RUNDT OM ANNAPURNA

Dagbog fra Himalaya

SLOTSVEJ, d. 24.3.85.

Klokken er seks morgen. Alt for tidligt at vågne. Sengen ved siden af er tom. Ak, så har jeg snorket for højt igen, og Lisbet er fortrukket ind ved siden af.

Nede i sit værelse i kælderen sover Jakobe. Heroppe, i den anden ende af huset, ligger Jonas. Herfra udgår rejsen.

Inde i mit arbejdsværelse ligger Bent, ankommet fra Jylland i går. Og hvis jeg rejser mig og kigger ud ad vinduet, kan jeg se over til Anker på den anden side af vejen. Mine to makkere, betænksommme, pålidelige, stærke, praktiske, hyggelige. Dem er jeg godt tjent med.

Og omvendt? Er de også godt tjent med mig? Mig lange, tynde, allerede gråhårede litterat.

De ligner hinanden af ydre, begge brune, mørkt hår og skæg, mørke øjne og ansigter. Begge ser ud som et par svenske skovarbejdere; Bent mindre, skarpere, tateragtig; Anker rundere og tungere. Skønt den ene er skolelærer, den anden porcellænsfabrikant, har de det vidst begge bedst, når de er stillet overfor praktiske, fysiske udfordringer. Udendørsfolk.

De render fra mig, garanteret, når det kommer til at gå opad. Min væsenligste kvalifikation er vist, at jeg har fundet på turen, drømt den og fastholdt den, til den tog form. Og nu står den der, lige for døren.

Hvis altså ikke der kommer en pind i hjulet her i sidste øjeblik. Det er man vist altid bange for, og den landsomfattende arbejdskonflikt er da også brudt ud i nat: 30.000 i strejke og lock-out. Dele af Kastrup er med; men meldingerne lyder, at vores Lufthansfly skulle komme af sted. Den sidste hindring. Mange andre er ryddet af vejen.

Pludselig desperat ømhed for dem jeg skal forlade. Uhu, jeg vil ikke! Her er kvinder og børn.

HOTEL BEL AIR, KASTRUP, d. 25.3. kl. 7. morgen.

Der kom en pind i hjulet, bare en anden end frygtet. Tåge i Kastrup forhindrede Frankfurt-flyet i at lande; det gik ned i Billund, og der stod vi. Vores omhyggeligt beregnede forbindelse Frankfurt-Delhi-Katmandu duer ikke mere. Lufthansapigen forsøgte ihærdigt at strikke en ny og næsten lige så hurtig sammen på telexen: Frankfurt-Karachi-Bangkok-Kathmandu, men kunne ikke få den bekræftet på det sidste stykke, Bangkok-Kathmandu, som er kildent, udenfor de store ruter og civiliseret kontrol. Hun håber at få bekræftelsen her til morgen.

Det hele føles på en gang spændende og abstrakt - helt anderledes end afskedsfornemmelserne i går eftermiddags, som var pågående væmmelige.

Her kan man måske spare dage ved at tage en omvej på to-tre tusind kilometer. De næste to timer er afgørende for om vi skal spilde dage, hvad der vil være ærgerligt i den sidste ende, vi har jo vore planer. Så vidt jeg kan se ud ad vinduet, er tågen i det mindste lettet en smule. Skal vi til Bangkok i dag? Amager er flad og grå.

Reelt er jeg en halv time hjemmefra; men bevidstheden flintrer rundt til fjerne lufthavne.

FRANKFURT, d. 25.3., kl.16.

Det blev Bangkok, hurra. Den Lufthansa-pige blev vi ret varme på.

Keld, du som gerne ville have været med, men som må blive hjemme for at bestyre Institut for Nordisk Filologi, og for at passe udgivelsen af din bog om Ewald: Tag du dig af instituttet, af de studerende, af prestigen i det litterære miljø - gid det må gå Ewaldbogen godt.

Farvel med dig og det, for en tid.

Men du som med misundelse og vemod så denne rejse blive planlagt, som har lysten, men ikke lejligheden, jeg tager dig med, som min makker for tanken, for lysten til at formulere, du for hvem det skrevne er så uhyre virkeligt.

Hvilken fornøjelig rollefordeling!

FRANKFURT-KARACHI, samme aften.

Ved afgang, udenfor maskinen i Frankfurt lufthavn. Ruten hedder Karachi-Bangkok-Manila. Vi skal til Bangkok. Bagagen ligger på vogne foran store containere, hver bestemt for sit sted. Vores er skrevet ind til Bangkok, hvorfra den vil gå op til Kathmandu. Vi er blevet bedt om at identificere vores bagage med henblik på hvor vi skal hen. Jeg finder let min blå rygsæk, peger den ud for manden bag vognen, som lodser den ind i containeren bag sig - hvorefter Anker prikker mig på skulderen: "Hvor skal den container hen?" - Og til manden bag vognen: "Bangkok?" Han ryster på hovedet! Både Anker og Bent havde undret sig over, at min rygsæk ikke lå sammen med deres, havde sikret sig at deres var på rette vej - mens jeg stod og glanede og smilede og var ved at sende min til Manila! - For tolv timer siden sad vi på hotel Bel Air og overvejerede nøje, hvor mange dage vi kunne tåle at miste., hvis det eller det blev flyveruten. Hvis min rygsæk var røget til Philippinerne, kunne vi have stået og ventet på den i en uge i Kathmandu! Og i hvilken stemning! Og så ville i hvert fald turen op til Sanctuary gå tabt som mulighed.

O, mine kære makkere! Nok har jeg fundet på denne tur, men det er ved jer, den skal fuldbyrdes. Ikke havde jeg troet, det skulle blive åbenbart så hurtigt.- Kære Jonas, som jeg så tit skælder ud for din mangel på åndsnærværelse - her var jeg det store fæ, der kunne have spoleret næsten hele foretagenet.-

Hold kæft hvor de fylder en med mad og sprut i den her flyver! Det må være for at beskytte vore sjæle mod det sorte kuldeøde udenfor, og de ca. 10 km. ned.

Vi passerede Alperne, mens lyset svandt. Sort og snefrit i dalene, mens toppene tårnede sig op mod os som klare og vilde formationer af is. Smukt og hårdt - men vi skal ud til bjerge, der er to-tre gange højere.

Når jeg stikker et par ledninger fra armlænet ind i ørerne, kommer der heimatslieder ud i hovedet på mig. Her sidder jeg, mæt og lidt småfuld og hører på ...der kommer "Roslein, Roslein, Roslein rot..." - og så skal vi ud til noget af det mest primitive, sparsomme og anstrengede, der findes: hvilke uhyrlige sammenstød, den moderne verden kan arrangere.

Den tyske teen-ager ved siden af sidder og læser i hesteblade. Jakobe, der må være en kvinderække: dukker, bamser, dyr, børn. Men det er nok bedst, vi ikke lancerer tanken for din mor, rødstrømpen. Skål!

KATHMANDU, d. 27.3.

Derhjemme: de sidste sneklatter lå der endnu; og jeg har i to og en halv måned siddet i mit værelse og skrevet og skrevet. Her ... fra det øjeblik vi kom ud af lufthavnen: et bombardement af varme, af geskæftige mennesker der vil os noget, en række problemer at løse, billetter, trekking permit, bussen i morgen. Om det sidste har vi spurgt i Øst og vest, men det bliver alligevel hasard.

Disse brunsorte mennesker er små og elegante, kvinderne næsten alle fornemme af væsen og i klædedragt (vi har også næsten kun været i de pæne gader) - mens vi er store, lyserøde og grimme, vi står ikke til solen og folkene. Fortovsrestauranter mangler; man burde sidde længe og nyde synet af dem, venlige, muntre, værdige. Men det skal blive skønt at komme ud til en anden slags udfordringer, bjergenes. Håber at disen over dalen her forsvinder, når vi kommer ud på landet og højere op.

At gå på gaden her er som at gå i Lyngby storcenter, hvor al arkitektur er omdannet til vareudbud og reklamer - og hvor jeg føler mig totalt omdannet til købemenneske. Her kører cykel-richawer båttende og ringende op på siden af en, taxier lægger til ved fortovskanten. Står man stille, får man uafladelig tilbud om fordelagtige dollarvekslinger, ægte ghurka-knive og good hash. Hundreder af øjne må ustandselig være rettet mod os, vi lyse røde økonomiske overmennesker. Der er meget at se på. Bent og Anker interesserer sig mere for det end jeg - ikke mindst Bent er glubende. Han ser og ser. De er ikke så fikserede fremad mod bjergene som jeg, for hvem dette i højere grad er en ventedag i rytmen fremad - som i morgen forhåbentlig siger Dumre, turens egenlige begyndelse.

NORD FOR DUMRE, fredag d. 29.3.

Klokken er seks morgen. Lyset sniger sig ind i den overdækkede terrasse, hvor vi har sovet på gulvet. Udenfor hviler tågen tæt. Blicher-stemning, men nu er vi her!

Anker, Bent og vores ledsager fra Dumre er lige begyndt at røre på sig. Men livet i huset, og husene omkring, har lydt i en timestid, specielt en eller anden pumpe eller kværn har banket. Vi kom hertil fem minutter før tordenvejret og skylregnen brød løs i går. Og mutter her - byen består af fire-fem stråtækte hytter som denne - lavede sit måltid til os på gulvet, over sit åbne ildsted. Først nogle skrapt krydrede grønsager, og så den faste ret, vi har hørt om, daal bhat, ris med linsesuppe hældt over, plus the i spandevis. Det var et fantastisk syn i "bryggerset", hvor vi alle sad på hug på gulvet omkring ildstedet, og måtte have lommelygterne frem, hvis vi ville se, hvad vi spiste. Mørke en nådigt.

Nu kommer mutter op med the, og der kommer mere liv i soveposerne.

Vi var ellers ikke meget værd, da vi ankom. Møre efter fem timer i den varme bus til Dumre, hvor der var livlig konversation i bagsædet, selv om vi sad i lag. Egnens unge akademikere var åbenbart samlet. Dels en fyr som skriver "politiske analyser" i en avis i Kathmandu - hvad det så betyder i en enevældig stat? - og underviser på universitetet: "Is there a great nihilistic and existentialistic impact on modern danish literature?" spurgte han i et af svingene. Jeg følte at den eneste måde at anerkende spørgsmålets avancerede karakter var at svare bekræftende. Undskyld moderne dansk litteratur! Hans spraglede mor sad ved siden af på gulvet og havde kvalme, var ude og brække sig bag bussen under et ophold.- Dels en lægeassistent, som sad på gulvet med hovedet i Bents skød og sov det meste af tiden. Til gengæld har han fulgtes med os i går og hjulpet os ind her. Vi skal følges med ham i formiddag også.

Nu må vi op! Den satans tåge! Nok er vi her, men hvor er Himalaya?

Endnu ikke hedt, som da vi startede fra Dumre midt på dagen i går, hvor sveden tapløb af os efter fem minutter, og hvor vi nød et bad i Marsyangdi-floden. Den skal vi op langs med de næste par uger - dens udspring er gletcherne oppe i den evige sne.

kw

kw

kw

kw

kw

NORD FOR BODI ODAR, lørdag d. 30., morgen.

En kras nat.

Dagen var ellers begyndt fint i går. Vi tog afsked med ghurka lægeassistenten i Turture (hans bror er faktisk soldat ved ghurkaregimentet i London). Så kom den "offentlige" lastbil, som også vi lod os mase ind i til Bodi Odar, vejens ophør - ca. 2o personer på 4-5 kvadratmeter, op og ned ad sindsyge veje. Konversationen behagelig og høflig, vi var de eneste udlændinge.

Vi vægrer os stadig ved at spise daal bhat, snød for egentlig mad midt på dagen efter lastbilen og gik videre. Først begyndte Anker, som havde sovet meget lidt, og som har det hårdt med varmen, at gå i stå. Ved tre-tiden også jeg. Endnu et par timers gang til Besisahan Vi slog i stedet teltet op på en terrasse nedenfor stien, højt over floden. Så begyndte tordenvejret fra i går at trække sammen igen. Næppe var vi kommet indendørs, efter pligtskyldigst aftensmad, før det bragede løs. Dernæst storm i stød, hård regn - og så hagl, hagl som dueæg knaldede ned. Det lød som løbske maskinpistoler på teltdugen, og det føltes som et under, at det ikke gik igennem. Da det var ovre, lå der fem cm. is på jorden.

Så brød min diarre løs, galopperende. Ud og brække mig, ud og skide, den ene gang efter den anden. Ned i rygsækken efter lægeforskrifter og opiumsdråber - hvilket rod i mørket. Opiumen tager smerterne og får det vist også til at standse, det ved jeg ikke endnu, men jeg måtte i hvert fald ud hele natten.

To mand syge plus et uvejr - og vi er ikke for skrappe til det med rygsækkene!

Nu kommer Anker og Bent tilbage med kogt vand til mig, og nyheder om uvejret: børn har fremvist døde fugle og fjerkræ; jordskred, blade og bark slået af træerne.

Lidt senere. Jeg ligger på min skummåtte på et skyggefuldt sted og drikker kogt vand. Dybt nede ved floden kan jeg se Bent, som er gået ned for at vaske efter nattens griseri.

Anker i klar bedring efter at have sovet. Men hvor længe skal det vare, inden jeg får kræfter igen efter den omgang, og med den mad vi kan få? Thorung la, passet, turens centrale udfordring, virker uoverkommelig fjern. Og over passet skal vi for at komme rundt. Har vi overvurderet os selv? Mange bruger bærere. Heldigvis har vi god tid, endnu.

På et kort har ruten form som en hestesko, der har fået et slag til venstre. Dumre ligger hvor det højre ben begynder. Derfra bevæger vi os nordpå og dernæst vestover. Passet, som er 5400 meter højt, ligger kort før vi bøjer nedad mod syd igen; og venstre ben ender i Pokhara, hvor vi kommer til veje og busser igen. Inde i hesteskoen ligger Annapurna-massivet, op til 8000 meter højt.

Denne rute har siddet prentet i min bevidsthed i over et halvt år; skal den blive slået i stykker? Vi må være meget omhyggelige med at udnytte de enkelte dages muligheder, med vores foderstand, vores hygiejne.

Gennem- den fjerneste varmedis kan jeg se tågede snedækkede toppe. Bliver disen ved, kommer vi måske slet ikke til at se de højeste? Vi vidste at dis kunne genere på denne årstid, men dette er givetvis over normalt. Uvejret i går overgår også, hvad folkene her er vant til.

Hvilken nat! Bevidstheden pendulerende mellem den første fiasko-alarm og en løbsk peristaltik, mens jorden rundt om lå dækket af et panser af hagl.

Drei Männer im Schnee! Tre beklemte borgermænd side om side med næsen i vejret i teltet, mens lynene glimtede og haglene knaldede. Vi har set komiske ud - og endnu værre, hvis vore sjæle havde været synlige, i hvert fald min: Hvad i himlens navn laver du her? Er der nogensomhelst mening i at bruge tid, penge og kræfter på at rejse så langt - for at ligge her på en tordenrystende bjergskråning med fare for at få flere kilo is i hovedet, med udsigt til ugers hårdt slid, og end ikke rimelige måltider at glæde sig til! Her i dagslyset basker humoren for at komme op over situationen; men nattens nedslåethed og bekymring sidder tilbage. Hvem fandt på det her? Ja hvem mon!

Og her ligger jeg nu i badebukser, skønt jeg ville give meget for at varmen forsvandt. Men vi skal gå væk fra den.

I den!

kw

kw

kw

kw

kw

NADI, søndag. d. 31.3.

- Vi er et meget fornemt sted. Nadi er sommerboplads for folk fra Manang, budhister, velhavende, renlige, lidt reserverede, men venlige og søde. Normalt, og det vil indtil nu sige hos hinduerne, sidder vi i en byge af skvalder, kvinder og børn, når vi spiser - og renlighed er et ukendt begreb. Her fik vi tomatketchup på rise ne, hvilket bragte Anker meget højt op.

Situationen er i det hele taget ret god, på trods af at Anker i går eftermiddags forvred en fod, tilsyneladende kun let.

Kaos i går midt på dagen. Vi lå på teltpladsen endnu, havde ikke lyst til at blive liggende, vi skulle jo helst videre, for moralens skyld, og sidste nat virkede ikke som en opfordring til gentagelse. Jeg endnu slap som en klud efter diarreen. Vi hyrede en bærer til min rygsæk og noget fra de andres, til Besisahar - men han ville ikke af sted med det samme, og tordenvejret lod til at trække op igen. Så vi sad i en saks - indtil vi fik bæreren trukket af sted - så var han også mægtig flink - og tordenvejret blev væk.

Op før seks i Besisahar. Færdig før de andre stod jeg i daggryet på byens åbne plads foran police check-posten og så mig omkring. Pludselig tonede en sneklædt bjergtinde frem i lyset, i klar kontur. "Annapurna two", forklarede en distingveret forbipasserende. En drøm af fjernhed og ynde i gyldent morgenlys. Bent kom til: "Jamen Knud! " udbrød han, da jeg drejede ham rundt. Og Anker lidt efter, med sin flegmatiske entusiasme: "Så er man på rette vej."

I dag har vi for første gang gennemført noget, der ligner en dagsmarch, og det trængte vi til. Strategien er nu: ud på stien kl. 6 morgen, pause for varmen kl. 11-15, sidste etape derefter. Middagspausen bruges til vask af tøj og krop, mad, hvil. Det gælder om at finde et sted ved floden som ved Khudi i dag.

Her i huset har vi fået oplysninger om bærernes vilkår. Vi træffer dem hele tiden på stien med store og tunge byrder på ryggen, styret og støttet af et kraftigt bånd op omkring panden. Egnens godstrafik, som forbinder den store verden, dvs. Dumre, med det fjerne tibetanske Manang. Hvis bæreren går hele denne rute, hvilket tager ham ca. 10 dage, får han ni rupi pr. kg. Det giver en dagløn på 72 rupi, ca. 50 kr, hvis han bærer 8o kg, en frygtelig byrde, som kun de færreste, men altså dog nogle, påtager sig. Og vi sukker over vore skaldede 17 kg!

Der er næsten ikke tid til dagbog, for ikke at tale om refleksion. Annapurna dukkede frem igen den sidste time her hen under aften. Også det tættere dallandskab begynder at få format, skønt der endnu i vidt omfang er dyrket land højt op ad bjergsiderne, et kolossalt vaskebræt af terrasser.

Det er ikke alene anstrengende at gå med rygsækken, men også vanskeligt hele tiden at træde rigtigt; stien består mange steder af store og løse sten. Man tager tusindvis af skridt om dagen som kræver koncentration. Et fejltrin, en forvredet fod, eller man kommer i svingning med rygsækken, uopretteligt, så kan man få sig en ordentlig tur, færdig for den gang! Stadig koncentration, lyder opskriften, sammen med kraftudfoldelse.

I går aftes i Besisahar spiste jeg en portion ris uden tilbehør. Det gik, skønt det smagte som kogt karklud. I dag til frokost mit første egentlige måltid, som jeg har holdt i mig, siden torsdag. Ikke desto mindre går det fint med kræfterne. Skønt at være på fode igen. Måtte nu Ankers ankel ikke udvikle sig til det værre. Det begynder at ligne noget.

kw

kw

kw

kw

TAL, tirsdag d. 2.4.

Sidste nat boede vi i det skumle Jagat, hos et meget værdigt ungt budhistisk par; han alvorlig, smuk, karseklippet. Der var lige plads til de tre brikse i bræddekammeret ovenpå, plus en mægtig edderkop. Om morgenen fangede Anker fornøjet en kakkerlak isengen.

Det sidste stykke dertil havde været enerverende. Ved en misforståelse var vi kommet forbi Syange. Og da vi endelig fik taget bestik, så der ud til at være mindst halvanden time til Jagat. Klokken var fem; mørket falder, yderst definitivt, på klokken halv syv, og tidsangivelserne på afstandene er meget upålidelige. Der var bestemt ingen teltningsmuligheder, stien hang for det meste på bjergsiden. Vi nåede det lige, men var helt flade. Skrappe stigninger, for få og for korte hvil.

Og Bent havde fået bange anelser med sin achillessene, som han tidligere har døjet med; så han var meget bekymret. Min egen er OK, lader det til - hurra for Marie Louises og Hannes zoneterapi, der reparerede den halvsprængte sene, som overlægen ville have skåret over og dernæst syet sammen. Men Bents... Vi har alarmerne ude ved de mindste skader. Der skal faktisk ikke meget til at vælte spillet, specielt ikke her før passet. Og sker der noget med en, skal man bæres ned til civilisationen. Signalerne fra Bent er beroligende i dag, og han passer på, går sidelæns opad på venstre fod. Men han er af natur en beroliger, når det gælder ham selv, så man ved ikke rigtig hvad man skal tro.

I Jagat drømte jeg: Jeg havde fået juleferie, Lisbet var på universitetet, børnene i skole. Jeg havde været en tur i skoven, det var sommer! Da jeg kom hjem, lå der et mægtigt sandbjerg påvejen. Bag det, og ødelagt af det, lå vores hus i ruiner. Jeg gav mig til at fjumre rundt med, hvad jeg skulle gøre ved det.- Det var som om drømmen blev hængende hele natten, skønt jeg halvvågnede flere gange for at vende mig på briksen.

Her i Tal er vi i 1700 meters højde; Dumre lå i 450.

Det sidste stykke herop gik vi langs en stejlt stigende dalbund, dækket af kæmpemæssige stenblokke, som floden løber nedenunder, hørbar men usynlig. Så pludselig op over en kant - og den store dal her, med Marsyangdi i et roligt løb, og høje stejle bjerge ude i siderne. På højre side et lodret vandfald, over hundrede meter højt.

Vi er ankommet kl. to, trænger til hvile og vask efter Jagat. Vinden farer tør og lidt enerverende gennem gaden og gennem "hotellet", hvor der både mellem gulv- og vægbrædder er centimeterbrede revner.

Siden Nadi har dalen snævret sig ind. Markerne, dvs. terrasserne er forsvundet, bjergene blevet stejle og barske, mørke. Nu får man fornemmelsen af at trænge op gennem landet, ad dalen der skærer sig ned i det. Stien oftest meget stejl, og hugget ind i bjergsiden.

Tillid til tilværelsen er at tro på, at der også er en brugelig sten til den næste fod at træde på. Det må være sådan digterne føler, når det går: at de ligger inde med ordet eller billedet også for den fornemmelse, der ligger lige efter det kendte. Selvfølgelig er det ikke et spørgsmål om blind tillid, men om evnen til at ane den næste sten, mens foden og bevidstheden er i gang med den første.

Der er et barn der bliver ved med at græde nedenunder. Jakobe, du ville ikke kunne holde ud at se børnene heroppe i højlandet, snavsede som du aldrig har set det, og næsten alle med snottet rendende ud af næsen, lasede. Først siger de goddag, "Namaste", og dernæst stikker de hånden frem for at tigge, "Mittai". Eller "Give pen". Hvis skoler hører til sjældenhederne, gør materialer det ikke mindre.

Slæberiet har været hårdt her opad. Jeg klarer det forbavsende godt; men Anker har det hårdt og ser ind imellem noget forbitret ud. Han er ellers smadderstærk; men hans kraftige statur gir ham mange ekstra kilo at slæbe på, mens jeg har fordel af min magerhed. De nepalesiske bærere, som vi hele tiden møder, er alle tynde og lette.

Vi er nu ca. halvvejen i Manang, sidste by (skønt ikke sidste stop) før passet. Vi er sluppet op over den trykkende varme.

kw

kw

kw

kw

kw

kw

kw

kw

kw

kw

kw

kw

BAGARCHAP, onsdag d. 3.4. - Højde 2150 m.

Vi vågnede ved fællesvækningen af mulddyrdriverne i morges i Nadi. En hujen flyttede sig ned gennem den lille western-gade. Ved siden af mig i mørket rejste en budhist sig straks op på hug på briksen og begyndte sin messende morgenbøn. Han fortsatte uforstyrret, mens vi trekkere, der var ret mange, begyndte at rumstere på sovesalen.

Alle, både bærere, mulddyrdrivere og trekkere, havde travlt. Forude lå en strækning, hvor stien gik tværs over et bjergskred, som man helst skulle passere inden kl. ti, hvor solen får magt og sætter stenene i gang. For en uge siden er en bærer blevet dræbt. Vi var der før ti; stykket var et par hundrede meter langt. Den løse stenede skråning fortabte sig opad til højre, og fortsatte til venstre for stien et par hundrede meter ned mod floden.

Der var sammenklumpning foran stedet, man ville have fri bane. Lige før os blev en lille gruppe mulddyr sendt afsted med et par drivere. Næsten ovre snublede et af dyrene, sikkert på grund af den bageste drivers nervøse jagen på. Det blev liggende på stien, mens de øvrige dyr og driveren masede sig udenom, op i den løse skråning og ned på stien igen, bare af sted. Vel kommet over gik driverne tilbage til den efterladte, fik det stablet på benene og med sig. Men oppakningen var sprunget af og rutchet nedad, og blev efterladt.
Hvad er mest farligt: ens hastværk og angste krampagtighed, eller den tilfældige sten der kommer vilkårligt springende ned over bjergsiden?

Højden har fået landskabet til at skifte karakter. Fyr, små bambus, før var de kæmpestore, kristtjorn, bregner og alle mulige planter, som Anker og Bent kender som prydplanter fra haverne hjemme. Vejret er som maj og september i Danmark. Godt arbejdsklima. Vi stiger dagligt nogle hundrede meter. Slugterne stejle og lidt dystre, stien stadig ofte hugget ind i klippen, højt over Marsyangdi-flodens grønhvide strøm, som vi hører hele tiden. Hængebroerne gynger hjertegribende højt over floden.

Bent og Anker er gået op for at se det budhistiske kloster. Jeg har besluttet af følge en mystifistisk trang til at skrive min erindring fra Madeira ned. Den har rumsteret i mig de sidste par dage, knyttet til den stadigt brusende lyd af floden og vandringen langs afgrunden.
Så jeg lader kloster, bjerge og Bagarchaps kanaler være,- sidder i min sovepose og hygger mig med mine erindringer:

Jeg havde aftenen før fået et lift op til kroen før passet midt på øen, af et par unge fyre fra Venezuela, der så ud som amatørgangstere.

Om morgenen gik jeg videre op ad vejen, men fik at vide at den normale sti op til Paul de Serra var lukket på grund af vand, det var i det regnrige januar. Jeg fandt en anden sti op, og spiste min frokost på en lille top ved enden af dette mærkeligt flade højdeplateau, ca. tre gange fem km. - fladt, med lidt pytter, buske, en sø, skyer drivende hen ad jorden, sparsomt græs ,og nøgen jord.- Det skulle blive det sidste jeg fik at spise indtil næste aften.

Jeg fulgte et spor tværs over plateauet, undertiden indhyllet i skyerne, for at finde en sti fra kortet ned igen. Troede at have fundet den og begyndte nedstigningen ad den skovklædte bjergside - men blev efter en halv time klar over, at jeg var gået vild, skønt jeg godt vidste hvor på landkortet jeg befandt mig. En halv time senere ville mørket falde på. Der var ikke andet at gøre end at slå sig ned. Sidde på en plasticpose, regnslaget på, ned om rumpen og plasticposen, for stejlt til at ligge. Desuden vidste jeg ikke, hvor koldt det ville blive, ingen sovepose.

Men jeg vidste at natten varede tretten timer. Hvordan får man tretten timer til at gå, når man skal sidde op i mørket? Jeg kunne end ikke vide hvad klokken var, havde ingen lygte. Vidste ikke hvornår daggryet ville komme.

Eksersits, en arm og et ben ad gangen, for at holde blodomløbet godt i gang og ikke blive stiv; krybe lidt ekstra sammen, når de små regnbyger kom, koldt blev det ikke; kigge op mellem fyrretræerne på stjernerne, når skyerne trak væk. Samt overveje nedstigningsmulighederne.

Jeg kunne høre en strøm under mig, der kom fra venstre, oppefra. Den måtte det gælde om at følge.

Da dagslyset kom, begyndte jeg at kravle nedad; men det blev stadig vanskeligere. Vandløbene på Madeira skærer sig ned i tragtformede slugter, jo længere ned jo stejlere. Efter en times flakken frem og tilbage i det skridende skovterræn fik jeg pludselig øje på en levada et stykke under mig.

Levadaerne på Madeira udgør et system af vandingskanaler, der fører vandet fra de regnrige bjerge ned hvor det bruges. De er støbt i cement, som regel en lille meter brede og trekvart meter dybe. Den side der vender væk fra bjerget bruges som gangsti, godt 3o cm. bred. Sommetider er den biot gravet ned i jorden, på fremsommelige bjergsider; andre steder hænger den horribelt udenpå. Et imponerende system, en bygningsindsats på niveau med bjergveje.

Da jeg fik øje på den lille levada-begyndelse, følte jeg mig reddet. Levadaer fører til mennesker; dem kan man gå på og blot følge. Men jeg var ikke nede på den endnu, og fulgte den derfor et stykke nedad, oppe på mit niveau, indtil jeg befandt mig på et udhæng med levadaen ca. tre meter lodret under mig, med nogle cm. jord udenfor cementen på yderkanten - som til gengæld så skrap ud - det udenfor fortabte sig nedad i tågen. Først rygsækken af, tage sigte mod sammenstødet mellem cement og jord, lade falde. Den ramte pænt og blev liggende, jeg havde fisket passet op.- Så mig selv ud over udhænget, holde fast i en lille busk, passe på ikke at ramme den skarpe inderkant af cementen, men for alt i verden heller ikke for langt ud. Et lille sving ud fra skrænten, slippe. Det gik, lettelsen var enorm, nu var jeg i sikkerhed, bare følge levadaen.

Klokken har på det tidspunkt været omkring otte. Jeg kom ned kl. seks aften. Der var langt igen.

Når levadaen slog sine sving ind i kløfterne, ramtes den ofte af lodrette styrtsøer, regntiden. Dvs. at jeg disse steder ikke alene skulle balancere på cementkanten mellem vand og afgrund, men også igennem mindre vandfald. Parkahætten op over hovedet, tage sigte på et sted på den anden side af strålen og så afsted - hele tiden med den beslutning parat: hvis du skvatter, så kast dig ind mod kanalen og bjerget.

Når levadaen slog sine sving rundt om bjergets yderkamme, kunne man ikke se frem, så der virkede afgrunden ekstra ubehagelig - sommetider var der dog gammelt rækværk tilbage sådanne steder.

Det værste syn der kunne møde mig efter et sving, var imidlertid indløbet i en tunnel. Disse beundringsværdige bygningsværker er sine steder sprængt gennem bjergene, flere hundrede meter. Den første tunnel var lige, så jeg kunne se lyset i den anden ende; men det gjaldt langt fra dem alle. Jeg havde altså ingen lygte med, og dog. Naboens datter havde lånt rygsækken til en skoleudflugt, og havde glemt en lille mariehøneformet lygte. Den kom jeg i tanke om og brugte en tid, men batteriet var hurtigt brugt op. Derefter var det ind i bælgmørket. Tunnellerne er lave og buede, og stængerne på min rygsæk ville hele tiden støde op i loftet, skønt jeg krummede mig forover så godt jeg kunne.

To gange røg de så hårdt imod, at jeg faldt i kanalen, og lå der og sprællede på ryggen i vandet. Jeg husker tydeligt, at den ene gang lo jeg, velsagtens en art absurdistisk latter. Mageløs til situation, inde midt i bjerget!

Men det er denne frygt for at støde min høje rygsæk mod bjergvæggen og derved få skubbet udad, der har siddet i kroppen på mig de sidste dage.
Jeg var naturligvis gennemblødt, men havde ikke besvær med at holde varmen, gjorde ingen ophold. Fødderne begyndte at blive godt opblødte og ømme. Tågen, skyerne, forhindrede mig i at se hvor jeg var; formentlig en kolossal fordel.

Min sindstilstand er svær at fastholde, men så meget er sikkert, at jeg blev holdt sammen af koncentration om opgaven. Ingen angst, i hvert fald slet ikke i forhold til situationen. Et par gange skreg jeg dog målløst "Relp, levada!" ud i tågen.

Ved tretiden om eftermiddagen stødte jeg på en sti væk fra levadaen, som jeg tog. Et par timer senere kom jeg til udkanten af en by, hvor en købmand gav mig en snaps og en banan. Jeg kunne næsten ikke slæbe mig videre, vaklede ind i en skolegang og bad læreren skaffe mig en taxa - ved ikke om de findes der - i hvert fald sagde han, at der kun var et par kilometer ned til byens værtshus. Et par kilometer! Rygsækken, hvor alt var gennemblødt, føltes cementtung. Endelig nåede jeg værtshuset, fik anvist logi hos en kone overfor, fiskede pas og penge op af rygsækken, hvorefter resten blev puttet lige i vandbaljen, uspecificeret.

Iført det tørreste stavrede jeg over på værtshuset for at få noget at spise. Hvem sad nu der, i den rette filmstil? De to unge fyre fra Venezuela. Indbydende slog de ud med hånden til mig vaklende menneske. Da jeg havde fået sat mig, sagde den ene: "Do you want kokain or a woman to-night?"

Jeg opfatter det stadig som en professionel venlighed. Jeg tog en kop kaffe.

Hvad vil den mig, den historie, lige her? Er den blot en association, fremkaldt af Marsyangdis brusen og den udsatte sti, den høje rygsæk der også her risikerer at støde ind i bjergsiden og skubbe udad? En frygtens association.

Eller gemmer den på lyst? En lyst til at blive slået ud af kurs, blive udsat for det jeg ikke har prøvet før, endsige planlagt. Det jeg ikke tør. Borgermandens længsel efter det, han hår afskåret sig fra?

Der er ingen tvivl om, at stykket fra Manang og op over passet er denne turs afgørende tiltrækning. Hvordan klarer vi os i højden over 3.500 meter, hvor det lavere iltindhold og det lavere lufttryk bliver mærkbart. Hvordan er der overhovedet sådan et sted? Der var ikke noget ved det hele,hvis vi vidste det.

Opdager at jeg sidder i den samme grønne ski-pyjamas, som jeg havde på den nat på bjergsiden, skønt det må være omkring syv år siden.

Her i Bagarchap regner det; det har været gråt hele dagen. Godt nok at skrive dagbog i, og komme rundt i byen her, med kanal-lagt rindende vand overalt, mørkegrønt og renligt. De høje tinder begynder her sidst på eftermiddagen at antyde sig oppe i skyerne, tættere på end før, rundt om os. Klart vejr for alt i verden!
Nu tuder munkene i hornene oppe i ghompaen, hvor Bent og Anker har været - lange skærende messingtoner, op og ned, monotont, samlet og selvbevidst, men melankolsk. Vi bor hyggeligt her, i et rum for os selv på et fladt tag, med fri udsigt til bjergene og skyerne.

kw

kw

CHAME, torsdag d. 4.4. – Højde 2600 m.

Det er koldt og ugemytligt, her sidst på eftermiddagen. Vi ligger i soveposerne i et stort skummelt rum og får en rom til at løfte stemningen. Højden gør luften tør og skarp, kold med det samme solen forsvinder.

I går aftes var jeg oppe og dreje den lange flotte række af bedemøller i Bagarchap for godt vejr. Og morgensynet fra taget var en isklædt tinde, farvet rosa af den opgående sol - klart vejr. Man skulle måske blive budhist. Den næste halve time hvidnede lyset på bjergene og kravlede længere ned over tinderækken. Der var faldet sne lavere nede i nat, flere nære toppe var belagt. Bent som er uforlignelig i sin opbyggelighed, var ved starten i dag ret betænkelig ved achilles-senen. Det passer ham enormt dårligt at være svagelig,han bliver bister - nu har han mere end nok at gøre med at gå på en måde, der skåner senen.

I Lattemarang en varm kilde. Vild luksus at ligge og flyde i det varme vand, blive blød og ren som en europæer.

Bevoksningen i dag som et nordisk skovområde, mest fyr. Køligt og godt at gå i. Og i tilskud ind imellem: snedækkede toppe, skønt ikke de høje tinder.

Det varme bad i Lattemarang bliver nok sidste ordentlige vask i lang tid. Vandet i kilderne, bækkene og floden er lige iskoldt, og der er kulde fra fire-fem eftermiddag til otte morgen, lader det til. Mangelen på hygge, komfort og hygiejne tager vist noget af fornøjelsen fra den gemytlige Anker.

kw

UPPER PISANG - "Pisangovre" ifølge Anker – d. 5.4. – 3200 m.

En anstrengende og utrolig smuk dag. Klart vejr indtil sidst på eftermiddagen, kun enkelte skyer. Videre op gennem fyrreskoven, men nu den ene gang efter den anden udsigt til de helt høje, hvide tinder. Marsyangdi-flodens kløft dramatisk stejl og snoet, indtil stien stak ind gennem en næsten flad dansk fyrreskov, hængefyr. Forinden en udsigt op ad en kæmpemæssig kurve, som en kvart klitgryde, der skråner så stejlt sandglidningen tillader, men her måske 1000 meter op fra hvor vi stod, en helt glatskuret flanke af sten, med sne på den øverste tredjedel, hvorfra smeltevandet trak sine striber ned over siden.

Øverst kranset af et par lange sorte klipperækker.

Længere nede i dalen, hos hinduerne, bestod en lodge typisk af et stråtækt hus med et stort rum forneden, helt åbent ud til gaden. Her bliver maden tilberedt på ildstedet på gulvet, hvor man også sidder og spiser, nepaleserne altid på hug. Ovenpå soverum med brikse, måske et bord.

Siden Tal har vi gradvist bevæget os op i budhistisk område. Det fremgår af bedeflagene på husene, de mange chorten i forskellige størrelser, bedemøllerne, klostrene og den tibetanske befolkning - mere reserveret og stilfærdig, mere fornem, end hinduerne.

Og så fremgår det af husene. Jeg sidder i det sidste dagslys oppe i et budhistisk hus, på høloftet, hvorfra jeg kan se op ad dalen. Det typisk tibetanske hus har tre etager, der trækker sig tilbage op ad bjergsiden, hver etage med sit flade tag, der fungerer som terrasse for etagen ovenover. Huset er lukket ud til gaden, og man kommer først ind i en lukket gårdsplads med strøelse, der går ind under huset som åben stald. Op ad en stige, dvs. en træstamme med udhuggede trin, kommer man til beboelsen, dvs. køkken og soverum, med sit stykke åbent tag foran. Ad endnu en stige kan man komme op til endnu et tag, med høloft, måske ekstra soverum.

Det budhistiske hus er uomgængeligt forsynet med bedeflag, 6-7 meter lange stænger med grå-hvide smalle flag ned langs med. Disse flag præger naturligvis byerne udefra, giver liv til den brungrå masse af huse, hvis farve knap nok træder frem fra de omgivende marker; de er tydeligvis bygget af sten fra markerne.

Nu skal vi ned og spise, den uundgåelige daal bhat.

kw

kw

kw

kw

kw

Sammesteds, næste morgen, d. 6.4.

Jeg er gift med en pige, der er mig til mangfoldig fryd, mere gavn og glæde end... øhm... skrives kan. – Og hele mit synsfelt dækkes af et langt ishvidt gnistrende bjergmassiv med Annapurna II som top, længere mod højre den lavere Annapurna IV, så hvidt i morgensolen og så tæt på over det grønne, at øjnene ikke kan fatte det.

Mere kunne føjes til; men at fastholde disse to ting i bevidstheden på en gang giver et flot øjeblik.
For et par timer siden havde vi solopgang, som her tæt på bjerget er meget hurtig og levende. Toppen, 7937 meter høj, rammes af det første rosa lys, der hurtigt bevæger sig nedover, rammer flere fremspringende steder. Og i løbet af et kvarter er alt deroppe hvidt, med dybe blå skygger.

Mange problemer har stillet sig i vejen for denne rejse: min achilles-sene, Ankers firmaomlægning, min skatteregning, Bents ryg tre uger før afgang. Og så til sidst strejken og tågen. Men alle problemerne har opløst sig, også tilpasningen til landet, og nu står vi kort foran rejsens egenlige vanskelighed, at tilpasse os de sidste hundreder af højdemetre, og så klare selve passet. Nætterne er bitterligt kolde allerede. De sidste to etaper: fra Manang, sidste by, er der 1000 meters stigning til Phedi, et overnatningssted, hvor man næsten ingenting kan få, og hvor vi regner med at sove i telt. Derfra ca. 900 meter over selve passet.

Der kommer en helikopter hen over deroppe fra, den første motorlyd siden lastbilen ... er mon nogen kommet galt af sted?

Aage spurgte mig kort før vi tog afsted, hvad der motiverede mig til denne rejse. "En trang til det ekstraordinære", svarede jeg – og kunne nu tilføje: til den ekstraordinære skønhed og den ekstraordinære udfordring.

Jeg ved ikke hvad der er det dragende ved skønhed, eller ved udfordringer - måske at de repræsenterer det der er større end mig? - men jeg ved at de to oplevelser forstærker hinanden. Den skønhed, man kæmper eller knokler sig til, tager man i besiddelse på en anden måde, man tager den mere i besiddelse.

Der er legitimering i det. Trænger vi ind i disse menneskers land og bringer forstyrrelse i deres levevis for at glæde os over landets pragt, og forbliver de sørgeligt fremmede for os - så kommer vi dog på ærlig vis, på vore fødder og med vores oppakning på ryggen, som de selv.

Men det er også noget mere uomgængeligt i forholdet mellem skønhed og udfordring end dette moralske. Man kan godt ved den første gennemlæsning af et digterværk opleve dets skønhed, og man kan vel for klækkelig betaling komme hertil med helikopter og opleve Annapurna Il ved daggry. Men skønheden ved "De levendes Land" er først blevet fryd for mig, når jeg har vandret op og ned i digtet, stønnet over stejle steder, glædet mig over smukke partier, frygtet og overskredet bratte overgange, oplevet de enkelte etaper i en tæt og sanselig bearbejdning, og helheden i store views. Uden på forhånd at vide om det ville lykkes.

kw

kw

Samme eftermiddag.

Vi holder rast her i dag.

Bent har konstateret, at vi befinder os mere end en halv kilometer højere oppe end toppen på Norges højeste bjerg. Og herfra hvor vi sidder og op til Annapurna Ils top, som vi hele tiden ser, er der højere end fra havets overflade og til toppen af Europas højeste bjerg. Der er kun otte kilometer derover, så vi har nakken bagover.

Og rundt om os er det middelalder. Nede på marken pløjer en mand med sine okser, et par kvinder går bagved og sår. Længere nede går en kvinde og kaster store sten fra marken om i en stor kurv på ryggen, hvorefter hun går hen og tømmer den. Den unge kone der bestyrer huset her, vistnok sammen med sin mor, kan ikke læse - vi skriver op i hendes hefte, hvad hun giver os at spise og drikke. Vi skal sikkert også selv regne sammen, når vi går herfra.

I virkeligheden et ganske ubegribeligt sted at befinde sig. Ufatteligt langt til at deltage i det, århundreder.

Men turen er nu gammel nok til at have givet os besked i den sag. Vi kommer ikke på nogen måde til at "deltage" i dette lands liv, vi kommer ikke på noget tidspunkt til at træde ud af vores roller som sahiber, blive individuelle og møde en individuel person eller familie. Rollerne er stærke, og vi har ikke stærke midler til at overskride dem. Naturligvis er sproget en vigtig hindring. Men den afgørende er nok det lille stykke papir, hver af os har i sin rygsæk, vores returbillet med fastlagt dato. Vi gør os slet ikke klart, hvor meget den betyder, hvor mange afstikkere og samvær den afskærer os fra eller forkorter, hvor meget den tvinger os fremad og forbyder os at synke ned. Den virker med selvfølgelighedens magt - men jeg er begyndt at kunne mærke det som en opdukkende sørgmodighed. Man kan blive helt sentimental ved ankomsten til et nyt sted - vi skal jo forlade det i morgen.

Hvad kan overvinde en returbilledet? Et brækket ben?

... Fy, tvi, tal ikke om det!

Senere. Det strålende vejr er brat forsvundet. Vi var lige ved at blive fanget på en lille spadseretur uden rygsæk. Det sneer! Man kan intet se ud over dalen. Omslag i vejret, omslag i stemning. Anker ligger inde i sin sovepose og udtrykker sine mørke tanker om situationen, hvis det bliver ved. Det kan han såmænd have ret i.

Et vejr som dette opretholder i hvert fald fromheden overfor foretagenet. Snefaldet her vil formentlig holde op i aften eller i nat, og sneeen hurtigt forsvinde her fra. Men dette betyder ny sne i passet. Vi kan komme til at vente længe foran det, i Manang. Kommer vi ikke over, er alternativet et tilbagetog gennem dalen her. Nej tak, så sentimental er jeg heller ikke.

Jeg må vist ned og dreje på den kolossalt lange række af bedemøller, der findes her i byen.

kw

kw

kw

kw

MANANG, påskedag, d. 7.4. - 3300 meter.

Natten er lang her. Den begynder egenlig ved fire-femtiden om eftermiddagen, når solen forsvinder bag bjergene og kulden kommer. Så må man søge ind omkring ilden eller ned i soveposerne. Kl. halv syv bliver det mørkt; så trækker det op til aftensmad omkring ildstedet, hvor madmor eller -far sidder på hug og tilbereder. Børnene serverer, med en beundringsværdig evne til at hitte rede i bestillingerne. Maden kan højst strækkes til kl. halv otte; så er det i soveposerne. Da er der længe til halv seks, hvor det lysner, ingen kan sove så længe. Der er altså megen kulde, lediggang og mørke fra eftermiddag til morgen - det er grubleriernes tid.

Til gengæld kan en morgen som denne i Pisang bortvejre meget mismod. Klar himmel, strålende solopgang på Annapurna II og IV Op og afsted. Først gennem fyrreskoven i den smeltende nysne fra i går, forårsstemning. Anden halvdel af dagen op gennem den brede og nøgne dal før Manang. Og hele vejen toppe på 6-7000 meter til siderne, især mod syd - vi går jo på nordsiden af Annapurna-massivet. Bent har hele dagen åndelig talt gået med udbredte arme (konkret dog mere med kikkerten for øjnene): "Jamen har I set"

Og nu sidder jeg i min sovepose på et tag i Manang, det foreløbige mål for de sidste to uger, og ser ud over de flade grå tage med de blafrende bedeflag, og tværs over den brede dal over på Gangapurnas takkede kam. Det trækker op til dårligt vejr igen. De høje toppe mod sydøst, hvor vi kommer fra, er dækket af lavthængende skyer.

Vi bliver her i morgen: højdeakklimatisering, forberedelser til turen over.

En ting må gå uden om dagbogen, de hvide toppes skønhed og vælde, som uden sammenligning er den største oplevelse. Det ville blive en gang smørelse. Håber at kamaraet har held med sig.

Når det er vigtigt at komme over det pas, er det ikke bare for at have prøvet det, ikke bare fordi det ville være kedeligt og et nederlag at gå den samme vej tilbage. Det er vist også fordi en rejses, en lystrejses, rette form er cirklen - og den skæve hestesko her bliver jo til en cirkel, når bussen fra Pokhara til Kathmandu går tilbage gennem Dumre... hvis vi ellers når så langt? Rundtur på Bornholm, Sjælland rundt, søndagsturen, den største af alle rejser: jorden rundt, alle tilstræber de cirklen eller har cirklen som indre figur. Hjemmefra - ud - og hjem igen, men ikke den samme vej. Den figur kan der tænkes en del over: eventyret ud, indlagt i den lukkede figur.

kw

kw

kw

Sammesteds, d. 8.4.

Som et månelandskab med en middelalderby. Alt tørt og gråbrunt her nede i dalen og et stykke op ad bjergsiderne, der forneden er dannet i fantastiske lodret furede formationer. Så en smal bræmme mørkegrøn nåleskov, og derefter kommer de hvide bjergkæder: gråbrunt, grønt, hvidt. Dalbunden flad eller bygget op i terrasser, hvor der er travl aktivitet med pløjning og såning på de stenede marker. Også byen bygget op i terrasser, øverste tag på et hus er gårdsplads for det ovenover. Snævre gyder, intet egenligt byliv i europæisk forstand, ingen forretninger, officielle bygninger, samlingssteder (bortset fra vandposten). Men en stor by midt i det tørre tibetanske stenlandskab.

Her stopper alle op og gør de sidste forberedelser før passet. Den sag er genstand for uendelige forespørgsler og diskussioner. Selv svinger jeg mellem to vurderinger: den ene er Ellys, der var fuld af advarsler: "Der dør folk i det pas hvert år." Den anden er den iøvrigt ukendte Birgits i telefonen: "Jeg købte en ekstra Tshirt og en dunjakke i Kathmandu og tog afsted, og det er pærelet. "

I morges kom en ung dansker noget vakkelvorn ud af soverummet ved siden af vores. Han har tilbragt tre døgn oppe i Phedi, lige under passet, i håb om at højdesygen - i hans tilfælde opsvulmning af hænder og ansigt - måtte fortage sig. Det gjorde den ikke, så hans to kammerater gik over, mens han nu tiltræder tilbageturen gennem dalen her.

Der er to trusler. Ny langvarig sne i passet - og højdesygen. Højdesygens to grader.

1. kvalme, søvnløshed, kortåndethed, svimmelhed, hovedpine, slaphed.- Forholdsregel: gå ikke højere op, men vent til svmptomerne forsvinder.

2. kraftig kortåndethed, voldsom hoste, med rustfarvet spyt, hjertebanken, ansigt og læber blålige og opsvulmede, voldsom opkastning og hovedpine, udmattelse, nedsat orienterings- og tænkeevne. Forholdsregel: ned i lavere højde, for enhver pris, og hurtigt. Dette stadium er livsfarligt.

Bent og jeg havde let hovedpine i morges; den er i hvert fald hos mig blevet reduceret til let snurren, Men vi har 2000 højdemeter tilbage.

Planen er denne: efter fleres eksempel deler vi turen op i tre etaper. Første dag til Leder, anden dag til Phedi, tredje dag over passet. Vi har hyret en bærer til at tage en af rygsækkene og toppen af de andre, op til passets højdepunkt. Sangji hedder han, tilsyneladende en hyggelig grinebidder. Han kan ikke et ord engelsk, så det foregik pr. mellemhandler.

Det gælder om at glæde sig til og over selve turen, med dens vanskeligheder, risici og anstrengelser, naturligvis sammen med skønheden der vinker deroppe. Jeg har medbragt en hinduskriftsted, som jeg stødte på kort før vi tog hjemmefra: "Din opgave skal være handlingen, men aldrig handlingens resultater; lad dig ikke bestemme af handlingens resultater, men bevar stadig din ligegyldighed. "- Den er vist god mod stress, lukker op for nuet. Der er lidt stress-stemning her i Manang.

For mit eget vedkommende svinger jeg mellem den borgerlige bekymrethed og en ny letsindighed og ro. Vi er her jo; der er løsninger på alle problemer, har det vist sig, landet ligger her i al sin fremmedhed og vælde - det er bare at gå videre i det. Simpelt.

I formiddags var vi på sight-seeing - det hedder det når vi går uden rygsæk - op til gletcheren på bjergsiden overfor, kunne kigge lige ned i den smaragdgrønne gletchersø, der ligger som i bunden af et krater - en voldsom kontrastfarve til det gråbrune tørre landskab. I eftermiddag skal vi tilbage til Braga og se det gamle kloster. Vi er jo i Tibet.

Senere. Braga er en næsten lodret by, hængende på bjergsiden, klostret øverst oppe. Gaderne er så stejle, at man næsten ikke kan finde fodfæste, må krydse fra mur til mur. Klostret lukket med lås og kæde, men smykket med flag og vimpler. Når man står på taget, ser man lodret ned i byen og mod syd ud over den flade dal, der støder op mod Annapurna-kæden.

kw

kw

kw

LEDER, d. 9.4. – 4100 meter.

Teltlejr. Leder består af en overfyldt lodge, møjbeskidt; så vi føler os som grever heroppe på skråningen, mens de andre trekkere må klumpe sig sammen.

Strålende sol fra Manang og herop, med Annapurna- og Gangapurnakæden på venstre hånd, og bag os efterhånden som dalen drejede mod nord. Terrænnet er kun bevokset med græs og noget enebæragtigt, ellers nøgent og stenet. En fantastisk fornemmelse at gå her i 4000 meters højde. Yakokser her ved Leder.

Vi var storsnudede fra morgenstunden, troede vi kunne springe Leder over og gå ligetil Phedi - men gjorde regning uden den tynde luft. Vi var matte og lidt sure, da vi kom hertil, men for øjeblikket uden andre højdesyge-symptomer, på trods af at vi er steget 800 meter.

Det tegner godt, næsten komfortabelt for øjeblikket.

kw

kw

kw

PHEDI, "bjergets fod", d. 10.4. - 4500 meter.

Men Himalaya har, altid noget i baghånden.

Da Anker skulle ud og tisse kl. 3 i nat, kom det dybt fra ham: "Hold kæft venner, en halv meter sne!"- Det var overdrevet, men da vi vågnede kl. 6, var jorden solidt dækket, og det sneede stadigvæk. Hvad nu? Ny sne i passet!

En time senere var snefaldet standset og solen brudt igennem. Landskabet blev uudholdeligt hvidt, det er det ultraviolette lys i denne højde. Vi bestemte, da vi så en sherpaledet gruppe bryde op, at fortsætte i sneen.

Sangji, vores bærer, er absolut ikke veludrustet. Han kom tumlende, missende, i det knaldhvide morgenlys og gjorde tegn til, at det ikke gik med øjnene. Så nu låner han mine ekstra solbriller. De har styrke: - 1 og - 1,5, men han er meget fornøjet med dem. Da vi begyndte at gå, og sneen samtidig begyndte at smelte på stien, skvattede han den ene gang efter den anden i sine slidte gummisko. Men snilde Bent var der straks med en fidus, han selv har brugt under træningen hjemme: uldsokker uden på skoene. Sangji grinede fornøjet (han har kun en tand ude til højre i overmunden), og systemet virkede fint.

Men nu har vi altså gået op gennem et fuldkommen snedækket landskab her til, igen en vandring som i pragt ikke ligner nogen forudgående dagsmarch. Højt oppe på den modsatte bjergside et frosset vandfald.

Da solen fik magt, begyndte ikke alene sneen at smelte, men også "bjergvirksomheden", de stadige jord- og stenskred heroppe. Et højst ubehageligt sted gik stien gennem et intensivt skred, hvilket betød at vi på turen over måtte have det ene øje skævende opad for at se om noget var på vej, det andet rettet mod stien, som var et tyndt uklart spor i grusskråningen, under omdannelse. Der var tit noget på vej. Et sted kom et par velvoksne sten susende gennem luften og sprøjtede ned i stien fem meter foran mig, for så at fortsætte ned mod floden. Hele stykket var vel et par hundrede meter bredt. Føj for den - Sidste gang, på et lignende sted, var stenskrideriet trods alt ikke begyndt endnu.

Når vi går langsomt, og holder mange pauser, klarer vi den tynde luft. Stadig ingen højdesyge, men trætheden melder sig meget hurtigt.

Phedi, "bjergets fod"

I morgen! Hvis ikke Himalaya har en ny overraskelse til os. Næste dagbogsnotering skulle gerne hedde Muktinath, byen på den anden side. Herfra hvor jeg sidder, på en sten mellem sneklatterne, kan jeg se op ad slugten den første stejle del. Der blæser sne ud over en kam deroppe. Men himlen er blå.

kw

kw

kw

kw

kw

kw

ØST FOR MUKTINATH, d. 11.4.

Det gik! Vi har overskredet Thorung la! Nu kan cirklen, vores skæve hestesko, ikke blive slået i stykker. Vi er fuldkommen mørbankede efter 900 meter op og 1400 ned - begyndende i 4500 meters højde. Meget opløftede. Hverken tid eller lyst til dagbog i dag. Anker har fødselsdag. I morgen hviledag i Muktinath.

kw

kw

kw

kw

kw

kw

kw

kw

kw

kw

kw

MUKTINATH, fredag d. 12.4. - 3800 meter.

Dagen i går:

Opbruddet på teltpladsen begyndte kl. 3 morgen. "Morning sahib! Three o'clock! Tea! "- For en gangs skyld misundte jeg luksustrekkerne; der blev vækket på denne måde, kunne vi høre. Vi andre måtte over i "garagen" og mase på for morgenmaden. Alting stift og besværligt i kulden og mørket. Pladsen fuld af travle skygger. Min morgenuoplagthed var tyk som en depression. Men stjerneklart, fint vejr, og stadig ingen tegn på højdesyge - fjederen var spændt.

Det tyndede hurtigt ud på pladsen. Som nogle af de sidste drog vi af, kl. seks hvor lyset var kommet. Pladsen og bjerget uden sne, goldt brunt og gråt, nøgternt.

Det meste af turen op fulgtes Anker med Sangji, som bar hans rygsæk, suppleret med toppen af Bents og mit grej. Bent og jeg bagest, og vi tabte dem hurtigt af syne.

Vi vidste at den første times tid ville være den stejleste, så vi lagde forsigtigt ud. Efter en halv time ramte solen os, og samtidig var vi oppe i sneen, og så forduftede såvel morgendepresssion som nøgternhed. Det bulede i mig af fryd. Men Bent så bister ud, han havde uro i hjertet, og man må sige at det ikke var det smarteste sted i verden at have det. Så vi slog over i en rytme, der kom til at bære i de fem timer, opturen varede: ti dobbeltskridt - pause, puste ud - ti dobbeltskridt - pause osv. Også jeg havde god brug for den , i begyndelsen på grund af den morderiske stigning i den tynde luft; efterhånden som stigningen blev mindre må det jo alene have været på grund af luften. Tempoet skulle ikke have ret meget, før jeg måtte hive efter vejret, og kroppen blev tung at slæbe på. Til gengæld, når vi holdt denne langsomme, langsomme rytme, med disse langsomme og tunge skridt, følte jeg at jeg kunne blive ved så længe det skulle være. Så jeg forsøgte at trykke Bent lidt i tempoet, og frigjorde mig i et eller andet omfang fra tanken om hans hjerteklapren.

Glæden over at være nået frem, og nu i gang med den opstigning, jeg havde tænkt på i så mange måneder, over at forhindringerne var faldet væk, at det gik! Når den var så stor, må det skyldes en langvarig knudeagtig fiksering af passet, som nu løste sig op og spredte sig som ro i organismen. Nu var opgaven jo den enklest tænkelige, at bære sig selv og sin rygsæk over, ikke for hurigt, for der gik et belastet hjerte lige bag ved, og grænserne i min egen krop var også mærkbare, men blot over inden dagen var forbi. Ti skridt - pause - ti skridt - pause.

Og i hvilket landskab! Vi var eminent heldige: strålende sol, og ny sne, ikke en sky på himlen hele dagen. Det betød at hele landskabet var en gnistrende hvid formation, i blålige og grønlige toner, store skrå flader, gletchere, isblokke, kløfter og toppe i vilde og uforudsigelige former.

Hvis Tibet er verdens tag, så er dette her tagryggen, og det kunne man godt mærke - efterhånden var der flere bjergrygge og toppe ud for og under os end over. Hidtil har vi jo lagt nakken tilbage.

Lidt højtideligt - ingen lyde af brusende vand, af dyr eller mennesker. Stilheden blev kun brudt af vore fodtrin i sneen og vindens susen i rygsækkenes stativer.

Himlen i et blå, hvis enestående renhed og dybde først trådte helt frem, når man snød sig til at kigge over solbrillerne. "Denne farve kommer du aldrig til at se igen", tænkte jeg. I det ultraviolette sollys så det ud som om sneen og isen lyste indefra, med en hård hvid stråling, ligesom vi før havde set det på afstand nede fra.

Kan man forbinde sig mere med et landskab end ved at gå igennem det, i en rytme som det selv pålægger en. De tusind pauser var ikke blot befordrende for ydmygheden, men også for samhørigheden med bjerget, og for sanseapparatets sugen til sig, hele vejen rundt, ikke mindst bagud, nedad. Man skulle jo nødigt gå glip af noget.

Hvor tit falder tilværelsen så guddommelig ud, at man på en gang overvinder en stor forhindring og får adgang til den største jordiske skønhed?

Fryden sluttede i selve passet, målet i første omgang. Her hylede vinden iskoldt igennem fra nordvest, og det blev en hastig fest bag skærvebunken, som udgør varden deroppe: et kogt æg og et par flager tibetansk brød, med vand. Fotografering og rygklappen. Så rygsækkene på igen og nedad på den anden side, mod den skrappe hårde og kolde vind. Men nedad, hvor let!

Det blev efterhånden også strengt nok, tre og en halv time, stadig stejlere, som tog på lår, knæ og tæer. Landskabet straks helt anderledes. Hvor sporet før passets højdepunkt snoede sig omkring i det vredne sne- og islandskab, gik det her i begyndelsen stort set lige ned gennem den lange dal, skærver. På venstre side, skyggesiden, fortsatte Thorung-toppen som en lang sort isspættet flanke; på højre side en rødbrun flanke af skredet grus forneden, derefter klippe opad i samme farve - øverst et sted pyntet med en skarpt afgrænset kalot af grøn is - så højt oppe smelter solen ikke igennem.

Efterhånden blev faldet stejlere, snoede sig i hårnålesving nedad, og vi blev mere og mere sure over stadig at se nye landskaber foran og under os, uden Muktinath. Lykkelige over endelig at finde det lille tea house, som mor og datter driver sammen, lidt ovenfor Muktinath som vi nu kunne skimte længere nede i dalen. Teltet op, vask, hvile og stor tilfredshed.

Anker kunne ikke lide hindu-citatet. Hans glæde drejer sig om at passet som problem nu er løst, så vi kan komme videre. Den har jeg unægtelig også, og gud ske tak for at Bents hjerte ikke lod høre mere fra sig end det gjorde. Men størst er glæden over at have oplevet denne ekstraordinære udfordring og denne ekstraordinære skønhed , i lydefri kombination.

Da vi ved titiden i morges stod og pakkede oppe hos mor-datter - for en gangs skyld drysssede vi morgenen hen - kom en pige ned oppe fra passet. Hun havde krydset det siden kl. fem. Hun er i hvert fald ikke standset for hvert tiende skridt.

Hver sit pas, tænkte jeg.

Uden billig vittighed, dette er rejsens højdepunkt. I vores bevidsthed har vi forlængst givet dagen denne status, og realiseringen bekræfter det - indtil videre. Resten af rejsen kan nok komme til at rumme store sager, de vil dog altid blive spredte og andenrangs. Selv Sanctuary, som jeg meget håber vi når, og som vil bringe os tættere ind på de højeste bjerge end ellers, vil blive mindre fascinerende. Dog, hvem ved?

Nu går det så småt nedad, i højde, og også mod syd ad det venstre ben i hesteskoen, som har slutpunkt i Pokhara. Nu gælder det om ikke at komme til at længes hjem, for hjem ligger, både i praksis og i bevidstheden, for enden af den retning turen nu tager. Og gu' længes jeg efter dem og det derhjemme, efter gensyn. Hvordan får jeg nu det på plads i forhold til de nye steder vi kommer til?

For de er vist ikke så ringe. Da vi i formiddags fortsatte det sidste stykke gennem dalen ned til Muktinath her, mod vest, drejede vi langsomt lidt mod syd. Da kom først Daulagiri, regionens højeste bjerg på 8167 m. ind i synsfeltet. Ti minutter senere, længere mod syd og fjernere mellem andre toppe, Annapurna I, 8091 m. I hvert fald mente jeg at kunne kende dens formation fra afbildninger. Kongen og dronningen, som jeg altid har kaldt dem for mig selv. Dem skal vi i de følgende dage ned imellem.

Byen her ligger for enden af en lang dal, adskilt fra den vi har bevæget os op igennem, af passet. Det er en gammel pilgrimsby for både budhister og hinduer fra langt fanden i vold i Indien, og jeg har pligtskyldigst, trukket af Anker, været på sight-seeing på de hellige steder. Kun et bestemt yoga-billede i templet med den hellige flamme optog mig, mandligt og kvindeligt i en stærk og sofistikeret halvabstrakt komposition. Kirker har aldrig haft min store interesse.

Man kan få øl i denne verdensby. Anker har lovet at gi' til aftensmaden.

kw

kw

JOMSON, lørdag d. 13.4. - 2700 m.

Ikke mindre end tre landskaber på vejen hertil.

Først efter Muktinath en yndig forårsstemning, med grønt i dalbunden, grønne hængende piletræer, et kirsebærtræ i blomst, masser af vand i kanaler og bække. Folk i pænt tøj kom imod os, sandsynligvis på vej til den hellige by, lørdag er den ugentlige helligdag. Den rene idyl, i forhold til den tørre og grå barskhed på den anden side.

Dernæst afslutningen af den vestvendte dal, en kæmpemæssig bred dalbund, på hvis ene bjergside den støvede pilgrimssti snoede sig. Dalbunden nedad og op ad bjergsiden overfor: Ørken- og canyon-agtig i dramatiske lodret furede formationer, med huler.

Første mål Kagbeni - oppe fra stien en lille skarpt afgrænset knaldgrøn dusk i den brungrå dalbund - og da vi var nået ned til den: endnu mere middelalderlig og bortgemt end noget andet vi har set, både hvad gader og huse angår, og de gamle lasede mennesker, krøblinge nærmest. De yngre og sundere var måske på markerne, der midt på dagen. Men byen havde også et yndefuldt parti, med en stærkt faldende kanal, kantet af de hængende lysegrønne piletræer. Den ligger for enden af dalen oppe fra Muktinath, hvor den som foden af et T støder ind i den nord-sydgående dal oppe fra det lukkede Mustang og ned til venstre i Khali Gandaki - en helt anden slags dal.

Den er fra en halv til to km. bred, helt flad stenet dalbund, med en smal strøm der søger sin bugtede vej snart på den ene, snart på den anden side, snoer sig tværs over. Da vi efter Kagbeni drejede mod syd gennem den, ændredes stemningen brat. Nu har vi i flere dage haft højt klart solskin og stille vejr. Men her løb vi ind i skrap vind imod og skumle skyer, der efterhånden gik over i regn og torden. Så ankomsten hertil var stakåndet, efter hurtiggang over den stenede dalbund for at nå ind i tide. Men så hurtige som et par sadhuer, tiggerpilgrimme på bare tæer, var vi langtfra.

Nu pisseregner det. Det var ikke noget inspirerende møde med "verdens dybeste dal", som den kaldes.

kw

kw

kw

kw

kw

kw

kw

KALOPANI, søndag d. 14.4. - 2500 m.

Hold kæft for en stroppetur! Ud på fødderne kl. halv syv, ankomst hertil kl. halv seks. Ca. en times middagspause. De første 2/3 af dagen hård modvind, lejlighedsvis støvstorm, ned gennem den forholdsvis uinteressante dal - der dog alligevel imponerer med sin enorme flade stenede bund under bjergsiderne der for svinder op i tåge og skyer. Vi er naturligvis også blevet kræsne. Ind imellem kunne man oppe til venstre skimte Nilgiri-kæden med sine 6-7000-metere.

Vi havde taget fejl af et par landsbyer undervejs og måtte så helt hertil - hvor vi til gengæld kunne få "hot bath", dvs. et fad med varmt vand til afbenyttelse i et stenskur. Da jeg ikke havde haft varmt vand på kroppen siden den varme kilde i Lattemarang, sidder jeg nu med en kolossal luksusfornemmelse.

Vi er blevet tyndere alle tre. Bent er på sidste hul i livremmen, og skønt jeg aldrig selv har haft meget at give væk af, er der røget adskillige kilo. Det må skyldes kombinationen af hårdt arbejde og den fremmedartede og næringsfattige kost. Vi har f.eks. ikke fået kød siden Kathmandu, bortset fra den mystiske kylling i Chame - som vi ikke fik. Vi var blevet vildt begejstrede, da de havde kylling på spisekortet; og skønt drengen der tog mod bestillinger blev lidt famlende, skulle vi nok få. Da vi efter lang ventetid satte tænderne i de sortstegte gnallinger, mente Anker bestemt at han for lidt siden havde hørt dødshylet fra en hund.- Jo nærmere vi kom passet, og dvs. jo længere vi kom "ud på landet", jo ringere blev maden, og stigningerne samtidig stærkere. Virker denne dal kedeligere med hensyn til natur og befolkning, har den til gengæld en fordel, vi er kommet til at sætte pris på. Den er mere komfortabel, dvs. har bedre logier og bedre mad. Hvad har vi ikke boet i af huller på den anden side, og hvilken mad har vi ikke døjet!

Nu skulle vi være igennem den støvede og blæsende del af Kali Ghandaki. Den skulle overstås. Godt at vi alle tre var indstillet på at få knoklet den færdig. Men i dag blev det ligegodt for skrapt for os alle tre. Bent lagde sig ned på en hvilestente og spurgte til rommen, skønt det var lige før vi nåede frem til byen her.

Ovre i den anden dal har vi passeret et utal af de lange hængende gangbroer over floderne. En times tid før byen her fik vi den første på denne side; den havde hele den brede dalbund at spænde over.

Ørnene. De er kæmpemæssige, og der er mange af dem. I dalen her kommer de vist nærmere på, måske fordi der er mere fjerkræ. I dag så vi en meget sørgmodig mand komme med sin dræbte høne - han var kommet for sent; vi så endnu den skuffede ørn flakse lavt ude over flodlejet.- Ellers hænger de oppe langs bjergsiderne.

kw

kw

kw

kw

kw

DANA, mandag d. 15.4. - 1400 m.

Memphis station er Kennedy Airport ved siden af Dana, et hul på jorden, to timer nord forTatopani, hvor man efter sigende kan få lasagne, og hvor der er varme kilder. Men vi er uhjælpeligt regnet inde i Dana, der minder så lidt om Poul Martin Møller og Grundtvig og Dannevang som tænkes kan, i bunden af en dyb dal, dyster under regnskyerne.

Klimabælterne kommer rutchende i forrygende fart, her hvor vi går nedad.

I går det brede, stenede og kolde flodleje med de fyrretræsbevoksede bjergsider. I formiddags forår, løvtræer og hjemlige haveplanter (kan jeg høre på Bents og Ankers snak). Lidt senere pludselig en strækning, hvor de høstede korn - og her udenfor hænger der grønne bananer.

Et stykke af vejen skar floden sig dybt, dybt ned mellem de stejle bjergsider - vi kunne høre, men ikke se den dernede under os. Det var som om vi gik ude over den. Stien hang til tider modbydeligt på bjergsiden. Ankers stive, forsigtige indadhælden viste tydeligt hans ubehag ved situationen, og sådan så jeg vist også selv ud, specielt de steder hvor klippen på indersiden ludede ud over over stien - Madeira-skrækken for at støde rygsækken ind i bjergsiden og få skubbet udad.

Dette rækværksløse land, i bjergene som i husene.

Bent gik og grinede, dels over os, dels af fornøjelse over at tilværelsen forundte ham denne storslåede dramatik - hvis jeg skal gætte.

I aftes og i morges fik vi lige et kig på toppen af Annapurna I, men fjern og i dårlige belysninger. Daulagiris og Tukuches toppe er kun lejlighedsvis kommet til syne mellem skyerne. Vi er ikke længere forkælede af vejret.

Anker vil ikke med op til Sanctuary - vil hellere ind og se på templer i Kathmandu - desuden har han flere gang erklæret rygsækken til salg i Den blå avis. Så vi skilles, sikkert om tre dage i Ghandrung. Bent og jeg får ikke mange dage til afstikkeren, fem ialt. Men at komme derind vil være at komme ind og se Annapurna I i hel figur, rejsecirklens centrum.

kw

kw

GHARA, tirsdag d. 16.4. - 1760 m.

Her sidder vi på rad og række på Yeti Lodge; der er ingen huse på den anden side, så vi ser lige ned i et bondelandskab ved høst: gule stubmarker i faldende terrasser, sortbrune okser omkring husene, de tærsker med plejl et stykke nede. Mild aftenstemning, børnene leger, folkene går og nusser, de gamle mænd snakker på terrassen her.

Bent har haft ondt i maven hele dagen, sikkert en blanding af bakterier og viljesanspændelse. Han startede uden morgenmad, to timer ned til Tatopani, hvor Anker og jeg fyldte os med god mad, den hidtil bedste, mens Bent fik havregrød og kogt vand. Langt hvil og bad i den varme kilde ved floden, solslikkeri - og dernæst herop på tre timer - stigningen 700 meter. Bent fuldstændig udpumpet af mangel på mad og af ondt i maven. Den må også være godt sammenknuget. Det kan vælte planen om Sanctuary, eller kræve den reduceret. Vi tøver med opiumsdråberne.

Det var skønt at ligge i blød i den varme kilde. De såragtige skorper på ører, næse, pande og læber - oppe fra den kolde og tørre vind og det hårde sollys - begynder at falde af.

SIKHA, onsdag formiddag, d. 17.4.

Bent frisk igen, opiumsdråberne måske, men Anker helt i gulvet af diarree, ligger og sover inde i lodgen her. Sol, varme, dis, stilstand. I det fjerne over disen Daulagiri og Tukuche Peak.

Der kom de to canadiske piger forbi, hej, hej. Vi er omgivet af to folk, det nepalesiske og trekkerne, let kendelige fra hinanden - og det er trekkerfolket vi kommer til at kende bedst, for en del af os følges mere eller mindre ad, overhaler hinanden, træffes på lodgerne. Der er de 25-30-årige, unge, stærke, med lidt bagage og god tid: den kvikke canadier Bryan og hans søde pige, som vi slap i Manang; de to grupper af israelere, de flinke og de dumme, som vi ser endnu; danske Marianne med dårlig mave, som prøvede passet tre gange på en dag - sidste gang lykkedes det. - Og der er de ældre, med masser af bagage, bærere og fører, og afmålt tid: de to amerikanske ægtepar på omkring 60, som vi første gang traf i Leder før passet og sidste gang så i går. Vi ligger selv midt mellem de to grupper, eller udenfor, faktisk er særsyn: lidt for meget bagage, lidt for få kræfter, ingen bærere undtagen når det kniber. Den rolle passer mig egentlig udmærket i sin lidt anstrengede eksklusivitet, at være udefineret. Men jeg har jo heller ikke haft ondt i maven i tre uger. Vi betaler nu for de sidste dages ræs ned gennem Khali Gandaki.

Den forlod vi iøvrigt i går, for at dreje et nøk mod øst. Hesteskoen er ved at lukke sig.

GHORAPANI, samme aften, 2800 m.

Ved hjælp af opium og bærere fik vi lodset Anker her til, og efter kartoffelmos og mango-frugt på dåse, vild luksus, har han det fint, siger han.

Dagens landskabsoplevelse: rhodondendrontræer på vejen herop (stedet er et pas), fortrinsvis med dybrøde blomster. De var begyndt at drysse, men ikke desto mindre: rhodondendron som tykke træer, blomster højt, højt oppe i luften.

Nepaleserne fra Jomson og hertil er thakalierfortrinsvis, mere charmerende og udadvendte end vi før har mødt dem. Som de to gantende piger, der passer lodgen her under moderens opsyn - de er i stand til at få etableret en fjantet, men fungibel kontakt på trods af et minimalt sprogfællesskab på engelsk, mellem dem og os trekkere.

Eller den ca. tolvårige søn af værten i Ghara i morges: "I shall never forget you", sagde han til mig til afsked - og jeg ved unægtelig ikke, om han tænkte på vores hyggelige morgenmøde - han kom løbende efter mig, da jeg med håndklæde og sæbe ved halvsekstiden var på vej mod den forkerte, den forurenede vandpost, fulgte mig op til den rigtige, holdt slangen til min morgenvask, snik-snak, snik-snak - han udpegede stolt toppene, som efterhånden blev belyst af morgensolen: Daulagiri, Tukuche, Nilgiri, Annapurna "first" ..., eller om han tænkte på den fem-rupi jeg havde stukket ham under opbruddet. Jeg glemmer i hvert fald ikke ham.

I morgen skilles Bent og jeg fra Anker, som stikker direkte til Pokhara, mens vi stiler mod Sanctuary, så langt vi nu når. Der er på kortet lagt op til en tur med en lille tidsmargien; den tåler ingen uheld, hvis vi skal helt op; men den kan til gengæld forkortes, går frem og tilbage ad den samme rute.

Utrættelige Bent! I går sammenknudret af ondt i maven, i dag ikke til at drive fra planen om at nå op i Sanctuary. Jeg er til gengæld ikke svær at lokke. Efter passet står Sanctuary som det ny strålende mål på rejsen, og det har været med helt hjemmefra.

Vi bryder altså nu ud af cirklen, eller rettere ind i den, ind mod centrum.

CHOMRO, fredag d. 19., formiddag.

Rundt om et hjørne, der står Machhapuchhare, Fiskehalebjerget betyder det, og stræber mod himlen. En halv time senere, rundt om et andet hjørne: der står Annapurna South's kæmpemæssige sydvæg og top. Sanctuary-perspektivet foran os på vejen hertil i formiddags.

I går morges stak Anker ned gennem dalen fra Ghorapani, mens vi fulgte bjergryggen mod øst, gennem rhodondendronskoven, der her blomstrede smukkere end på turen op til passet dagen i forvejen. Derefter stejlt nedad gennem junglekløften (Banthati, som vi passerede, betyder big jungle, fortalte en sherpa): våd lukket skov under stejle bjergvægge, faldne og rådnende træer, mos, rindende og dryppende vand, sære blomster og fugle.

Derefter en stejl stigning i bambusskov og en lang, lang nedtur. Skoven uhyggelig, med mos på de gamle forvredne træer, mos hængende i lange, tykke, mørkegrønne tråde lodret ned. Småregn. Stien svær at finde. Og værst: for langt til Chomro den dag... var planen allerede ved at smuldre? Det gjorde pokkers ondt i mine hæle. Slasket og slukøret var jeg ved ankomsten til Kyumnu. Hvilen var sød på Hotel Riverside, en lang hytte. Vi kunne vaske os i floden.

Dagens rute var en genvej til Sanctuary-sporet. Vejen videre fra Kyumnu og op skal vi tilbage ad, så vi efterlod alt hvad vi kan undvære af vores bagage på Hotel Riverside. Vi kan nå det endnu, og vejen frem er formentlig lige så flot som målet. Når det ser stort ud herfra, spændet mellem Fiskehalen og Annapurna South, hvordan ser tingene så ikke ud når man står derinde bagved.

Dagene er gode, skønt bentøjet, for første gang, føles slidt og løst efter den nedtur over terrasserne i går.

KULDI GHAR, sent samme eftermiddag, 2400 m.

Først 100 meter ned, så 600 meter op på tre timer - det er jo ingen sag, når man kun har tolv kilo på ryggen. Turen fra Chomro og hertil en svir, gennem rhodondendron og bambusskov. Jungle.

Så er vi i gang med hoveddalen op til Sanctuary; igen den pirrende fornemmelse at drage op gennem en snæver bugtende dal på vej mod kæmpebjerge.

Hernede omkring og lidt opad bølger skyerne. Men mod nord øst dukker de hvide toppe omkring Sanctuary undertiden frem over skyerne, belyst af aftensolen. Nærmest og højest: Fiskehalen, Machhapuchhare, hvis flanke på denne side op mod den fligede top er så lodret, at der ikke kan hænge sne og is på den over alt. Toppen gør et yndefuldt dramatisk drej, så flanken svinger nedad-bagud, som en ansendes skørt.

I morgen aften, om alt går vel, skulle vi være i Machhapuchhare B. C.

kw

MACHHAPUCHHARE BASE CAMP, SANCTUARY, lørdag d. 20.4.- 3600 m.

Nå Annapurna, nu har vi gået rundt om dig i snart fire uger, glimtvis set dig i det fjerne. Og nu er vi gået her op til din fod, hvor alt er skyer - hvordan vil du træde frem for os?

I formiddags, jungle. Størst de høje frønnede rhodondendrontræer, nedenunder bambusskov, tæt. Dernæst bregner og orkideer, tror vi nok.

Stejlt opad og brat overgang til ubevokset klippelandskab. Frokost i Hinko Cave, en klippe så stor som Rundetårn, hældende ud over stien. Inde under den var der indrettet lodge og spisested. "Tive star hotel" stod der malet på klippen.

Videre opad.

Ind imellem når jeg går med næsen ind i stien, opad, med værkende ben og tungt åndedræt, og rygsækken som cement, så tænker jeg: Her går Lisbets mand og elsker, Jakobes og Jonas' far. Det hjælper. Jeg er ikke kun disse smertende ben og dette besværlige åndedræt. Jeg er også dem jeg er forbundet med; de indtager deres plads i mig, og jeg får ligesom en anden størrelse og facon.- Jeg har også prøvet at tænke: Her går lektor i dansk litteratur ved Københavns Universitet. Det hjælper ikke!

Dalen snævrede ind, efterhånden som vi kom opad. Stien gik over klipper, tværs over utallige smeltevandsstrømme, efterhån den også snegletchere. Tydeligvis ikke en gammel kultursti, sådan som vi er vant til det; ind imellem den rene klatring.

Specielt kombinationen vandfald og klipper er modbydelig. Øvelsen: spring fra sten til sten over trappekaskader af faldende vand, med rygsæk, bliver aldrig min livret. Man bliver slået fordærvet, hvis foden fejler og man ryger med vandet ned over klipperne. Jeg koncentrerer mig enormt hver gang, og er helt udmattet efter sådan et sted. Bent springer som en gemse. Den sidste time var tung, gennem det skumle pas med skyerne drivende om ørerne på os, sneklatter op ad bjergsiderne tæt over os. Vi kunne igen mærke højden og den tynde luft.

Og til allersidst måtte vi over en lille flod, hvor hoppestenene lå under overfladen af den rivende strøm. Midt ude blev jeg helt lost, standsede og stod og blev svimmel af at se ned i vandet - så kom en behjertet nepaleser hoppende og ledte mig det sidste stykke over med et fast greb i armen.

1200 meter op, fra jungle til højfjeld med sneklatter.

Men nu er vi her, hurra! Det kan ikke mere tages fra os. Vi sidder med ryggen op ad muren til hytten, hvor vi skal sove, og er lykkelige for vores pandekager og the.

Iøvrigt ser her ud som verdens ende. To stenhytter med bambusmåtter som tag, to mere lidt længere nede. Eftermiddagsskyerne hænger ned over os, alt er gråt. Det er i morgen formiddag, vi kan håbe på god sigt. Før solopgang svinger vi håndtasken over skulderen og spadserer op til Annapurna Base Camp inde midt i gryden.

Ind imellem dukker Fiskehalens sneklattede nederflanke ud af tågen, i højde med og lidt over os. Så føles det som om vi kan række hånden ud og røre ved dens kæmpevæg. Der er i vandret linie ca. 4000 meter over til dens top, og den er 3500 meter over os.

kw

ANNAPURNA BASE CAMP, søndag morgen, 3900 m.

Hvad skal jeg sige, når jeg ser?

Jeg sidder på en knold inde midt i Sanctuary, knaldende sol, skyfri himmel - vi er altid heldige når det gælder. Hele vejen rundt omgivet af mægtige hvide toppe. "Horisonten", som må være verdens højeste, ser sådan ud: Machhapuchhare mod øst, hvor vi kommer fra, så sydover Hiunchuli, så Annapurna Syd, Annapurna I mod nord, så Fluted Peak, Gangapurna og endelig Annapurna III. I mine ører udgør disse navne en helt speciel lyrik; for mine øjne er sceneriet fantastisk ved dets vælde og farvespil - hver top har sin profil mod den dybblå himmel; hver har sin farve, efter solens vinkel på snefladerne, fra rødligt over gnistrende hvidt til blåligt. Og de geografiske kendsgerninger: jeg sidder på nøgen sten og jord i 4000 meters højde. Her begynder sneen og bjergene - hvoraf det højeste strækker sig andre 4000 meter op her fra. Hvilket grandiost påfund af naturen, en dal i denne form, omgivet af giganter.

Den eneste lyd er gletcherflodens fjerne susen og stenene, der begynder at rasle ned ad skrænten under mig i den tiltagende solvarme. Sanctuary ... det må være en eller anden naturreligiøs angelsakser, der har fundet på det navn; men jeg forstår ham så godt, her søndag formiddag.

Annapurna I? ... Set herfra ikke den skråt stræbende top som i det fjerne fra nord. Set her fra skyder hun sig frem og op fra en lang isvæg, som lukker dalen mod nord, en væg hun udgør en del af. Den er sikkert omkring syv km. lang foroven, og altså fire km. høj fra dalbunden her. Som en matrone - blot mangler hovedet - som en Wagner-sangerinde, skyder Annapurna I brystet frem og op fra den øvrige isvæg. Såvel væggen som Annapurnabrystet er lodret foldet, hvidt med enkelte gule og sorte partier, men først og fremmest hvidt, med blå skygger i morgenens sidelys.

Jeg har frit syn fra foden, der består af tre gletchere, og op til toppen. Der står hun, "Høstens gudinde", rejsens centrum. Lige på den anden side af Gangapurna-Annapurna III-kæden ligger Manang, hvor vi var for fjorten dage siden.

En enkelt gang brager det i en af gletcherne derovre. Det lyder som skud i morgenstilheden.

kw

kw

kw

kw

kw

kw

kw

DOVAN, samme eftermiddag, d. 21.4. - 2600 m.

En bambushytte i bambusskoven.

Så er tilbageturen begyndt. Først tilbage til cirklen, og resten af bagagen, i Kyumnu. Derfra det sidste stykke af hesteskoen ned til Pokhara. Nu er det hjemad, så nemt og behageligt som muligt. Om en uge går flyet fra Kathmandu. Nu hvor rejsens centrale mål er nået, begynder elastikken til det hjemme at gøre sig kraftigt bemærket. O Lisbet, der er længe til Kastrup mandag formiddag!

Det er en stor tilfredsstillelse at rejse hjemad med alle mål opfyldt. Det sidste, Sanctuary og dermed Annapurna I kan jeg takke Bent for, rejsens helt - han som holdt målet fast, da jeg begyndte at vakle. Da den første tidsplan ikke holdt i Kyumnu, og jeg begyndte at bevæge mig i mere beskedne planer, stablede han en ny og optimistisk række dagsmarcher på benene, med kommentaren: "Det kunne nu være sjovt hvis..." Desuden har han den afgørende holdning i forholdet til omverdenen, at intet er afgjort før vi har prøvet det. Og her sidder vi nu med Sanctuary bag os, mætte - hvis ellers Bent kan blive mæt. Engang i dag gav han sig til at tale om, at han havde fået sådan en lyst til at komme ud og rejse!

Her er der kun natur, og jeg har nærmest glemt sørgmodigheden over den ringe kontakt med befolkningen.

Vi stod op før solopgang i morges og gik op mod Annapurna Base Camp. Så ramtes en top, så den næste, af det gyldne lys. Det bevægede sig gradvist ned, over siderne, indtil hele kæmperanden af bjerge lå hvid, undtagen dalbunden hvor sneen er smeltet. Solen hurtig varm i denne højde; men det havde frosset om natten. Vi drev rundt og nød synet og fornemmelsen i et par timer, sceneriet udvikler sig hele tiden med den stigende sol. Bent var ovre og se til en gletcher under Annapurna Syd - han har noget med gletchere. Ved titiden tilbage til "udgangen" af gryden, dvs. Machhapuchhare Base Camp - the og havregrød - og så af sted.

kw

KYUMNU, mandag d. 21.4. - 1800 m.

Den mest elementære og indlysende betydning af cirklen som rejsens figur er jo, at den tegner en vej ud, ud i det fremmede,det storslåede, det spændende, smukke, udfordrende - og den tegner vejen tilbage igen, hjem. Den fastholder hjemme som udgangspunkt og endemål. Ingen rejser ud uden også at ville hjem (jo emmigranter måske, men de beholder som regel også en smertende elastik af følelsesliv hjemad). Rejsen er eventyret, hjemme er virkeligheden - det er de to steders status i forhold til hinanden. Den anfægtes ikke af at Nepal og jorden rundt, mens man er ved det, i høj grad er virkelighed. Til syvende og sidst afhænger enhver oplevelse af, hvilken ramme den foregår i. På rejse ankommer man, oplever, og tager videre. Virkeligheden hjemme er bindende. Det er naturligvis også fidusen ved at rejse. En rejse er en udflugt.

Værten her i Hotel Riverside har magic pancake på menuskiltet, dvs. pandekage med hash. Vi vil ikke risikere sløvhed i morgen, så vi bestilte artigt oste-chapati. Borgermænd med returbilletter på hjernen.

I dag tog vi afsked med de canadiske piger, "jomfruerne". Dem har vi mere og mindre fulgtes med siden Jomson; moret os over igen og igen at se dem dukke op i deres vide nederdele, bomuldshatte og bambusstokke - hilsende med deres høflige kostskolelatter: "Hello, how are you, kluk, kluk." De har ikke desto mindre aftvunget os betydelig respekt, efterhånden som vi har set med hvilken dødsforagt og effektivitet, de forcerer klipper og vandløb. Vi tog afsked med dem i Kuldi Ghar, hvor de allerede i formiddags ville ligge over.

LANDRUNG, tirsdag d. 23.4. - 1600 m.

Så er vi nede i varmen igen. Den - og min træthed over at gå og gå - har fået os til at ligge over her i eftermiddag.

Vi tog en stikvej fra Kyumnu hertil. På det værste sted - en to og en halv meter lodret og mossmattet klippe i skoven, kun med små ujævnheder at benytte sig af - kom tre muntre og grinende nepaleserinder mig til hjælp med et fast greb i kravetøjet: gensidigt skvadder-skvadder. Nepaleserne udfolder hjælpsomhed på en utrolig selvfølgelig og charmerende måde - de morer sig øjensynligt ved det, men uden hoveren.

Ud og hjem kan man komme på mange forskellige måder, cirklen betegner kun en af flere: den form nemlig hvor man stadig opnår nye oplevelser, lige til man er hjemme igen, den fortsat nye udadvendte oplevelse. Det er jo fordelagtigt. Men også begrænset. Tom Kristensen, dyrkeren af den stadigt fornyede og forstærkede sanseoplevelse, registrerer cirklen som figur for sin skæbne, men som en forbandelsens figur, gentagelsens lukkethed, monotoni, manglende fornyelse.

Der går en del snak om at finde sig selv på rejse, om rejsen som bevidsthedsudvidende livsform. Jeg tror ikke på den, ikke for os med returbilletter. Snakken skyldes, tror jeg, for det meste god humanistisk opdragelse og dermed trang til højere legitimation. For os gælder pikaro-romanen, hvor helten efter de forfærdeligste, behageligste og interessanteste eventyr når endemålet: et hus, en have, en kone. Lakonisk beskedenhed i sin vurdering af rejsen som bevidsthedsudvidelse. Men selvfølgelig kan både folke- og finlitteratur opvise andre rejseformer.

Cirklen er figuren for den moderne rejse. Det er en komposition uden refleksion, uden radikale retningsændringer, og derfor uden egentlig fornyende dimensioner. Rejseromanen har på en prik foregrebet sammenhængen mellem det forhold til verden, hvor den opleves som smuk, faretruende, interessant, men hvor man ikke forbinder sig med den - og så den parcelhusbevidsthed det udgår fra, som har omdannet verden, herunder det andet køn, til et sikkert og komfortabelt sted.

Til gengæld er rejsen selv en erfaring af, at verden er storslået, faretruende, fattig, idyllisk, varm og kold på en anden måde, i en anden målestok, end hjemme.

På rejsen erfarer man det; det er ikke drøm eller beretning, og det gør en stor forskel. Med sine egne sanser; jeg føler mig hovedsagelig som ben og øjne i disse uger. Og man erfarer det stærkere og virkeligere, jo mere ens vej frem beror på egen kraft og egen orienteringsevne. Det opleves som en stor udvidelse. Også som en præstation. Og som realisering af en drøm, og det gør man jo ikke for tit. Men ikke som en radikal fornyelse, det ville være for meget forlangt.- Og dog er det måske hvad man drømmer om: at indgå i en mere idyllisk, fattig, varm, kold, faretruende og storslået verden end den man får sit format af derhjemme.

Et utroligt varieret land! De voldsomme højdeforskelle afsætter en overvældende mængde af landskabstyper, i tilgift til de høje bjerge. Man skal følge godt med, hvis man vil opfatte det klima, den landskabsform, den bevoksning, den kultur, man dag for dag bevæger sig igennem. Der er ingen tvivl om, at vi bevæger os for hurtigt. Ofte skifter det afgørende flere gange i løbet af en dag, på trods af at vi bevæger os til fods. I sandhed et land for den stadigt fornyede oplevelse. Rundt om Annapurna, en strålende udflugt!

En amerikaner uden bagage og med en nepalesisk vejviser er strøget forbi, på vej mod syd for at tilkalde en helikopter. Han kom fra Kuldi Ghar, hvor en ung canadisk pige har brækket en ankel, åbent brud. Hun var røget ned ad en smeltevandsstrøm. Det må være en af jomfruerne! Han havde travlt.

Det varede noget før nyheden sank ned.

Den konkrete situation: Kuldi Ghar, en enkelt hytte nær dalbunden, en prik mellem de høje bjerge, ingen lokalbefolkning til hjælp, kun de to-tre som bestyrer lodgen. Måske ingen medicin, og slet ingen læge, hvis ikke tilfældigvis en af trekkerne.

Og så et synk mere. Et sted tilbage i dagbogen her står det noteret, hvordan fantasien om et brækket ben er skudt op i mig; den begivenhed som kunne besejre returbilletten - Det blev altså ikke mig. Mit hysteri over mine ømme og løse ankler, og mit vemod over at være på vej ned, har ellers i de sidste dage udtrykt deres modstridende vurderinger af returbilletten. -Et eksklusivt problem i samme Øjeblik ulykken er sket.

Det er ved at blive aften, lun diset sommeraften. For tre dage siden, oppe i Base Camp, var skyerne på denne tid ved at trække sig tilbage og give plads for nattefrosten.

kw

POKHARA, ved søen, torsdag d. 25.4.

Jomfruerne bliver ved med at følge os, nu som en meget slem historie. Da vi ankom her til hotelgaden i går aftes, traf vi amerikaneren, der var gået efter helikopteren. Han fortalte, at den måske ville flyve i morgen tidligt, altså her til morgen. Næsten 48 timer efter ulykken. Amerikaneren havde faret fra Herodes til Pilatus, fra civile til militære nepalesiske myndigheder, til den canadiske ambassade i Kathmandu osv. for at få hjælpeaktionen i gang ... Hvad kan et åbent benbrud ikke udvikle sig til på otte og fyrre timer?

Og vi andre heldige? Efter en stejl og varm tur op efter Landrung, og en stejl tur ned, stod vi pludselig i flodlejet ved Suihet (1100 m.) nord for Pokhara og kunne sige til hinanden: "Nu er vi kommet ned fra Himalaya."

Nu ligger vi og driver her ved søbredden, med elektrisk lys, toilet og alting. Vi kan vælte os lige ud af sengen og ned i søen for femten kroner om dagen. Emollisse et effeminavissse, som der stod i min latinbog: yderst blødagtige og kvindagtiggjorte.

Her standser dagbogen. I morgenklarheden kunne vi lige skimte bjergene mod nord, Annapurna South og Fiskehalen. De er væk nu. Men Keld, jeg har glemt at tænke på, hvordan det er gået med bogen om Ewald. Og jeg har heller ikke et Øjeblik tænkt på manuskriptet til min egen bog om utopisk lyrik.

Tilbage

RUNDT OM REJSEN. Et essay

Til top