Den kongelige familie

Børn og forældre i folkeeventyret

Indholdsfortegnelse til den trykte bog
Positioner 7
Forskrevet.................................................................... 26
    Far eller forsørger. De tre prinsesser i Hvideland 26
    Den kvindesvage far. Vildering Kongesøn og Miseri Mø 39
    Den forskrevne datter. Hundens kæreste 47
    Dæmonerne og djævelen 52
Fædre og sønner .......................................................... 59
    Røverhøvdingen. Den stærke Hans 59
    Guruen. Jernhans 67
    Faderen i sønnen 78
Fædre og døtre ............................................................ 89
    Den komfortable. Hakon Borkenskæg 89
    Den ærgerrige. Rumleskaft 96
    Den incestuøse. Alskensskind 102
    Faderen i datteren 111
Autoritet ......................................................................119
Stedmoderen ..................................... ........................ 135
    Den onde mor. Jomfru Klarøje 135
    Den gode mor. Askepot 148
    Den onde dronning. Snehvide 161
    Heksen 172
Mødre og døtre ........................................................... 180
    Den gamle dronning. Gåsepigen 180
    Den store og den lille mor. Rødhætte 189
    Moderen i datteren 197
Mødre og sønner ......................................................... 203
    Den varme. Ladkællingsøn 203
    Den beslaglæggende. Gale-Mattis 211
    Den grådige. Kong Lindorm 221
    Moderen i sønnen 229
Kropsbevidsthed. Fru Hulda ......................................... 235
Den kongelige familie................................................. 249
Noter.............................................................................. 253
Litteraturliste .................................................................. 262

 

Positioner

"Kvinde tabte sag om sin afdøde mands sæd". "Over halvdelen af den voksne danske befolkning bor alene". "Babyboom blandt lesbiske".
    Når nyheder som disse, der angår vore basale livsforhold, går ud gennem medierne, afsætter de hos de fleste af os to reaktioner. Først bliver vi provokerede: Det er for galt! Verden er af lave! Hvad ender det med? Dernæst begynder vi at diskutere sagen, med os selv eller med andre:
    Den første reaktion, krænkelsen, er følelsesbetonet og arkaisk. Den udspringer af dybtliggende, uformulerede værdier. Men at den er der, fremgår, om ikke af andet, af mediernes måde at formulere disse oplysninger på, sensationen bygger på provokationen - som forudsætter, at der er noget i os, der kan provokeres.
    Den næste reaktion, diskussionen, er mere reflekteret og kultiveret. Den udfolder sig som argumentation, mere eller mindre intellektuel, med henvisninger til tidens gangbare værdier. Her karakteriseres sagen nærmere, den placeres i en større sammenhæng, hensyn afvejes mod hinanden osv.
    Der er to reaktionsmåder, og de udgår fra hvert sit lag i os, et arkaisk og et kultiveret. Men de har ikke samme status. Det er normalt det sidste, der vinder. Når vi vil gælde for ordentlige mennesker i andres øjne, og i vore egne, så forholder vi os til tingene med formulerede synspunkter og argumenter, baseret på de mere og mindre vedtagne værdier i vores samtid og i vores miljø.
    Det betyder, at den første impulsive reaktion, krænkelsen - og den holdning, der gemte sig i den - undertrykkes. Måske lykkes det den at forlænge sig ind i den kultiverede argumentation, måske forvirres den og giver op. Det er egentlig ligegyldigt, for i begge tilfælde er den blevet skilt ud af de sammenhænge, hvori den levede i det indre, den har mistet sit rodnet - den stærke fornemmelse af, at en død mands sæd ikke bør være genstand for ejendomsstridigheder, at voksne mænd og kvinder er beregnet til at leve sammen, at det ikke lige er blandt lesbiske, man venter babyboom. Selv om sådanne fornemmelser og reaktioner er impulsive og følelsesbetonede, så kommer de ikke af ingenting eller af uberørt og ubearbejdet natur. De kommer af en anden kultur end nutidens, af en opfattelse af tingenes rette sammenhæng, der - gennem århundreders vaner og vurderinger - har lejret sig i vores tanker, følelser, indre billeder, ja i vores psykes mønstre for udvikling og samliv. Denne anden kultur har sikkert altid været under pres. Den historiske udviklings vekslende opfattelser og livsformer har vendt op og ned på meget gennem århundrederne. Men i det moderne samfund, hvis eneste mønster synes at være det stadige fyrværkeri af nye teknisk tilgængelige valgmuligheder, er presset blevet et bombardement. Provokationerne regner ned over os, og vi kender næsten ikke mere den sammenhæng, der provokeres. Vi kender kun denne kultur i så uklare og atomiserede former, at vi ikke kan bruge den til noget. Den affærdiges som sentimentalitet eller fundamentalisme.
    Et af de steder, hvor den findes tilgængelig og rigt udfoldet, er folkeeventyret.
    Formålet med denne bog er at fremstille eventyrene som udtryk for et sådant skjult mønster eller paradigme. At vise, at de handler om de centrale livsforhold, der er udsat for så overvældende omtolkninger i det moderne samfund. At lade eventyrene fremtræde som en tydeliggørelse af vores arkaiske og uklare viden om disse forhold, en viden som er på retræte i den hurtige og flimrende moderne kultur.
    Hvad er en far, hvad er en mor? Hvordan er forældre forkerte over for deres børn - hvad alle er? Hvad koster det?
    Modsat den moderne digtning nøjes folkeeventyrene ikke med at spørge. De giver også svar.

Folkeeventyrets sted og styrke

Et folkeeventyr har ingen forfatter, men tusindvis af fortællere. Hvad vi sidder med som moderne læsere, er en i skrift fastholdt version af noget, der tidligere har levet i en lang kæde og i et stort netværk af mundtlige fortællere. Fortællerne har hver især haft eventyret oplagret i deres bevidsthed og givet det videre. Hvordan det er foregået gennem århundrederne, kan man gisne om - og det er svært at lade være, skønt det meste fortaber sig i mørket. Summen af eventyr, der nu foreligger optegnet og udgivet, er monumental og ret beset ubegribelig. Det norske eventyr Østenfor sol og vestenfor måne kan genfindes i en højlitterær antik romersk udgave af myten om Amor og Psyke og desuden langt ned i Afrika. Eventyret Kong Lindorm er nord for alperne kun kendt i Danmark og Skåne, men er også blevet fundet omkring det østlige Middelhav. Der er tale om en udbredelse i tid og rum, som aldrig kan kortlægges, og som er vanskelig at fatte.
    En afrikansk og en nordjysk version af et eventyr er naturligvis langt fra ens. Det er to danske versioner heller ikke. Forskellene er interessante; men det dybt forbløffende er dog ligheden. Det må være en kilde til beundring for de psykiske kræfters udholdenhed, at de har afsat ensartede fortællestrukturer langt nede i Afrika og i Nordjylland, i Rom i antikken og i Norge i sidste århundrede - forskellige versioner af noget identisk. Hvad enten disse ensartede former er opstået uafhængigt af hinanden på forskellige steder eller er vandret fra det ene sted til det andet, så har det tilbagevendende i et givet eventyr, det identiske, overskredet et stort antal sproglige, historiske og geografiske skel. Betydningen af dette forhold kan vanskeligt overvurderes.
    Denne ydre holdbarhed må være tegn på en indre, en holdbarhed i sandhedsværdi, i evnen til at fortælle de historier, hvori mennesker kan genkende og forstå sig selv. Gennem deres enestående grænseoverskridende stædighed og udholdenhed har folkeeventyrene en helt speciel pondus, stilfærdig, men stærk. Tusindvis af fortællere kan ikke tage fejl.
    En meget stor del af folkeeventyrets udbredelse er indtil nedskrivningstidspunktet foregået i underklasse- og almuemiljøer - deraf navnet. Det er en af forklaringerne på den forbløffende holdbarhed. Det etablerede åndsliv i de forskellige landes herskende miljøer har været underlagt historiens udvikling og dermed historiens skiftende kulturelle strømninger. I de afsides og langt trægere kulturer har man mere uforstyrret kunnet fastholde overleverede værdier og udtryksformer.
    Eventyrenes ydre og indre holdbarhed, deres evne til at overleve, og deres sandhedsværdi, beror altså på en afsondring fra de dynamiske lag i samfund og kulturliv, fra de steder hvor erkendelse og livsform primært fornyer sig. Dette afspejler sig også i eventyrene selv. Her går man forgæves, hvis man ønsker at se livet indføjet i den historiske virkelighed, i den ene eller anden form for samtidighed. Folkeeventyrene har alle dage levet i periferien af det historiske rum, og har kun taget let ydre farvning af skiftende miljøer.
    Det hænger sammen med, at deres betydning ligger i dybere og langsommere lag af mennesket end det, der formes af udskiftelige kulturstrømninger. Deres betydning ligger i det lag, som før blev kaldt arkaisk.
    Ikke desto mindre er folkeeventyrene allestedsnærværende, også nærværende i vore dages kulturelle centre. Hvis man under afslappede omstændigheder beder ti moderne mennesker om at nævne et eventyr, vil ni kunne gøre det. Og de fleste vil også kunne udpege et eventyr eller nogle få, som har sat sig bedre fast end andre, og som de kan reproducere i en eller anden form.
    Ingen husker det betydningsløse. Kun det betydningsbærende fæstner sig i erindringen. Folkeeventyret lever i periferien af os allesammen, hvorfra de lavmælt, men stædigt leverer tydninger af de centrale livsvilkår, der kun uhyre langsomt forandrer sig.

Den eventyrlige virkelighed

Disse hekse og stedmødre, små dæmoniske mænd, konger og dronninger, underjordiske lande, dyr med allehånde evner og hensigter, rejser til hinsides verdens ende - er det ikke lovlig fantastisk? Er det lige så virkeligt som min TV avis? Den ligner dog noget, jeg kender. Men eventyrene? Sådan ser menneskene og verden ikke ud. Måske for børn og folk, der læser mange bøger; men i virkeligheden?
    Svaret er det enkle, at menneskene og verden faktisk ser ud som i eventyrene. Når de bider sig fast gennem halve og hele liv, er det fordi deres eventyrlighed er udtryk for en virkelighed, der er aldeles nærværende, altid. Man har forklaret eventyrets særlige billedverden som fremkaldt af praktiske forhold ved den mundtlige overlevering; og det har meget for sig.' Men det forhindrer ikke, at der kan være en forklaring mere. Der er den forklaring, at eventyrligheden er udtryk for en bestemt virkelighed, den symboliserede
    Ordet symbol betyder: hvad der repræsenterer noget andet. Det er et billedligt tegn, der henviser til noget andet end den genstand eller handling, som billedet viser. En symbolsk rose henviser ikke til blomsten, men til en person eller en lidenskab. Der er altså to størrelser på færde: 1) tegnet, symbolet, og 2) den symboliserede virkelighed, der træder frem gennem tegnet.
    Heksen, den beboede høj, den hjælpsomme, talende ræv. Disse kendte eventyrbilleder repræsenterer således elementer i en symboliseret virkelighed: heksen en destruktiv måde at være kvinde på, den beboede høj en indelukket psykisk tilstand, ræven en hjælpervilje som står uden for det menneskelige fællesskab. Sådan skal hele folkeeventyrets billedverden opfattes, dens personer, figurer, genstande, handlinger. Der er billederne selv, ikke blot de markant eventyrlige som de nævnte, men også bondemanden og kongen, lillebroderen, skoven og brylluppet. Og der er den virkelighed, som billederne henviser til, og som kun kommer til syne gennem dem. Bonden, kongen og lillebroderen repræsenterer hver sin måde at realisere det mandlige potentiale på, skoven repræsenterer en bestemt bevidsthedstilstand, brylluppet en bestemt fuldbyrdelse. Det kliche-agtige, der er et fast træk ved eventyrets billedverden, er udtryk for den symboliserede virkeligheds almenhed, mere grundlæggende end det, der kommer til udtryk i det konkrete og i detaljen. Hvad der træder frem gennem eventyrets billeder, tilhører altså ikke detaljernes verden, men mere almene kræfters virkelighed.
    Denne symboliserede virkelighed er hverken opfundet af symboldyrkere i almindelighed eller af eventyrtraditionen i særdeleshed. Den findes - det er derfor jeg kalder den virkelig - i os mennesker og i verden omkring os. Men for voksne, udadvendt bevidste mennesker, er den i forskelligt omfang skjult - nemlig i det omfang, vi er bundet til vore sanser og til objektive eller kontrollerbare kendsgerninger. Den symboliserede virkelighed befinder sig bag den såkaldt sanselige og objektive - det er derfor den må komme til syne gennem symbolet. Uafviseligt synlig er den f.eks. i vore drømme. Men den er også synlig for det intuitive blik, hvormed de fleste af os, med større eller mindre præcision, aflæser væsenstræk hos et fremmed menneske.
    Uanset at vi anerkender den virkelighed, der trænger sig på fra morgen til aften gennem tingenes fremtrædelsesformer, og som de f eks. kommer til udtryk på en tv-skærm, så er ingen vel i tvivl om, at der er et lag mere. Når vi tænker med bekymring på vore børn eller på mennesker i psykisk krise, så forudsætter vi, at der også findes et dybere og langsommere lag, det hvori et menneskes udvikling bliver styret. Det er det lag, der bærer et menneske - hvis ellers det kan bære.
    Eventyrets verden er billeder af et sådant lag. Det er bemærkelsesværdigt, at den form for psykoterapi, der kaldes symboldrama, meget bevidst og metodisk benytter en række billeder, som er grundlæggende i eventyrene, til at aktivere patientens psyke: engen, bjerget, huset, skoven, havet.2Disse billeder er effektive redskaber for mennesker, der har brug for at komme i kontakt med de bærende lag. Eventyrets billedverden, eventyrligheden, fastholder og gennemtolker den virkelighed, vi måske kun kender fra flygtige oplevelser som drømmene, fra vore intuitive karakteristikker af andre mennesker, eller altså fra terapiens metodiske arbejde med den: den symboliserede virkelighed.
    Eventyrets grundlæggende miljø, disse ubestemte tider og lige så ubestemte steder, og hvis ikke de er døde, så lever de endnu, er naturligvis også symbolsk. Den symboliserede virkelighed er på færde hele tiden; men den foregår bag ved lige nu, bag ved lige her, bag ved de mest udadvendte sider af begivenhederne. Men ikke længere væk, end at vi godt kan kende den, når den optræder i eventyrenes ensporede og unuancerede figurer og handlinger. Disse konger, dronninger, almuefolk og tjenere, ulve og lindorme, smukke eller grimme piger, hurtige barndomme og bryllupper, alle er de er billedlige fortætninger af den symboliserede virkelighed. Her bliver den "bag ved liggende" virkelighed med største selvfølgelighed sat i front. En indre proces som psykisk stivnen udtrykkes ved at personen dør eller kommer bag glas. Selv et hyklerisk væsen bliver her manifest: det er udstyret med en maske eller en forklædning. "Der var engang" er en tidslig angivelse af denne virkeligheds sted: noget borte, og ikke fastlagt i detaljen.
    At eventyrene er udtryk for en symboliseret virkelighed, kan forklare et lille påfaldende træk, de ofte uklart skridende aldersforhold. En eventyr-gut drager hjemmefra, løber ind i en række kraftige begivenheder og er så parat til prinsessen og det halve kongerige, tilsyneladende stadigvæk i korte bukser. Skreddet fra barn til voksen er sket for et barn eller en teen-ager. Det er det jo ikke i den konkrete virkelighed; men eventyret bruger de symbolske roller til at synliggøre det forhold, at vi psykisk set forbliver børn, indtil vi er modne til at blive forældre. Denne lovmæssighed tilhører den symboliserede virkelighed, som ikke er bundet til konkrete aldersforhold.

Fra far og mor til far og mor

Ud over hovedpersonen er det fasteste inventar i denne eventyrenes billedverden moderen og faderen.
    Eventyrene i det følgende repræsenterer folkeeventyrets kongevej, den store mængde, der begynder med en barndom og ender med et bryllup. Gennem dette grundmønster fortæller eventyret om sit hovedanliggende. Og det giver udtryk for en overbevisning.
    Anliggendet er menneskelig identitet og vækst. Eventyrene fortæller om individet i dets udvikling. Drivkraften er driften mod at blive sig selv. Udgangspunktet er forholdet til forældrene, og målet er etableringen af et forhold til det andet køn og til fællesskabet. Imellem de to punkter ligger hovedpersonens stræben og kriser. Den unge kæmper med mange vanskeligheder og modstandere, men ikke mindst med den psykiske bagage fra forældrene.
    Den overbevisning, der ligger i eventyrets typiske forløb, fastholder hårdnakket menneskets udvikling som bundet til dets rod, barndommens forhold til forældrene. Her lægges de psykiske spor. Og det er nogenlunde uomgængeligt, at de lægges skævt. Der lader til at være en uundgåelig psykisk omkostning ved at have forældre, at man går ud i verden belastet med skader og skævheder.
    Men eventyrene indeholder ikke et ord om arv og miljø i moderne deterministisk forstand. Forældrenes betydning ligger ikke i at overføre genetiske eller socialt-kulturelle kræfter. Deres betydning ligger i at være lige præcis forældre. Spørgsmålet er, hvordan de løser den opgave, i dens potentielle konflikt med andre påtrængende opgaver og interesser. I deres egenskab af forældre udgør faderen og moderen hele verden for barnet, kilden til al omsorg, al orden, al kærlighed, al magt. Forældrene er barndommens guder, som det er blevet sagt.
    En afgørende egenskab ved disse guder er, at de er mand og kvinde. Et menneske begynder livet i en kønsbestemt verden; og det forbliver udviklingen igennem i en kønsbestemt verden.
    Ungdomskriserne, og den udvikling de afsætter, finder i den anden ende af eventyret deres afgørelse ved et bestemt punkt, nemlig ved etableringen af forholdet til det modsatte køn, typisk ved et bryllup. I betragtning af, at de fleste mennesker på det tidspunkt har størsteparten af livet tilbage, kan det undre, at den personlige udvikling substantielt bliver afgjort på dette sted. Men også bryllupper er jo i folkeeventyrene symbolske. Når eventyret normalt slutter der, er det udtryk for den overbevisning, at personlig vækst finder sin afgørelse i forholdet til det andet køn. Dette synspunkt på det psykiske skal ikke forveksles med ideen om, at livet i den konkrete virkelighed skulle blive afgjort ved brylluppet.
    Det skal noteres, at folkeeventyret vist er den eneste litterære genre i den vestlige kultur, hvor det her skitserede emne belyses lige så varieret og intensivt på det kvindelige område som på det mandlige. Det hænger sikkert sammen med, at eventyret fra tidernes morgen har haft lige så mange kvindelige fortællere som mandlige. Ser man på, hvilke der er blevet populære i moderne tid, har dem med kvindelig hovedperson endda klar overvægt. Mange af eventyrene med mandlig hovedperson, der gennemgås i bogen her, vil være fremmede for den almindelige læser.
    For folkeeventyret begynder den menneskelige udvikling altså med far og mor - og den ender med far og mor. Bagude er der forældrene, som jeg kommer fra; forude forældreparret, jeg selv skal blive halvpart af. Det er rammen. Den slås hurtigt op, og den pakkes hurtigt sammen igen, hvad der kan lade sig gøre, fordi eventyrene forudsætter så meget bekendt: man kan bare sige stedmor, lillebror, bryllup, så er vi med - hvad den moderne læser aldeles ikke er. Men rammen gentages gang på gang. Individets udvikling foregår i et familiært rum, der etableres gennem det erotiske.
    Eller sagt på en anden måde: Ifølge folkeeventyret er mennesket et familiært væsen. Individet kan her slet ikke tænkes uden det familiære rum. Mennesker uden for dette rum er i krise. Mennesker, der mangler enkelte bærende elementer i dette rum, en far eller en mor, har disse elementer i sig som savn.
    Det er selvfølgelig en uacceptabel tanke for det moderne menneske. Er vores virkelighed ikke, at familien er opløst som socialt bærende institution. Undfanges børn ikke nuomstunder uden for familien med vores fulde opbakning? Fødes de ikke, vokser de ikke op, søger de ikke efter meningen med livet i alle mulige andre rammer end familiens? I den moderne virkelighed kan individet meget let tænkes uden det familiære rum. Ja, vi kan i vore tanker faktisk slet ikke befolke dette rum med troværdige skikkelser og relationer. Som kultur aner vi ikke, hvad en far og en mor er, eller hvad en mand og en kvinde skal med hinanden, ud over det mest håndgribelige.
    Det er denne bogs overbevisning, at selv om man i den moderne livspraksis meget let kan undgå familien, så kan man ikke unddrage sig den som psykisk realitet. Mennesker uden for familiens rum er i krise. Mennesker, der mangler et bærende element i dette rum, har det i sig som savn og dysfunktion. Man kan træffe adoptivbørn, som i deres iøvrigt vellykkede voksne liv leder hvileløst efter deres genetiske ophav. Når vi krænkes af nyheden om et nyt grænseoverskridende tiltag i fertilitetsteknologien, så er det oftest en grænse i vores symbolske familieforestilling, der krænkes. Familien virker i os som psykiske kræfter. Vi kender dem ikke; men de styrer os.
    Denne bog er skrevet ud fra den overbevisning, at folkeeventyrets fremstilling af mennesket udgør en rigt udarbejdet tydeliggørelse af disse kræfter og deres love. At de udgør et tilbud om at tage dem i øjesyn og tale reflekteret om dem. Eventyrene udgør en psykologi - der som enhver psykologi samtidig er et værdisyn. Bogen er tænkt som en formidling af denne symboliserede virkelighed, en eksplicitering af dens psykologi og værdilære.
    Skulle man få den ide, at folkeeventyrets familie er noget i retning af kernefamilien, så er der god grund til at tro om igen. Den fornemste udgang på eventyrene er det kongelige bryllup. Her får en kvinde og en mand nemlig ikke alene adgang til en ægtefælle. De får også adgang til sig selv og verden. Brylluppet markerer fuldbyrdelsen af en udvikling, der nok angår en person af det andet køn. Men fuldbyrdelsens fulde betydning er, at der åbnes indad for et positivt forhold til verden i det hele taget. Reelt er der stor forskel på de kongepar, som eventyrene med rund hånd lader opstå ved deres slutninger. Det fremgår af parrenes forhistorier. De er ofte krævende, kan gå gennem underjordiske lande og kampe mod farlige væsner, og gennem steder langt uden for lands lov og ret. Disse farlige og interessante begivenheder angiver, at den kongelige pardannelse først bliver tilgængelig for den psyke, der har gennemgået en skelsættende udvidelse - også uden for det familiære rum. Mennesket må bringes vidt omkring i samfundet, i universet og i psyken for at blive konge eller dronning. At rammen ikke desto mindre er det velkendte og simple: faderen og moderen, de to køn, det betyder ikke at den omfattende virkelighed pakkes ned i kernefamilien. Det betyder at brylluppet og.pardannelsen symboliserer et udviklingstrin, hvori den større virkelighed er indoptaget.

Denne bog

Man kan ikke bevæge sig tre skridt ind i folkeeventyrets udstrakte rum uden at måtte træffe nogle valg. Nogle af dem må anstændigvis kommenteres.
    Vi kender i almindelighed eventyrene gennem trykte udgaver. Hvordan de er blevet til, altså indsamlet, skrevet ned, redigeret, valgt ud, udgivet, er et kapitel for sig i folkeeventyrets historie. Et vigtigt kapitel. Men det behøver læserne i al almindelighed ikke at tænke over. Den store og brede interesse for eventyrene baserer sig på en ubekymret anerkendelse af disse trykte versioner.
    For videnskaben om folkeeventyrene er overgangen fra mundtlig til skriftlig form imidlertid ofte et sørgeligt kapitel, specielt når det drejer sig om tilblivelsen af de samlede udgaver, der senere er blevet klassikere, brødrene Grimms, Asbjørnsen og Moes. Overgangen fra mundtlig til skriftlig form er nemlig intet mindre end en transformation. Den uoverskueligt omfattende og flydende mundtlige tradition med dens rigdom af variationer, dens sproglige umiddelbarhed, dens folkelige autenticitet (som man kender eksempler på fra nedskrifter i marken), er i vore trykte eventyrbøger stivnet til en række kanoniserede enkeltversioner i en mere eller mindre kultiveret sproglig-litterær fremtrædelsesform.
    Det betyder, at der er et gedigent skisma mellem på den ene side den udbredte og bekendte klassiske udgave af et eventyr og på den anden mangfoldigheden af folkeligt mere autentiske versioner (som man må finde i sjældnere udgivelser og i arkiverne). Jeg har i bogen her valgt i hovedsagen at satse på de klassiske versioner. Det giver normalt det mest righoldige og sammenhængende eventyr - og desuden det som mange kender. Til gengæld benytter jeg mig ofte af den fordel, der ligger i at kunne inddrage andre versioner til at underbygge forståelsen af et givet eventyr.
    Et andet valg fra min side er lokalt begrundet. For en dansker er folkeeventyr langt fra ensbetydende med eventyr, der er udgivet i Danmark, f.eks. af Svend Grundtvig, Evald Tang Kristensen eller Axel Olrik. De fleste kender mere til brødrene Grimms tyske og Asbjørnsen og Moes norske eventyr. Dette afspejler sig i det udvalg, der her er brugt. Eventyrene er hver for sig valgt, fordi de dækker et motivisk område. Men tilsammen fordeler de sig på en måde, der så nogenlunde svarer til en dansk eventyrhorisont.
    Som det er fremgået, tillægger jeg folkeeventyrene betydelig sandhedsværdi. De rummer efter min overbevisning en indsigt i mennesket og tilværelsen af stor dybde og rækkevidde. Bogens anlæg og form er valgt ud fra denne holdning. Den opfatter sig selv som formidler af eventyrenes psykologi, der som nævnt samtidig er en livsopfattelse, en værdilære. Det betyder jo ikke, at formidleren er usynlig og betydningsløs. Formidlingen udgør selvfølgelig sit eget projekt og har sin egen form. Her må det siges, at bogen gør mere ud af sine løsninger end af de diskussioner og valg, der går forud for dem.
    I mængden af folkeeventyr er der som sagt fokuseret på den type, der handler om personlighedsudvikling. Desuden er der inden for denne gruppe foretaget valg af konkrete eventyr med henblik på en rimelig dækning af forholdet mellem forældre og børn i dets forskellige aspekter. Og endelig er der ofte valgt en bestemt version af et eventyr blandt flere mulige. Der kunne skrives meget om baggrunden for disse valg, men realiteten er, at man kun vil finde spredte kommentarer om dem i noterne.
    Det samme gælder selve bogens fremstilling, dens analyser af eventyrene og dens redegørelser for grundlæggende træk i deres psykologi. Heller ikke her vil man finde mange begrundelser for de valgte og fravalgte muligheder, heller ikke dem der er fremført af andre. (En undtagelse herfra er den jungianske eventyr-fortolkning, se nedenfor). Denne metodiske kortfattethed udspringer af bogens formål: at gengive eventyrenes psykologi og livsopfattelse, så tydeligt og overbevisende som muligt. Det er i denne interesse, at bogen i vidt omfang afstår fra at dække sig ind via diskussioner med andre opfattelser og via argumenter for de trufne valg.
    Føres der således kun forholdsvis få diskussioner i den, kan der forhåbentlig føres mange med den.

Eventyrpsykologi og dybdepsykologi

Når jeg har undervist i folkeeventyrene, og vi er nået et stykke ind i en fortolkning af et af dem, er jeg ofte blevet mødt af det spørgsmål fra de studerende, om det kan passe, at disse simple fortællere og tilhørere i gamle dage har været så dybsindige, som vi nu på universitetet opfatter deres eventyr. Mit standardsvar er, at de naturligvis ikke har talt og tænkt, som vi gør, hverken hvad angår ordforrådet eller det analytiske anlæg. Men eventyrenes fiktive former, deres figurer, deres handlinger, deres kompositioner, har været disse menneskers måde at være dybsindige på. De har udgjort deres psykologi, deres verdensanskuelse. Deres indsigt i tingene har haft denne fiktive form. Det har vores ikke; og derfor må vi oversætte dem til vores måde at tænke og tale på, sådan som det f.eks. sker i denne bog.
    Men at eventyrene skulle have mindre indsigt i mennesket og verden end os, blot fordi de har levet i almuen, og fordi deres form er fiktionens, det er en temmelig nærsynet opfattelse. Det er indlysende, at vi ved meget, som de gamle og eventyrene ikke ved, f.eks. gennem den vidt forgrenede og detaljerede psykologiske videnskab. Men denne videnskabelighed, og den moderne kultur, der har skabt den, har også glemt en omfattende viden, der ikke er mindre dybsindig og gedigen end vores.
    Grundlæggende opfatter jeg fagpsykologiens forskellige retninger som en række moderne paralleller til folkeeventyrene. Sprog, tænkemåde og status er vidt forskellige: fiktion over for videnskab. Men de to parter har det samme anliggende, den menneskelige psyke. Nærmest eventyrenes opfattelse af mennesket står C.G. Jungs dybdepsykologi .3 Det betyder, at jeg ved visse lejligheder trækker på dens synspunkter. Det sker specielt, når jeg forbinder de enkelte eventyr med overordnede psykologiske synspunkter. Da optræder Jung og nogle af hans efterfølgere med støtte og uddybning.
    Derimod er dybdepsykologien ikke meget impliceret i min forståelse af de konkrete eventyr. Det skyldes unægtelig ikke, at den ikke har beskæftiget sig med eventyr. Det skyldes måden. På to fronter. Den ene drejer sig om anskuelsen af forholdet mellem menneske og omverden - som vil blive taget op i næste afsnit Den anden sag, der skal diskuteres her, er dybdepsykologiens forholden sig til folkeeventyret som tekst. I begge tilfælde viser dybdepsykologien sig som eksponent for en moderne tænkning, der på fundamentale felter har skilt sig fra den eventyrverden, som den trækker på.
    Den berømte schweiziske psykoanalytiker Marie-Louise von Franz kan her gælde som eksemplet, da hun i flere sammenhænge har benyttet sig af eventyrmateriale og også har skrevet en til dansk oversat bog, Eventyrfortolkning. En introduktion. Den er velegnet til at vise nogle hovedtræk i den dybdepsykologiske fortolkningsstrategi over for denne bogs.
    Marie-Louise von Franz definerer meget klart, hvordan hun opfatter eventyret: "Eventyr er det reneste og enkleste udtryk for kollektivt ubevidste psykiske processer. Derfor er de mere værdifulde for den videnskabelige forskning af det ubevidste end alt andet materiale. De fremstiller arketyperne i deres enkle, knappe og præcise form. I denne rene form giver de arketypiske billeder os de bedste ledetråde til en forståelse af de processer, der foregår i den kollektive psyke. "4
    I dette citat hævdes to grundlæggende synspunkter.
    Det første er, at eventyrene er udtryk for ubevidste psykiske processer. Jeg har intetsteds set synspunktet begrundet. Men det går altså ud på, at bevidsthed er en egenskab, der befinder sig hos analytikeren, mens eventyret udgår fra, og er udtryk for et ubevidst lag, måske fordi eventyrene sociologisk set udgår fra almue el.lign., måske fordi al kunst opfattes som udtryk for ubevidsthed. Bogen her opfatter derimod eventyrene som udtryk for en høj grad af bevidsthed. Den er nok kollektiv, sådan som også dybdepsykologien anskuer det. Men som bevidsthedsudtryk rangerer eventyrene helt og fuldt på niveau med moderne analytikeres udsagn, hvad enten vi er psykologisk eller litterært orienterede. Eventyrenes bevidsthedsform er blot ikke analytisk.
    Det andet grundsynspunkt er, at den virkelighed, eventyrene udtrykker, er arketyperne. Disse figurer eller billeder er inventaret i det kollektivt ubevidste, og er udtryk for de overpersonlige kræfter, der styrer det enkelte menneske. Eksempler: den store mor, vismanden, den paradisiske have, faldet, helten.
    von Franz distancerer sig utvetydigt fra at opfatte eventyrene som beretninger om personer og deres psykiske problemer: "I eventyr har vi ikke at gøre med et individs indre historie."' Og et citat mere: "Men vi må hele tiden være bevidste om, at vi beskæftiger os med den menneskelige psykes objektive, upersonlige grundlag og ikke med dens personlige og individuelle aspekter."' For dybdepsykologien findes eventyrets virkelighed ved at rette blikket intenst mod det personligt individuelles modpol: "Efter at have arbejdet med dette område i årevis er jeg kommet til den konklusion, at alle eventyr stræber efter at beskrive en og samme psykiske kendsgerning. Men denne kendsgerning er så kompleks, så vidtrækkende og så vanskelig for os at erkende i alle dets aspekter, at det kræver hundreder af eventyr og tusinde gentagelser for at formidle denne ukendte kendsgerning til bevidstheden - og selv da er emnet ikke udtømt. Denne ukendte kendsgerning kalder Jung selvet. (...)/ De forskellige eventyr giver nogle gennemsnitsbilleder på denne erfarings forskellige faser."?
    Det arketypiske niveau, som von Franz og dybdepsykologien fokuserer på, psykens uforanderlige grundmønstre, findes der en dertil indrettet genre til, nemlig myten. De arketypiske billeder er tydeligvis mytiske billeder. Der findes nok eventyr, hvor mytiske personer optræder og mytiske rum åbnes, som når Vorherre vandrer på jorden, og når en pige kommer ned på Fru Huldas eng. Men i almindelighed ligger eventyrets virkelighed et andet sted. Eventyret er ikke en myte.
    Den virkelighed, eventyret symboliserer, er den man også kalder den typiske.
    Den ligger et sted mellem det mytiske og det individuelt konkrete. Skal man definere den nøjere, er det mest enkelt at henvise til et helt almindeligt og udbredt lag i sproget, som f.eks i de følgende udtryk: en bonde, en rejse, et bryllup, en by, et hav. Udtryk som disse omfatter nok individuelt-konkrete fænomener; men disse mennesker, begivenheder, steder fastholdes her i en anden skikkelse end den individuelle, nemlig den typiske. Det er, hvad også folkeeventyrets billedsprog gør. Det fastholder virkeligheden i en skikkelse, der opsuger en stor mængde individuelle træk, og som dækker en stor mængde udskiftelige individuelle fremtrædelsesformer. Hvad denne bevidsthedsform omfatter, er ikke gennemsnittet af det individuelle, men dets væsen eller kerne. Ikke desto mindre tilhører den hverdagsvirkeligheden. Det sidste gør myten og arketypen ikke. Det er karakteristisk, at når mytiske kræfter træder ind i eventyret, så får de hverdagslig karakter. Gud bliver til den faderlige Vorherre, der trasker rundt på landevejene, den urmoderlige vækstevne bliver til Fru Huldas frodige eng. Folkeeventyrets normale fædre og mødre er udtryk for kernen eller det væsentlige i bestemte grupper af hverdagslige fædre og mødre, hvadenten de lever op til deres opgaver som forældre eller er fejl-udgaver.
    Sagt på en anden måde: folkeeventyrets billedverden symboliserer, hvad man kan kalde hverdagsvirkelighedens væsenskræfter. Netop folkeventyrets stereotype udtryksform symboliserer den indre betydning af bønder, rejser, bryllupper, byer, have - når de er, hvad de bør være. Denne indre betydning er på en gang fuldstændig velbekendt og dybsindig, alt efter modtageren. Alle kender dem; men man kan også tænke længe over deres betydning.
    Sådan er det ikke med arketypernes mytiske billedverden. Deres betydning er forankret i den uforanderlige virkelighed hinsides variation og misvækst. Her er også en ulykke lovbefalet.
    Der er altså grund til at skelne mellem det arketypisk-mytiske og det typisk-eventyrlige.
    Den fortolkningspraksis over for folkeeventyret, dybdepsykologien har udviklet i forlængelse af arketype-synspunktet, sammenfattes i begrebet amplifikation. Denne anskuelsesmåde fokuserer på de enkelte motiver i et eventyr og uddrager betydningen af hvert enkelt ved at sammenligne det med lignende motiver fra andre sammenhænge. "Amplifikation betyder en udvidelse gennem indsamling af en mængde paralleller."' Disse paralleller kan opsøges i andre eventyr, men dybdepsykologiens foretrukne områder er mytologien og folkloristikken. Det udspringer af orienteringen mod det arketypiske, der jo kommer direkte til udtryk i mytologisk og antropologisk-folkeligt materiale. Har vi f.eks. en mor og en heltefigur i et eventyr, så opsøger den dybdepsykologiske fortolker en række moderskikkelser og helteskikkelser i myter, sagn, billedlige fremstillinger osv. De bruges til at danne store betydningsmiljøer omkring disse eventyrfigurer, som en baggrund på hvilken figurerne ifølge dybdepsykologien får deres sande betydning. Som ved et moderne masse-vælgermøde, hvor taleren, samtidig med at han taler fra podiet, optræder i gigantformat på en storskærm.
    Denne bogs distance til den dybdepsykologiske fortolkningspraksis skyldes altså en overbevisning om, at den er ude af niveau med folkeeventyrets virkelighed. Det er således karakteristisk for dybdepsykologiske fortolkninger, at de vokser kraftigt i bredden, hvor de enkelte bestanddele i eventyret gennem amplifikationen indføjes i hver sit omfattende betydningslandskab. Herved nås der i tur og orden ind til den arketypiske kerne af en række af eventyrets enkeltelementer. Til gengæld forsømmes ofte netop dette eventyrs specifikke handlingsdynamik og komposition, for ikke at tale om den særlige psykiske historie, der fortælles.
    Det skal dog siges, at også denne bog benytter sig af amplifikation, men mest i andre former end dybdepsykologiens. For det første tolkes givne billeder ofte på baggrund af andre eventyrs brug af det samme billede. Det har været magtpåliggende at fremstille netop eventyrverdenens fælles betydningsunivers; og da er det jo formålstjenligt at kende mange hekse, mange magiske sværd, mange underjordiske steder. En indlysende praksis, når man lærer fremmedsprog. For det andet fastholdes bogens fortolkninger løbende i et miljø af temmelig konkret karakter, efter modellen: Hvordan må man tænke sig, at denne heks udfolder sig som konkret skikkelse? Tankegangen bag er: Hvis ikke man kan skabe en sådan forestilling, er der sikkert noget galt med tolkningen. I nogle tilfælde kan et litterært eksempel støtte denne bestræbelse. Også når det ikke fremgår direkte, vil der normalt være foretaget en underliggende amplifikation af denne type. Dette sker for at sikre den psykologiske jordforbindelse, for at sikre forbindelsen mellem eventyrets symboliserede type-virkelighed og hverdagsvirkeligheden.

Eksisterer omverdenen?

Det problematiske ved dybdepsykologiens fortolkninger af folkeeventyrene er imidlertid indlejret i et dybereliggende problem, nemlig hele dens opfattelse af forholdet mellem menneske og omverden. Når emnet skal tages op, er det fordi dybdepsykologien på dette punkt kan gælde som repræsentant for en udbredt moderne tænkemåde.
    von Franz skriver: "Så kommer vi til det næste væsentlige skridt, nemlig selve fortolkningen, dvs. den opgave at oversætte den amplificerede historie til det psykologiske sprog. Her er der den fare, at man delvis bliver hængende i den mystiske udtryksmåde og taler om "den skrækkelige mor som bliver overvundet af helten." Et sådant udsagn bliver først rigtigt, når man siger: "Det ubevidstes træghed bliver overvundet i kraft af en impuls henimod et højere bevidsthedsniveau." Det vil sige, at man skal anvende et strengt psykologisk sprog. Først da ved man, hvad fortolkning vil sige." 9
    Orienteringen mod det arketypiske bliver her ensbetydende med en orientering mod det abstrakt psykologiske. I citatet advarer von Franz mod at forblive i billedsproget. Moderen og helten skal oversættes til hver sin psykiske kraft i dens abstrakte form, den skrækkelige mor til "det ubevidstes træghed" og helten til "impuls henimod et højere bevidsthedsniveau". Her er en mor-figur i et eventyr først blevet gjort til den arketypiske "skrækkelige mor", hvorefter hun nu oversættes til "det ubevidstes træghed". Og en eventyrhelt af et eller andet tilsnit er blevet gjort til arketypen "helten", hvorefter han nu oversættes til "impuls henimod et højere bevidsthedsniveau". Denne abstrakte formuleringsform fastholdes som det egentlige psykologiske sprog. Det er til dette sprog, eventyrets fiktive udtryksform skal oversættes for at den rigtige tolkning er gennemført, ifølge von Franz.
    Et andet vigtigt træk ved dybdepsykologiens fortolkningspraksis drejer sig om opfattelsen af de forskellige eventyrfigurers forhold til hinanden, først og fremmest hovedpersonens forhold til bipersonerne og til symbolske figurer. Dybdepsykologien opfatter sådanne skikkelser og symboler som udspaltninger af hovedpersonen. En skummel trold spejler en skyggeside hos hovedpersonen; en strålende prinsesse hans anima. Det indebærer, at disse figurer for dybdepsykologiens forståelse ikke har nogen konkret eksistens over for hovedpersonen. De eksisterer ikke i omverdenen, opfattes alene som spejlinger af det subjektive.
    Begge disse måder at fortolke på, den førnævnte psykologiske abstraktion og den indadvendte spejlings-forestilling, har deres baggrund i at dybdepsykologien opfatter eventyrene som udtryk for det kollektivt ubevidste. Det kollektivt ubevidste er det rum, den verden, hvori tingene forgår. Om dette rum kan der jo siges meget; men her er det tilstrækkeligt at notere sig to ting. Det er et psykisk rum. Og - skønt det er fællesmenneskeligt - det eksisterer i det menneskelige indre. Det er i dette indre rum, at den psykologiske abstraktion og den indadvendte spejlings-fortolkning har deres plads og funktion. Det er dette rum, dybdepsykologien befolker og organiserer ved hjælp af folkeeventyrene - hvad der i sig selv intet er at indvende imod.
    Det dybt problematiske er, at denne fortolkningspraksis ophæver menneskets omverden som selvberoende virkelighed - gør den til abstraktion eller spejling af indre kræfter.
    Men det er utvivlsomt en tænkemåde, der er i overensstemmelse med en fremherskende opfattelse i moderne tid: Omverdenen eksisterer egentlig ikke, ikke i sig selv. Den eksisterer kun i de skikkelser, vi mennesker anskuer den i, med vores mangelfulde erkendelse, med vores begær, med vores frygt. Det gælder både den omverden, der består af andre mennesker, og den der består af naturen og af kosmos. Omverdenen eksisterer ikke, kun subjektet eksisterer.
    Denne opfattelse har mange kilder: mistilliden til den menneskelige erkendelsesevne, Guds og de legitime autoriteters død, opskrivningen af det individuelle subjekts betydning og rettigheder, for at nævne nogle. Hertil kommer psykologiens fremvækst. Det er karakteristisk, at den moderne vesterlandske psykologi, der har leveret den mest omfattende forståelse af mennesket, og dertil af religiøs karakter, altså den jungianske, placerer den bærende virkelighed, og Gud, i det menneskelige indre: selvet.
    Også i den fortolkningspraksis, man vil møde i bogen her, fremstilles bipersoner og symbolske figurer som sider af hovedpersonen - for så vidt ligesom i dybdepsykologien. Men deres eksistens i omverdenen opfattes ikke af den grund som mindre konkret eller virkelig end hovedpersonens. Forholdet i eventyrene opfattes på samme måde som det, der gør sig gældende mellem mennesker i almindelighed. Hvis jeg har en ven eller fjende, så eksisterer vedkommende i omverdenen. Og når jeg forbinder varme eller kolde følelser med ham, er det fordi han repræsenterer en side af mig. Omverdenen afspejler inderverdenen - men er ikke mindre omverden af den grund. Bogen her bygger på den enkle opfattelse, at i eventyrets verden er et individ et individ, og en omverden er en omverden, uanset det ofte subtile spil mellem de to størrelser.
    Dette almindelige forhold bygger al fortællende litteratur på. At eventyrenes virkelighed er en symboliseret og typificeret virkelighed ændrer ikke det faktum, at eventyrene er fortællende episk digtning. De er bygget op omkring etjeg, der vil ind i verden, et typisk jeg der vil ind i en typisk omverden. Til forskel fra dybdepsykologiens placering af den bærende virkelighed i den menneskelige psyke, det kollektivt ubevidste, fastholder folkeeventyret at den bærende virkelighed er forholdet mellem menneskets indre og dets omverden.
    Og det er så folkeeventyrenes budskab til en subjektivistisk omverdens-forladt modernitet: Omverdenen eksisterer. Og den er eventyrlig. Den består af en virkelighed, der i fuld alvor kommer til udtryk gennem hekse, konger, prinsesser, underjordiske verdner, østen for sol, magiske sværd, talende dyr. Denne virkelighed ligger lige bag ved de umiddelbare fremtrædelsesformer. Den er ikke subjektiv, selv om den kun kan erfares gennem psyken. Og illusorisk er den heller ikke, for i enhver psyke ligger der dybe spor af en viden om den.