstanden og opslugtheden, har helten mod og kraft til at vende sig mod ondet. Der udspiller sig en kamp mellem de to, hvor trolden uskadeliggøres: de destruktive mandlige kræfter sønderdeles for prinsessens øjne.
     Hun er nu fri. Da det er sket, et enkelt sted inden, fletter hun en ring i heltens hår, som tegn på deres følelsesmæssige samhørighed. Heltens frigørelse af prinsessens eros medfører, at den retter sig mod ham. Det svarer til arten af hans engagement. Det er ikke for sin spejderære, at han redder prinsessen. Det er et handlingsmæssigt udtryk for hans erotiske forventning, der søger opfyldelse på et højt identitetsgivende niveau. Uanset at han er af almindelig stand, søger han en prinsesse. Hans befrielse af hende er udtryk for et stærkt erotisk engagement, hvori han risikerer sig selv og kan blive sig selv.
     I udkanten af denne handling befinder den tredje person sig, Ridder Rød.
     Med dette eller lignende navne kaldes han i tre af disse norske eventyr. Navnet er altså en typebetegnelse. På hans plads i rollen som falsk brudgom, og med stort set samme handlemåde, finder vi dels en dobbeltperson, løjtnanten og kaptajnen i De tre prinsesser i det blå bjerg, dels en kulsvier, i Fiskersønnerne. Bortset fra sidstnævnte er figuren socialt fastlagt ved at være kongens betroede højre hånd. I denne egenskab ledsager han prinsessen og skal forsvare hende mod trolden; eller han er kaptajn på skibet, der eftersøger hende. Eller han har skikkelse af de to officerer, mens helten er menig. Hos Grimm er der registreret en lensmand og en marskal som eksempler på figuren.
     Det faste er så, at han ikke lever op til denne høje status og opgave; han frelser ikke prinsessen. Nogle gange glimrer han simpelthen ved sit fravær, mens kampen står. I to eksempler er han klatret højt op i et træ af skræk for trolden. Og løjtnanten og kaptajnen lader sig skyndsomt hejse op, da de på vej ned i bjerget støder på dybt mørke, koldt vand og lyse luer. Med andre ord, de er bange for de ubevidste kræfter, distancerer sig fra dem - bevægelsen opad er talende.
     Denne manglende evne til at udrette det påkrævede og denne frygt udgør naturligvis et svigt af forventningerne til kongens højtbetroede mand. Han er en stor mand i samfundet, vil gøre sig endnu større som befrier af det kvindelige. Men han er grundlæggende uengageret i prinsessen og bange for de kræfter, der beslaglægger hende.
     Det kunne nu være lige meget, hvis ikke han havde ambitioner på området: han vil have pigen. Da hun er blevet befriet og er på vej tilbage til sin far, kongen, kiler Ridder Rød sig imellem hende og helten. Under trusler om vold og død overtaler han hende til at fortælle kongen, at det er ham, Ridder Rød, der har frelst hende. Det gør han for at opnå belønningen, hvad der i første omgang lykkes; der arrangeres bryllup. Ridder Rød søger med andre ord at overtage den eros, han ikke selv har frigjort - fordi han reelt ikke er interesseret i den. Hans motiv er magt og prestige.
     Når prinsessen under de følgende bryllupsforberedelser er sørgmodig, er det fordi Ridder Røds projekt er et misbrug af det erotiske, et falskneri. Han foregiver at være dybt forbundet med hende, at have befriet hende fra uvæsnet; men reelt skal hun tjene hans ambitioner.
     Kernen i Ridder Røds væsen er magtudfoldelse, dvs. vold og manipulation. Pigen, repræsentanten for det erotiske, bringes til at makke ret ved truslen om vold. Og kongen, den rette magthaver, bringes gennem forstillelse og bedrageri til at tjene hans formål. Det forhold, at bedrageriet lykkes - selv om man kunne tro, at prinsessen skulle kunne se sit snit til at afsløre det - er udtryk for, at Ridder Røds undertrykkelse af hende virker. Det er ved disse magt-evner, at han er højtstående i samfundet.
     Også helten virker jo ved magtudfoldelse, i det afgørende forløb hvor han uskadeliggør trolden. Men det er en magt, der splitter forvendte psykiske kræfter med henblik på at frigøre den bundne kærlighedsevne. Ridder Rød når frem til sin position som falsk brudgom ved at foregive at have frigjort det erotiske, mens han reelt anbragte sig i en distanceret position over det, hvorefter han tvinger det ind under sin magtinteresse.
     Tingene afgøres ved brylluppet. Til stede er selvfølgelig det forkerte par, altså den sørgmodige prinsesse og den triumferende Ridder Rød. Desuden er der gæsterne og kongen. De udgør den reelle bryllupsinstitution. Hvad der evt. er foregået forud i en kirke, kan i eventyrene altid omgøres ved bryllupfesten. Festen repræsenterer det omverdensrum, som parret skal træde ind og virke i, og som derfor kan bekræfte eller afkræfte forbindelsens gyldighed. Og endelig er den rette brudgom til stede; eller han ankommer, når festen er i gang. Han er forklædt, uidentificeret Det er han, fordi hans indsats ikke er blevet anerkendt. Men han medbringer stærke sager, dels kærlighedstegnet, ringen i håret, dels beviser på sin indsats, troldens tunge eller dens guld.
     Dette spændte bryllupssceneri afspejler en overgangssituation, hvor en syg tilstand truer med at blive anerkendt og varig. Ridder Rød og hans forholden sig til det kvindelige har magten. Hans manøvre virker, og er ved at blive etableret tilstand. Helten er trængt bort med samt de kvalifikationer, som hans historie med bruden har udviklet. Han er kun skjult til stede, men har til gengæld virkeligheden på sin side.
     Billedet vender. Det sker gennem to handlingsled, oftest i denne rækkefølge: Først genkender prinsessen den rette brudgom ved ringen i hans hår, og bliver glad. Dernæst beviser han med troldens afskårne tunge eller guldet, at det er ham der har dræbt den. Først den følelsesmæssige forbundethed mellem helten og prinsessen. Dernæst hans kvalifikation som befrier af hende. Nu udråber kongen og forsamlingen ham til den rette brudgom.
     Der ligger en betydning i, at udviklingen vendes gennem en sådan dobbelt identifikation. Der er her ikke blot tale om en kriminalistisk afsløring af et bedrageri. Først genkendelsen og så anerkendelsen af helten er udtryk for såvel et følelses- som et bevidsthedsgennembrud. Her bryder endelig oplivende og sand kærlighed frem i den offentlige bevidsthed.
     Og forfalskeren stødes ud i mørket.

Den falske brud

Her har vi tre ekemplarer, i eventyrene Tre citroner, Træbruden (Buskebrura), Kari Træskørt og Lille Åse Gåsepige. Kari Træskørt inddrages ikke i det følgende, da den falske brud i dette eventyr er stort set magen til hende i Træbruden.
     Den rette brud er smuk, den falske er grim. I Tre citroner har helten fået til opgave at finde den smukkeste prinsesse i tolv kongeriger til kongen, og det gør han. Men mens prinsessen må vente lidt alene på kongen, kryber hun op i et træ ved en dam, og da kommer der en grim kokkepige med sin spand og ser den smukkes spejlbillede i dammen i stedet for sit eget. I et kort, men fængende øjeblik kommer den grimme til at kende glæden ved at være smuk; og da den sande skønhed kommer ned fra sit træ, smider kokkepigen hende ud i vandet og indtager hendes plads, også hos kongen. Han bliver jo ikke glad, da han ser “den grimme, sorte kokketøs”, men er nødt til at tage hende. Mange kosmetiske midler sættes ind for udbedre uheldet, men forgæves.
     Som det er antydet gennem kokkepigens handlemåde, og hendes sorte farve, er der i dette smuk-grim-tema mere på færde end i den vurdering af kvinder, der til alle tider og stærkt uretfærdigt har gjort sig gældende. I eventyrene er det tilmed sådan, at den smukke pige er god, og den grimme er ond, en fordeling der lyder som endnu en uretfærdighed overfor grimheden. Men sagen er, at eventyrene ikke tænker i retfærdighed. De går ud fra, at det ydre svarer til det indre. Den smukke er kvalificeret som kvinde, som erotisk tilbud, den grimme ukvalificeret - sådan er eventyrets tegnsprog, hvis ikke andet eksplicit siges.
     Denne sammenhæng træder meget tydeligt frem i Træbruden, hvor to stedsøstre står overfor hinanden. De bliver begge sendt til test nede ved bækken, hvor der dukker tre fæle hoveder op af vandet og beder om at blive vasket, børstet og kysset. Steddatteren indvilliger beredviligt, og stedmoderens egen forkælede datter afslår. De får så de dertil hørende belønninger. Steddatteren bliver den kønneste pige i verden; der drysser guld af hendes hår; der rinder guld i talen fra hendes mund. Og stedmoderens datter får en fire alen lang næse, en tre alen bred mund, en troldhasselbusk på hovedet; hver gang hun taler, drysser der aske ud af munden på hende.
     Hvad der her beskrives som en årsagssammenhæng: de to piger, der bliver hhv. smuk som belønning og grim som straf for deres reaktioner på de fæle hoveders behov - er eventyrets udtryk for sammenhængen mellem indre og ydre.
     Disse kvaliteter hedder ofte god og ond. Men disse ord udgør en forkortning og en skæv akcentuering. De to søstre er ikke gode og onde i al almindelighed, men specifikt som kvinder. At den “gode” er villig til at tage sig kærligt af de utiltalende væsner, og den “onde” ikke, er udtryk for hhv. det positive og det negative erotiske potentiale i deres væsen. Gavmildhed og omsorg overfor påholdenhed og uvenlighed. Det er, hvad der kommer til udtryk i eventyrets billeder af erotiske kvaliteter: den ene søsters skønhed, guld i håret, guld i talen overfor den andens lange næse, busk i panden og aske ud af munden. Man må vel tilstå eventyr-æstetikken, at det er en indlysende idé at lade kvalifikationer på det erotiske område komme til udtryk i netop tiltrækningens og frastødningens former, skønhed og grimhed. Men al den snak om skønhed foregår altså i et andet betydningsregi end nutidens.
     Disse kontrasterende erotiske kvaliteter kommer nu til udtryk i de to kvinders handlemåde i det følgende forløb, der handler om konkurrencen i partnervalget, og som ender med at de bliver hhv. den rette og den falske brud.
     Den grimme først og fremmest er forkert ved under partnervalget at tænke på sig selv, fikseret på at fremme sit jeg. Overfor den rette brud giver det sig udslag i, at hun skubber rivalinden til side i kampen om manden. Kokkepigen smider prinsessen i mølledammen, og stedmor-datteren i Træbruden ribber sin stedsøster for kræfter og livsmod, så hun på vejen til prinsen må springe i havet. Hun fortrænger rivalinden fra arenaen ved brug af magt, ligesom den falske brudgom.
     At den rette brud er ude af stand til at gøre det samme, viser sig i den måde, hvorpå hun vender tilbage og vinder fremgang. I Træbruden kommer hun tre gange til kongeslottets køkken sammen med sin hund, stilfærdigt og anonymt, spørgende og klagende omkring den erotiske tilstand på slottet - indtil kongen langt om længe vågner op og tager affære. I Tre citroner dukker hun først op af dammen som en sølvfisk, så fra asken som en sølvklump, så af møddingen som en lind med sølvblade og til sidst fra det sønderbrudte træ som sølvspåner - hele tiden trænger ædle skikkelser vegetativt frem af det affaldsliv, som rivalinden har banket hende ned i - indtil hun får menneskeskikkelse igen og kokkepigen fordrives. I begge eventyr genvinder den rette brud sin plads gennem en vækst i de lave organiske og instinktive lag. Egentlig handling, for ikke at tale om magtudfoldelse, ligger udenfor hende evner. Således ikke at aktivt at tage vare på sine egne interesser er for meget af det gode, ligesom søsterens markante talent på området er for meget af det onde.
     Men at vække mandens lyst med dette magtvæsen, lader sig jo ikke gøre. Derfor må den grimme gribe til et andet middel overfor prinsen. I Tre citroner bliver der sendt bud efter forskønnelsesbranchen, i Kari Træskørt klemmer den falske sine store fødder ned i den rettes fine guldsko; men ingen af disse falsknerier hjælper. I Træbruden nedsænker hun den unge konge i søvn og ubevidsthed i sengen, og det er selvfølgelig også en udvej. Tydeligst er det erotiske bedrageri måske i den danske variant af eventyret, Jomfru Klarøje, hvor den grimme søster møder prinsen iført maske. I alle fald går manøvren ud på at give den eftertragtede mand noget anden end den rette og rene vare, kærlighed.
     Den falske bruds aggressive og bedrageriske væsen er altså ikke noget, hun har ved siden af sin kønslighed. Dette væsen er hendes form for eros. Hun er grim under masken, fordi hendes kvindelighed ikke er erotisk.
     Almindelig ydre skønhed også fungere som en sådan falsk maske i eventyrene. Det handler Lille Åse Gåsepige om. Her er frier-prinsen så overfladisk, at han orienterer sig efter malede billeder af smukke emner. Det medfører, at han må igennem ikke mindre end tre forkerte brude, før han bøjer sig for den rette - som har stået foran hans øjne hele tiden. Hun er iøvrigt ikke omtalt som smuk, heller ikke som specielt gavmild. Den fattige gåsepiges erotiske kvalitet er, at hun er sikker i sin orientering mod prinsen: “`Åh jo, skal jeg have ham, så får jeg ham nok.” Altså den anonyme, hvis eros søger frem mod den ene identitetsgivende. De falske brude er prinsesser og smukke - men er ikke er de rene og skære jomfruer, de foregiver at være. De har haft hhv. tre, seks og ni kærester - reelt er deres seksualitet altså grådigt rettet mod hvemsomhelst. Det er deres eros, der er anonym - men det skjuler de efter bedste evne bag deres smukke prinsesseydre. En ny variant af det erotiske bedrageri.
     Den falske brud foregiver en kærligere eros end det selvoptagne begær, der reelt motiverer hende. Mange kosmetiske midler bruges i dette øjemed, fra dem man køber i butikkerne til de aktuelle former for kønslig correctness.

Den dæmoniske brud

De falske brude og brudgomme i det forudgående er erotiske bedragere. Anderledes i disse tre eventyr: Mestermø, Østen for sol og vesten for måne og Hvidbjørn Kong Valemon (de to sidstnævnte så identiske, at jeg nøjes med at inddrage Hvidbjørn). De falske brude, der optræder her, er troldkællinger, hvad der signalerer signalerer stærkere bevidsthed og en mere definitiv falskhed.
     I Hvidbjørn Kong Valemon dannes det sære par, fordi prinsessen må have bjørnen, der løber rundt i skoven med en guldkrone, hun har set i sine drømme; og fordi bjørnen kun kan blive tilfreds med denne kvinde, der glæder sig over den lange rejse på hans ryg.
     Bjørneskikkelsen er udtryk for forgjorthed. Han er kun menneske og mand i nattemørket hos hende, men bjørn om dagen. Dette foregår i tre år, hvor hun føder tre børn, der bliver fjernet. Da brydes det indesluttede forhold, og han fortæller om dets baggrund: “Hvad er det du har gjort? Nu bliver vi begge ulykkelige. Havde du bare holdt ud én måned længere, så havde jeg været frelst. Der er nemlig en troldkælling, der har forgjort mig, så jeg om dagen er en hvidbjørn. Nu er det forbi mellem os. Jeg bliver nødt til at rejse hen og gifte mig med hende i stedet for.”
     Mandens underlige opførsel og hans bjørneskikkelse kommer altså af, at han er “forgjort”. Den natlige menneskeskikkelse, hvor han er sammen med kæresten, udgør en potentielt frigørende side. Men bjørneskikkelsen fastholder hans kærlighedsevne på et instinktbundet niveau, der ikke kan integreres i det menneskelige fællesskab; bjørnen hører til i skoven. Forholdet til den rette brud modarbejder denne disposition. Men da det brydes, kommer tingene på højkant, og den syge disposition truer med at blive hans skæbne. Han skal giftes med troldkællingen, der har forgjort ham.
     Prinsessen rejser imidlertid efter ham, og når efter vidtgående forvandlinger frem til troldkællingens slot, hvor det forkerte bryllup står for døren. Nu skal slaget slås, og her viser troldkællingen sit væsen.
     Dvs. noget har hun allerede vist, gennem sin evne og vilje til at forgøre. Hvordan det er foregået, får man ikke at vide - hvad man vist aldrig gør i eventyrene. Man har kun resultatet, og så de øvrige oplysninger om troldkællingen.
     Hun bor oppe i fjeldet - kæresten må klatre op ad “et stort, stort bjerg, der var stejlt som en væg - udenfor menneskeligt fælleskab. Denne placering i højlandet er udtryk for, at hendes grundlæggende sfære er det mentale - man tænke blot på, hvor ofte fænomenet hovede er på bane i troldesammenhæng. Hendes stærke side er bevidstheden. Hun bruger den altså til at “forgøre” den unge mand til en bjørn, dvs. til at fratage ham adgangen til menneskelig bevidsthed og udvikling, og reducere ham til dyr, binde hans drift i det instinktmæssige.
     Hvorfor gør hun det; hvilken svaghed bringer hende til denne forvaltning af det erotiske? Det fremgår af, hvad hun mangler. Da vores prinsesse adkommer til de truende bryllupsforberedelser, skaffer hun sig tre gange adgang til Hvidbjørns natlige leje ved at sælge tre ting til troldebruden, som er ekstremt attraktive for hende, en saks, en flaske og en dug, alle af elstraordinær evne til at fremskaffe klæder, drikke og mad. Dette er hendes svage side, mangelen på moderlighed, der dømmer hende uegnet til intet mindre end uegnet til eventyrets normale mål for den kvindelige stræben.
     Står hun dermed udenfor muligheden for at realisere sig selv som kvinde, er hendes projekt med manden at forhindre ham i at realisere sig selv som sådan .
     I første omgang gør hun det ved at lukke ham inde i bjørneskikkelsen og elskoven i højen - hvor der dog var erotik på færde og børn blev avlet, og en lovende kvinde var til stede..
     I anden omgang, på troldeslottet hvor brylluppet med troldkvinden står for døren, er det den definitive afskårethed fra og ubevidsthed om det erotiske, der truer.
     Ubevidstheden fremgår af, at hendes våben i kampen om prinsen er søvnen. Hver gang den rette brud har købt sig adgang til ham for at vække hans bevidsthed om hende, dysser troldkællingen ham i søvn med en trylledrik. Den tredje gang er Hvidbjørn advaret og undgår drikken.
     At han således søges afskåret fra bevidsthed om den rette brud, er udtryk for intet mindre end afskæring fra bevidsthed om det erotiske som sådan. For denne ubevidsthed skal jo bruges til at fastholde Hvidbjørn i forholdet til troldkællingen, der nok vil giftes - men som reelt selv er afskåret fra dette område. Et bryllup med troldkvinden er gennemført illusion, en forførelse, udført af mental kraft og uden erotisk liv.
     I eventyret Mestermø er det den elementære seksuelle kraft, der er så vigtig omkring brylluppet, som den dæmoniske brud savner. (Eventyret er den norske udgave af Vildering Kongesøn og Miseri Mø.) Problemerne mellem det rette par kommer, da de skal hjem til hans forældre, hvor han vil gå alene i forvejen og hente heste. På trods af mange vægringer bliver han her fortryllet gennem et æble, som en påtrængende kvinde lokker ham med, og som får ham til at glemme Mestermø. Altså: symbolet på elementær frugtbarhed omdannet til bevidsthed og forførelse - med det formål at bedøve offerets bevidsthed, prinsens erindring.
     Da det nu trækker op til det forkerte bryllup, slår Mestrmø sig ned ved stranden, hvor hun overtager en troldkællings hus, og dertil svarende evner. Dem udfolder hun nu i form af nogle skrappe kunster, som får pæne embedsmænd fra slottet til sprælle i deres mindre pæne lyster. Hendes navn er velvalgt. Denne magt over det seksuelle glemmer de ikke, og den skaffer Mestermø adgang til det forkerte bryllup - som moderligheden skaffede den rette brud frem i forrige eventyr. Og også her har den rette brud netop det, den falske mangler. Da det forkerte par skal af sted til kirken, kan køretøjet ikke, hammelen knækker, bunden falder ud, og hestene vil ikke trække. Der bliver sendt brud efter Mestermø, der - som det er fremgået - ligger inde med de eftertragtede egenskaber. Hvad hendes rivalinde mangler, hvad denne dæmoniske brud mangler, er adgang til sin seksuelle drift:
     Den dæmoniske brud, troldkællingen som erotisk mulighed, er altså fastlagt af to træk.
     For det første er hun uden adgang til ligefrem erotisk kraft: i Hvidbjørn Kong Valemon er det moderligheden, i Mestermø seksualiteten. Dette udgør en slags absolutering af den mangel på gavmildhed, som de falske brude lider ad, og som giver dem den grimhed, de søger at forklæde sig bort fra. De er ikke sjove at komme i kløerne på; men visse beskedne erotiske udfoldelser kan dog opnås. Hos troldkællingerne er denne erotiske mangel skruet op til typens eksorbitant frastødende ydre (der i nogle eventyr er forklædt som fornemhed) - som svarer til fraværet af enhver reel kærlighedsevne.
     Som erstatning er den dæmoniske brud udstyret med en højt udviklet bevidsthed. Kernen i hendes projekt er at lamme mandens erindring og bevidsthed om kærlighed. At gøre hendes egen svaghed til hans.

Falskneriet

De falske brude og brudgomme er optræder som rivaler og rivalinder til den positive partner, og at de når frem til brylluppet eller dobbeltsengen, før de uskadeliggøres. Som figurer er de fastlagt som truende kontraster til den rette erotiske partner.
     Denne trussel er ikke af tilfældig og individuel. For eventyrene handler ikke om de mange bevæggrunde, der er på færde i partnervalget, og som medvireker til, at de to parter finder sammen: udseende, social baggrund, udstråling, seksuel formåen osv. Ejheller svarer eventyrets rette erotiske partner til den specielt i romantikken opdyrkede “den eneste ene”, den erotiske individualitets enestående spejlbillede. For folkeeventyrene drejer sig heller ikke i denne sag om det individuelle. De drejer sig om, hvad der er god og dårlig erotik. Fiktogrammet den falske brud og brudgom, figurparret den rette og den falske brud/brudgom giver udtryk for eventyrenes opfattelse af forskellen mellem sand og falsk eros.
     Der er altså to niveauer, de almindelige falsknere af begge køn og så troldkællingerne.
     Hos de almindelige - som nok også er udbredte typer i virkeligheden - er det erotiske begær fuldt intakt. De er i det hele taget bestemt af begær, som holder dem fast i et aggressivt og effektivt jeg, og som udelukker dem fra en større og mere gavmild eros, den som konger og dronninger står som tegn for. Konge eller dronning er netop, hvad de stræber efter at blive. De stræber ud over deres menneskelige lidenhed, samtidig med at de forbliver i den, lukkede for alt ubevidst og fremmed. Det er deres falskneri, som måske også bedrager dem selv. Det større format er udvendigt, det lille er intakt. - For deres ægtefælle, hvis det var kommet så langt, ville en binding til dem betyde et liv som erotisk lukket jeg.
     Hos de dæmoniske brude, troldkællingerne, er elementær erotisk drift blokeret. Til gengæld er de i besiddelse af en stærk forførende bevidsthed, hvormed de holder elskeren fanget i et kærlighedsløst forhold. For ham er en binding til denne figur ensbetydende med varig ubevidsthed om det erotiske overhovedet.
     Skal man udpege det fælles for de to niveauer af falske brude og brudgomme er det blokeringen af den trang til selvrealisering, der søger identitet og mening gennem det erotiske.
     Inden man svulmer for meget op i sin sympati for den rette og sin foragt for den falske brud eller brudgom, er der noget man med fordel kan gøre sig klart. Denne rivalisering mellem de to figurer, og dette gennemførte kontrastforhold, er eventyrenes udtryk for, at de udgør hhv. forsiden og bagsiden af den samme drift. Og det vil sige forsiden og bagsiden hos alle, der søger identitet og mening gennem det erotiske.
Det gælder specielt de såkaldt almindelige falsknere. De dæmoniske brude er sjældnere, og bærer på en sjældnere ulykke.

* Der citeres fra
     Asbjørnsen og Moe: Eventyr. På dansk ved Lisbeth Jensen. Nyt Nordisk Forlag. Arnold Busck, 1987. For Fugl Dam´s og Tre citroner´s vedkommende henvises der til Samlede eventyr 1-2, Den norske bokklubben, 1983/1992.
Grimms Eventyr 1-2, på dansk ved Villy Sørensen, Gyldendal, 1995.

Kvindelighed - [Til indholdsfortegnelse]
Udfordring fra en subkultur

1.
Man kan sige to ting om kvindebevægelsen. Det ene er, at den er død. Det andet, at den er blevet optaget i den anerkendte kultur. De to ting modsiger ikke hinanden; de er to sider af det samme triste faktum.
     Da kvindebevægelsen sidst var rigtig dynamisk, i 1970erne, havde den forestillinger om, at kvinderne repræsenterer et potentiale af en anden art og andre værdier end de anerkendte og herskende. Den slags hører man ikke et ord om mere.
     Kvindebevægelsens projekt er blevet at erobre verden og ikke sig selv.
     At arbejde for at identificere kvindelige værdier og give dem plads i verden er en uddød sportsgren. Et godt bud på årsagen er kvindebevægelsens udbredte tabuisering af ethvert begreb om noget specifikt kvindeligt. Vil man ikke vide af noget i den retning, bliver der heller ikke noget specifikt at kæmpe for. Ikke andet end princippet om kvinders ligeret med mændene - der er så anerkendt, at folk højt på strå tager sig af det.
     Det er en temmelig trist situation - hvis der faktisk kunne komme mere ud af, at menneskeheden består af to køn.

2.
Måske kan en hilsen fra en subkultur bringe lidt bevægelse i tingene. I hvert fald er den følgende fremstilling af folkeeventyrenes kvindebillede tænkt som en sådan udfordring. Folkeeventyrene er noget andet og mere end et litterært forfatterskab, en periode eller en genre. De udgør en litterær subkultur, der forholdsvis uforanderlig har flydt verden rundt, nedenunder den anerkendte og historisk foranderlige finkultur.
     Det bør aftvinge en vis respekt, at der i denne århundredgamle litterære branche - eksplicit - er talt lige så meget om det kvindelige som om det. mandlige. Folkeeventyrene er righoldigt befolket med tilbagevendende kvindefigurer, pigen, kæresten, moderen, dronningen, bedstemoderen - udtryk for hvert sit aspekt af det kvindelige.
     Når eventyret sætter en af sine skabelon-kvinder på banen og giver hende en historie, er det ikke en konkret kvinde, vi ser. Det konkrete og individuelle niveau er elimineret. Det er kvindelighed, der er på banen, eller mere præcist, et aspekt af det kvindelige: søster, datter, kone, kæreste, mor. Ligesom det er kongelighed, når vi ser en konge, stedmoderlighed ved en stedmor, skrædderlighed ved en skrædder. Eventyrene bruger de stereotype figurer til at udtrykke hver sit typiske fænomen i tilværelsen. Her ligger deres emne. Derfor er der mening i at tale om noget så ambitiøst som kvindelighed på grundlag af eventyrene.
     Men en ting er, at de i al enkelhed bruger kvindefiguren til at udtrykke kvindelighed. Noget andet er, at kvindelighed både er for mænd og kvinder, når vi bevæger os fra eventyrenes type-virkelighed til os som konkrete kønsvæsner.

3.
Når der ved et eventyrs begyndelse bliver præsenteret et pigebarn, er den mest udbredte karakteristik, at hun er smuk, eller det modsatte. Det kan lyde, som om eventyrene er nedsunket i forfængelighed. Men eventyrene distancerer sig gang på gang fra rent ydre skønhed (hvad man kan forvisse sig om gennem fiktogrammet "den falske brud).
     Det normale for eventyrene er, at ydre svarer til indre. Og budsskabet på skønhedsområdet er: kvindeskønhed er det ydre udtryk for evnen til at elske. For eventyrene en ligeså fundamental og skelsættende evne som betegnelserne smuk og grim er udbredt.
     Hvad denne floskelbelagte evne nøjere betragtet går ud på, bliver i første omgang tydeliggjort, når handlingen bringer den smukke pige i kontrast til en grim, f.eks. en stedsøster. Den smukke jomfru Klarøje giver sin småt tilmålte mad bort til en bjergmand på marken, mens den grimme søster afviser ham. Denne kontrast fra eventyrets side tydeliggør de indre egenskaber bag det ydre. Skønhed er udtryk for åbenhed overfor det udstødte, gavmildhed uden skelen til egen fordel. Den grimme pige er lukket og nærig. Og resultatet taler sit tydelige sprog om, at skønhed og grimhed rækker ud over sig selv: "Køn er du, men kønnere skal du blive. Hver gang du spytter skal der springe en gulddukat ud af munden på dig. Og hver gang du siger noget, skal det lyde som det skønneste orgelspil, man kan høre." - "Grim er du, men grimmere skal du blive. Der skal komme en stor skrubtudse ud af din mund, hver gang du spytter. Og hver gang du ellers oplader din mund, hvadenten du snakker eller synger, skal det lyde, som når en tyr brøler."
     Også drenge og unge mænd i eventyrene bliver ofte udsat for en sortering af denne type. Men de møder væsner af alle slags, ræve, gamle koner og mænd, gispende fisk og sultne fugle. For pigernes vedkommende er der en regel: de testes af mandsvæsner. Pigens åbenhed og gavmildhed peger frem mod forholdet til det modsatte køn.
     Det er helt utvetydigt. I folkeeventyrene er det kvindelige en erotisk evne. Som vi ser det allerede her hos pigebørnene, er det også tydeligt, at det erotiske har en videre betydning end for de fleste nutidige mennesker. Denne betydning uddybes op gennem udviklingen. Når det gælder en nyfødt pige eller et barn, har evnen karakter af et løfte.
     Nu skal man ikke glemme, at skønhed faktisk er noget, der kan ses, høres, føles. Når eventyrene i så stor udstrækning lader kvindelig kvalitet komme til udtryk gennem dette kropslige, så er årsagen en anden fast sammenhæng: Det kvindeliges sted er kroppen - som i eventyrene er et righoldigt og sjælfuldt område.

4.
Gavmildhed, åbenhed - det lyder jo kønt, lovlig kønt og fromt. Men sådan ser eventyrene også selv på det. Det fremgår, når disse piger bliver kærester.
     Selv om de er gode og dejlige, går det dem længe dårligt. Jomfru Klarøje bliver forlovet med en ung konge, men på vejen derhen bliver hun skubbet til side af sin grimme stedsøster, der tager kongen, mens Klarøje bliver reduceret til en anonym and. Alle kender Askepot, der må hjælpe søstrene med at pynte sig til ballet, men som ikke selv må komme afsted. Da hun endelig kommer og betager prinsen, må hun hele tiden flygte tilbage til køkkenet og asken.
     De to er faktisk for kønne og fromme. De er kun denne gavmildhed og åbenhed. Det gør dem udynamiske i konkurrencen, forsvarsløse overfor angreb. De mangler, hvad deres begærlige og pågående søstre har rigeligt af. Jomfru Klarøje bliver presset ud i periferien og reduceret til et selvudslettende væsen, Askepot bliver splittet og flakker frem og tilbage mellem pragtfuld forelskelse og ydmygende anonymitet. Det er risikoen for denne kvindelighed: den noksom bekendte offerrolle.
     For eventyrene er den en krisetilstand, som det gælder om at komme ud af. Det sker ved, at de fromme og gode piger endelig tilegner sig de grimmes evner, og erobrer det, som de har sat sig på. Det bliver de ikke ligeså grimme af, men de bliver noget mere jeg. Det er ikke ensbetydende med at blive fra stødende, men betyder: i tilstrækkeligt omfang at ville sit eget.
     For både Klarøje og Askepot sker det ved en frigørelse af et bekendt kropsligt lagt, den seksuelle drift. Men hos dem begge må den udløses gennem en markant påtrængenhed fra mandlig side. Jomfru Klarøjes stillestående tilstand kommer til udtryk i ande-skikkelsen; og den gør hendes bror noget ved på kongens vegne: "Dermed skar han et stykke af næbbet, og da er der en røst, der siger: "Av, av, du skar min lille finger!" Men så stod Jomfru Klarøje der så dejlig og skøn." Askepots flakken frem og tilbage mellem kongeslottet og køkkenet bliver stoppet, da hun må og kan vedkende sig sin balsko. Den har den forelskede prins fået til at hænge fast på sin trappe efter dansen, og nu eftersøger han resten af denne kvinde. Da Askepot skifter sin grimme træsko ud med det fornemmere fodtøj, er det hendes måde at forbinde sit åbne og gavmilde væsen med begæret.
     Eksemplerne viser, at pubertetens kvindelige jegvilje er funderet i det seksuelle, ifølge folkeeventyrene. Og at denne jegvilje har særlig svært ved at bryde igennem hos de åbne og gavmilde piger. Uden den kan det imidlertid ikke blive til noget med det andet køn.
     Men denne kropslighed danner også basis for en anden og mindre kendt vej til det mandlige - en sammenhæng, der er udfoldet i slutningen af eventyret om Vildering Kongesøn og Miseri Mø. Vildering har midlertidigt forladt sin kæreste, har så glemt hende for en anden, hvis fornemhed og seksuelle uformåen har skikkelse af en hvid myndehund. Det bliver manifest på bryllupsdagen, hvor understellet på kareten bryder sammen de uomtvistelige tre gange. Miseri Mø, som kan få mændene på gled, træder til og retter op på skaden. Som belønning for denne evne når hun, den rette brud, frem til bryllupsmiddagen. Men Vildering har stadigvæk glemt hende; den kropsløse fornemme rivalinde besætter stadigvæk hans bevidsthed. Da spiller Miseri Mø sin definitive evne ud. Hun provokerer hans erindring. Derved kommer hun til at repræsentere den identitet, der ligger gemt i hans indre, i hans kærligheds og lysts historie; han genkender hende og forskyder den ligegyldige.
     Her optræder det kvindelige altså som en vej til identitet for manden, kroppens, lystens, erindringens vej. Hvis nogen skulle påstå, at historien er et særtilfælde, kan jeg også henvise til eventyret Jernhans. Her har den mandlige hovedperson gennemgået en lang og ambitiøs udviklingsvej under en åndelig mesters, Jernhans', opsyn. Da prinsen bliver ved med at vige tilbage for at træde frem i verden og identificere sig med sin udvikling og sine evner, bliver det en prinsesse, der bringer skred i tingene. Hun har hele tiden været på sporet af hans lovende udstråling, på færde med gode tilbud - har tilbudt ham gulddukater for at bringe hende vilde blomster i soveværelset. Nu til sidst hiver hun huen af ham, og han frier til hende - fordi hun repræsenterer den kvindelige lyst og erindring overfor de kræfter, Jernhans har frigjort i ham. Her bliver det højalvorlige eventyr pludselig lystigt, af en kraft nedefra.
     Ikke blot seksualiteten, men også erindringen vil tjene sig selv. De glemte kvinder, hvis mål er at åbne mandens erindring, lægger en utrolig stædighedhed og udholdenhed for dagen. De er på et erobringstogt, hvor de søger frelse for sig selv. Partnervalgets periode er også tiden for lukningen om sit eget, for selvoptagetheden, som nødvendigvis fremkalder konflikter med den kvindelige åbenhed og gavmildhed.

5.
De fleste eventyrs mål er jo brylluppet, der fejrer, at de to køn får adgang til hinanden, i det ydre og i det indre. Når vi så lukker det næste eventyr op, opdager vi, at brylluppet ikke var det egentlige mål - det var kun en port. Det egentlige mål er barnet, bogstaveligt og som symbol på frugtbarhed og fremtid.
     Og nu viser det sig først for alvor, hvorfor gavmildhed og åbenhed er så afgørende kvindelige evner og afsætter den skønhed, der tiltrækker mændene. De er bærende for moderligheden. Den er det, skønheden var løfte om.
     Hvad den går ud på, træder tydeligst frem i de eventyr, hvor der er en stedmor på færde. Eventyrets mest udbredte negative modertype er stedmoderen, og det skyldes, at hun udfolder den mest nærliggende afvej for moderligheden.
     De fleste af eventyrets stedmødre medbringer selv en datter, og i Askepot er der to. Askepot bliver forsømt og undertrykt, mens stedmoderens egne døtre bliver favoriseret på alle måder. I det skjulte udvikler hun stærke kvindepotentialer, hvad der skyldes, at hun bevarer et aktivt psykisk forhold til sin døde rigtige mor. Men i sit ydre barneliv bliver hun en eksistens i periferien med nedbrudt jegfølelse - det er det nådesløse resultat af undertrykkelsen. Når stedmoderen opfører sig sådan over for hende og omvendt favoriserer sine egne døtre, er det eventyrets udtryk for, at hun kun kan elske sine egne.
     Dette er kernen i stedmoderligheden. Den rammer jo ikke alene stedbarnet, men også - og mest uigenkaldeligt - denne mors egne døtre. De bliver grimme og umulige, og det går dem dårligt, fordi de har været genstand for denne forkerte moderlighed. Dens indre skavank fremgår af selve moderens forskelsbehandling mellem stedbarnet og det egne barn. Den vil sit eget, og kun det. Stedmoderen er nidkær i rollen, og det kan godt tænkes, at hun svulmer af moderfølelse. Men i og med, at den kun omfatter hendes egne børn, er den forvrænget. Denne moderlighed er ikke, hvad den giver sig ud for at være.
     Forkert eller rigtig - det er ikke til at tage fejl af, at moderlighedens område hos børnene er kroppen. Stedmødrene giver steddøtrene dårlig mad og grimt tøj, og forsyner sine egne rigeligt på disse felter. Det skrækkelige eksemplar i eventyret Enebærtræet har en stedsøn, som hun støder og knubser omkring i huset for til sidst at skære hans krop i småstykker.
     En god uskrømtet moderlighed kan man finde i det danske eventyr Ladkællingsøn. Denne mor fodrer sin dreng med pandekager med stikkelsbærsyltetøj og lader ham sidde dagen lang i køkkenet ved siden af hendes eget udtrykte billede, den varme kakkelovn. Der er klart for meget af hende, og der mangler et faderligt modspil. Men ellers er hun god nok - hun er krop og varme og retter sig mod barnets kropslighed. Sønnen bliver god til det med kvinder, at sige på den meget umiddelbare lysts område.
     En tankevækkende kontrast til hende har vi i det norske eventyr Gale-Mattis. Denne mors energi udgår alene fra bevidstheden og retter sig tilsvarende mod sønnens bevidsthed. Hun er en strøm af vejledninger og instrukser. Da Mattis skal ud i verden, orienterer han sig efter det, moderen har fyldt i hans hovede - og han er ude af stand til at bruge sine sanser og fornemmelser. Det betyder, at han ikke opfatter, hvad der rører sig i andre mennesker, hvad de bliver krænkede over. Helt galt går det, da han skal finde en kæreste og giftes. Det går så vidt, at han på bryllupsnatten ikke kan mærke forskel på bruden og en ged. Meningen i galskaben er, at han gennem sin bevidsthedsfikserede mor har udviklet en blind krop. Dette er et af eventyrenes eksempler på, hvordan de opfatter kroppen som et uundværligt sjæleligt instrument.
     Stedmor-figuren synliggør den indre vanskelighed ved at give. Egentlig giver man kun, når man giver væk, dvs. til det der ikke er mig selv eller mit, til det reelt fremmede. Problemet er meget anskueligt, når der er tale om stedbørn, som ikke er denne mors egne. Men stedmoderen aktualiserer et problem for alle med børn. Er man i stand til at udstrække moderligheden til det fremmede hos ens egne børn, det anderledes, det ukendte, måske det truende og frastødende?
     Men længere væk end familiesfæren er vi endnu ikke, større er udfordringen ikke. Folkeeventyrets forestilling om det kvindelige - og udfordring til det kvindelige - er imidlertid større. Jeg bevæger mig nu i to retninger, opad og nedad.

6.
Først opad, for at give et rids af eventyrenes højeste forestilling om kvindelig identitet. Jeg kan her ikke mere benytte en rollebetegnelse fra hverdagens virkelighed som kendetegn: pigen, kæresten, moderen. Jeg må bruge et billede, som til gengæld ligger lige for: dronningen.
     Eventyret Snehvide skildrer en kamp mellem to måder at være dronning på, den rigtige og den forkerte.
     Udgangspunktet er igen konkurrencen om at være smukkest; og her er det berømte spejl på væggen dommer. Men der er ikke tale om en skønhedskonkurrence, og ikke om en værdiskala. Vi står overfor to forskellige former for skønhed, to former for kvindelighed. Som dronninger er kontrasten mellem dem klarest i den situation, hvor Snehvide opholder sig hos de syv dværge i skoven, mens den i samfundet regerende kvinde kredser nervøst rundt om spejlet.
     Snehvide virker som en slags mor for dværgene. Men de er jo ikke hendes, er helt fremmede for hende. De er ikke børn, og heller ikke interessante som kønsvæsner. De er anonyme arbejdsfolk, og udgør et lille samfund udenfor samfundet. Så det er dronning, hun er - idet hun udfolder omsorgen i dens mest radikale udgave: blottet for enhver form for selvoptagethed, udstrakt til de mange og anonyme. At også hun i denne tilstand er for from og god, . er et problem, som eventyret bringer en løsning på - men tilstanden gør dronningebilledet tydeligt som et nyt og højere stadium.
     Billedet har en side mere, men den står i negativ i dette eventyr, i den onde dronnings skikkelse. Hendes skønhed er udtryk for den kvindelighed, der søger selvbekræftelse gennem beundringen udefra - i de spejlende blikke. For hende er der tale om konkurrence; det er høg over høg: magtbegær. Ikke det som vil flytte rundt på tingene i samfundet, men det kvindelige magtbegær, som bruger erotisk udstråling til at opbygge identitet i form af kønslig overlegenhed. Denne dronning vil bygge sig selv op som et enestående stort jeg: hvem er smukkest i landet her? Det er jo også for meget. Da Snehvide til sidst i eventyret finder opfyldelse for denne side, sker det gennem hendes prins' valg af hende som enestående.
     Disse to sider af dronninge-identiteten overskrider altså den familiære moderlighed ved at have landet, samfundet, kongeligheden som deres rum. Her er billedet af den moderlighed, der ikke sætter grænser. Men altså også af den kvindelighed, der søger selvbekræftelse i grænseløs anerkendelse udefra.
     I sin krig mod Snehvide hos dværgene bliver den ældre dronning til en heks og bruger gift. Giften retter hun først mod Snehvides skønhed, så den ligesom hendes egen kommer til at tjene forfængelighed. Til sidst forgifter hun det uimodståeligt smukke æble. Hvad hun udfolder, er en pervertering af naturen, både i skikkelse af Snehvides skønhed og i det saftige og søde symbol på frugtbarhed. Når denne raffinerede heks er dødbringende giftig og anti-dronning, er det fordi hendes magtudfoldelse udgør en forvandling af netop det erotiske, det erotiske i den udgave, der retter sig mod de mange.

7.
Og nu til sidst et blik nedad, fra slottet til skoven, fra dronningen til bedstemoderen, dvs. fra kvindelighedens definitive form til dens oprindelige.
     Da heksen forvandlede det erotiske til magtudfoldelse, blev det kropslige lagt ind under bevidsthedens herredømme og hensigt. Hun betjente sig af skønheden og frodigheden, herunder den sidste rest af hendes egen, til sit selvoptagne formål. Dette skal opfattes som en forvrængning af den kvindelige eros, hvad eventyret viser gennem det overmåde skønne og saftige æble, der bliver manipuleret og giftigt. Hvad der blev forvrænget, havde karakter af natur.
     Den kvindelighed, Snehvide udfoldede hos dværgene i skoven, var dronningevæsen, frigjort fra selvoptagetheden. Men den lå under for en begrænsning, som samtidig var dens forudsætning: den var ubevidst, skovidyllen. Rigtig dronning blev hun, da hun fik kontakt med sit begær og sin selvoptagethed (og udrydder det i den onde dronnings udgave). Da var hun også flyttet fra skoven til slottet. Det kvindelige blev her forvandlet fra natur til bevidsthed.
     Rødhættes bedstemor bor ude i skoven, og her hører hun til - hun er så at sige det kvindelige aspekt af skoven og dens ubevidsthed. Som bedstemor er hun moderen bag moderen; jungianere kalder hende den store mor. Det betyder kvindelighedens oprindelse, eller kvindeligheden i dens oprindelige form. Rødhætte har også en nærværende mor, der med mange beskyttende instrukser beskærer virkeligheden for sin datter. Hun repræsenterer orden og bevidsthed. Men Rødhætte har sin spirende identitet, den røde hætte, fra den større mor i skoven, så hun kan ikke nøjes med den afstukne vej. Hun må hengive sig til kræfternes selvberoende former, de vilde blomster i skoven, som hun plukker til bedstemoderen. Det med naturen ikke er luftig skov- og blomsterlyrik, hvad der bliver klart, da fokus flyttes fra planteriget til menneskeskikkelsen. Bedstemoderen skal kendes på sine ører, øjne, hænder, mund - altså på sanserne.
     Med andre ord, den nære tilknytning til krop, som kendetegner det kvindelige på alle stadier, den udvides og bliver en tilknytning til natur, når det kommer til de store moderskikkelser, hvadenten det er heksen, der forvrænger natur, den foreløbige dronning, der er forskudt til natur, eller altså bedstemoderen, hvor naturen optræder som hjemstedet for dette ophav til det kvindelige. Overfor Rødhættes aktuelle mor, der kun er mor indenfor sin bevidstheds grænser, der repræsenterer bedstemoderen den store omsorg, og skoven dens frihed for bevidsthed.
     Den eros, der på andre stadier udgår fra kroppen som' forskellige kvindelige kræfter, den beskrives her i sin oprindelige og almene form som en egenskab ved naturen. Distanceret fra bevidsthed og orden: den ubegrænsede drift mod at føde og beskytte liv, hvis psykiske miljø er ubevidstheden.
     Som bekendt rummer den skov, hvori bedstemoderen residerer, også en ulv. Den udrydder hende som omsorgsfuld, forklæder sit glubske væsen i hendes fremtoning - og sluger Rødhætte. Det er risikoen ved al ubevidst moderlighed, som her træder frem i sin definitive form. I Hans og Grete tror man, at den rare kones hus er lutter pandekager; men hendes varme ovn bliver også brugt til at stege børn i. Moderligheden har en bagside, hvis indbyggede vilje er at tage det tilbage, som den giver.

8.
Når man ser ud over folkeeventyrenes billeder af det kvindelige, bliver en ting påfaldende. Det er det tilbagevendende mønster af dualitet. Hvor der er en smuk og elskværdig datter, er der også en grim og hoven. Hvor der er en lovende og elskelig ung brud, er der også en falsk og begærlig. En god mor afløses af en stedmor. En god dronning må kæmpe med en heks. Og den store mor bliver en opslugende ulv. Der er hele tiden to, og forholdet er kontrast. Sådan er det ikke på mandlighedens område, ikke nær så udbredt, og ikke nær så bestemmende for de enkelte eventyrs opbygning.
     Jeg tror, dette mønster udspringer af kvindelighedens grundtræk, sådan som eventyrene ser det.
     Hvadenten det er pigebarnet, der giver sin sparsomme mad væk, den unge brud, der står med sin seksuelle drift og sin kærlighedshistorie til den glemsomme kæreste, moderen med sit barn, dronningen med sine anonyme undersåtter eller den store mor, som repræsenterer lysten i dens grundlæggende form, så er dens iboende drivkraft lysten til at give og beskytte liv.
     Det ligger i den, at den tilfredsstilles ved at give væk. Det betyder, at den let forveksles med dyd og offervilje. Og i den skikkelse bliver den genstand for mange uberettigede følelser og synspunkter. For sentimental sympati, for kritisk aggressivitet.
     Eventyrene opfatter den så decideret som en lyst. Den er af erotisk karakter, men med et mål udover parforholdet. Dens udspring er det kropslige, og den har kroppens psykiske potentialer som sit interesseområde. Den er ligeså langt fra dyd og moral som et æble er det.
     Men den er radikal i forhold til enhver jeg-vilje, og særlig i forhold til moderne vestlig mistillid til alt andet end grådighed, magtbegær, selvoptagethed. Eventyrene selv ved god besked om, at denne gavmilde lyst har en indbygget konflikt med det menneskelige behov for at tjene sig selv og sit eget. Den udbredte dualitet i eventyrenes kvindelige persongalleri udspringer af denne konflikt. Men at den er radikal, at den er udsat for indre konflikter, at den udsættes for aggressive og sentimentale fejltolkninger - er jo ikke ensbetydende med, at man er galt afmarcheret, når man orienterer sig efter den. Det betyder, at den kræver særlig opmærksomhed.
     Det er let at blive enige om, at det kvindelige i princippet er halvdelen af virkeligheden. Det er også let at blive enige om, at det er mandligheden, der bestemmer i den moderne virkelighed. Spørgsmålet kunne være, om det mest virkelige er at bestemme.

[Artiklen har i derangeret skikkelse været trykt i Information, d. 13.-14. dec. 1997. Foredrag i Kvindeligt Selskab, okt. 1997.]


Tilbage

RUNDT OM ANNAPURNA. Dagbog fra Himalaya

RUNDT OM REJSEN. Et essay