Indholdsfortegnelse

Jane Austen Stolthed og fordom, 1813
Mary Shelley Frankenstein, 1818
Emily Brontë Stormfulde højder, 1847
George Eliot Middlemarch, 1871-72
Selma Lagerlöf Jerusalem 1-2, 1901-02
Sigrid Undset Kristin Lavransdatter 1-2, 1920-22
Sidonie Gabrielle Colette Chéri, 1920
Virginia Woolf Til fyret, 1927
Vicki Baum Grand Hotel, 1929
Karen Blixen Den afrikanske Farm, 1937
Anne Frank Anne Franks dagbog, 1947
Simone de Beauvoir Det andet køn, 1949
Iris Murdoch Et afhugget hoved, 1962
Doris Lessing Den gyldne bog, 1962
Elsa Morante Historien, 1974
Marie Cardinale Ord som forløser, 1979

 

FORORD

I vinterhalvåret havde min mor koner; sådan hed det, når degnens kone samlede til oplæsning. Omkring tyve bonde- og husmandskoner fra sognet fyldte de to stuer; de kom cyklende med hver sin kop og lidt hvidt brød, så lavede mor kaffen. Nogle af titlerne sidder stadigvæk i min erindring: Clara Pontoppidans Eet liv – mange liv, Sally Salminens Katrine, Sigrid Undsets: Jenny, biografien om Madame Curie. Det var ikke alene folkelig oplysning her i nogle årtier efter 1945; tendensen var mere specifik: Litteratur om bemærkelsesværdige kvinder. Konerne deltog i en bevægelse, hundrede og halvtreds år før.
    Samtidig med kvindebevægelsernes fremkomst i 1800-tallet, begyndte kvinder at skrive litterære værker, der er blevet stående. I begyndelsen var der ikke nogen udtalt forbindelse mellem de to historiske nydannelser. Man kan diskutere, hvor tidligt og hvordan man kan spore den gryende kvindefrigørelse i rækken af de markante værker af kvindelige forfattere. Men den foreliggende kanon skylder i hvert fald denne sammenhæng sin eksistens.
    De forskellige grene af Europas histories kulturliv har som bekendt været domineret af mænd. Derfor er kanons oftest et mandsdomineret fænomen. Men når alt kommer til alt, afhænger det af, hvilke grænser man sætter. Her sættes grænsen altså omkring kvinderne.
    En anden sættes omkring Europa, for overskuelighedens skyld. Endnu en omkring årstallene 1800-2000. og den må have et par ord med på vejen.
    Hvorfor først begynde ved år 1800? Fordi det først var omkring dette tidspunkt, at udviklingen frisatte nogle kvindelige forfattere, hvis værker har holdt sig levende til vore dage. Nok havde det antikke Grækenland en stor kvindelig lyriker, det baskiske kongerige Navarre en enestående kvindelig novelleudgiver og 16-1700-tallenes Frankrig fremragende kvindelige brevskribenter. Men de fleste af os må til leksikonet for at kalde Sapfos lyrik, Margerites Heptameron og Madame de Sevignés breve frem for hukommelsen. Det er noget andet med Jane Austens Stolthed og fordom fra 1813.
    De følgende kriterier er i almindelighed gældende for et kanonisk litterært værk, 1) det har haft holdbarhed i den litterære overlevering, 2) det har kulturhistorisk betydning, 3) det har nydt udbredt berømmelse og 4) det har et originalt æstetetisk og eksistentielt niveau. Enkelte kriterier kan være fraværende, andre kan lappe over hinanden.
    For et par år siden udgav jeg Min europæiske kanon. 26 litterære fyrtårne. Den begynder med den græske oldtid og dækker mere end to tusind år. Da denne her kun dækker ca. to hundrede år, har jeg fundet det passende at begrænse antallet til seksten. Det har sat andre betingelser for at blive optaget i selskabet. Og det gør åndedrættet i værkforløbet kortere.