RUNDT OM REJSEN
Et essay

TREKKEREN OG SADHUEN
Jeg sidder lidt oppe på bjergsiden i den tørre brune dal vest for Muktinath. Nede på stien kommer to personer gående, fra hver sin side, de eneste i landskabet. Den ene er klædt i en falmet okkergul kjortel, har bare fødder, en lille bylt over skulderen, bundet sammen med en tiggerskål, en lang stav i hånden - en sadhu, en hellig omvandrende hindu. Den anden er en trekker som os, i stærke farver, støvler, vindjakke, rygsæk osv. De mødes, hilser smilende og gestikulerende på hinanden og går videre hver sin vej. Sadhuen kommer sandsynligvis fra Indien, trekkeren fra Europa eller Nordamerika.
    Jeg kommer til at tænke på lighederne mellem dem. Forskellene er jo iøjnefaldende og væsenlige nok; men de er dog begge brudt op langt borte, og i deres ansigts sved kommet til dette vanskeligt tilgængelige og øde sted. Måske var der grund til et Øjeblik at tænke over dette fælles.
    Hvis man spurgte dem: Hvordan overnatter du, hvordan får du føden, hvordan holder du varmen? ville man få meget forskellige svar, som allerede fremgår af forskellene i klædedragt og udrustning.
    Hvis man dernæst spurgte: Hvorfor er du her? ville svarene vist blive langt mindre forskellige.
    Sadhuen ville svare, at han er på vej til den hellige by Muktinath for at bede og tvætte sit hovede i de kolde fontæner, for således at bringe sig nærmere den tilstand, hvor han kan blive befriet for tilværelsens onde cirkel, som ellers evindeligt vil sende ham tilbage til livet her på jorden.
    Og trekkeren ville svare, at han har taget fri fra den snævre tilværelse derhjemme, og at han nu er på vej rundt om Annapurna for at opleve eventyret; og bagefter tager han hjem igen.
    Det er en fælles trang til frigørelse fra livets trivialiteter, der får de to til at mødes her på stien til Muktinath – skønt ordene frigørelse og trivialitet henviser til helt forskellige størrelser for dem.
    Og cirklen betyder forskellige ting.
    Sadhuen ved at han går i en cirkel, livets store og triste genfødelsesrytme. Befrielse er for ham at bryde den.
    Trekkeren går ikke alene rundt om Annapurna, men også i en cirkel, der hedder hjemme-eventyr-hjem. Den er mindre end sadhuens; og måske tænker trekkeren slet ikke over den. Hvad enten han gør det eller ej, ligger frigørelse for ham som et ophold inde i cirklens rytme, som den lakune rejseeventyret udgør.
    Men hvad trekkeren angår: Folk der rejser så langt som hertil, har ofte drømme om noget større.
    Mange rejser så langt.

PARADISDRØMMEN

Troels Kløvedals sejlads jorden rundt med skibet Nordkaperen er en typisk moderne rejse i stor stil - men også mere, mere omfattende og uskyldig i sit anlæg, et eventyr.
    Ombord på Nordkaperen hengiver man sig til en anden virkelighed. Kløvedal skriver om skibet: "Det er et sted, hvor vi nedtrapper os selv fra det stofmisbrug, der hedder hårde hvidevarer og æde, fra det billige junk, der hedder det borgerlige velfærdssamfund. Vi har ambitioner om at være en del af den virkelige virkelighed. Og Nordkaperen er en psykologisk sensikasse af en helt pæn størrelse. Og endelig er det et drømme- og eventyrskib."
    Hvad er så virkelig virkelighed for dette skibs besætning? Det er en fællesskabets verden, indbyrdes besætningen imellem, og i forhold til lokalbefolkningen, hvor de kommer frem. Frihedens verden, hvor trivialitet og tvang ophæves og afløses af ansvaret for fællesskabets indlysende og elementære nødvendigheder.
    Livet på denne rejse er en udfoldelse af oprindelig menneskelig natur, i harmoni med en uspoleret og underskøn naturomverden. Kroppen er den sande lysts og de sande konflikters sted. Der er altid børn ombord, omfattet af den mildeste omsorg. Spontane parforhold. Man leger med havets dyr og kan stryge fuglene over fjerene.
    En kærligheds- og naturverden, forbundet med den største vidde, højde og dybde, øjet kan møde, himlens og havets. Denne oplevelse af at have del i en klar og åben natur, og i en omfattende og fri erotisk orden, kan man se fremstillet sådan:
    "Da jeg havde fået sat mig til rette på salingshornet, fyldtes sejlene med en ganske lille vind, vi sejlede rumskøds, det var meget smukt. Middelhavet lå udstrakt til alle sider, så langt øjet rakte ud til horisonten, klarheden og det blå bankede på min bevidsthed som en åbenbaring. Vinden rørte ikke havoverfladen, man så ret ned i vandet, og der gik de store finhvaler i ophøjet ro, medens mine venner, min elskede og min dreng stumt betragtede dem. Der gik to store hvaler på siden af skibet, de havde nøjagtig samme længde. Foran bovsprydet gik der to lidt mindre med ungen i midten. Da jeg begyndte at filme, havde jeg skibet i midten, og objektivet så vidt, at jeg havde alle de fem hvaler med i det samme billede. I de 30 sekunder jeg lod filmen løbe gennem kassen, tabte jeg mit hjerte til det gamle skib."
    Storheden og klarheden i totalsceneriet; familieidyllen på skibet som i havet; og sammenknytningen af menneskenes og dyrenes verden, den fælles kurs.
    En oplevelse mere skal føjes til. Et sted i Middelhavet, også på det tidspunkt Troels Kløvedal er ved at blive indviet til sin rolle som den store skipper, har han omgang med en sirene, og undfanger sammen med hende en datter, der hedder intet ringere end "den evige ungdom".
    Dette kærlighedens og naturens sted, der overvinder forgængeligheden, er et Paradis. Kløvedal bruger selv betegnelsen, selv om han sikkert ikke mener så meget med det som der er grund til. Oplevelsen af Galapagos-øerne: "Aldrig har jeg set noget mere Øde og alligevel mere myldrende af liv. Her er alt som for millioner af år siden, luften. gennemsyret af klarhed, dyrene kommer hen for at hilse på os./ Nu kan jeg roligt gå til bunds, for nu ved jeg, hvordan paradisets have ser ud."
    Slangen kommer ikke til syne i haven, men ligger rundt om den, i skikkelse af det grimme og undertrykkende samfund, de rejsende har forladt, men også støder på undervejs. Denne rejses storslåede mål er Paradis på jord, som bureaukratiets og kapitalens samfund har skilt os fra.

                                        Forjættede Land!
        Du hilses i Morgenens spejlklare Strand.
        Naar Barnet mon skue din Skygge fuld skjøn
        Og drømmer du findes hvor Skoven er grøn.
        Hvor Barnet kan dele med Blomster og Siv
        Sit Smil og sit Liv.
                    (Grundtvig)

                                

Rejsen foretages med vidtåbne Øjne og følsomme sanser – der både bruges til at drømme og iagttage med. Det strømmer ind med farve, temperatur og hudfornemmelse; smag. Også i den forstand er dette rejseeventyr et Paradis på jord. De deler virkelig deres liv med blomster og siv.
Denne hengivelse til drøm og sansning er imidlertid også baggrunden for en indre spænding. Den træder frem når man ser nærmere på rejsens retning: så langt væk fra det kapitalistiske samfund, geografisk-kulturelt, så langt væk hjemmefra som muligt - det indebærer samtidig en modsat retning, mod oprindeligheden, barnligheden, uskylden, en mytisk bevægelse bagud og hjemad, mod det tabte Paradis: den drømmende sanselige harmoni med omverdenen, "millioner af år" før forholdet mellem natur og menneske blev spoleret af bevidstheden.
    Troels Kløvedal er på sin vis en typisk moderne rejsende. Drømmende og sansende vil han erobre den store verden. Og han har vrøvl med retningen.
    Men drømmen rummer her samtidig noget større. Som projekt overskrider Nordkaperen vor tids gængse stor-rejse, nemlig ved så åbent og udtalt at være drevet af drømmen om radikal grænseoverskridelse, og om kærlighedsfællesskabet.

EROBRERNE

Troels Kløvedal har ikke været rundt om Kap Horn eller Kap det gode Håb; rejsen som Paradis-drøm går til varme og idylliske steder, det siger sig selv.
    Den typiske moderne vesteuropæiske stor-rejse går derimod til kolde eller øde steder: Knud Rasmussen på Grønland, Pearys erobring af Nord- og Amundsens af Sydpolen, Reinhold Messners bestigning af Mount Everest uden iltmaske, Thor Heyerdals sejlads over Stillehavet på en tømmerflåde. Men spørgsmålet om temperatur er ikke afgørende, hvad der fremgår af, at Thor Heyerdal hører til selskabet, og naturligvis Stanley på hans søgen efter Livingstone i Afrika. Afgørende er det heller ikke om stedet er unikt på jordkloden og hidtil ubetrådt, skønt det ubestrideligt er det mest attråværdige. For Heyerdal på Stillehavet og for Messner på Mount Everest drejer det sig om at gøre det på en hidtil ugjort og udfordrende måde.
    Motivet til denne rejse består af flere lag. De er ikke lige stærke og ikke lige meget belyst hos de forskellige.
    Den mest åbenlyse hensigt med disse rejser er at erobre det ukendte for den civiliserede verden: som Knud Rasmussen at undersøge den ukendte eskimobefolkning i Nordgrønland, som Nord- og Sydpolfarerne at kortlægge de i dobbelt forstand hvide områder på verdenskortet, som Thor Heyerdal at bevise muligheden af at polynesierne kan være kommet sejlende fra Sydamerika, som Reinhold Messner at bevise at mennesket kan bestige jordens højeste bjerg uden brug af kunstig ilt; at kortlægge det sorte Afrika. Hvadenten det drejer sig om den menneskelige organismes ydeevne i forhold til naturen, om polynesiernes navigationsmuligheder, Pol-områdernes og Afrikas geografi, Thuleeskimoernes levevis - i alle tilfælde er den drivende kraft et ønske om, mere eller mindre videnskabeligt, at udvide den kendte fysiske erfaring. Disse rejsende medbringer normalt det mest avancerede teknologiske iagttagelsesapparatur, og den dertil hørende iagttagelsesform. Rejsens mål er at gøre det fysisk ukendte kendt, inddrage det i vores viden og vores verden.
    En ting er uomgængelig som en del af udstyret, flaget - skønt jo et ganske uvidenskabeligt tilbehør. Men gennem flaget kommer det næste lag i motivet til udtryk. Det drejer sig om bedriften og helterollen: Jeg, Roald Amundsen fra Norge, satte som den første foden på Sydpolen. Her er vi inde i en sand tropeskov af nid og nag, af personlig og national forfængelighed - Vesteuropa og USA omkring århundredskiftet har vist været specielt hemningsløse på det punkt. Ræset om at komme først til polerne var således ikke blot en række fysiske kraftpræstationer, men også en serie af intriger og offenlige polemikker om denne og hins ret til at gøre dit og dat på det og det tidspunkt. Og en serie oppustede mediebegivenheder.
    Denne drivkraft interesserer sig ikke for rejsen som et fremskridt i vores fælles erkendelse, men for dens karakter af enestående præstation. Den kan gøres til en art privat ejendom, i form af en helterolle, en forstørret jegoplevelse, hvilende i massernes beundrende blikke.
    Hermed nærmer vi os jo noget, vi er vant til at tro på som virkeligt, forfængeligheden: interessen for udvidet indsigt i den objektive virkelighed tjener som overflade-begrundelse for national og personlig prestigejagt. Aha! Der er tradition for således at anse det værste for den sidste og endelige sandhed – men ikke tradition for at anskue den skarpsindige afslører som en der selv slår sig op.
    Vores fascination af passet, Thorung la, kan på ingen måde udtømmes af udsigten til ankomme hjem og fortælle, at det klarede vi. Det er simpelthen utilstrækkeligt. Skræller man også prestigelaget af - i vores tilfælde kunne det jo desværre ikke være så tykt – finder man en kærne, der drejer sig om selve det: at klare en udfordring af ukendt størrelse.
    Også den kan sagtens foragtes; Suzanne Brøgger karakteriserer f.eks. borgermænds sejlsportsstrabadser med denne slemme salut: "en selvskabt reminiscens af livets alvor."
    Men hvordan ser denne "reminiscens" ud indefra? – Af en erobrer at være er Everest-bestigeren Messner usædvanlig oplysende i sin registrering af, hvad der foregår undervejs.
    Mens han endnu befinder sig et godt stykke nede ad bjerget, tænker han - og man må forstå stedet på den baggrund at Mount Everest foreligger gennembeskrevet og -fotograferet for ham: "Min forventning er lige stor, hver gang jeg sidder neden for en bjergtop, jeg aldrig har besteget, og som jeg heller ikke ved om jeg kan bestige. Det iturevne slør af snefog og tågeklatter over Everest-tinden gør dette bjerg endnu mere hemmelighedsfuldt. Jeg fortsætter ikke for at bestige endnu et 8000-meters bjerg, men for at løfte dette slør." - Det er oplagt at hemmeligheden ikke befinder sig på bjerget, men i forholdet mellem manden og bjerget.
    Oplevelsen af de sidste meter mod toppen beskriver han sådan: "Jeg tænker så at sige ikke, stiger kun automatisk opad. Jeg husker ikke længere, at vi er undervejs på Everest, verdens højeste bjerg. Det er mig også ligegyldigt, at vi klatrer uden iltmateriel. Nu er det udelukkende dette punkt, målet, hvori alle linier løber sammen - kun dette punkt som betyder noget, og som tiltrækker mig på magisk måde. Anstrengelsen må være djævelsk, men jeg føler den ikke. Det er som om min bevidsthed er lammet og kun en indre impuls driver mig fremad. Målet tiltrækker mig som en magnetisk pol, måske fordi mine længslers forløsning kun er mulig deroppe. Mit intellekt er som sat ud af spillet, men min sjæl er mere modtagelig og følsom, næsten håndgribelig. Den vil helt op for at genvinde balancen. Selv er jeg kun retning, kraft og tinde."
    Det er påfaldende hvor bevidstløs han er, nærmest døsende. Det går imidlertid ikke ud over fremdriften og målbevidstheden, der sidder længere nede, uslukkelig. At han er i færd med at præstere noget uhørt er gledet af som betydning. Det betydningsfulde er den voldsomme samling af personligheden, kulminationen på mange måneders indsats. Er bevidstheden døsende, er sanserne til gengæld spilvågne. Øjnene er prentet på bjergets top, naturligvis for at fastholde retningen, men først og fremmest fordi toppen tegner den jegvilje, der nu har viklet sig ud af forfængelighed og tågeslør. Bjergets top står prentet i hans sjæl, er dens udtrykte billede: "Selv er jeg kun retning, kraft og tinde."
    Bjergbestigere er altid blevet plaget af folks spørgsmål om, hvorfor de absolut skal op på de bjerge, da det nu ikke tjener noget iøjnefaldende nyttigt formål. Når man har læst et sted som dette, kunne man godt få lyst til på deres vegne at spørge tilbage, hvorfor folk absolut skal gå i seng med hinanden, da det nu åbenbart ikke er for forplantningens skyld.
    Erobringsrejsens inderste pointe er den langsomme og stærke koncentration og formning af personlighedens udadvendte kræfter, der gradvist opstår og forstærkes undervejs frem mod et klart fikserbart og fjernt ydre mål. Er målet først nået, opløses koncentrationen, den klare jegform, og det bundne følelsesliv løsner sig og flyder. Messner på toppen: "Jeg er nu fuldstændig ved bevidsthed, selv om det ikke er trængt helt ind, hvor jeger. I det øjeblik, da Peter når op til mig og omfavner mig, brister vi begge i gråd. Rystet af sindsbevægelse ligger vi i sneen; kameraet har jeg kastet fra mig. Efter denne enorme kraftanstrengelse løsner tårerne pludselig alting op."
    Det autentiske ved Messners beskrivelse er, hvordan jegdriften bliver drevet ud af sine udenværker, mens den fortsat uomgængeligt klæber til det fysiske mål. Problemet er, hvad den gør af sig selv, når målet er nået og formen opløses. Det er oplagt, at han er mest sig selv i månederne, dagene, minutterne på vej op, mens oplevelsen på selve toppen vælder frem indefra som en ustyrlig opløsende impuls. Erobrertrangen er udadrettet, og det er dens problem.
    Nede i lavlandet står udenværkerne parat til at modtage den igen. Selv den blufærdige Messner kan ikke skjule, at hvad jegviljen udfoldede deroppe som ren lyst, det gør den bagefter til ejendom, til heltebillede.

DEN STORE VERDEN

Historisk set er de rejsende erobrere identiske med de europæiske opdagelsesrejsende. Reinhold Messner repræsenterer en foreløbig sidste generation, mere selviagttagende og -kritisk end de ældre, mere uafhængig af videnskabelige og heroiske hensigter. Folk som Heyerdal, Amundsen, Peary, Stanley og Knud Rasmussen repræsenterer næstsidste generation. Den første ligger omkring Marco Polo og Columbus. Men erobrere er de alle. Deres rejsemål er den store verden.
    Denne rejsetrang er et europæisk fænomen.
    Den er et fremtrædende træk indenfor vores kultur, som har fået os til at brede os over hele kloden. Og hvor vi har bredt os hen, har vi knyttet os sammen ved et uhyre net af.trafiksystemer. De fleste af os har været i udlandet. Hvis man spørger os: hvad ville du, hvis du kunne gøre som du havde lyst til? - ville over halvdelen svare inden for denne ene ud af tilværelsens snese af muligheder: tage ud og rejse. Turismen udgør for tiden ca. 5 % af al international handel. Den er verdens næststørste handelsvare - efter energiråstoffer. Rejselysten er bred som folket.
    At sige det europæiske eller europæiserede folk. De store rejsende er jo nemlig kommet til mennesker, der ikke kunne drømme om at gøre det samme. Eskimoerne forblev indenfor deres egen kulturkreds; de nepalesiske sherpaer har aldrig af sig selv fundet på at bestige de bjerge, de har boet under i århundreder; ja selv polynesierne har mistet ethvert spor af at de, måske, er kommet sejlende fra Sydamerika. Trangen og evnen til at rejse i stor stil er et af de træk, hvorved vi stærkest adskiller os fra andre kulturer på kloden. Vi er enestående på det punkt.
    Mennesketypen bag denne ekspansion er altså erobreren: manden med de heroiske drømme, som er orienteret mod fysisk og intellektuel indtrængen i den sanselige virkelighed - og beherskelse af den. Den vesteuropæiske rejse har bl.a. givet sig udslag i den politiske, militære og økonomiske imperialisme, og dens forgænger, kolonialismen. Opdagelsesrejseren har haft generaler, guvernører og entreprenører i trosset efter sig. De har været uden hans drømme, men har været konsekvensrige praktiske forlængelser af hans erobrervæsen.
    Det er et foretagende der kan fordømmes en hel del. Dertil kommer at det fra sin vinkel giver et portræt af erobreren som psykologisk type. Kolonialismen og imperialismen indebærer en enorm udvidelse af den magtudøvende intellektualitets og den heroiske fantasis domæne, som nu må siges at omfatte hele jordkloden, den store verden. Som eventyr, som rejse hjemmefra, betegner den en maksimal udvidelse, individuelt og kulturelt, af de medbragte evner. Men det er også sådan, at vi har opdaget det nye land med vort begærs, vores selvoptagetheds og vores videnskabs blikke. Et par citater fra Stanleys beretning om sin rejse i Østafrika for at finde Livingstone kan illustrere, hvordan dette blik ser ud. Det første er fra rejsens slutning, hvor Stanley polemiserer mod nogle engelse avisers modvilje mod ham som udsending for en amerikansk avis: "Hvis "The New York Herald" Ønsker at føre Pressens Virksomhed ind i Hjertet af Afrika, hvem vil saa sætte sig derimod? (...) Det er et slet og ret Pengespørgsmaal, og Penge er Drivfjedren i ethvert Foretagende. Har man blot Penge nok, kan hele Afrika ikke alene blive undersøgt, erobret og civiliseret, men den store ubekjendte Verdensdel kan paa kryds og tværs blive gennemskaaren af Jernbaner."- Det andet blik er fra rejsens begyndelse, rettet mod et konkret landskab: "Da det netop var Regntiden, saae vi alt i det sletteste Lys; men selv under disse Forhold seer jeg med Glæde tilbage paa det frugtbare Land, hvis store Rigdomme engang i Tiden love den civiliserede Nation, som vil tage det i Besiddelse, det rigeste Udbytte. Det vilde være ligesaa let og hurtigt at bygge en Jernvei mellem Bagamoyo og Simbamwenni, som at bygge Pacific-Banen, og langt billigere. Blev Jorden drainet, vilde Opholdet her ikke være forbundet med større Ubehageligheder end i ethvert andet Land, der er under Opdyrkning. (...) Den eneste alvorlige Fortræd foraarsages her af de tidligere beskrevne Fluer, der, indtil Skovene og Junglerne blive ryddede, ville gjøre Quægavl næsten til en Umulighed."
    Vi har omdannet det nye land i vort eget billede. Hvor langt vi end er rykket ud, har vi fået os selv igen.
    Den store verden enmagen til vores egen derhjemme, blot er den større og rigere. Viljen til videnskabelig erkendelse, trangen til prestige, jegviljen, får gennem erobringen af denne verden sig selv igen. I forstørret skikkelse ganske vist; men i længden er der noget kedeligt ved det.

DEN FLYVENDE HOLLÆNDER

Det er blevet påpeget at der er en påfaldende lighed i udseende mellem Roald Amundsen og Johannes V Jensen. Det kan derfor ikke overraske, at danskeren har skrevet et digt, som hedder Columbus, og som er den bedst tænkelige sammenfatning af den moderne rejsende, den erobrertype som bl.a. Amundsen repræsenterer.
    Digtet skildrer erobreren indefra, i en proces fra før til efter opdagelsen af Amerika - hvor den kendte Columbus-rolle kun fylder en begrænset del. Han ender som den flyvende hollænder, i et billede hvor denne skipperskrøne-figur får status som moderne rejsemyte.
    Det begynder som et paradis-flip. Columbus er blevet træt af det almindelige købmands-rejseri østpå:

                nu vil i Aftenrøden han lede
                sig frem til Landet som Solen
                beskinner naar den er nede.

Det land ligger endnu længere væk end Troels Kløvedals Paradis. Ikke desto mindre sejler Columbus vestpå, som om stedet fandtes på jordkloden, blot endnu ikke indtegnet på kortet - ude af stand som han er til at skelne, hvad der er drøm og hvad der er navigationskurs.
    Matroserne på skibet er mere jordbundne folk, så de er ikke med på trippet. Til gengæld er det dem der når målet. Sejladsen ender jo nemlig med at skibet når den berømte palmegrønne ø. Der slår matroserne sig lyksalige ned, og har det som Nordkaperens besætning i dens Paradis på jord.
    Men Columbus, hvis længsel var større? I Vestindien og Amerika går solen jo ned som i Europa!
    Ja han omdannes for det første og meget synlige til entreprenør, en mand som med sit magtfulde intellekt, "de havkolde Vikingebryn", skaber det jeg har kaldt den store verden, men som digtet kalder "den ny Verden". Det er denne rolle der har givet ham den historiske udødelighed, helterollens Columbus, den type der har skabt det moderne Amerika, og omdannet den palmegrønne ø til Miami Beach og Costa del Sol.
    Drivkraften til denne stadig fortsatte erobring er imidlertid en skuffelse, den der ramte ham da hans drømmende paradis-længsel blev skåret ned til en konkret og sanselig sydhavsidyl. Dette Paradis på jord er så uafviseligt tiltalende og virkeligt, at han ikke kan stille noget op mod det, skønt det skuffer den længsel, han kom sejlende med. Han søgte "den evige Lykke", men skabte,et komfortsamfund.
    Den overskydende energi lever nu videre i hans indre, som den skjulte drivkraft bag ekspansionsprojekterne - den som stadig vil noget nyt - men også uden at kunne tilfredsstilles af ekspansionen. Det er dette overskydende, digtet sammenfatter i skikkelsen den flyvende hollænder: den længsel der ikke kan finde tilfredsstillelse i erobringen, men som heller ikke kan finde andre steder hen.

Er Columbus som psykologisk figur splittet mellem den materielle ekspansion, han begiver sig ud i, og den overskydende længsel der flakker om i hans indre, har digtet også en anden måde at beskrive splittelsen. På den ene side udtaler det sin begejstring over den store verden, der opfattes som et kulturelt modtræk mod gamle dages religiøsitet: "Du gav os Jorden igen". På den anden side siger det – medfølende – om vilkåret for den flyvende hollænders sejlads: "Der er ingen Gud i de rasende Bølger".
    Med disse programmatiske formuleringer løftes sagen brat fra den billedlige psykologiske fremstilling op på et akademisk forståelsesniveau. En levende erfaring bliver pakket ind i en ideologisk debat. Den flyvende hollænder gøres til figur for skuffet religiøsitet, uanset digtets erklærede antireligiøsitet.
    Her er det som om en gammel kulturs tænkemåde sænker sig ned over en oplevelse, som allerede er tilstrækkeligt autentisk beskrevet, og klemmer livet af den. Den rastløse flyvende hollænder er præcis nok i sig selv som figur for den længsel, der ikke kan slå sig til tåls med erobringen af den store verden.
    Derimod kunne digtet med fordel have tydeliggjort Columbus' tilstand på udrejsen, hvor en intelligent og erfaren skipper kommanderer og navigerer sit fartøj, på en kurs der er styret af en drøm. Det lyder sært, men er ikke så usædvanligt endda.

DRØM OG SANSNING

Robinson Crusoe, skibbrud, strandet på en øde ø. Den herlige ulykke, der bryder ind i alle planer, kaster mig ud af civilisationen og afskærer vejen tilbage. Hvem har ikke ligget i sin lune barneseng og drømt om at slippe for grundmurede huse, blødkogte måltider, omsorgsfulde forældre, rigide skoler, og sengen med? At stå overfor den vidunderlige opgave: at overleve i det uberørte vildnis med de bare næver. Ferie hele tiden.
    At drømme på den måde ved vi hvad er. Det er barnedrøm, dagdrøm, om den tilstand vi længes efter at komme i, men af omstændighederne desværre er afskåret fra. Barnet ville hurtigt Ønske sig tilbage, hvis det fandt sig selv derude, ti år gammel og i bar undertrøje. Og det ved det, for som barn kender man udmærket forskel på drøm og virkelighed - ellers holdt man aldrig de frygtelige godnathistorier ud. Det er mere indviklet for os voksne.
    Det hænger måske sammen med at vi tror, at forholdet mellem drøm og virkelighed også for os er udtømt med modsætningen mellem Robinson Crusoe-drømmen og realiseringen. På denne udbredte måde optræder de to tilstande f.eks. overfor hinanden i denne passus hos Messner, om livet nede i base camp et par dage efter bestigningen: "Når jeg vågner om natten, gribes jeg af en følelse af vemod, efter at drømmen om at bestige Mount Everest uden iltapparater er blevet til virkelighed. Denne tomhed er endnu ikke blevet udfyldt af en ny drøm."
    Her er forestillingen, som hos de fleste af os, at drømme er noget man har i sit indre - før, udenfor, i praksis adskilt fra det man kalder virkeliggørelse - og det vil sige ydre sanselig kontakt med.
    Men der er noget der tyder på, at denne forestilling ikke er tilstrækkelig. I bøgerne om Nordkaperens rejser går der en tilbagevendende diskussion om, hvorvidt det hele er drøm, eller om det er virkelighed. Johs. V Jensens Columbus sætter al sin sømandserfaring ind, samtidig med at han sejler mod et mål, der ikke findes på globusen. Drøm er en afgørende, men uafklaret del af dynamikken hos de store erobrere. Skønt man roligt kan sige at de er stået ud af sengen.
    Troels Kløvedal går offensivt ind for drømmen; ikke for ingenting er han af generationen fra 1968. Derfor undrer man sig ikke så meget over, at han kan give en sammenfatning af rejsen, hvor de faktiske oplevelser fremtræder som drøm: "Lange tunge drømme om det dyrebare kammeratskab, om dig og mig, børn der leger, mørkeblå oceaniske landskaber, gællelåg der ånder på store fisk, mellem koraller i mange farver overstrøet med hvide blomster fra japanske kirsebærtræer. Drømmen om det hvide lys' flerfarvethed, at du og jeg ser det, som Newton så det. At røre ved gult lys, flimrende ved evigheden, medens den varme daglige verden maser sig på. Glæden ved at give en unge en tør ble i røven."
    Mere overraskende er det at finde den samme ophævelse af det traditionelle skel mellem drøm og virkelighed hos en garvet erobrer som Maurice Herzog, i hans beskrivelse af bestigningen af Annapurna i 1950 - fra det øjeblik det ligger klart, at han og hans kammerat vil nå toppen: "Jeg har en fornemmelse, som kastes jeg ud i noget nyt og uvirkeligt. Jeg overvældes af stærke, sælsomt levende indtryk, hvis lige jeg aldrig tidligere har oplevet under nogen bjergbestigning. Der ernoget irrationelt i den måde, hvorpå jeg opfatter min kammerat og vores omgivelser... I mit indre smiler jeg ad vore ynkelige anstrengelser. Jeg ser mig selv som betragter af min krops bevægelser, men jeg føler intet besvær. Det er, som var al tyngde gledet af mine skuldre. Dette gennemsigtige landskab, denne forklarede renhed er slet ikke mit bjerg. Det er mine drømmes!"
    Mødet med sydhavsidyllen, mødet med den eftertragtede tinde, beskrives som drøm: Den faktiske tilstedeværelse! Den sanselige kontakt med! Kalder det ikke på en flytning af den vante forestilling om disse ting?
    Et tegn mere i samme retning: Oplevelsen af virkeliggørelsen.
    De store rejsende når frem: Knud Rasmussen, Amundsen, Peary, Stanley, Messner, Heyerdal. Dette hedder at drømmen bliver til virkelighed, og der er også utvetydigt tale om konfrontation med en overvældende verden. De når frem, rører ved den eftertragtede fjerne virkelighed. Har fotografier af den, med sig selv på!
    Ingen vil undre sig over en påstand om at drømme ikke mætter ret længe. Mere overraskende er det at måtte konstatere, at denne virkeliggørelse, denne nåen frem, heller ikke mætter. Troels Kløvedal har siden været på vej jorden rundt igen, bøjede af i Vancouver, og nu går han så vidt jeg ved og knurrer. Messner er ikke kommet mange skridt ned fra toppen, før han må konstatere, at "dette også er en sorgens dag for mig. Der er sket noget definitivt. Bjerget, jeg er på vej ned fra som ødelagt illusion." De store erobrere er altid optaget af en planlægge nye rejser. Den flyvende hollænder.
    Virkeliggørelsen, den konkrete slåen sig ned på disse enestående steder, mætter ikke, hverken den varme idylliske eller den kolde udfordrende. Skønt de ankomne inhalerer den med alle sanser, og fastholder den med alt tænkeligt apparatur.
    Er der da noget grundlæggende i vejen med den menneskelige organisme og dens forhold til virkeligheden? Det vil nogle sikkert mene. Men man kunne også prøve at tænke på en anden måde, og spørge om ikke det er vores selvfølgelige forestillinger om virkeliggørelse, der er noget i vejen med? Dem som også erobrerne rejser ud med, men som ofte begynder at flimre for dem, når de står ved målet.
    Der er noget påfaldende ved beskrivelserne af Kløvedals og Maurice Herzogs ankomster. Ét er at disse store oplevelser af den fysiske verden betegnes som drømme. Men lige så vigtigt er det, at beskrivelserne selv i så udpræget grad har karakter af lyrik, prosalyrik.
    Når jordens poler, dens højeste bjerge, dens varmeste idyller ikke alene opleves som drøm, mens erobrerne endnu stræber frem mod dem, og som (tabt) drøm efter at de er nået frem - men tilmed som drøm mens de er der, så skulle man måske tage dem på ordet. Ja, disse oplevelser er drøm. For at beskrive dem præcist, har de måttet ophæve sagprosaens nøgterne stil.
    Men så har ordet heller ikke længere den samme betydning som ved Robinson Crusoe-drømmen: indre oplevelse, i praksis adskilt fra virkeliggørelse. Den store verden foreligger jo nemlig for disse store rejsende, den strålende og udfordrende, hidtil ubetrådte, virkelighed ligger for deres fødder - samtidig med at de "drømmer".
    Ja det gør den jo; men udover at være der som fysisk realitet optræder den samtidig som spejl for den rejsendes indre, såsandt som naturen, omverdenen i det hele taget, i den meste lyrik optræder som billede på jegets indre. Messner på Mount Everest: "Selv er jeg kun retning, kraft og tinde." At selv Everest-fanatikere ser forskellige ud indeni viser en sammenligning med den første kommentar fra Hillary, da han havde oplevet det samme: "Well, we knocked the bastard off"!
    Spejling er den form for drøm, hvor jeget ser sine inderste længsler, mens det betragter og forholder sig til omverdenen. Projektion kalder dybdepsykologerne det: omverdenen som et lærred for billedet af vores indre.

EVENTYRET OG CHARTERREJSEN

Man kunne spørge, hvad de store eventyrere, paradisflippere som erobrere, egentlig kommer os ved – disse enestående og eksklusive personer? Hvorfor glemmer vi dem ikke bare, hvorfor tosser de nulevende ikke rundt på de store vidder i al ubemærkethed? Det skyldes naturligvis, at de som andre helte repræsenterer de længsler, vi andre tusser rundt med i form af barne- og dagdrømme. I den form findes eventyret som en udbredt tilbøjelighed, det vidner den fortsatte dyrkelse af heltene om. Hvis man spurgte, hvordan den længsel ser ud, ville svaret blive lige så mangfoldigt som det galleri af rejsens heltetyper, bog- og mediebranchen omsætter. Men man kunne også spørge, hvad vi forestiller os er det fælles og egentlige forehavende i rejseeventyret – og hvordan de fleste af os kommer til at praktisere det.
    Man må kunne forvente, at folkeeventyret indebærer et bud på, hvad eventyret betyder for folket – eller betød dengang ordet havde dets fulde og ufordærvede mening. – Det er da også et næsten uomgængeligt træk ved folkeeventyret, at det sender hovedpersonen hjemmefra, på rejse, hvadenten det blot er lidt fra alfar vej ind i skoven, eller østen for sol og vesten for måne. Betydningen af dette kan sammenfattes sådan: at komme et ukendt sted hen og derved komme i en ukendt sjælelig tilstand. Man kunne sige, at det er en meget relativ værdi, for hvad der er ukendt for mig er trivielt for dig. Til gengæld er forehavendet hårdnakket i sin insisteren på at betegne en tilstand, som man ikke har indsigt i eller magt over.
    Den moderne folkelige udgave af rejseeventyret er jo turismen, mest udbredt i form af selskabs- eller charterrejsen.
    Når man fordyber sig lidt i et katalog fra Spies rejser, et firfarvet værk i dybtryk på over 200 sider, deler dets billeder sig i to kategorier: Der er de store indledningsbilleder, der slår stemningen på de enkelte feriemål an, fyldt op med hvide strande, blåt hav, solbrændte unge mennesker og farverigt folkeliv, et hotel med swimming-pool. Og der er de efterfølgende rækker af mindre og mere saglige billeder, som viser de hoteller der konkret tilbydes, ude- og indefra, ledsaget af oplysninger om de forskellige faciliteter. Dette følges op af prislister over hotellerne, varierende efter sæsonforhold.
    Dette omhyggelige arrangement appellerer til en rejselyst, hvori man sagtens kan genkende eventyret.
    Som i denne beskrivelse, et udflugtstilbud om "jeep safari": "Nyt, spændende og anderledes. Safari betyder at rejse. Det gør vi på denne tur. Denne gang på landkortets hvide pletter. Der har været mennesker før ved den smukke sø Chira, men garanteret ikke i bus.(...) For nysgerrige, naturelskere og dem der Ønsker at se noget andet."
    Modellen for dette tilbud er erobrerdrømmen. Det følgende lægger sig tættere op ad Paradis-drømmen, et tilbud om "sunset safari" i Gambia: "Nyt eksotisk aftenarrangement. I terrængående biler går det sydpå gennem bushen, og efter et kort ophold undervejs kører vi ud på en dejlig strand, hvor vi skal feste i en stor gambiansk palmehytte. Imens vi tager en dukkert i de friske bølger, og solen går ned i horisonten, tændes bålene på stranden, og en spændende middag står snart klar. Endnu har vi underholdningen til gode - mærkelige gambianske musikinstrumenter, tam-tam-trommer med deres dumpe rytmer, en forrygende stammedans. Mød eventyret i tropenatten. Eftermiddags-aftentur."
    Forud for det der her beskrives, ligger en hurtig og præcis flyvetur fra København til Afrika, indkvartering på et velbeskrevet og forud bestilt hotel, under opsyn af bureauets guider. Den omfattende arrangerende kraft bag dette er trængt helt ind i skildringens stil, med dens gennemførte og sikre fremtidssprog, om en dag der dog ligger måneder frem i tiden: så kører vi derhen, så bader vi, så går solen ned, så står middagen klar, og så er der forrygende stammedans. Beskrivelsen kan minde om rokokoens idyller, hvor fine byboer kommer ud i naturen, dvs. i et landskab med får og hyrder, der altsammen er klippet, friseret og arrangeret af ceremonimesteren. Men skildringen af turen som på en gang spændende og gennemorganiseret er sandfærdig nok, for sådan vil den også blive oplevet.
    Noget afgørende er her taget ud af eventyret, og det 'noget' er lige præcis eventyret. At drøm og spejling er er den moderne rejses element er en sag for sig. Men når eventyret på denne måde får karakter af arrangement, bliver det gjort til noget mere bedragerisk end drøm og spejling, nemlig til illusion. Vi er nok kommet et ukendt sted hen, men kun i den allermest beskedne konkrete forstand; og vi er ikke kommet i nogen ukendt sjælelig tilstand. Der ligger bekendte kræfter bag det hele, og deres opgave er at sørge for at det uventede og reelt fremmede bliver holdt på afstand.- Der lurer megen skjult flovhed og forstemthed på charterrejser, og jeg tror det skyldes, at de ikke er realiseringer af drømme, men illusioner om drømme.
    Vi er tættere end det umiddelbart ser ud på den situation, hvor vi ligger i sofaen og læser rejsebeskrivelser.
    Turismen har vendt om på rækkefølgen; den har sendt entreprenøren afsted foran eventyreren. Derfor kommer turisten ikke til det mørke Afrika i sin Jumbojet. Hvor sådan en kan lande, er det elektriske lys kommet i forvejen.
    Det er altså de færreste der har noget at hovere over; alt normalt vesteuropæisk rejseri ophæver eventyret på denne måde, mere eller mindre. Vi havde vores returbillet med rundt om Annapurna; og landsbyernes lodger, hvor elendige de end kunne være, var begyndt at få engelske navne. Hotel Beauty.
    Hvor vi end hver især placerer os på skalaen mellem det trivielle og det eventyrlige, rejser vi med denne modsigelse i os: vi har sikret os, men længslen retter sig mod det ukendte. Det er iøjnefaldende, hvordan dagbogen fra Himalaya med rørende ihærdighed placerer vores rejse så tæt på eventyret som muligt, på kanten af det gennemførlige.

UDE OG HJEMME

Temaet rejse er kun den ene ende af en elastik, hvor den anden hedder hjemme.
Når min dagbog ikke kan leve op til en rigtig rejsebeskrivelses krav, er det ikke alene fordi vores pas kun er 5.400 meter højt, og altså det rene vand i forhold til det man skriver bøger om. Det skyldes også, at den indeholder nogle pinlige elementer af et i branchen ganske uantageligt føleri. Jeg længes ikke alene hjem mod kone og børn - det fik endda være, sentimentalitet er ikke ukendt hos rejsehelte - men jeg har dem ligefrem med mig, som en slags rejsefæller. Ligesom jeg har bestyreren for det institut hvor jeg arbejder, den skrivelystne Keld, med i bevidstheden. Savnet af dem var mindre end glæden ved at have dem med.
    Det skal man lede længe efter hos ordentlige rejsende, i hvert fald dem jeg hidtil har holdt mig til. De har nemlig alle et yderst problematisk forhold til tilstanden 'hjemme'. Ikke så snart er de nået halvvejs jorden rundt eller op på toppen af Mount Everest, før hjemmet dukker truende op i bevidstheden, ledsaget af en rastløs søgen efter nye rejsemål, eller andre måder at skulke på.
    Jo højere rejsen sættes som livsform, jo mere der investeres i den, desto mere truer den også med at blive en absolut værdi. I en artikel om polfarerne, som jeg allerede har trukket på, beskriver Knud Michelsen disse mænds binding til deres rejsemål som en projektion, der samtidig er vendt negativt bagud mod det kendte og hjemlige, i en neurotisk absolut splittelse: " men omkostningen for dem var, at tilbagevejen var spærret. Mellem isødet og den kendte verden åbnede der sig et svælg, som det ikke var muligt at bygge bro over. Deraf deres følelse af uligevægt og deraf rastløsheden og følelsen af hjemløshed, når de endelig var "hjemme"."
    Den flyvende hollænders skæbne er en velkendt trussel, samlingspunkt for begreber som hjemløshed, landflygtighed, fredløshed.
    Problemet er sådan set indlysende. Den moderne rejse bliver jo til på et modsætningsforhold til hjemmelivet. Hvordan det forhold ser ud, kan man illustrere ved en liste over værdiernes fordeling

                hjemme og ude:

                trivialitet – eventyr
                binding – frihed
                snæverhed – åbenhed
                tryghed – udfordring
                velfærd – vildskab
                borgerlighed – oprindelighed

Udenfor rejsesammenhænge ville alle værdierne på listens venstre side ikke nødvendigvis være negativt ladede, og dem på højre side positivt. Men her er de det, i den rejsendes værdiunivers. Det har nemlig dannet sig på en afstandtagen fra og protest mod hjemmetilværelsen - den hvis typiske lokalitet er fædrelandet, og hvis form er fast arbejde og erotik.
    Når nu det gode, værdierne, er at finde ude i den store verden, kunne man logisk spørge hvorfor de store rejsende så ikke bare bliver der, gør rejsen til varig livsform, uden piv. Et smut hjem i ny og næ til den gamle mor, behøvede jo så ikke at ødelægge tegningen.
    Men den går ikke - hjem må de ind imellem af tvingende grunde. Og det skyldes at hjemme til syvende og sidst opleves som virkeligheden, også af dem. Hvor storslået og sanselig konkret rejsen ud i den store verden end er, så er den dog samtidig en art drøm, spejling.
    Som det er fremgået giver nogle af dem også selv på forskellige måder udtryk for den tanke - men ingen drager vist den nærliggende konklusion, at såmå hjemme være virkeligheden (dertil er deres virkelighedsbillede for fikseret til rejsens fysiske mål). Men denne irrationelle binding hjemad er måske det stærkeste bevis på rejsen som drøm og spejling: bindingen hjemad repræsenterer den tvingende ubevidste trang til at knytte sig til den virkelighed, de undertrykker på rejsen. Men virkelighed betyder så ikke længere det fysiske og sanselige, men en sjælelig-social størrelse: det sted hvor jeg kommer fra og hvor jeg hører til.
    Der ligger problemet: hjem til virkeligheden må de, selv om alle positive værdier iøvrigt er placeret i rejselivet.
    Det er nu deres problem kunne man sige, disse store ubetænksomme rejsende, der har distanceret sig så stærkt fra hjemmeværdierne, at de ikke kan finde fred nogen steder - mens vi andre betænksomme bevæger os ad den gyldne middelvej: passer hvad vi skal hjemme, lever vores liv der, og så tager vi en afmålt rejse, når vi har tid og råd.
    Et borgerligt liv kan jo gemme så meget, så lad os forestille os typen i renkultur: ham eller hende der faktisk lever på rytmen: hjemme er forpligtelse, rejse er frihed. Da består den gyldne middelvej i den samme opsplitning af værdierne, som den de store rejsende lever med, blot har praksis forskudt sig hjemad. Hjemme er trivialiteten, ude er eventyret (uanset om det praktiseres som illusion). De to sider af tilværelsen vender ryggen til hinanden. Denne udbredte moderne livssatsning er udtryk for en splittelse, som vi administrerer med største selvfølgelighed. Overskuddet, fritiden, det bedste vi har, skal sættes ind på rejsen - da skal vi opleve alt det vi går glip af under hjemmelivets bindinger.
    Den gyldne middelvej: den lille hjemløshed.

ODYSSEUS

Hvis den flyvende hollænder er den moderne rejsende myte, kan det være på sin plads at stille den overfor den klassiske rejsemyte, Odysseus.
    Dette epos beskriver kort fortalt Odysseus' rejse hjem til Itaka efter sejren i den trojanske krig. Krigen varede i ti år; men rejsen hjem bliver for Odysseus lige så langvarig, for han rammes hele tiden af uheld. Han bliver holdt tilbage hos nymfen Kalypso, som vil giftes med ham; han kommer i kløerne på den slemme Kirke, der forvandler hans mænd til svin; han bliver fanget i den enøjede kyklops hule; han strander hos de venlige fajakere. Han kan vælge mellem Skylla og Karybdis, men lige hjem kan han ikke komme.
    Bortset fra disse hindringer og den geografiske afstand er hjemkomsten også på anden måde blokeret; for hans kone Penelope er omgivet af en flok frække bejlere, der nærmest har sat sig på hjemmet.- Men Odysseus overvinder både alle farerne undervejs og bejlerne derhjemme, sådan at den trojanske krig endelig kan opfattes som helt afsluttet - ved at erobreren bliver forenet med sin kone, sin søn og sin gamle far.
    Her er hjemmet tilværelsens midte, rejsens selvfølgeligt efterstræbte mål. Her er eventyret en serie udsættelser og ulykker. Der er bare det ved det, at det er disse ulykker der bærer det meste af historien. De er tilsigtede, og det ikke blot fra et underholdningssynspunkt. De skal til for at Odysseus kan komme hjem og forenes med sin kone som aldrig før, dvs. som noget andet end erobreren.
    Værket har to hensigter, hvis mål begge er hjemmet. Odysseus' plan er den lige vej og hurtigst muligt; men den er for umiddelbar. Værkets plan er at bringe ham derhen hvor hans vilje ikke vil, at skaffe han nogle ulykker og eventyr på halsen, der bringer andre sider til udfoldelse hos ham end den lige vej ville have gjort. Denne hensigt skal også bruge ti år.
    Adskiller denne historie sig stærkt fra den moderne myte, har de dog et vigtigt fælles træk, nemlig den rejsendes karakter. Ligesom Amundsen, Stanley, Knud Rasmussen, Messner og Heyerdal er Odysseus en stærkt udadvendt person, intellektuelt disponeret og en stor fighter. Det er ham der til slut bringer Troja til fald, med det trick der siden er blevet kaldt den trojanske hest. "Den snilde Odysseus" kaldes han.
    Det er imidlertid også hans begrænsning, ja lige præcis den egenskab der gør det nødvendigt at bringe ham så meget ud af kurs, at hans rute ikke lader sig genfinde på noget kort over det østlige Middelhav. Med list og magt kan han komme ind i fjendens lejr, men ikke tage hjemmet i kærlig besiddelse. Det har til alle tider krævet sin mand.
    Hvor den moderne rejsende søger sine eventyr i en retning bort fra hjemmet, der søger Odysseus, eller værket på hans vegne, eventyr der netop skal bringe ham hjem. Da han selv er en erobrer og derfor tillukket overfor den slags, må historien gå hårdhændet til værks og gøre brug af orkaner, skibbrud og deslige.
    Det udfordrende ved denne klassiske rejse er, at dens retning fra ethvert synspunkt er hjemad, men dens middel er at indføre helten i det fremmede.

DET FREMMEDE

For at forstå det radikale ved denne form for erfaring, kan det være fordelagtigt at se på dannelsesromanen, som en mellemstation mellem den oldgræske og den moderne rejsende.
    Dannelsesromanens midterste del består typisk af en rejse. Den deler sig igen i to afsnit. I Goldschmidts Arvingen udvider Axel i det første af disse afsnit sit fantasiliv til dets yderste grænse, sådan at landskaber, museer, spilleetablissementer og kvinder i Tyskland og Paris bliver til et stort spejlkabinet af hans storhedsdrøm. Under rejsens anden del udfolder han sig som et intellektuelt handlingsmenneske. Det er meningen, skønt ikke helt så troværdigt; men han får da udført en heltegerning og erobret den han elsker.
    Denne rejseperiode, der fylder omtrent halvdelen af romanen, har en klart defineret foreløbig værdi. Axel udvikler sine sjælelige evner ved i handling at bringe dem i forhold til en større verden end den hjemlige, først fantasien, så intellektet, som redskaber for hans længselsverden. Det er rejsens positive værdi, at udvide hans jeg og dets evne til at tage verden i besiddelse.
    Det begrænsede og i længden utilfredsstillende er, at nok bringes han således ud i en større verden end den kendte, men ikke ud i en anden. Derfor finder han ikke svar på den længsel, der drev ham ud; og derfor kaldes denne periode i dannelsesromanen også traditionelt "hjemløs".
    Hvor radikalt denne begrænsning skal forstås, bliver tydeligere når man tager Nexøs Pelle Erobreren for sig. Den er opbygget på samme måde som Arvingen; men her sendes hovedpersonen ikke til udlandet, skønt nok hjemmefra. Fantasiperioden foregår i en købstad på Bornholm, den intellektuelle i København. Det er specielt den sidste, der er provokerende i denne sammenhæng. For romanen kræver, at det forløb skal opfattes som hjemløshed, altså som en foreløbig værdi, hvor helten gør sig til et med proletariatet og fører det frem til anerkendelse i det historiske samfund! Iøvrigt med kneb han har lært af Odysseus. Flot nok, synes man.
    Begrænsningen i denne erobrergerning fremgår af, at han ikke har fået hele proletariatet med. Han har glemt de helt værgeløse, dem der ikke kan organisere sig og slås, og det vil bl.a. sige kvinderne (det var dengang). Han har med andre ord isoleret sig fra dem og det, der er anderledes end ham selv. Også hans rejse har ført ud i en større verden end den hjemme på landet; og den har udviklet hans drømme- og forstandsliv til dets yderste grænse. Det er den store verden - som imidlertid er en maxi-udgave af den kendte. Hvad han derfor også selv bliver: enmaxi-udgave af den kendte.
    For at bringe helten videre tager dannelsesromanen, ligesom Odysseen, krasse midler i brug. Arvingen slår hovedpersonens elskede ihjel, med nogle meget tynde begrundelser; og Pelle bliver lige så vilkårligt sat i fængsel til isolation og pryglestraf. Når romanen bliver så voldelig på dette sted, er det fordi dens helt, ligesom Odysseus, er så siamesisk forbundet med en omverden, der spejler ham som han er, at han skal bombes ud af sin sociale rolle for at nå sine længslers mål.
    Hvad Odysseus oplever på sin hjemfærd, er i korte træk følgende: til en begyndelse udsættes han, som et antiklimaks til sejren over Troja, for et almindeligt militært nederlag overfor kokonerne. Dernæst fristes han og hans mænd til at slå sig ned hos lotofagerne med den narkotiske frugt, der får dem til at glemme sig selv. Så fanges de i den enøjede kyklos hule, hvor Odysseus kalder sig Ingen og slipper ud ved at blinde kæmpen. Aiolos betror ham de tæmmede vinde, hvad han og mændene ikke kan leve op til. Troldkvinden Kirke er godt i gang med at omdanne dem til svin, men Odysseus står imod og omdanner dette vellystens sted til en storslået rekonvalscens. Det er der også brug for, for næste etape er dødsriget, hvor Odysseus konfronteres med lidelsen i den historie, hans egen og grækernes, som han selv er sluppet helskindet fra. Dernæst modstår han sirenernes skønne, men dødbringende sang, klarer det risikable sund mellem Skylla og Karybdis, må se sine sidste mænd gå til som solgudens straf for at de ikke kan holde fingrene fra hans kvæg, for endelig at lande hos gudinden Kalypso. Hun vil have ham til at slå sig varigt ned i sit Paradis på jord, lover ham evig ungdom for det. Men da han efter syv år stadig har sin identitet anbragt i forholdet til hjemmet - han sidder hver dag på stranden og græder, skønt aftnerne og nætterne hos Kalypso er indtagende nok - bliver han sluppet fri, og kommer til de venlige fajakere. For dem, og for os, fortæller han nu sin historie, hvorefter de sejler ham hjem til Itaka.
    Selv et hurtigt referat som dette gør det åbenbart, at der her er tale om en anden slags udfordringer end krigens. Der er som regel blandet guder og anden overnaturlighed ind i det, og de gør sig jo ikke denne ulejlighed, fordi de er krænkede eller lystne i almindelig personlig forstand. De repræsenterer en højere interesse for Odysseus og hans forhold til tingenes orden. Har dette forhold hidtil været for endimensionalt, er der specielt en der har besluttet at helten skal møde det fremmede, og det er Poseidon, havets gud, som er den der dirigerer de fleste af "uheldene".
    Hjem til Itaka bliver han bragt i sovende tilstand, og da han vågner op på stranden, kan han ikke kende sit eget land igen. Han har da også på rejsen været i ligeså fremmede magters vold, som man er i søvnen.
    Der er derfor langt fra stranden til hans gamle plads i hjemmet. Afstanden giver sig bl.a. til kende i, at han må forklæde sig - og resten af historien drejer sig om, hvordan han trin for trin bevæger sig frem til positioner, hvor han kan kaste denne forklædning mere og mere fuldstændigt: først for sønnen, dernæst for bejlerne, så for hustruen og til sidst for faderen.
    Men at aflægge sin forklædning er ikke ensbetydende med at blive den gamle Odysseus, skønt nok med hans ydre rolle. Det første han gør efter at have ligget med Penelope er - nu for anden gang - at fortælle sine eventyr, uden omsvøb. Her udfoldes det fremmede lige i ægtesengen. Og da en ny krig er ved at trække op, som konsekvens af drabet på bejlerne, adlyder den velvoksne kriger med glæde gudindens påbud, hvis begrundelse er ret iøjnefaldende efter de sidste tyve års begivenheder: "Stands nu. Hold inde med kampen, hvor alle jo livet kan miste!"

REJSEDRØMMEN

De moderne storrejsendes liv er jo ikke særlig opmuntrende, når man betragter dem som hele livsforløb. Man kunne godt fristes til at ryste på hovedet ad dem, deres drømme og deres spejlen sig i kostbare, anstrengende og risikable forehavender - hvis ikke det, var fordi så mange af os selv går rundt i disse drømme og spejlinger, om ikke andet så som sofa- eller små-rejsende.
    Fra den synsvinkel som Odysseusce rejse opretter, fra dens begreb om eventyrets virkelighed, bliver de moderne erobreres rejser forståelige uden derfor at fremtræde som tåbelige.
    Odysseus kommer virkelig et ukendt sted hen, ja mange, og kommer i ukendte sjælelige tilstande. Han kommer ud for eventyret. Møder det fremmede.
    Først fra en så erfaren synsvinkel bliver erobrernes rejser helt overskuelige som spejlende drømme. Synsvinklen ligner den, der opstår ved en anden slags erfaring, den bevidsthedsudvidende meditation. Også den flytter sig et skridt ud af vores normale bevidsthedsform, og betragter den udefra - og netop som en art drøm: "Beskæftigelsen med meditation får meget af det, som normalt går for at være virkelighed, til at fremtræde som halvt bevidste, halvt ubevidste drømmeagtige tilstandsformer. Virkelig meditation giver personligheden et nærvær, en tilstedeværelse i nuet, hvis eksistentielle klarhed får den almindelige livsform og stil til at ligne drømmen. (...) For meditativ højere bevidsthed fremstår (...) den almindelige vågne bevidsthed som en lavere, mere ubevidst tilstandsform, som drøm."
    Lad os sige at man som den første har nået Sydpolen, besteget Mount Everest uden iltmaske, krydset Stillehavet på en tømmerflåde. Eller lad os sig det psykologisk: at man har udvidet sit fantasi- og forstandsliv maksimalt i engagement i den fysiske verden. Når så denne erobring af den store verden opleves som en skøn uvirkelighed, der til stadighed må genskabes; man må til stadighed afsted igen, den mætter ikke. Så er der ikke alene grund til at betegne denne slags oplevelse som drøm. Der er også grund til at tyde drømmen.
    For så vidt er det ret ligetil. Den moderne rejse er en drøm om eventyret, altså om den anden slags rejse, hvor man faktisk møder det fremmede. Barnet med sin Robinson Crusoe, vi trekkerog charterturister, rejsebogsforbrugere, vi drømmer om den store verden, den der i grunden er magen til den derhjemme, men smukkere og mere udfordrende, rigere. De mennesker der gør denne drøm til livsform og skæbne, de store erobrere, afslører med deres liv, at drømmen blot er en forform af en endnu mere voksen drivkraft, den som Odysseus meget mod sin vilje får kaldt frem på vejen hjem, og som jeg har kaldt lysten til det fremmede, til at møde en omverden der bringer en i en anden tilstand end den kendte.
    Enhver rejse indeholder som noget centralt: passage af et stort vand, af høje bjerge, en dyb skov, en landegrænse. Eller i hvert fald af hjemmets tærskel. Denne rejsens mest nagelfaste bestanddel er billedet af den bærende drivkraft bag rejsedrømmen, nemlig længslen efter personlig grænseoverskridelse. En overskridelse af erobrerjegets grænse. Og det vil udadtil sige en åbning mod det der er dig ulig, indadtil en udvidelse af jegets rum, der overskrider fantasiens og forstandens virkefelt.
    Fra denne synsvinkel falder der et røntgenblik på to lidt mystifistiske steder i dagbogen fra Annapurna-rejsen, drømmen om vores ødelagte hus, turens eneste noterede nattedrøm. Og den elendigt motiverede erindring fra Madeira, der endda forhindrede mig i at se et velrenommeret kloster i Bagarchap.
    Madeira-historien er utvivlsomt en slet skjult heltedrøm, i erindringsform; en variation af hangen til at opleve Annapurnarejsen som en præstation af rang. Ha! - Nattedrømmen er noteret ned en dag tidligere, et ubevidst udtryk for det samme, men mindre forklædt: Når et hus går til grunde - min familie var omhyggeligt ude af billedet - er det normalt et tegn på indre opbrud fra jegets nuværende udfoldelsesform.
    Det er på denne grænse, den kristent inficerede hollænder forgæves spejder efter Gud i bølgerne.
    Og der er så kommentaren fra Odysseus: trangen til at overskride grænsen er ikke alene sværere at opfylde end som så; det er også sværere for alvor at nære den - hvorfor man som regel skal smides ud i det.
    Og en kommentar mere. Denne rejses mål er at komme hjem. Ikke fordi det er så hyggeligt og alt skal være ved det gamle. Men fordi man der står overfor det mest fremmede der findes, ens kone.
    Målet for Odysseus er nok at tage det gamle jeg i besiddelse, rollen i samfundet og som far, søn og ægtemand. Det sker ved at han bryder bejlernes belejring, der indeslutter hjemmet på samme måde som han selv har belejret Troja.
    Men der er også et mål udenfor denne rolle. Odysseus' og Penelopes ægteseng er forankret på en særlig solid måde, som Odusseus selv er mester for - og det er en hemmelighed, de vogter omhyggeligt over. Der fortæller han hende sine eventyr, og da er han kommet til den rette, for hvor rollen udgør det kendte jeg, jeget i samfund, der betegner det private møde mellem disse voksne elskende jegets møde med det fremmede.- Kvinden som det andet køn er dette og mange andre litterære værkers tegn for det fremmede. At forbinde sig med hende som sådan – og ikke som en spejling af en selv – er at komme et ukendt sted hen og i en ukendt sjælelig tilstand.
    Det har rejseeventyret været en forberedelse til. Så Penelope er med god grund fornøjet over at høre Odysseus fortælle sit: "Dronningen lytted med glæde til alt."

UHELDET

En nær bekendt af mig yndede som barn at drive en bestemt sport på vej hjem fra skole. Når hun gik der sammen med sin veninde, foreslog hun til tider, at de tog et smut ned ad denneher sidevej; og om de ikke også lige skulle se, hvad der gemte sig henne bag det der hjørne. Og sådan blev hun ved, indtil hun lykkelig kunne udbryde: "Så, nu er vi faret vild!" Hvadenten rejsen skal konfrontere os med det fremmede eller blot med den store verden, er uheldet en afgørende og god ting: det brækkede ben, strandingen, den hændelse der bringer os i den situation vi ikke selv vover at bringe os i. Den kan vi af gode grunde ikke selv hidkalde. Men er det ikke netop hvad den talentfuldt eventyrlystne pige gør: overvinder modsætningen mellem planlægning, kalkule, og tilfældighed, uheld. Hun hidkalder den tilstand, hvor vi er slået ud af kurs, eventyrets hovedhjørnesten, som vi voksne vægrer os imod med returbilletter og rejseforsikringer. Uheldet bringer os til grænsen af hvad vi er, og måske over den.
    Og det er rejsens bærende drøm.

Tilbage

RUNDT OM ANNAPURNA.
Dagbog fra Himalaya

Noter Til top